Planet Pulp

De fleste, der kender Hellboy i forvejen, gør det nok på grund af filmen Hellboy (2004), instrueret af Guillermo Del Toro. Det er dog ikke alle, der er klar over, at Hellboy-filmen er bygget over en tegneserie, og selv blandt de, der gør, er kendskabet til tegneserien for det meste ikke særlig stor.

Dark Horse

Tegneserien Hellboy er skabt, tegnet og skrevet af Mike Mignola. Den handler om Hellboy, et kæmpestort rødt, dæmoniske væsen, der er gået i tjeneste for Bureauet for Paranormal Forskning og Forsvar. Det er en halvhemmelig institution under den amerikanske regering, der tager sig de mere “specielle” sager, hvilket blandt andet involverer sammenstød med spøgelser, cthulhuide monstre og nazister, der beskæftiger sig med sort magi.

Hellboy blev oprindeligt udgivet første gang som tegneserieblad i 1993 af Dark Horse Comics. Det var en af de serier, der i starten af halvfemserne var med til at hive Dark Horse Comics op fra at være et lille forlag til at blive en del af tegneserieselskabernes superliga.

Ud over Hellboy, der nok lidt uventet blev en monstersucces, var det også Frank Millers Sin City og Hardboiled-tegneserier samt Matt Wagners Grendel-tegneserie, der var med til at skabe denne succes.

I dag udgiver Dark Horse Comics ikke kun såkaldte creator-owned tegneserier, men også en masse licensudgivelser, som f.eks. tegneserier til Buffy– og Angel-TV-serierne og et hav af oversat japansk manga til et amerikansk publikum.

Dark Horse Comics blev oprindeligt grundlagt af Mike Richardson i 1986 og sammen med Todd McFarlenes Image-forlag, var Dark Horse Comics en del af et opgør med Marvel og DC’s næsten monopolagtige status på markedet i starten af halvfemserne og de store forlags tilsidesættelse af forfatternes og tegnernes rettigheder og råderum over de figurer, de har opfundet.

Retro og nostalgisk, nyskabende og fremadskuende

Mike Mignola og Hellboy er et godt eksempel på en tegner/forfatter med mere eller mindre fri kreativ kontrol over sit værk, der med sine klare og stærke visioner formår at skabe noget helt enestående.

Først og fremmest er Mignolas tegnestil meget unik, uden dog at være helt fremmedgørende for førstegangslæsere, selv om den måske kræver lidt tilvænning. Dette skyldes nok, at Mignolas streg er så langt fra, hvad man ellers normalt ser i nyere tegneserier, som f.eks. McFarlane-stilen, der nærmest er blevet standard, og som jeg personligt er ved at kaste op over efterhånden.

Mike Mignolas tegnemåde er på én gang retro og nostalgisk, samtidig med at den er nyskabende og fremadskuende, hvilket nok kendetegner det geniale. Hans tegninger trækker tydeligvis på inspiration helt tilbage fra mellemkrigstidens kunst, både fra kunstretninger som art nouveau og tidens klassiske propagandaplakater.

At bruge disse stilarter, eller genopdage dem, i en moderne tegneserie er i sig selv nyskabende, og samtidig passer disse perfekt til selve tegneseriens handling og temaer, der trækker på lovecraftianske gyserhistorier, flirten med okkultismen i starten af det tyvende århundrede, pulphistorier fra denne periode, samt nazisme. Alt sammen noget med rødder dybt begravet i tiden mellem de to verdenskrige.

En fryd for øjet

Det meste af handlingen i Hellboy udspiller sig dog i vor tid, hvis man skulle være kommet i tvivl. En anden vigtig inspiration til Mignolas tegnestil er den store mester fra superheltetegneseriernes guldalder, Jack Kirby – noget som Mike Mignola selv bestemt ikke har lagt skjul på.

Han har dedikeret det første album, Ondskabens Frø, til blandt andet Kirby. Ligesom hos Kirby er Mignolas tegninger stærk komponeret og fyldt med velkomponerede og organiserede detaljer, så det ligefrem er en fryd for øjet at udforske hvert billede.

Hver ramme hos Mignola er som et helt selvstændigt frosset billede, og nogle vil måske finde netop det et problem ved hans stil: At den ikke er dynamisk og animeret nok til eksempelvis at skabe tempo, bevægelse og action.

Det er ikke kun i tegnestilen, at man sporer Jack Kirbys indflydelse på Mike Mignola. Hellboy-historierne har på mange punkter ligheder med Kirbys guldalder-superheltehistorier. For nok foregår en del af handlingen i dem blandt almindelige mennesker, men samtidig når vi også ud i det store kosmiske univers. Vi er vidner til det helt sære, og ser apokalyptiske kampe mellem væsner med gigantiske kræfter.

Knastør humor

Selve serien er fyldt med overnaturlige og magiske skabninger – nogle venner, andre fjender: Levende lig, der taler, mens de ligger i graven, spøgelser, vampyrer, udødelige russiske munke og kultledere samt halvmekaniske nazister og tentakelguder fra det ydre rum. Det er også her, at seriens knastørre humor kommer til udtryk.

Hvor stort set alle andre i serien er fuldt ud alvorlige, og selve tonen og stilen i tegneserien er meget dyster, så er hovedpersonen, den store røde dæmon Hellboy, en konstant wisecracker, der hele tiden har en vittig kommentar, ligegyldigt hvor sort det ser ud.

Når Hellboy fyrer sine vittigheder af, er dette selvfølgelig henvendt til læserne, og er med til at understrege og gøre læserne opmærksomme på den dybt underspillede stil, der løber gennem hele serien.

For når alt kommer til alt fornemmer man bag det hele tydeligt Mike Mignolas glimt i øjet, mens han har siddet og skrevet/tegnet serien. Han ved jo godt at Hellboy er anerkendt, kritikerrost og anset som kunst med stort K. Men samtidig er det stadig også ren pulp og drengerøvshistorier om en fandenivoldsk dæmon med hjertet på det rette sted, der banker nazister og urgamle halvguddommelige monstre.

Og det er netop i balancegangen mellem stor kunst og regulær underholdning, at Hellboy virkelig viser sit værd. Man kan kun sige at den holder, både som ren underholdning og i længden, ved genlæsninger.

Lad mig nu kort gennemgå de danske udgivelser i den rækkefølge, de er blevet udgivet af G. Floy Studio, der siden 2003 har udgivet et Hellboy-album om året. Jeg vil ikke gå alt for meget i dybden med selve handlingen i dem, for alle Hellboy-historierne er i bund og grund mysterier med et lille twist hen mod slutningen.

Hellboy – Ondskabens frø

Dette album (oversat fra Seed of Destruction) samler de første af Hellboy-historierne, og derfor står John Byrne som forfatter. Da Mike Mignola startede med at lave Hellboy, havde han ikke helt tiltro nok til sine egne evner som tegneserieforfatter, og derfor overtog den kendte tegneserietegner og -forfatter John Byrne den rolle til at begynde med.

John Byrne var på det tidspunkt på højdepunktet af sin karriere, efter at have lavet både X-Men, Fantastic Four og Hulk for Marvel samt genoplivet Superman for DC, og hans navn har virket som et bedre trækplaster for en ny serie i forhold til Mignolas.

Det har også været en torn i øjet på DC og Marvel at se BÅDE Frank Miller og John Byrne forlade dem til fordel for Dark Horse Comics. Serien virker også til næsten at have fundet sin form helt fra starten, uden at man kan spore nogle egentlige ændringer, da Mignola overtager forfatterstolen fra John Byrne. Det kan så få én til at overveje, hvor meget af historierne John Byrne egentligt har skrevet, og hvor meget han bare har sat sit navn på for Mignola.

Albummet indeholder Hellboys tilblivelseshistorie: En gruppe amerikanske soldater afbryder hen mod slutningen af Anden Verdenskrig en gruppe nazister, ledet af den mystiske Rasputin, i at udføre et mystisk ritual, der skal indvarsle ragnarok. Et eller andet går galt, og da støvet lægger sig, er der et lille dæmonisk, men tydeligvis ikke udvokset væsen tilbage, Hellboy. Det er selvfølgelig også her, at man første gang præsenteres for Bureauet for Paranormal Forskning og Forsvar og dets andre “specielle” agenter, Elizabeth Sherman og Abraham Sapien.

Hellboy – væk djævelen!

I Væk djævelen!, der er oversat fra Wake the Devil, er gruppen af okkulte nazister, der var med til at udføre ritualet der fremkaldte Hellboy, tilbage. Sådan er det i tegneserier: Man ved, at gode skurke altid dukker op igen. Og skulle man have troet at überskurken over dem alle, Rasputin, var sat ud af spillet, så må man tro om.

Denne gang er opgøret sat til at finde sted ved borgen Giurescu i Rumænien, hvor Vladimir Giurescu har levet og overlevet som hersker og vampyr i århundreder. Under Anden Verdenskrig lykkedes det Himmler og hans organisation at hverve greven over på nazisternes side og skabe en særlig vampyrafdeling. Hellboy og resten af medlemmerne af Bureauet for Paranormal Forskning og Forsvar sendes til Rumænien for at udforske den forfaldne borg, da der igen begynder at ske underlige ting i området.

Hellboy – Kisten i lænker og andre historier

I modsætning til de to foregående albums, er der ikke en lang fortløbende historie i dette album, der er oversat fra The Chained Coffin and others. I stedet er albummet en samling af mindre historier. Alle er nogle, Mike Mignola har skrevet med en eller anden form for oprindelse i et gammelt folkeeventyr eller spøgelseshistorie.

Blandt andet møder Hellboy her den russiske sagnheks Baba Yaga og en varulv i historien Sankt Augustins ulve. Det er alle historier, der er blevet trykt mange forskellige steder gennem Hellboy-seriens liv, både i og udenfor bladet, som promotion andre steder for serien osv.

De strækker sig derfor skabelsesmæssigt over en lang periode, hvilket samtidig giver mig lejlighed til endnu engang at bemærke, hvor helstøbt og gennemført serien er. For det er ikke til at sige, hvilke der er de tidlige historier og hvilke, der er de senere. Noget man ellers altid plejer at kunne se i stort set ligegyldigt hvilken tegneserie, og det giver mig kun ekstra grund til at beundre Mignola for at være så gennemført, stabil og disciplineret i arbejdet med Hellboy.

Desuden har Mike Mignola i albumudgaven skrevet en kort lille kommentar til hver historie, der handler om, hvor han fik inspirationen fra, og hvad der måtte knytte sig af andre anekdoter til. Der er som nævnt ingen fortløbende historie gennem albummet, og alligevel er der små begivenheder, der sniger sig ind i den overordnede historie og kronologi hos Hellboy, og som giver ekstra glæde til de mere dedikerede fans.

Berusende og esoterisk

De der har set filmen, men ikke læst nogle af tegneserierne, vil måske ved denne korte gennemgang have bemærket, at filmens forløb og historie indeholder elementer fra flere af albummene. Den er altså ikke en filmatisering af én Hellboy-historie, men er et sammensurium af flere. En del af filmens afslutning er blevet hentet fra Hellboy-albummet Right Hand of Doom, hvilket skulle være det næste i rækken på dansk, hvis G. Floy Studio følger de amerikanske albumudgivelser. Det forudsætter dog, at de vil udgive flere Hellboy-albums, og lad os da håbe det.

Hellboy er en tegneserie, der virkelig gør sig godt i albumformatet. Både på grund af de utrolige tegninger, og fordi historierne passer godt til formatet, og det klæder dem at blive sat i sammenhæng og blive læst ud i én køre. Det er en oplevelse, der kan være næsten berusende og esoterisk – så forførende er Mignolas tegninger og univers.

Ondskabens Frø, Væk Djævlen! og Kisten i Lænker og Andre Historier er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

Udgivet i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Dæmoner, Naziskurke, Okkultisme