Zombi Holocaust

Når dårligdom, blod og tempo en sjælden gang imellem går op i en højere enhed, er det som regel ikke kedeligt, og Marino Girolamis Zombi Holocaust fra 1980 er da også alt andet end kedelig. Filmen er et ultrabilligt sammenkog af tidens populære genrefilm, og kendere vil uden tvivl kunne genkende talrige scener, tyvstjålet fra andre, mere navnkundige titler.

Alkoholproblemer?

Kvalitativt har Girolamis film stort set ikke noget at byde på, og man overvejer faktisk flere gange i løbet af filmen, om han havde alvorlige alkoholproblemer eller noget i den stil, for handlingen og navnlig filmens special effects er lavet så sløsede, at man næsten ikke tror sine egne øjne.

Scener der skriger på at blive taget om, er ikke blevet ændret, og det må jo enten betyde, at de var det bedste, man lå inde med, eller også var Girolami bare ligeglad. Et godt eksempel er, da en ung kannibal kaster sig i døden fra et højhus i New York. Den dukke der her er blevet brugt, mister tydeligvis armen da den lander på asfalten. Dette er vel at mærke ikke en fejl af den type, som man først opdager efter at have set filmen femten gange – man ser det med det samme, og hvorfor fanden gjorde Marino Girolami ikke også det?

Den slags er der rigtig meget af i Zombi Holocaust, og det højner filmens underholdningsværdi betydeligt. Faktisk er den flere steder så lattervækkende, at man ville ønske den varede en halv time mere, og det er store ord om et makværk som dette.

Kannibaler? Zombier? Who cares?!

Ud fra titlen skulle man måske mene, at det er zombierne der er i handlingens centrum. Det er det bare ikke, for faktisk bliver størsteparten af filmens blodige drab begået af villige kannibaler. Nu er kannibaler jo også en hel del billigere at sminke end zombier, så det giver sådan set god mening. Tilmed er det faktisk lykkedes for filmens to manuskriptforfattere, Fabrizio De Angelis og Romano Scandariato, at give en rimelig plausibel forklaring på kombinationen af begge typer menneskeædere.

De zombier, der optræder i filmen, må man dog ikke have for høje forventninger til, for det er sådan set bare unge filippinere med en hel del grå sminke i ansigtet. Enkelte af zombierne ser hæderlige ud, men hovedparten er så ringe, at man tydeligt ser hvor sminken stopper et stykke nede på halsen. De scener hvor man kan se den slags, var åbenbart heller ikke værd at skyde om!

Føjer vi en næsten manisk kameraføring til alt dette, har vi en film der kører på et faretruende overdrive. Stilistisk gør den alt det, italienske genrefilm fra denne periode normalt gør, men den fører det ud på et hidtil ukendt plan. Således optræder der et bestemt kannibalistisk symbol gennem hele filmen. Hver gang symbolet toner frem, zoomer kameraet ind på det, mens der i lydsporet høres en eftertrykkelig “pling”-lyd. Man er altså fra første færd ikke i tvivl om, at dette symbol har betydning for handlingen. At det så alligevel ikke har det, skyldes det ubehjælpelige manuskript.

Kannibalproblemer

Det hele begynder i New York, hvor byens hospitaler plages af en række kannibalistiske overfald. Tilsyneladende lever denne frastødende praksis i bedste velgående, og hos FBI har man nedsat et udvalg, der skal undersøge om kannibalerne er organiserede. Lederen af denne undersøgelsesgruppe er den store machoflødebolle Peter Chandler (Ian McCulloch), der har opdaget et sært symbol der ofte påtræffes i forbindelse med de kannibalistiske drab.

Symbolet er knyttet til kannibalguden Kito, og efter sigende findes Kitokulten kun på jungleøen Keno. Derfor udvælger Chandler, mere eller mindre tilfældigt, en række ekspeditionsdeltagere, og så kan den vilde kannibaljagt ellers begynde. Med på turen kommer, foruden Peter selv, den blonde sexbombe Lori (Alexandra Delli Colli), der angiveligt er en lynende intelligent antropolog, og af uransagelige årsager faktisk har været på Keno før.

Det mærker man imidlertid ikke meget til, og faktisk er Lori nok bedst til at skrige højt og smide tøjet – vel at mærke ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Derudover har Peter sin lidt ligegyldige assistent George (Peter O’Neal) med, samt en ung og særdeles næsvis journalist, der kun tænker på at skrive en sensationshistorie om kannibalerne. Journalisten hedder Susan (Sherry Buchanan), og hun er absolut en af de mest øretæveindbydende og underholdende karakterer i gruppen.

Hjerneforskning på tropeøen

Ekspeditionen har imidlertid et stort problem, og det er, at ingen rigtigt ved, hvor Keno ligger. Derfor har de brug for kyndig hjælp, og den finder de hos Dr. Obrero (Donald O’Brien) – en læge der har levet og forsket blandt de indfødte i den øgruppe, som Keno er en del af. Fra det øjeblik vi ser Obrero for første gang, ved vi at han er en skurk. Så manisk venlig og usandsynligt usympatisk kan kun skurke være, og naturligvis er han også manden, der står bag alle de problemer vores hovedpersoner skal opleve i det følgende.

Efter lidt palaver indvilliger Dr. Obrero i at vise ekspedition Keno, og derfor sendes de nu af sted med den mindst lige så overspillede Molotto (spillet af den tidligere bryder Dakkar). Først viser han dem imidlertid den forkerte ø, men det bliver opdaget, og så havner de endeligt på Keno.

På Keno huserer der både vilde kannibaler og blodtørstige zombies. Grunden til dette er Dr. Obrero. Hans største ønske er nemlig at opnå evigt liv, og gennem noget særdeles primitivt udstyr har han opdaget, at man via hjernetransplantationer kan opnå liv efter døden. At man også bliver til en zombie ved samme lejlighed, er åbenbart en biting som den gode doktor ser stort på. Han er i hvert fald svært selvtilfreds med sine resultater indtil videre. Tilmed har han lært de indfødte en række gamle skikke, som ellers var uddøde, og det er dermed Obrero, der har genindført kannibalismen.

Nu lever han som en gud blandt øens indianere og driver sin hjerneforskning. Det hele lyder helt absurd og det er det også. Faktisk er det komplet latterligt, og giver slet ingen mening. Hullerne i manuskriptet er så store som garageporte, og ekspedition får rent faktisk aldrig undersøgt det de kom for.

Linket mellem New York og øens kannibaler forklares aldrig, og da den blonde Lori med ét bliver introduceret som kannibalernes gudinde, er der tale om et blindt plagiat af La Montagna del dio canibale (1978), der fremstår helt uforståeligt. Alt dette leder frem til filmens klimaks, hvor kannibaler, zombier og de overlevende ekspeditionsmedlemmer udkæmper en dramatisk kamp i den lille bambushytte der udgør doktorens laboratorium.

Snaskede drabsscener

Det eneste som har krævet blot en smule arbejde under optagelserne til Zombi Holocaust, der i øvrigt er blevet indspillet på samme ø som Lucio Fulcis Zombi 2 (1979), er filmens snaskede drabsscener. Marino Girolami var vel ganske godt klar over, at det var blod og indvolde, der drev en stor del af værket i den slags genrefilm.

Derfor er kannibalernes drab udført en hel del mere omhyggeligt end meget andet i filmen, og om ikke andet har Rosario Prestopino arbejdet helhjertet på projektets effekter. Det betyder at filmen faktisk er rigtig blodig, og på trods af at den mangler kannibalfimenes klassiske optagelser af dyr der dræbes, har den næsten alt hvad genren som regel har at byde på. Gorefans kan derfor trygt opstøve Zombi Holocaust, for der er nok at kigge på.

Fabelagtig underholdning

Som regel kan man jo tilgive næsten hvad som helst, når der bare er blod og død nok i en film. Det gælder i hvert fald for denne film, og tilmed har den så mange dumme sider, at man næsten ikke kan undgå at holde af den. De mange usammenhængende situationer, manuskriptets åbenlyse mangler og skuespillernes middelmådige arbejde gør den til fabelagtig underholdning.

Man kan lige så godt glemme at få hoved og hale i detaljerne, for der har nok aldrig været nogen mening med det hele. Handlingen er sakset sammen fra andre manuskripter, og instruktøren havde hovedet under armen under indspilningerne, og netop derfor skal man skyndsomst anskaffe sig Zombi Holocaust, for den er utvivlsomt blandt de mest underholdende zombie- eller kannibalfilm Italien fik produceret i genrefilmens guldalder.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Italian Cinema, Junglen, Kannibaler, Splat, Zombier