Xerox Abrams og det nye gamle Star Wars

Advarsel! Artiklen indeholder MANGE SPOILERS!

Der har floreret en joke på nettet om, at J. J. Abrams fremover ville være kendt som ”Jar Jar Abrams”, hvis han ikke leverede varen med det nyeste kapitel af Star Wars. Det er det navn, jeg vil bruge om ham fremover, eller måske ”Xerox Abrams”, for det, han først og fremmest paraderer i The Force Awakens, er en mageløs evne til at kopiere Star Wars anno 1977.

Et remake er et remake

Om jeg begriber, hvorfor det ikke har udløst en form for ramaskrig, at plottet i den nye film er stort set kopieret bid for bid fra A New Hope. Anmeldere og seere har udvist samstemt begejstring, og få har råbt op om, at den nye film essentielt, og også mere konkret, er et remake af episode IV.

Visse har indrømmet, at jo, der er da ligheder, men har stadig forsvaret filmen på grund af dens formodede underholdningsværdi.

Jeg rystede på hovedet, jeg slog mig selv i panden igen og igen (bogstaveligt talt) under The Force Awakens, en fanfilm! En Star Wars-parodi (Spaceballs?)! Ren nostalgi alene indstillet på at please fansene og så please lidt mere.

Klemt inde mellem pøblen, der begejstret klappede og hujede ved hver in-joke og reference til de gamle film, følte jeg mig som den eneste rigtige Star Wars-fan i biografsalen (og relativt fremmed for min egen race, skal siges!). Det her er jo bullshit, tænkte jeg, manipulation i højsædet.

”They say jump, you say how high”, var et stykke sanglyrik, der blev ved med at poppe op i mit hoved, når jeg så pøblens begejstrede reaktion ved synet af Millenium Falcon eller hørte jubelen over de genbrugte jokes og den lille droid BB8, der laver de præcis samme lyde som R2D2.

Uden nostalgien, de utallige in-jokes, metareferencer (der refererer uden for filmens univers til mere fanniske myter, som at Stormtroopers ikke kan ramme) og glimt i øjet vil jeg vove at påstå, at The Force Awakens er lige så hul som den skal af en Star Destroyer, vi ser strandet i ørkenen i filmens start.

Overvej et øjeblik, at The Force Awakens, uden at fordreje en eneste detalje, kan refereres således:

“En ung pige på en sandplanet drømmer sig væk, hun finder en droid, der indeholder et vigtigt kort, hun mødes med Han Solo og Chewbacca, de tager på rumbar fyldt med sjove monstre og et fjollet orkester, de møder en vis, lille trold – alt imens de jages af en sort, maskeklædt mand, der kværker sine ansatte og er korrumperet af en ældre, ond læremester.

Det onde imperium opfinder en dødsstjerne og udsletter planeter med den (bemærk: ’planeter’, ikke ’planet’, her er der da lidt overbud). Modstandsbevægelsen mødes i strategirummet med Admiral Ackbar, og de sprænger dødsstjernen i luften (!), mens en aldrende faderfigur ofrer sig til manden i den sorte rustning.”

Lyder noget af det her bare en anelse bekendt? Og så har jeg ikke engang nævnt, at filmen starter med, at manden i den mørke rustning kommer med sine Stormtroopers, der skyder løs, en oprører gemmer det hemmelige kort i en droid, og han tortureres herefter for at afsløre hemmeligheden.

Hvor er fantasien?

Foruden den indlysende pastiche, som øjensynligt ikke generer et ukritisk, nostalgihungrende publikum, fejler filmen på et væld af andre punkter. Hvor Lucas’ film er et genialt mix af samuraier, cowboys, rumserier fra pulpens guldalder og oldgamle myter, griber Abrams uinspireret om sig i nærmeste rækkevidde, og vi støder på både stærke Lord of the Rings– og Harry Potter-vibes.

Lyssværdet har nu fået ligheder med herskerringen i en scene, hvor filmens heltinde rører lyssværdet og omgives af hallucinationer om den onde og uhyggeligt hviskende stemmer. Og mørkets fyrste, Snoke, er absurd fantasiløs i sin fremtoning – han ligner en blanding af Voldemort og den hvide ork fra Hobbitten-filmene.

Gangsteren på Jakku, Unkar Plutt, ligner det hysteriske internet-fænomen, blobfish. Det bliver med ét ganske indlysende, hvor vigtig Lucas’ fantasi var for Star Wars-universet. Stort set alle væsner i filmen er dybt uinspirerede i deres design og bærer præg af en overfladisk og forjaget proces, fremfor Lucas’ løbske fantasi og grundighed, der selv i prequel-trilogien fornyede skurkebilledet gang på gang, med nu ikoniske karakterer som Darth Maul og General Grievous.

Langt de fleste væsner i The Force Awakens, på nær et par gamle kendinge, leder tankerne hen på Peter Jackson eller kasserede freaks fra Guillermo del Toros skitsebog.

Samtidig må man stille spørgsmålstegn ved realismen i den biologiske antropologi i The Force Awakens; vi ser overvejende nye monstre, der ikke er kendt fra episode I-VI, og selvom det er et kæmpe univers, kunne man passende spørge, om de fleste racer på tredive år er uddøde og erstattet af nye?

Der er dog plads til et par fanfavoritter, som Admiral Ackbar, som man må sige holder sig påfaldende godt. Langt de fleste væsner i The Force Awakens virker ikke som andet end baggrundspynt, fremfor i den antropologuddannede Lucas’ vision, hvor alle racerne har sin faste plads i universet (fabelagtigt videreudbygget i den animerede Clone Wars-serie).

Og denne følelse af det overfladiske og idéforladte bløder ud i alle lag af filmen; overvej lige, at de ’a long time ago in a galaxy far far away’ spiser romanesco-kål.

Og hvis vi dvæler lidt ved Voldemort-klonen, Snoke, hvem fanden er han egentlig, og hvad gør det for kontinuiteten i universet? Han ser ud til at være en omkring 700 år gammel CGI-klump, så hvorfor har vi ikke hørt om ham før? Hvorfor har Yoda eller Palpatine ikke fornemmet ham?

Yoda får migræne, når der er en, der slår en skid på den anden side af galaksen, men denne ypperste ondskab er gået ham forbi, endda efter at han og andre prominente Jedis via midi-chlorianernes viden har besejret døden, og er mere end i stand til at sende advarsler ’from beyond’.

Det er kun et ud af mange, mange spørgsmål, der ikke virker pirrende for nysgerrigheden, men snarere irriterende underforklaret og overfladisk behandlet. Hvordan har The First Order rejst sig til at blive en så overlegen magt på kun tredive år?

Episode VI sluttede med, at Imperiet faldt, og man må gå ud fra, at republikken ville finde fodfæste igen, eller at de demokrativenlige kræfter på en eller anden måde kunne organisere sig bedre, end at skulle operere gennem en oprørsstyrke, der gemmer sig på må og få (!).

Men alt det er lige meget, vi skal ikke stille spørgsmål, vi skal bare lade os underholde, og tingene skal være præcis, som da vi forlod dem i 83. Og det samme gælder for skurken Kylo Rens motivationer. Hvorfor er den knægt lige så ond?

Ren og Rey – kvikløste karakterer

Kylo Ren illustrerer om noget filmens problemer i en nøddeskal. Han er en regulær Darth Vader-fanboy, og han er ikke engang forsøgt beskrevet som andet. Han bærer en sort maske, han ikke behøver – som den lille modediva han er – et popsmart, lettere ulogisk lyssværd, og beder til den krøllede Darth Vader-maske, han har fundet gud ved hvor (det var nok bare, fordi det skulle se sejt ud i traileren).

På den måde bliver Kylo Ren en forlængelse af fandommen (og Abrams selv). Og så kan man jo diskutere, om det – uden for univers – er popkulturel kuriosa-kræs, men i filmen giver Kylo Ren ingen mening og ville nok gøre sig bedre i selskab med f.eks. Jay og Silent Bob, end i en Star Wars-film.

Vi bliver bedt om at tro på, at denne Snoke har korrumperet unge Ben Solo (AKA Kylo Ren), søn af Leia og Han, to dybt forelskede og bundrare mennesker, der skulle have alle muligheder for at give drengen en sund kerneopvækst i verdensordenen efter Episode VI, hvor Imperiet er styrtet og republikken på vej til oprejsning.

Ben Solo fik sågar jedi-træning af sin onkel, alle tiders guttermand, Luke Skywalker, så der skal eddermaneme en god mængde forklaring til i Episode VIII, før det kommer til at give mening, at Ben Solo bliver til ren ondskab og melder sig ind i et middelalderligt ridderbroderskab (som i øvrigt ville passe bedre til Old Republic – Vaders rustning var en respirator, mind you).

I Anakin Skywalkers tragedie er der umiddelbart mere ræson; han blev taget fra sin mor som ganske ung, og hun døde under forfærdelige omstændigheder; begivenheder, der leder ham mod the dark side – det er svært at se, hvordan det skulle gå så galt med en kernesund knægt som Ren!

Det store spørgsmål er, om Ren nogensinde kommer til at give mening? Måske gemmes det til Episode VIII, eller måske blev det bare glemt i forvirringen, da Abrams og Kasdan skulle bygge videre på Lucas’ livsværk med et manus flækket sammen på et par måneder med Disney åndende i nakken (Læs evt. denne artikel for mere info om filmens stress og jag)?

Samme sjuskede fornemmelse føler man i beskrivelsen af filmens heltinde Rey (i øvrigt fint spillet af Daisy Ridley), der lærer at kontrollere the force alt, alt for hurtigt. Hun har knap nok fået at vide, at hun er bærer af Kraften, før hun praktiserer Jedi mindtricks og overvinder Kylo Ren, der er trænet i the force fra barnsben af og op til det punkt i filmen beskrevet som uhyre magtfuld (han bremser f.eks. en laserstråle fra en blaster midt i luften, og er for mange år siden udråbt som leder af den endnu ubeskrevne The Knights of Ren – der ændrede hele galaksens magtbalance).

Den afsluttende lyssværdskamp i skoven er flot og imponerende, men lider totalt under den manglende realisme inden for universet. Anakin blev trænet fra han var ganske lille, Luke blev i Episode V dømt for gammel til træningen og skulle igennem tre films Jedi-træning af både Obi-Wan og Yoda for at kunne mestre Kraften totalt.

Abrams og Kasdan går i The Force Awakens til the force som børn i en slikbutik og prøver med en række søsyge undskyldninger – som at Ren er såret, og Rey har kæmpet lidt med en pind på Jakku – at retfærdiggøre Rey og Finns chancer mod ham.

Såret eller ikke såret, Ren hopper omkring i fuldt vigør, og ville have slagtet Finn (som ikke engang er force wielder – hvad laver han lige med et lyssværd?) og Rey inden for kampens første halve minut.

Rey er som nævnt velspillet, ligesom Stormtrooper-desertøren Finn (John Boyega) også er, og de har netop den kemi, der var så fraværende mellem Hayden Christensen og Natalie Portman i Lucas’ stive skuespilinstruktion, men deres historier er sørgeligt mangelfulde, og pilen peger atter tilbage på det rædsomme manus.

Næsten hvert af filmens 135 minutter byder på plotelementer, der er så mageløst uigennemtænkte, at man næsten ikke tror sine egne øjne og ører. Droiden BB8, der indeholder kortet til Skywalker, lander f.eks. lige præcis på Jakku og akkurat i Reys hænder (i A New Hope blev R2D2 specifikt sendt til Tatooine på jagt efter Obi-Wan, så det er ikke så stort et stretch, at Luke skulle finde den).

Senere tager Rey med Han Solo, til Maz Kanatas snask, og der ligger Lukes lyssværd søreme lige og flyder, og de ægte planer til Lukes koordinater har selvfølgelig hele tiden ligget inde i en slukket R2D2, som ingen har kunnet tænde eller gide undersøge på trods af, at det er Lukes droid! Og man kunne bare blive ved og blive ved med den slags ting.

Jar Jar Kanata?

Efter al den snak, der har været om, at den nye film overvejende skulle laves med praktiske effekter, og CGI’en skulle begrænses, er det også ret morsomt, at der er et par fuldt animerede figurer i The Force Awakens, hvor CGI’en er ALT for tydelig.

Snoke, Unkar Plutt og Maz Kanata er slet ikke overbevisende nok. De er ikke Jar Jar Binks-dårligt lavet, men det er slet ikke 2015-standard. De ligner animerede, implementerede elementer, og det var præcis det, Abrams havde dikteret, at der ikke skulle være noget af i den nye film. Ahem.

Ingen hjælp fra gamle kendinge

Hvad så med gamle kendinge som Han Solo eller Leia, var de noget hit? Nej, de er sgu’ for gamle. Harrison Ford spiller en fin Han Solo-impersonator med skæve smil og påtaget skurkecharme, men filmen kan ikke rigtig finde ud af, om han stadig er røvhullet og smugleren Han Solo eller en godhjertet bessefar. Abrams og co. beslutter sig for at lade ham være begge dele, og det er ganske enkelt ikke troværdigt.

Scenerne mellem Han og Leia er nærmest tåkrummende, de taler som en Star Wars-encyklopædi, så man føler, at de tredive års ”luft” imellem filmene slet ikke eksisterer, og de kun kan tale om det, enhver Star Wars-fan vil respondere på med hujen og piften.

Nostalgi og popcorn-underholdning eller dyb mytologi?

J. J. Abrams har pleaset masserne, men gjort Star Wars-universet en kæmpe bjørnetjeneste, og jeg håber, at filmen vil blive gransket mere kritisk, når hypen har lagt sig, vi har fjernet lyssværdene fra vores Facebook-billeder, og vi atter kan tænke klart.

Abrams lader til at være gået ind i projektet med, hvad der kunne ligne forfejlet motivation. I Vanity Fair-artiklen tidligere på året kunne man læse, at han først havde sagt blankt nej til at instruere, fordi han var alt for stor fan af de tre gamle film. Han blev dog overtalt, og man føler netop det fanniske gennemsyre filmen.

Det er sådan her, en Star Wars-film ville se ud, hvis man lagde plottets udvikling til afstemning på nettet. Man kan ikke lade være med at tænke, at Abrams har haft en følelse af ganske meget på spil; hvad skal jeg gøre for ikke at blive slået ihjel af fansene? Abrams har også udtalt, at de startede hele processen med filmen med at sige: Hvad vil vi gerne se i sådan en film?

Abrams’ Star Trek-film er langt mere vellykkede, måske fordi han ikke har arbejdet under det samme pres fra fans eller måske især fra sin egen indre tiårige (Abrams er ikke Star Trek-fan), og med den serie laver han noget langt mere nytænkt i stedet for barnlig pastiche.

Det er tydeligt, at Abrams har prøvet at redde Lucas’ univers fra Lucas selv og bringe det tilbage til den gode, gamle stemning fra filmene 77-83, men i forsøget har han lavet en film, der mest refererer til Star Wars-nostalgi og fandom.

Fansene har så at sige fået deres Stars Wars tilbage, men vi har ikke at gøre med et formfuldendt og gennemtænkt univers, bare nostalgi på dåse. Lucas’ prequel-trilogi er forhadt, men er – på trods af den sløve skuespilinstruktion og sporadiske infantile indfald – Star Wars-universet langt mere værdig end den seneste leflende tilføjelse.

Jeg er overbevist om, at skeptikernes stemme på længere sigt vil blive hørt og synet på The Force Awakens vil blive opdelt i dem, der går op i Star Wars-universet med liv og sjæl med et ønske om mytologisk dybde og sammenhæng hele vejen rundt og dem, der udelukkende ønsker endimensionel popcorn-underholdning, og at universet skal være noget statisk, parkeret et sted i deres tabte barndom – på symbolsk vis spejlet i Unkar Plutts skrotplads, hvor Millenium Falcon står belejligt parat til at genopleve tabte tider.

Og det ville ikke undre mig, om der kommer til at ske det omvendte af, hvad der skete med prequel-trilogien – en serie film, der blev mødt med nærmest raseri (”Lucas har voldtaget min barndom!”), men hvor synet er blevet mere moderat med tiden.

Da fansene lige havde nedjusteret forventningerne lidt og var kommet sig over Jar Jar Binks og ligeledes restitueret sig efter kærlighedsscenerne, var de film måske ikke helt så tossede. At der tilsyneladende ikke er nogen uenighed om den skyhøje kvalitet af en så længe ventet film som The Force Awakens burde vække nogle alarmklokker.

Udgivet i nr. 123 | 13/01/2016