Zombi: La creazione

Den italienske instruktør Bruno Mattei har mange klassikere på CV’et. Ikke film som er kendt for sine høje æstetiske kvaliteter, men mere for underholdningsværdien. Og den er stor.

Det er dog ikke altid, at Mattei har haft lyst til at sætte sit eget navn på de film, han instruerede. Han har angivelig den lidt sjove rekord i filmbranchen med flest aliaser. Denne film er da heller ikke en undtagelse; her kalder han sig nemlig for Vincent Dawn – et af hans mere brugte alias’er.

Mattei har været hele vejen rundt indenfor exploitation- og genrefilm. Det er blevet til nazisploitation, nunsploitation, zombier, spaghettiwestern, hajfilm, erotik og postapokalyptiske film.

Hvorfor opfinde hjulet igen?

Mattei har også et godt øje til gode film. Og når der nu engang er en god idé, hvorfor så ikke genbruge den?

Og filmen, vi her skal se på, er ingen undtagelse. For Zombi: La creazione (engelsk: Zombies: The Beginning) er en tro kopi af James Camerons Aliens fra 1986.

Og når jeg skriver tro kopi, så mener jeg det. Mattei har tidligere forsøgt sig med Aliens i sin Shocking Dark fra 1989, som også gik under en anden, lidt mere misvisende, titel, nemlig Terminator II. Her var der scener fra Aliens blandet med en smule fra The Terminator. I denne zombiefilm er det dog kun Aliens, der hentes idéer fra.

Men Mattei har dog ændret lidt – for i Zombi: La creazione foregår det ikke i rummet, men derimod på Jorden. Det er ikke et rumskib, filmens kvindelige hovedperson bliver fundet i, men en båd (eller skib – det rimer lidt mere på “rumskib”).

Planlagt trilogi

Men lad os lige tage et skridt tilbage og snakke lidt om filmens baggrund. For filmen er faktisk film nummer to i hvad, der skulle have været en trilogi. Desværre døde Mattei, før film to her fik premiere og kunne således ikke fuldføre sin trilogi. Ikke at jeg tror, vi er gået glip af meget…

Den første film hed L’isola dei morti viventi (engelsk: Island of the Living Dead) og udkom også i 2007.

Her endte en flok skattejægere på en øde ø, som så ikke var så øde alligevel. For der var naturligvis en masse zombier. En enkelt overlevende står til søs, og her begynder film nummer to.

Den overlevende hedder Sharon og spilles af Yvette Yzon. På helt normal Aliens-maner ser vi hende i en hospitalsseng, hvor hun har et meget realistisk mareridt.

Men det er ikke en alien, der springer ud af brystet på hende, men derimod hende, der forvandles til en zombie. Heldigvis vågner hun, og alt var bare en drøm… eller er det??

Følger Aliens tæt

Herefter følger filmen manus fra Aliens tæt, og vi kommer igennem scener, som der hvor Ripl… nej, jeg mener Sharon bliver beskyldt for at have ødelagt firmaets store skib, fratagelsen af hendes arbejde, firmaet der kontakter hende igen, for at hun skal tage ud til øen og se, hvad der er sket – kun som konsulent og sammen med nogle “seje” militærfolk. Hun siger naturligvis ja. Big mistake…

Fremme på øen går alt naturligvis galt, og de finder folkene døde eller i hvert fald næsten døde, og de angribes af ali… nåh nej, zombier.

Selv ikke scenen med den lille pige (som her er noget mere voksen) og det lukkede rum, hvor hovedpersonen forsøges forvandlet af den onde firmaets mand er udeladt. Her er der bare ikke nogen facehuggers, men derimod små tremmekasser med zombier.

Filmen bygger op til det store klimaks, hvor vores heltinde skal ind i rummet, hvor der i Aliens er moder-alienen og hendes æglægning. I denne version er det lidt anderledes, men det må du selv se filmen for at opleve. (Psst, det er noget med monsterbørn og en talende hjerne).

Til tider underholdende

Er det en god film? Nej – det er ikke en god film, men den er til tider underholdende, og hvis man er til Matteis low-budget rip-offs, så er det ikke helt hen i skoven at sætte denne film på.

Den er lavet direkte til videomarkedet og skudt med tilsvarende minimalt udstyr, og effekterne er da også meget meget low-budget.

Og hvis du kigger rigtigt godt efter, er der et dansk islæt. Altså ikke i det officielle cast, men i scenen i ubåden, som benyttes til at sejle til øen. Her er der nemlig indsat lidt stjålne scener fra Crimson Tide (1995), og her kan man altså spotte Viggo Mortensen.

Personligt synes jeg, den er en tak bedre end film nummer et, men det siger ikke så meget.

Anmeldt i nr. 160 | 13/02/2019

Stikord: Italian Cinema, Rip-off, Zombier