Zombie Women of Satan

Zombie Women of Satan er ikke populær, hverken hos kritikerne eller hos publikum, og jeg forstår det faktisk ikke. Det er utroligt tydeligt, at filmen er skabt som en pastiche over B-horror-genren på et minimalt budget og med stor kærlighed.

Den er, i alle betydninger af ordet, et perverst værk, men et hyldestværk til en genre, der blev god af at blive lavet af fattige ildsjæle og bryde grænserne for det tilladte.

Barmfagre zombiekvinder

Et rock’n’roll-cirkus, bestyret af Johnny Hellfire, der dog overskygges totalt af Pervo the Clown (!) inviteres ud på en afsidesliggende gård. Her skal de interviewes af den sympatiske vlogger Tycho.

Det viser sig dog hurtigt, at der er noget totalt galt på farmen (surprise!). Tycho er en manisk sektleder, der hjernevasker unge storbarmede kvinder, og hans far bedriver sindssyge videnskabelige eksperimenter i kælderen.

Hellfire og Pervo må, sammen med dværgen Zeus, sangerinden Skye og stærkmanden Damage, kæmpe sig gennem flokke af nøgne, barmfagre zombiekvinder med alle til rådighed stående midler – disse inkluderer naturligvis en motorsav.

Volden er virkelig ikke koordineret særlig godt, hvilket besynderligt nok faktisk gør den mere realistisk. Effekterne er mere morsomme end uhyggelige, men hvad er det så, der alligevel placerer Zombie Women of Satan over bærmen af billigt produceret direct-to-YouTube-snask?

Skovskidende dværg

Den blotte forargelsesfaktor og den hudløst ærlige, hæmningsberøvede tilgang til ultraplathed er svaret.

Når man betragter Pervos autofetichistiske, obsessive onani-scener, den endeløse indmarch af bævrende, blodindsmurte bryster eller den ti minutter lange scene af en tyk heavy metal-dværg, der skider i en skovbund, er de hver for sig lidt ulidelige, grænsende til det perfide.

Ser man dem krydsklippet med hinanden i én lang køre – ser man med andre ord Zombie Women of Satan – bliver det pludselig til filmkunst.

Ingen køer er hellige i den her film. Voldtægt, incest, homofobi, tortur og nekrofili, det hele bliver nådesløst kastet i fjæset på seeren, blandet med så meget åndsbedøvende, kulsort humor, at man ikke kan lade være med at elske det.

Alene dialogen, der i øvrigt leveres på vulgært underklasse-britisk, er én lang tirade af bandeord og lummerheder. “What’r ya doin’ ya fuckin’ monkey-toucher? Grow up, ya sack-less tit!”

Anmelderen på SFX Magazine sagde om Zombie Women of Satan, at det eneste, den kunne bruges til, var som propaganda imod Vestens dekadence.

Jeg ville bruge den som rekrutteringsvideo! Den viser hvor bøjelig vores kulturopfattelse er, hvor langt ytringsfriheden strækker sig. Samtidig er den et herligt bevis på, at dårlig smag også har en berettigelse udenfor den seriøse undergrund eller den polerede popkultur.

Anmeldt i nr. 139 | 13/05/2017

Stikord: Zombier