You Only Live Twice

Der var ikke langt mellem James Bond-filmene i 1960’erne. You Only Live Twice var den femte James Bond-film, og den havde premiere blot fire år og otte måneder efter at den første film, Dr. No, ramte biograflærrederne i oktober 1962.

Den femte Bond-film skulle også markere det første farvel til Sean Connery i rollen som Agent 007, selv om Connery dog vendte tilbage i en enkelt film fire år senere, den fesne Diamonds Are Forever (1971). Endelig kan man med en vis ret sige, at You Only Live Twice også markerer slutningen på Bond-filmenes absolutte guldalder.

Den umiddelbart efterfølgende film, On Her Majesty’s Secret Service, er på mange måder en lige så god film som You Only Live Twice, og den nye Bond, George Lazenby, er bedre end han har fået ry for, men man savner alligevel Connery.

Fra roman til film

You Only Live Twice har ikke meget at gøre med Ian Flemings roman af samme navn, der udkom i 1964 og som faktisk foregår kronologisk efter begivenhederne i On Her Majesty’s Secret Service, der udkom 1963. Filmen foregår i Japan og endnu engang er det SPECTRE og Ernst Stavro Blofeld, der er skurkene. Så langt er bog og film enige. Men i den konkrete handling er der endog meget store forskelle.

Disse forskelle må langt hen ad vejen tilskrives filmens manuskriptforfatter Roald Dahl. Richard Maibaum, der havde skrevet alle de foregående Bond-film, havde ikke mulighed for at skrive You Only Live Twice, så indledningsvis gik producenterne til Harold Jack Bloom, der primært var kendt som manuskriptforfatter til TV-serier. Blooms udkast til et manuskript blev dog skrottet, og forfatteren Roald Dahl – manden bag bl.a. Charlie and the Chocolate Factory (1964) – blev bragt ombord.

Dahl mente imidlertid, at Ian Flemings roman var så dårlig, at han umuligt kunne lave et filmmanuskript ud af den. Derfor konstruerede Dahl sit eget plot, men inkluderede elementer fra Flemings roman og Blooms skrottede manuskript. Langt hen ad vejen er filmudgaven af You Only Live Twice derfor mere Dahls kreation, end den er en filmatisering af Flemings roman.

SPECTRE på spil

I filmen har SPECTRE fået fingre i en rumraket, der er i stand til at opsnappe andre rumkapsler i kredsløb om Jorden. Den bruger SPECTRE til at indfange en amerikansk rumkapsel, og så flyver beskyldningerne ellers mellem USA og Sovjetunionen. Det er selvfølgelig lige efter Blofelds plan, for han, og hans kinesiske kumpaner, vil gerne fremprovokere en atomkrig mellem de to supermagter – det skulle i øvrigt ikke blive sidste gang, en Bond-skurk har haft lige præcis den plan!

De vestlige efterretningstjenester har ikke mange spor, men briterne mener at kunne spore rumrakettens ophav til et sted i Japan. Derfor sendes Bond til Japan, hvor han skal tage kontakt med chefen for japanernes efterretningstjeneste, Tiger Tanaka. Tanaka og den kvindelige efterretningsagent Aki hjælper Bond på sporet af, hvad der foregår, og efter at være blevet trænet på Tanakas ninja-akademi, går det ellers løs i filmens afslutning, der bl.a. involverer en hær af Tanakas ninjaer.

Én af de centrale Bond-film

You Only Live Twice er på mange måder én af de helt centrale Bond-film, fordi den indeholder så mange af de elementer, der for mange definerer, hvad en James Bond-film er. Dette kommer bl.a. til udtryk i Blofelds helt vanvittige base, der ligger i krateret af en vulkan, overdækket af en enorm port, der på afstand ligner en kratersø.

Det med enorme baser er godt nok ikke nyt i Bond-sammenhæng; allerede Dr. No i filmen af samme navn havde en ret stor én af slagsen. Men i You Only Live Twice kører Roald Dahl konceptet helt ud, hvilket også er medvirkende til, at det er svært ikke at trække lidt på smilebåndene undervejs.

Læg dertil enorme mængder af kedeldragtklædte henchmen (hvor får Bond-skurkene alle de medarbejdere fra?!) – endnu et element, der allerede sås i Dr. No, men som fra og med You Only Live Twice og i en lang periode frem blev en nærmest fast ingrediens i serien.

Derudover har Bond én af seriens fedeste gadgets, en bevæbnet gyrokopter (minihelikopter), som Bond beder Q om at komme til Japan med. Selvfølgelig får gyrokopteren lov til at indtage en central plads i en stor actionsekvens, da Bond udmanøvrerer og nedskyder flere kamphelikoptere.

Donald “Blofeld” Pleasance

Endelig er You Only Live Twice vigtig i og med, at vi nu for første gang får lov at se Ernst Stavro Blofelds ansigt. Han spilles af Donald Pleasance, der uden tvivl leverer den bedste og mest ikoniske portrættering af figuren, der har været spillet af tre forskellige skuespillere – fire hvis man medregner den uofficielle Never Say Never Again (1983).

I Pleasances skikkelse er Blofeld en uhyggelig lille mand; kold og kalkulerende og med et grimt ar ned over ansigtet. Der er uden tvivl mange, der bedst husker Donald Pleasance for netop rollen som Blofeld, og det er lidt synd for Pleasance, der også havde mange sympatiske roller i sin karriere: En af de fineste er måske hans rolle som Blythe i The Great Escape (1963), men genrefans kender ham naturligvis også som Dr. Loomis i Halloween-serien.

Ikke desto mindre må man sige, at Pleasance gør en god figur i rollen, og det er da også hans udgave af Blofeld i grå Maoskjorte, der har dannet forlæg for spoof-udgaven Dr. Evil i Austin Powers-filmene. Faktisk kan man sige, at Austin Powers-filmene på en del punkter spoofer You Only Live Twice mere end den spoofer Bond-filmene som helhed. Selv The Simpsons har taget filmen kærligt under behandling i et afsnit, hvor Homer bliver assistent for superskurken Hank Scorpio og uforvarende bliver medskyldig i Bonds død!

Over-the-top

Og der er selvfølgelig en grund til, at You Only Live Twice er nem at gøre kærligt grin med og er blevet det så ofte. Det var helt klart den mest over-the-top Bond-film da den kom ud, og man kan ikke helt undgå fornemmelsen af, at Roald Dahl ikke kunne lade være med at tage lidt pis på hele konceptet.

Men på andre punkter er You Only Live Twice faktisk ganske seriøs. For første gang fornemmer man, at Bond er lige ved at forelske sig for alvor, blot for at opleve, at pigen dør i en sekvens, der faktisk nærmer sig det hjerteskærende.

Derudover mærker man også et reelt ønske fra Roald Dahls side om at være tro over for den del af Flemings roman, der tegner et portræt af Japan for Bond-filmenes vestlige publikum. Godt nok er det et meget farverigt og på mange måder stereotypt tegnet Japan, komplet med geishaer og ninjaer, men ikke desto mindre er det et ret charmerende og sympatisk portræt af et land, som både USA og England blot 25 år tidligere havde været i blodig krig med, og som mange formentlig stadig havde negative forestillinger om.

Formidabelt underholdende

Det endelige resultat er ikke bare, at You Only Live Twice på mange måder er den arketypiske Bond-film, men også at det er en formidabelt underholdende film. Den er ikke helt så velafviklet som de to foregående film, og i dag slås den helt klart med sit let campede udtryk. Men som rendyrket underholdning overgår You Only Live Twice med nemhed de fleste af de efterfølgende film.

Anmeldt i nr. 77 | 13/03/2012

Stikord: Filmatisering, James Bond, Japan, Ninjaer