Zombie Strippers

De seneste års zombiefilm har ikke gjort det helt store indtryk på mig, må jeg ærligt indrømme. Jeg hoppede med på vognen, og så Zack Snyders remake af Dawn of the Dead, da den kom tilbage i 2004, men selv om den leverede rigeligt med blod, er det bare ikke det samme som i de gode gamle 80’ere.

Hurtige zombier

De sidste par år har været en lidt blandet landhandel, og det er ikke altid, at man lige får de fedeste film med hjem efter et besøg ved DVD-pusheren. I det nye årtusinde er der faktisk relativt få zombiefilm, der bare tilnærmelsesvist har nået samme klassikerstatus som f.eks. Lucio Fulcis Zombi 2 (1979) eller Romeros udødelige (undskyld udtrykket) Dead-trilogi fra 1968, 1978 og 1985.

Grunden til, at de fleste nye zombiefilm ikke helt når de store forbilleder er nok idéen med, at de ”nye” zombier er utrolig hurtige og kameraføringen ofte også er derefter. Den spanske zombiefilm [Rec] (2007) brugte også det håndholdte kamera, men havde en mening med galskaben, så man kunne se igennem fingre med det.

Det var derfor med en blandede forventninger, at jeg samlede Jay Lees Zombie Strippers (2008) op. Den har zombier, den har strippere og den har Robert ”Freddy Krueger” Englund, så noget måtte der da være at komme efter – eller hvad? Man kunne jo godt frygte, at en film med titlen Zombie Strippers ville lægge mere vægt på platte sexjokes end et ordentligt manuskript, og siden Jay Lee er krediteret som både instruktør, forfatter, fotograf og klipper kunne man også frygte en enmandskatastrofe som Larry Bishops (2008). Heldigvis bliver Hell RideZombie Strippers, på trods af sine skønhedsfejl, aldrig så tåbeligt og åndsforladt som Bishops makværk af en film.

Fejlslagent eksperiment

Zombie Strippers begynder i den nærmeste fremtid, hvor et eksperiment med at få amerikanske soldater gjort så godt som udødelige, er gået galt. Soldaterne er blevet reduceret til hjernedøde zombier, der hungrer efter varmt menneskekød. Derfor bliver en lille gruppe af elitesoldater kaldt til forskningslokaliteten for at eliminere zombietruslen. Gruppen af soldater (kaldt D-Squad) består af nogle hårde bananer, man ikke skal løbe om hjørner med – på nær én. For D-Squad har fået et nyt medlem, den malplacerede og yderst unge Byrdflough (Zak Kilberg), der hurtigt bliver offer for en af zombierne, som smitter ham.

Men zombiesmitten er ikke helt så normal, som dem vi har set så mange gange før. For zombievirussen gør kun mænd til omvandrende tomme lig. Kvinderne bliver til gengæld smittet med den ”rene” virus, der gør dem superstærke – og tilsyneladende yderst sexede. Da Byrdflough (der i øvrigt er et ordspil på Bird Flu) er blevet smittet, stikker han af fra gruppen, og forvilder sig ind på en illegal stripklub.

Stripklubben er i øvrigt illegal, da George Bush, efter at være genvalgt som præsident for fjerde gang, sammen med sin vicepræsident Arnold Schwarzenegger, har forbudt offentlig nøgenhed og dermed gjort stripklubber forbudte.

Zombiestripper!

Smitten bryder selvfølgelig løs, da Byrdflough kaster sig over stripperen Kat (den tidligere pornostjerne Jenna Jameson), og skambider hendes hals. Kat dør for øjnene af gæsterne, de andre strippere og ejeren Ian (Robert Englund), men genopstår med et uhyggeligt sår på halsen. Her ville mange fans nok begynde at gnide sig i hænderne og glæde sig til det kommende splatterorgie – men det lader vente på sig. For zombiesmitten gør ikke Kat til et sultent monster, men til en af de bedste strippere i klubben. Hun vader ud på scenen, foran de måbende publikummer, og starter med at strippe, imens blodet vælter ud af hendes åbne sår.

Det er grotesk og hammersjovt at se, hvordan hun stavrer rundt, imens rigor mortis ind – og publikummet elsker det. Faktisk skovler zombie-Kat flere drikkepenge ind end før, og det er de andre strippere ikke helt glade for. Men med en udød stripper, der skovler penge ind, må der jo også følge nogle problemer – og det gør der også. For selv om Kat ikke er en hjernedød zombie, er hun stadig enormt tiltrukket af varmt menneskekød. Derfor må et par (u)heldige gæster komme med ud backstage, hvor de bliver lemlæstet og ædt.

Nu er gode råd dyre for ejeren Ian (Robert Englund). Skal han gribe ind og få stoppet zombieepidemien, før helvede bryder (endnu mere) løs eller skal han lade Kat smitte de andre strippere, så klubben kan skovle endnu flere penge ind? Jeg vil naturligvis ikke afsløre mere her, men lade det være op til dig som publikum at finde ud af resten. Jeg kan dog godt røbe, uden at afsløre for meget (eller på nogen måde ødelægge oplevelsen af filmen), at Lee forsøger sig med en komisk reference til Resident Evil (2002), der dog falder lidt til gulvet, trods gode hensigter.

Halter

Zombie Strippers halter langt hen ad vejen, og især starten og slutningen med D-Squad virker bare ikke helt efter hensigten. Gruppen består af nogle barske typer, men de bliver aldrig mere end flade papfigurer, der spiller på stereotype karaktertræk – f.eks. er lederen af gruppen næsten altid iført solbriller og pokerface. Instruktionen halter meget her – men kan man bide tænderne sammen og komme igennem de første 10 minutters tid med dårlige jokes og dumme oneliners (der aldrig bliver sjove), er man sikret en nogenlunde omgang underholdning resten af tiden.

De mavesure vil nok påstå, at historien i Zombie Strippers er både banal og løssluppen, men kunne man forvente meget andet af en film, hvis titel indikerer striptease af levende døde? Nej, Zombie Strippers har ikke de samme politiske under- og overtoner som f.eks. Romeros Dawn of the Dead (1978) havde, og kommer heller ikke med en opsang om, at vi skal passe på miljøet eller andre mulige menneskeskabte naturkatastrofer. Her har vi at gøre med en letbenet splatterfilm, der formår at underholde i den halvanden time den varer.

Splatterhumor

Komedier med zombier er ikke ligefrem en sjældenhed indenfor gysergenren. Nogle af de større film i genren har været Peter Jacksons Braindead (1992), Dan O’Bannons The Return of the Living Dead (1985) og Edgar Wrights Shaun of the Dead (2004). Disse er også nogle af zombiegenrens bedste indslag, så zombier og sort galgenhumor går fint hånd i hånd.

Dette må Lee også have tænkt, da han lavede Zombie Strippers, og der er skam også et par kulsorte splatterjokes, der virker – f.eks. scenen hvor en af zombiestripperne giver Ian en face dance. Da stripperen har været en zombie i længere periode er hendes underliv gået i forrådnelse og drypper derfor en tyk væske. Det er enormt ulækkert og samtidig hamrende sjovt.

Men på trods af at der leveres nogle ganske sjove scener, formår Lee aldrig at få filmen helt op at ringe sammen med de store forbilleder. Det skyldes ganske enkelt, at budgetterne for de andre film, har været en del større, samt at de andre instruktører har haft et tydeligt større talent for deres håndværk end Lee. Dermed skal ikke forstås, at Lee er en rigtig dårlig instruktør, men han mangler bare mere erfaring og udvikle sig i den rigtige retning.

Dårlig CGI

Når man har sagt zombie, må man også sige splat. For en zombiefilm af denne slags lever i høj grad på, hvor gode filmens effekter er. Er effekterne noget værre bras, er helhedsindtrykket af filmen sikkert derefter. I de gode gamle dage ville man bruge dukker og teaterblod til at lave de drabelige effekter, hvor vi i dag ser flere og flere computergenererede billeder og effekter.

Personligt holder jeg mest af de gamle metoder, da det giver skuespillerne i scenen noget at spille overfor og reagere på – og så ser det ofte bare meget bedre ud. Dog kan man med computereffekter skabe nogle ret fede scener, hvis det gøres ordentligt. For der er ikke noget værre end dårlige computereffekter. Det er desværre tilfældet flere steder i Zombie Strippers. Især mange af effekterne i filmens start bæger præg af overforbrug af skodeffekter, som bare skulle være blevet klippet væk.

Det er en skam, for havde Lee bare slået et par af sine darlings ihjel, havde helhedsindtrykket af hans film været en del bedre. Det er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved, og Lee har vel taget til takke med det, som han har kunnet få på sit budget.

Sjofle jokes

Er man i humør til en letbenet zombiekomedie, der ikke kræver alt for meget af sit publikum, vil man sikkert være godt underholdt i denne omgang, særligt hvis man også kan acceptere de mange sjofle joken, som Zombie Strippers i høj grad også lever på – i stil med affyring af bordtennisbolde fra én af zombiestrippernes skede. Zombiefans bør helt klart støve filmen op og give den en chance, da den foruden de levende døde strippere også indeholder nogle ret modbydelige drab, der nok skal få de splatterglade fans til at klappe i hænderne.

Zombie Strippers er på ingen måde den nye Dawn of the Dead eller nogen anden stor zombiemilepæl. Men den gør sig godt i en tid, hvor gode zombiefilm er en mangelvare, efter at Hollywood har lagt sin klamme hånd på genren.

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Splat, Zombier