Planet Pulp

Jeg forsynede i sin tid ultra-lavbudgets splatterkomedien Zombie Women of Satan (2009) med hele fem af Pulpens seks stjerner.

Til trods for elendige effekter, middelmådigt skuespil og en så tynd historie, at The Asylum må bruge den som undervisningsmateriale til deres manuskriptforfattere, besad filmen nemlig både lune, skødesløse mængder af den sorteste humor og en dybfølt kærlighed til B-filmsgenren.

Det tog lang tid for idémanden, manuskriptforfatteren, produceren og hovedrolleindehaveren, Warren Speed at få lavet sin toer færdig, og den meget lille, men hårde kerne af fans af etteren fulgte med i udviklingen i spænding.

Da dagen endelig oprandt i 2016, blev der dog meget stille på de sociale medier. Skuffelsen var til at skære i med en ske, for magen til halvbagt makværk skal man dæleme lede længe efter.

Grunden til at jeg selv først har set filmen nu er, at jeg var blevet advaret om den. Jeg har ventet til etteren var kommet lidt mere på afstand, og til mit humør var så tilgivende som muligt, med at se den. Det virkede ikke.

Gammelt blod på nye flasker

I den første film ender et omrejsende rock’n’roll-cirkus ved et tilfælde på et landsted, hvor en gal videnskabsmand eksperimenterer med at lave zombier.

På samme landsted har videnskabsmandens søn etableret en slags new-age-kult for unge kvinder med sociale problemer og store bryster. I det kaos af plat pat-splat (sig det tre gange efter hinanden!), der logisk nok opstår i den situation, er der kun få der overlever, heriblandt den navnkundige Pervo the Clown – Speeds egen karakter.

I toeren er der gået et år siden massakren, og Pervo, der aldrig ses uden sminke og klovnenæse, har prøvet at være mediedarling for fuld udblæsning.

Hans stjerne er dog falmet hurtigt, både fordi han ikke har meget at byde på rent åndeligt, men også fordi hans sindssyge rockstar-livsstil er kammet over i et misbrug af ludere og narko.

I et sidste desperat forsøg på at genopstå socialt deltager han i et TV-show for at reklamere for en film – Zombie Women of Satan – hvor han selv spiller hovedrollen i en dramatisering af det, han blev berømt for til at starte med.

Altså … Etteren bliver til et fiktionsværk i toeren, som man ser det udført på forskellige måder i f.eks. Scream-serien og The Human Centipede-trilogien.

Interviewet går selvfølgelig galt. Den dybt forstyrrede Pervo, der lever op til sit kunstnernavn med bravur, bliver ført bort med magt, men øjeblikkeligt inviteret til en dekadent kæmpefest til hans ære, arrangeret af en enigmatisk millionær.

Millionæren er, hvilket publikum ved fra starten, med i en ikke udpræget listig hævnplan, som den resterende del af Zander-familien (skurkene i etteren) har lagt.

Derefter følger et landsted befolket med barmfagre kvinder, et zombie-serum, og noget løben omkring – grundlæggende set nøjagtigt samme handling som i etteren.

Alt er dårligere

Der er uendeligt mange ting galt med Zombie Women of Satan 2. Kadencen er helt forkert, hvilket primært skyldes, at den letbenede, groteske humor fra den første film, er skiftet ud med en forceret og alt for ofte direkte traurig bitterhedskomik.

Fokuset er på Pervo og hans bizarre udskejelser, og det gør de første to tredjedele af filmen til et deprimerende portræt af en mand, der faktisk ikke er sjov i sig selv.

Pervo går fra at være en vildbasse, en vellystig joker, til at være et tragisk, selvhadende, ”Dostojevskijsk” menneske, og det kan hans karakter, endsige Warren Speeds skuespilevner, slet ikke håndtere.

Det farvestrålende galleri af cirkusfreaks fra etteren er skiftet ud med et administrativt team af folk, der prøver at guide berømtheden Pervo ind på et bare nogenlunde farbart spor. Man forstår ikke at de gider prøve.

I sammenligning med castet i etteren, er Pervos assistenter røvsyge, og Pervos selvudslettende, konstant uforudsigelige og rendyrket destruktive adfærd overskygger ethvert forsøg på at give disse karakterer personlighed.

Zander-familien, der oprindeligt var så pervers og, af mangel på et bedre ord, weird, at de til tider var genuint uhyggelige, er nu den rene børnehave – bogstaveligt talt.

Nekrofili, incest og overbevisende vanvid er skiftet ud med infantilt hysteri. Det svarer til, hvis man tog Rob Zombies Firefly-familie og lavede et animeret Nickelodeon-show baseret på dem.

Effekterne er endnu værre end i den første film, klipningen mangler den gamle fandenivoldskhed, og selv musikken lever ikke op til den meget lave standard, der blev sat i 2009.

Det eneste der bliver lovet i filmens tag-line, “Bigger, Better, Boobier”, som faktisk opfyldes, er mængden af fritgående bryster. Men selv disse bliver ikke udnyttet med lige så meget begejstring som i etteren.

Opfølgeren vi faktisk efterspurgte

Horrortalk.com kaldte Zombie Women of Satan 2 for “The sequel no one asked for”, hvilket i bedste punkånd er citeret på forsiden af DVD-æsken som en kæmpe fuck-finger. Men det er løgn.

Vi efterspurgte en toer, og vi glædede os som små sadistiske børn til at se en forrygende omgang blodindsmurte D-skåle krydret med politisk giftig humor og understøttet af en snerrende motorsavssymfoni.

I stedet fik vi en langtrukken depressionshistorie uden bid, uden sammenhæng, og uden den helt essentielle ømhed overfor B-splatter-genren, som hævede etteren over dyndet.

Normalt laver jeg meteorolog-finten i slutningen af mine negative anmeldelser. “Der er godt nyt til windsurferne,” siger skærmtrolden, når der varsles kuling ved alle landets kyster.

Og jeg plejer da også ligeledes at kunne finde bare en mikroskopisk del af publikum, der faktisk ville værdsætte eller burde princip-bevidne et dårligt værk. Det er ikke tilfældet her. Jeg kan ikke komme i tanke om én eneste person, der ville få noget ud af Zombie Women of Satan 2.

Anmeldt i nr. 154 | 13/08/2018

Stikord: Zombier