Zibahkhana

At ordene “pakistansk”, “splattergyser” og “konventionel” skulle komme til at indgå i samme sætning lå ikke lige i kortene, men det er ikke desto mindre tilfældet. Til gengæld lever Zibahkhana meget højt på sin charme, og med en mere klar vision kunne filmen sagtens have endt som et lille B-filmsmesterværk.

Filmen foregår i Pakistan. Efter den obligatoriske prolog, hvor en ung smart mand i en lækker bil tages af dage, skifter handlingen til vore egentlige hovedpersoner. Det er to piger og tre fyre, der skal til en rockkoncert. Efter en indledning hvor vi ser, hvordan nogle af de unge må stikke deres forældre en plade for at få lov til at være ude en hel nat, mødes de og kører af sted i en Mazda-minibus, der er udsmykket som et Folkevognsrugbrød fra de sene tressere.

De unge er fyrene Vicky (jep, det er en fyr), Simon og O.J. samt pigerne Roxy og Ayesha. Af de fem træder Ayesha lynhurtigt i karakter som filmens Final Girl. Hun er den af de unge, der har de største moralske kvaler ved at lyve for sine forældre og er helt generelt en ret pæn pige. Hun er i øvrigt også rigtig smuk, så her har vi vores smukke, konservative pige, der normalt aldrig gør sådan noget som det her.

De andre er mere løsslupne, hvilket bl.a. fører dem ud på den genvej, der får dem i problemer. For ja, det er én af alle gyserfilms største klichéer – Genvejen med stort G – der får dem på afveje. De skal nemlig lige ned forbi et sted, hvor én af fyrene har hørt, man kan købe de ondeste hashkager.

Her møder de også den obligatoriske Crazy Old Man, der i dette tilfælde spilles af lidt af en genrelegende: Skuespilleren Rehan, der spillede Professor Tabani i Zinda Laash (1967), Pakistans svar på Dracula. Zinda Laash følger i øvrigt med Another World Entertainments udgivelse af Zibahkhana og vil blive anmeldt i et senere nummer af Planet Pulp.

Zombier? Ka-ching!

Nå, her er det nok på sin plads at indskyde, at der igennem filmens indledning også løbende er blevet klippet til nogle scener med forurenede vandløb, og der har været kraftige antydninger af en mystisk “pest”, der er på spil ude på landet. Hvis du siger “zombier”, siger jeg “ka-ching”, og der går der heller ikke lang tid, inden én af de unge fyre er blevet bidt i benet. De andre får ham naturligvis ind i bussen igen, hvor han hurtigt begynder at se skidt ud og savle grønt slim, akkurat som vi kender det fra mange italienske zombiesjaskere.

Efter at være kørt forkert støder vores lille gruppe da også på en flok vaskeægte zombier i bedste italienske stil – skraldemændene fra støvlelandet ville være stolte! Der er både stavrende lig og indvoldsgnaskeri, og på det her tidspunkt i filmen sad jeg og klappede i mine små hænder!

Men så sker der noget dybt besynderligt. De unge kører i hast fra stedet og støder på en mærkelig Rasputin-lignende eneboer, som de tager med i bussen. Manden begynder at snakke dommedagssnak og hiver et afskåret hoved frem! De smider ham ud af bussen, kører ham over og kører videre!

Nu er de håbløst faret vild, og for at føje spot til skade løber de tør for benzin. Da én af ungersvendene forsøger at finde et nærliggende værksted, støder han i stedet på en burkaklædt megapsykopat, der straks hakker ham ihjel.

Og så går jagten ellers, for nu har Zibahkhana udviklet sig til intet mindre end en pakistansk udgave af The Texas Chainsaw Massacre (1974) med den burkaklædte psykopat i rollen som Leatherface – her er motorsaven blot udskiftet med en kæmpe morgenstjerne! Vi får endda en vis form for forklaring på historien, da én af pigerne støder på en gammel kone ude i skoven, hvor de nu befinder sig. Men hvor zombierne er blevet af, det må Allah vide. I hvert fald indtil filmens sidste frame. Heh heh.

Det engelske sprogområdes svar på fynboer

Zibahkhana er en B-film, optaget af ivrige – og relativt kompetente – amatører og lavet med umiskendelig kærlighed til genren. Noget teknisk mesterværk er den ikke, men billederne fungerer sådan set o.k. Filmen er optaget med DV-kamera, og de manglende locations er camoufleret ved hjælp af snedig lyssætning og enorme mængder røg – som IMDb‘s trivia-side hævder faktisk er skabt ved at afbrænde store mængder røgelse! Uanset hvad, så virker det faktisk ganske fint.

Skuespillerne er en flok dybt charmerende unge, der leverer replikkerne på en blanding af urdu og engelsk. Hovedparten foregår på urdu, men pludselig – fra sætning til sætning – slår de om i engelsk med den syngende indisk/pakistanske accent. Ja, indere og pakistanere må absolut være det engelske sprogområdes svar på fynboer – det lyder simpelthen så kært, når de siger noget! Og det medvirker voldsomt til filmens i forvejen ret voldsomme overskud af charme.

Rollerne er selvfølgelig de rene stereotyper, og vi genkender med det samme slasherens arketyper – særligt Final Girl’en er som sagt tydelig. Nu er Zibahkhana en pakistansk film, så den er naturligvis tækkelig, men der bliver da røget joints til den store guldmedalje. Faktisk er der ikke meget, der adskiller denne flok unge mennesker fra lignende grupper i amerikanske film.

Det konventionelle

Og her kommer vi til det konventionelle. For hvis man lige ser bort fra det faktum, at filmen foregår i Pakistan, så repræsenterer vores gruppe akkurat den samme type af unge mennesker, der kommer i problemer i vestlige film. Det er dem, der lyver, drikker, ryger joints, dyrker sex osv. osv. I Zibahkhana er der skruet ned for det seksuelle, men der er ingen tvivl om, at de unge, ved ikke at opføre sig ordentligt, har købt sig en enkeltbillet til Helvede. Det er moralen fra enhver slasherfilm med respekt for sig selv. Arh, en (indisk) tiger. Den hár vi set!

Konventionel er også udviklingen hen imod “The Punjab Mace Massacre”. For ser man igen lige bort fra, at filmen foregår i Pakistan, så er vi også her på meget velkendt territorium. Det ændrer naturligvis ikke på, at Burkaface (det er ikke filmens betegnelse, skal jeg lige sige) er en ret cool skurk, men set-uppet har vi i hvert fald set før.

Og hvor blev zombierne af? Jeg savnede zombierne i anden halvdel af filmen. Ikke fordi zombierne ville have tilføjet noget frisk eller nyt, men zombier er nu engang mere festlige end Burkaface, og særligt de stavrende zombier, der var tale om her. Sekvensen, da vores hovedpersoner er ved at blive overrendt af zombier, er så underholdende, at jeg var virkelig begejstret! Særlig festlig er den barnezombie, der faktisk formår at kravle ind i bussen og som de unge smider ud af sidedøren uden større problemer!

Som to film der er sat sammen

Nå, men sådan skulle det ikke gå. På nær den forsøgte twist-slutning, ser vi ikke mere til zombierne, og det er virkelig ærgerligt. Det betyder også, at Zibahkhana virker som to helt forskellige film, der er sat sammen. Måske meget tro over for filmens B-films-atmosfære, men alligevel virkelig ærgerligt, da de to ansvarlige – Omar Khan og Pete Tombs – fint kunne have fået to underholdende horrorfilm ud af materialet. Ville jeg se en pakistansk zombiefilm? Ja, klart! Ville jeg se en hel film om Burkaface og hendes sindssyge familie? Ja, klart!

Så det er altså ærgerligt, at Khan og Tombs mente, at de var nødt til at slå de to film sammen, for det fungerer ikke optimalt. Zibahkhana er stadig helt utroligt charmerende og ret underholdende, men også meget ujævn. Til gengæld er den tydeligvis lavet af folk, der kender deres genrefilm, har en stor kærlighed til genren og som tilmed har visse evner for at få det bedste ud af et meget lille budget. Derfor vil jeg også uden betænkeligheder anbefale Zibakhana varmt til alle Planet Pulps læsere – men jeg trækker en stjerne fra i regnskabet, fordi Khan og Tombs skulle have lavet to film i stedet for kun én.

Zibahkhana er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011

Stikord: Rip-off, Splat, Zombier