Planet Pulp

Da vi forlod Johnny Alpha i forrige Strontium Dog album, Search/Destroy Agency Files 03, havde han netop mistet sin partner og trofaste sidekick, vikingen Wulf Sternhammer, der havde været med siden seriens start, og Johnny havde netop afsluttet et længere hævntogt for at udradere Wulfs drabsmænd. Serien forsatte altså med kun Johnny Alpha som hovedkarakter.

Endimensionel

Men sagen er egentlig den, at Johnny Alpha i sig selv måske er en ret endimensionel, og måske nærmest kedelig karakter. Faktisk har Johnny Alpha en del elementer til fælles med en anden klassisk 2000AD-karakter, nemlig Judge Dredd. Hverken Dredd eller Johnny Alpha har nogen form for humor, eller for den sags skyld smiler eller fortrækker en mine. De er også begge til dels bygget over stenansigtet over dem alle, Clint Eastwood – Dredd mest over Dirty Harry, Johnny Alpha efter hans western-karakterer.

Som personlighed udvikler Dredd sig overhovedet ikke over de tredive år, serien har kørt, og Johnny Alpha udvikler sig kun meget, meget lidt, tangerende til næsten ikke. Johnny Alpha er ikke helt så uforanderlig som Dredd (der er fuldstændig uforanderlig), og han er måske også mere humoristisk end Dredd, men det siger næsten ingenting. Så nok er Alpha lidt mindre kantet og endimensionel end Dredd, men han er stadig endimensionel og kantet som karakter.

Netop fordi han er så stiv som karakter, har Alpha brug for en sprælsk og farverig biperson ved sin side. En, der kan live lidt op, og give serien lidt humor og spræl i form af emotionel udfarenhed, og ikke bare distanceret kølighed som Johnny Alpha. Faktisk har Johnnys karakter brug for en mere sprudlende personlighed at spille op af, og dermed understrege hans kølige karaktertræk.

Enter Durham Red

Alle disse kvaliteter havde Wulf Sternhammer som sidekick, men samtidig var det fuldt ud fortjent, at han blev henrettet i forrige album. For ud over at være farverig, snakkende og emotionel, så var Wulf Sternhammer også på en del områder meget fjollet og plat, og kilde til en del platheder i serien. Det var f.eks., at et af hans faste udtryk var ”old cucumber” eller at han kaldte sit våben, en stor krigshammer, for sin ”happy stick”. Altså en rigtig sidekick, lidt for meget af det gode, og man skal bestemt ikke være ked af, at serien er sluppet af med ham.

Durham Red fungerer meget bedre der. For det første er hun ikke plat som Wulf, og at kalde hende en sidekick ville være forkert. Hun er en selvstændig karakter, som ikke blot har sin eksistensberettigelse i kraft af hovedkarakteren. Hun får jo også senere, helt fortjent, sin egen serie – så stor en succes blev hun. I dag er Durham Red måske nok mere kendt og elsket blandt det yngre 2000AD-publikum, end Johnny Alpha. Det, der gør Durham Red interessant, er, at hun er så dobbelttydig. Ligesom Johnny Alpha er hun mutant, og Search/Destroy Agency-dusørjæger, men i stedet for hans røntgenøjne har hun en vampyrmutation, der gør, at hun har behov for at drikke menneskeblod, der så omvendt giver hende ekstra kræfter (i hendes solo-albums virker hun til at være betydeligt stærkere, end hun gør her i den oprindelige serie).

Gennem seriens tidligere albums har vi jo fundet ud af, at alle Search/Destroy Agency-dusørjægere, eller Strontium Dogs, som de også kaldes, ikke behøver at være helt så regelrette og retfærdige som Johnny Alpha. Faktisk har Alpha flere gange måttet kæmpe mod og udslette andre, mere dodgy dusørjægere. Durham Red tilhører bestemt også den mere dodgy gren af dusørjægerne. Alpha møder hende første gang, da de jager den samme person, hvor Durham ender med at tømme den jagede for blod, fordi dusøren udbetales ”dead or alive”, og så kan hun jo lige så godt få noget ekstra ud af det.

Et umage makkerpar

Derfor har Johnny Alpha fra starten ikke meget sympati, og kun forbehold, for Durham Red. Alligevel får hun Alpha overtalt til, at de midlertidigt arbejder sammen på en mission, hvor de skal finde den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan, der er blevet kidnappet fra sin egen tid for at blive holdt som gidsel af en ikke-menneskelig oprørsbevægelse, der ønsker frihed for deres planet. Med Reagan som gidsel kan de true med at dræbe ham, og således radikalt ændre på menneskehedens historie, hvis det menneskelige imperium ikke trækker sig bort fra deres planet. Alt går selvsagt ikke bare efter planen for Durham Red og Johnny Alpha, og undervejs må Alpha holde Durham i korte tøjler, samtidig med at han også begynder at sympatisere med de ikke-menneskelige oprøreres sag.

Der er et godt spil mellem Durham Red og Johnny Alpha, hvor man ikke hele tiden ved, om Durham, der bestemt er en vamp, spiller op til ham for at komme i kanen med ham, eller for at suge hans blot og udradere ham. Hun er farlig, som tiltrækkende kvinder – eller i hvert fald femme fatales – skal være. Deres forhold er derfor også betydeligt mere interessant og dobbelttydigt, end Alpha og Wulf Sternhammers, der nok bedst kan beskrives som lidt underligt spejder-Batman og Robin-agtigt med samme lumre, homoerotiske bøsseparsstemning hængende over sig.

En anden god sidekick

Som det netop skal, beslutter Alpha sig for aldrig nogensinde at arbejde sammen med Durham Red igen, da den første historie er slut. Derpå følger da også et par historier, hvor han er teamet sammen med Middenface McNulty – en meget skotsk mutant og Strontium Dog, der har optrådt i serien flere gange før, og som også har kvaliteter der gør ham til et godt sidekick for Alpha. Han er snakkende, med skotsk dialekt, højlydt emotionel, og har menneskelig fejl så som et voldsomt temperament og et lige så voldsomt alkoholforbrug. Sammen er de med til blandt andet at passe på den engelske konge Clarkie den Anden, der ønsker at gifte sig med en mutant; noget, der ikke vækker begejstring i hverken befolkningen eller parlamentet. Senere bliver de, efter en dusørjagtmission, fanget og stillet for den jordiske domstol, anklaget for mord (lad mig på forhånd afsløre, at de alligevel slipper fri).

Men selvfølgelig dukker Durham Red op igen. For i historien ”Stone Killers” må Johnny, Middenface og Red tage kampen op mod en gruppe rumvæsner, der er siliciumbaserede livsformer, altså stenvæsner, som er begyndt at jage og dræbe Strontium Dogs.

Stemningsfuld mudret streg

Som sædvanlig for Strontium Dog-serien, er det forfatterne Alan Grant og John Wagner og tegner Carlos Ezquerra, der har lavet så godt som hele albummet sammen. Nok er det oprindeligt 2000AD-forfatteren John Wagner og Carlos Ezquerra, der har opfundet Johnny Alpha-figuren og hans univers, men Alan Grant kommer til senere, og Wagner og Grant har skrevet størstedelen af Strontium Dog-historierne under pseudonymet T.B. Grover.

Men i dette album bliver John Wagner så at sige faset ud (Wagner og Grant bliver uvenner i slutningen af firserne), og det bliver Alan Grant, der helt alene står for historierne herfra og frem til starten af halvfemserne, hvor han vælger at afslutte serien. John Wagner har for øvrigt selv vakt serien til live igen indenfor de sidste par år.

Carlos Ezquerras tegnestil kan jeg ikke sige noget til – for mig er hans lidt mudrede streg definitionen af de beskidte og slidte udørkener af universet, som Strontium Dogs’ene bevæger sig rundt. Jeg kan nærmest kun forestille mig Johnny Alpha i hans streg. Ezquerra står for tegningerne i næsten hele albummet med enkelte undtagelser. I slutningen af albummet er der som bonus nogle meget korte to til tre siders historier, fra forskellige 2000AD-specials. Her har tegnerne Kim Raymond, Keith Page, Rob Moran og John Ridgeway stået for illustrationerne, som vel nærmest er at betragte som homage-tegninger til Ezquerra og hans figurer. Derfor kommenterer jeg ikke dem yderligere.

Fremragende album

Colin MacNiel har tegnet en kortere historie, ”A Sorry Case”, hvor han faktisk lægger sig meget tæt op af Ezquerras stil, og rammer den ret godt. Man bemærker ikke med det samme, at det ikke er Ezquerra, der tegner mere, men jeg er ikke sikker på, hvor meget det siger om MacNiels egen stil.

Simon Harrison, derimod, der har tegnet historien ”The No-Go Job” med Johnny og Middenface, skiller sig stilmæssigt meget ud fra Ezquerra. Harrison har meget finere og renere streg, og mange flere detaljer i forhold til Ezquerras tegninger. Hans stil meget fascinerede og detaljeret, og skaber nogle fangende billeder, men samtidig er den også meget stiv og ubevægelig på en underlig måde. Det er ikke som om, at der ikke er bevægelse i hans billeder, blot forkerte bevægelser – dynamikken i dem virker underlig. Den er ikke ulæsbar, jeg kan bare mærke på mig selv, at jeg helst vil have Carlos Ezquerra til at tegne min Strontium Dog.

Fjerde bind i Strontium Dog-serien er for mig et fremragende album af en gennemgående høj kvalitet. Det er kun godt, at Wulf Sternhammer er røget ud af serien, for det har øget kvaliteten, og det samme har Durham Reds ankomst i serien.

Strontium Dog: Search/Destroy Agency Files 04 er venligst stillet til rådighed af Rebellion.

Anmeldt i nr. 38 | 13/12/2008

Stikord: 2000AD, Fremtiden, Mutanter, Rummet, Rumvæsner, Vampyrer