Zombieland

Da de første trailere for Zombieland ramte nettet, var jeg med det samme overbevist om, at det var en film, jeg ville komme til at se i biografen. På akkurat samme tid var jeg alvorligt nervøs for, at de ting jeg havde set i traileren udgjorde hovedparten af filmens morsomme øjeblikke. Derfor var det en overordentlig positiv overraskelse, da jeg så Zombieland, for den er faktisk meget mere end det, man får at se i traileren.

Endnu mere positivt er det næsten, at Zombieland sagtens holder til et gensyn på tv-skærmen, og jeg er også overbevist om, at den kommer til at holde til flere gensyn i årene fremover. For Zombieland er en særdeles veloplagt zombiekomedie med hovedvægt på “komedie”.

Rule #2: Double Tap

Da Zombieland starter, er Jorden allerede lagt mere eller mindre øde af en zombieepidemi, og det er i den verden, vi møder den ene af vores hovedpersoner, Columbus (Jesse Eisenberg). Han er en klassisk neurotisk nørd, der har overlevet zombieplagen ved at følge en række regler, som han introducerer os for i filmens begyndelse, og som løbende dukker op undervejs. For Zombieland er en meget selvbevidst film: Columbus taler direkte til publikum som filmens fortæller, og hans regler dukker op på skærmen, når en passende situation dukker op.

Det er regler som “Cardio” (dvs. motionstræning – for naturligvis var det de fede og langsomme, der blev ædt først), “Double Tap” (skyd altid zombierne en ekstra gang i hovedet) og “Beware of bathrooms” (for det er slemt at blive taget med bukserne nede, bogstaveligt talt).

Drengene og pigerne

Columbus’ virkelige navn er ikke Columbus – det er bare dér, han oprindelig kommer fra – lige så vel som Tallahassees virkelige navn ikke er Tallahassee. Tallahassee er filmens anden hovedperson, spillet af en veloplagt Woody Harrelson. De to møder hinanden på landevejen og beslutter sig for at slå pjalterne sammen.

Lige så nervøst anlagt og nørdet som Columbus er, lige så selvsikker og cocky er Tallahassee, der simpelthen ELSKER at dræbe zombier og gerne gør det på mange forskellige måder. Min personlige favorit er, da Tallahassee lokker zombierne frem af busken ved at spille indledningen til “Dueling Banjos”, hvorefter han smadrer en zombie ved at bruge banjoen som kølle – dog ikke før, han er kommet med kommentaren “You have a purdy mouth!”

Men de to fyre skal naturligvis have noget modspil. Det får de, da de møder de to piger Wichita og Little Rock (Emma Stone og Abigail Breslin), som i virkeligheden viser sig at være søskende og som tager røven noget så eftertrykkeligt på de to fyre. Pigerne stjæler fyrenes våben og deres bil, og så kører de ellers af sted. Men selvfølgelig vil skæbnen, at de to par løber på hinanden igen og ender med at fortsætte rejsen sammen. Og selvfølgelig er der en spirende romance i luften mellem den nørdede Columbus og den hotte Wichita.

Målet for turen er forlystelsesparken Pacific Playland – ikke fordi Wichita tror på rygterne om, at stedet skulle være zombiefrit, men fordi den noget yngre Little Rock ikke har haft lov til at være et barn i lang tid. Da den lille gruppe når frem til Los Angeles, beslutter Tallahassee sig for, at de skal bo et sted med stil, og han ved lige præcis hvor.

Det fører til en virkelig morsom cameo af Bill Murray, der på særdeles underholdende vis udleverer sig selv og demonstrerer, at hans komiske talent bestemt ikke er svækket.

Velfungerende komisk makkerpar

Zombieland fungerer af flere årsager, men de to primære er Jesse Eisenberg og Woody Harrelson. De har begge unægteligt talent for komik, og de er så forskellige, at de supplerer hinanden virkelig godt. Som komisk makkerpar fungerer de fortrinligt, og det venskab de opbygger gennem filmen er også ganske sympatisk – også selv om der bestemt ikke er tale om det store drama: Zombieland er som sagt en film med vægt på komedien.

De to piger har i den forbindelse ikke så meget at lave. De er primært med for at drive handlingen videre og for at give Columbus en love interest i filmen. For som den ægte nørd han var, før zombieplagen satte ind, er Columbus naturligvis stadig jomfru. Selv om pigerne derfor ikke har så meget at arbejde med, er de stadig væsentlige for at drive filmen frem, og som sådan fungerer de fint, og romancen mellem Columbus og Wichita er ganske sød. Og så er Emma Stone i øvrigt rar ved øjnene.

Af alle de medvirkende er det dog Woody Harrelson, der lyser mest op. Han har tydeligvis moret sig kosteligt med at lave filmen, og det kan man mærke på hans præstation. Helt generelt lader det nu til, at både cast og crew har haft det sjovt med at lave Zombieland, og det skinner igennem over hele linjen.

Zombie kill of the week

Foruden den velfungerende komik mellem Eisenberg og Harrelson, spiller de mange forskellige zombiedrab en stor rolle for filmens velfungerende komik. Der lægges ikke fingre imellem, og på sin vis er Zombieland helt grotesk voldelig. Men det er jo bare zombier, så det bliver aldrig ubehageligt, men bare mere og mere sjovt. Igen er det i høj grad Tallahassee, der står for de mest brutale (og underholdende) aflivninger.

Én af de allersjoveste er dog set i filmens trailer – det er den med zombien, der får et flygel i hovedet, og det ses i et hurtigt klip, efter at Tallahassee har pralet med “Zombie kill of the week”. Det dementerer Columbus’ voice over med det samme og i en lille sekvens ser man, hvad der må være “Zombie kill of the week”.

Det er også den slags små finurligheder, der – ligesom Columbus’ regler – er med til at sætte ekstra kulør på Zombieland, og som gør den til en film, som det er meget svært ikke at holde af. Den er ganske enkelt rigtig, rigtig morsom hele vejen igennem, og den undgår meget behændigt at blive for seriøs. De få steder den truer med at blive alvorlig, når manuskriptforfatterne altid at tage gassen ud af ballonen, inden det bliver for meget.

På den måde er Zombieland i virkeligheden endnu mere vellykket som zombiekomedie end den ellers også rigtig gode Shaun of the Dead (2004), der lige bliver en anelse for alvorlig hen imod slutningen. Sammenligninger mellem Shaun of the Dead og Zombieland er naturligvis helt uundgåelige på grund af det fælles tema, men derudover er de to film virkelig som æbler og appelsiner. Det er to helt forskellige slags humor, og forskellen beskrives måske i virkeligheden bedst ved at konstatere, at Shaun of the Dead er meget britisk, mens Zombieland er meget amerikansk.

I øvrigt skal det siges, at Zombieland faktisk er en ret flot film, både hvad angår scenografi og make up. Øde landeveje med tomme biler, et nedstyrtet fly og sågar tomme storbyscener – Zombieland står ikke tilbage for seriøse zombiefilm. Og heller ikke i forbindelse med effekter og make up – zombierne er ganske klamme, og blodet flyder rigeligt, om end ret tit off screen.

En toer på tegnebrættet

Zombieland 2 er allerede på tegnebrættet, for Zombieland blev fuldt fortjent en kæmpesucces. I virkeligheden startede filmen som udkast til en TV-pilot, men endte altså som film i stedet, og folkene bag filmen vil ikke afvise, at TV-serien måske kunne blive til noget alligevel. På en måde er det måske bedst, hvis det ikke sker, og man må også håbe, at den fortsættelse, der nu er i støbeskeen, kan leve op til den første film. Tilmed har Zombieland en helt perfekt spilletid på kun 84 minutter – et bevis på, at der er filmfolk derude, der forstår at holde en fornuftig spilletid!

Jeg kan kun give Zombieland en varm anbefaling: Det er én af de bedste komedier, jeg har set i meget lang tid, og så er der tilmed zombier i den!

Anmeldt i nr. 61 | 13/11/2010

Stikord: Postapokalyptika, Zombier