Hellblazer, eller John Constantine som hans mere borgerlige navn egentlig er, er en af karaktererne fra DC’s Vertigo-linje. Han er en kæderygende moderne britisk troldmand i krøllet jakkesæt med løst slips og afbleget Sting-strithår.
John Constantine er et sted mellem en klassisk noir-detektiv a la Sam Spade og Philip Marlowe og en moderne faustiansk magiker, der kommunikerer med dæmoner og ånder fra det hinsides.
For en længere og mere indgående præsentation af Mr. Constantine, hans person, historie og oprindelse, se da anmeldelsen af G.Floy Studios anden Hellblazer-udgivelse, Londons Dæmoner. I modsætning til Londons Dæmoner, der består af historier fra selve Hellblazer-bladet, så er Hans Værker og Maskiner kun udkommet i albumform. Historien er lavet direkte til dette format fra Mike Careys hånd, og har altså ikke været udgivet i serieform i Hellblazer-bladet.
Mike Carey debuterede i det hedengangne britiske tegneserieblad Toxic!, der egentlig udsprang fra 2000 AD-bladet og eksisterede gennem en årrække i firserne. Efterfølgende begyndte Carey selvfølgelig at skrive for moderbladet 2000 AD. Selve formålet med albummet har oprindeligt været på et eller andet plan at markere, at nu overtog Mike Carey rollen som hovedforfatter fra Brian Azzarello, der på det tidspunkt stod for serien.
Uden at afsløre for meget, skal jeg kort ridse handlingen op. Constantines ven, chauffør og faste sidekick Chas Chandlers barnebarn falder lige pludseligt i et koma, som lægerne ikke kan forklare eller vække hende fra. Chas beder som en sidste udvej John Constantine om hjælp, og så ruller lavinen for John og Chas.
De har som sædvanlig rodet sig ud i noget med det hindsides, der er langt over deres vægtklasse. Det viser sig hurtigt, at der er begyndt at sprede sig en epidemi, hvor børn over hele London, ja over hele verden, falder i en uforklarlig komatilstand.
Constantine finder selvfølgelig hurtigt ud af, at der står dæmoniske kræfter bag, hvilket fører ham og Chas til Los Angeles. I L.A. støder Constantine selvfølgelig på en masse okkult lokalkolorit, så som blodofrende Mexico-indianere og en gammel, aztekisk dødsgud ved navn Mictlantecuhtli.
Det er en lille genistreg fra Careys side at lade John Constantine tage til L.A. og gå på de samme gader som hans forbilleder, privatdetektiverne fra tredivernes og fyrrernes hårdkogte krimilitteratur, hvor Dashiell Hammet og Raymond Chandler var de ubestridte mestre.
Dette viser også hvor godt et greb, Carey har om figuren. Dæmonerne taler, opfører sig og handler med hinanden som wiseguys og gangsterbosser. John Constantine er the underdog, der får en masse tæsk, men som på grund af sin snilde og sit vid, ender med at snøre de store.
For som Chandlers og Hammets privatdetektiver, så tager Constantine sig egentlig ikke betalt for sit arbejde. Han lever for at gøre bare en lille forskel i en grum verden, og ligegyldigt hvor meget kynisme og bitterhed han kommer med, så har han bag sin hårde facade et hjerte af guld. Den moderne, urbane helt, der på sin egen måde kæmper en heroisk kamp mod alt fordærvet. Han håber at vinde i det små, selv om han godt ved, at han i sidste ende kæmper forgæves mod overmagten.
Da Mike Carey begyndte at skrive selve Hellblazer-bladet, hvilket han gjorde fra Hellblazer nr. 175, begyndte han historierne med at lade John Constantine vende tilbage fra USA. Carey holdt for nyligt op som forfatter på Hellblazer (fra nr. 225), men han har dog tydeligvis ikke kunnet slippe karakteren.
Han er efterfølgende begyndte at skrive en romanrække om Felix Castor, en lettere kynisk, storrygende og uortodoks eksorcist, der er bosat i den pulserende storby London. Det lyder jo lidt som én, vi kender, gør det ikke?
På albummets bagside citeres Neil Gaiman for at sige, at “Mike Carey har skrevet den ultimative Constantine-historie. Læs den, og find ud af hvorfor Hellblazer er så populær”. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil kalde Hans Værker og Maskiner for den ultimative Constantine-historie. Men jeg vil sige, at Carey her har genskrevet den klassiske Constantine-historie.
For det er en klassisk historie, fortalt flere gange før i Hellblazer, hvor John Constantine spiller hazard med sin udødelige sjæl for at snøre dæmonerne på deres hjemmebane og spille dem ud mod hinanden. Og som nævnt har Carey også fundet ind til kernen i hovedpersonen.
Så jeg vil sige, at det er en virkelig god, stabil Constantine-historie, og at hr. Gaiman har fuldstændig ret i, at man gennem den kan komme til at forstå, hvad der gør serien så populær.
Leonardo Mancos streg og tegninger kan man ikke rigtig sætte en finger på. De er pæne nok til, at stort set alle vil være tilfredse med dem, og beskidte nok til at tilfredsstille den del af fansene, der ønsker det. Desværre er tegningerne ikke innovative eller nyskabende nok til at blive husket, når man har langt albummet fra sig.
Som sædvanen er hos G. Floy Studio, har de fulgt layoutet, produktionen og stilen fra den amerikanske udgivelse, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting. Men spørgsmålet er så, hvad de tilføjer af selvstændig værdi, og hvorfor man ikke bare skal gå ud og købe den originale, engelsksprogede udgave.
Svaret ligger her selvfølgelig i oversættelsen. Ligesom ved deres anden Hellblazer-udgivelse, Londons Dæmoner, er den rigtig god. Sproget er let og flydende, samtidig med at den får de oprindelige og svært-oversættelige nuancer med. Så topkarakter til G. Floy Studio for netop den del, som mange brækker halsen på.
Hellblazer: Hans Værker og Maskiner er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.
Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006
Stikord: Dæmoner, Okkultisme
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…