Planet Pulp

Inden for de senere år må X-Men-franchisen være den filmserie, der har haft mindst musikalsk kontinuitet: Seks forskellige komponister har leveret musik til de indtil videre syv film i serien. Og der skulle gå 11 år, før vi med den syvende film i franchisen nåede frem til en situation, hvor den samme komponist har skrevet musikken til mere end én film i serien!

Det er John Ottman, der stod for musikken til Bryan Singers X2 (2003), og som også skrev musikken til det indtil videre seneste indlæg, X-Men: Days of Future Past (2014). Ellers har hver film i serien budt på en ny komponist med en deraf følgende beklagelig mangel på tematisk sammenhængskraft.

Det siges, at Bryan Singer ville have haft John Williams til at levere musikken til X-Men (2000), men at Williams ikke havde tid. Men mon ikke den oprindelige komponist, Singer havde i tankerne var hans gamle kammerat John Ottman, der har stået for musikken til alle Singers biograffilm – med undtagelse af X-Men. Men Ottman havde ikke mulighed for at levere musikken: På det tidspunkt var han nemlig optaget af sin instruktørtjans på Urban Legends: Final Cut (2000).

Hård fødsel

Det endte med, at Michael Kamen (1948-2003) blev hyret – angiveligt mod Singers ønske og på foranledning af én af filmens executive producers, nemlig Richard Donner, der havde arbejdet sammen med Kamen på alle fire Lethal Weapon-film (1987, 1989, 1992, 1998).

Der er en hel del rygter, men ingen sikker viden, om forholdet mellem Singer og Kamen, der efter sigende ikke skulle have været godt. Der florerer også rygter om, at 20th Century Fox blandede sig i Kamens arbejde. Uanset hvad, så er alle historierne enige om, at scoret til X-Men var en særdeles hård fødsel.

Jeg har haft Kamens score stående i min samling i årevis – præcis hvor længe husker jeg ikke, men i hvert fald i 10 år – og indtil jeg besluttede mig for at få scoret anmeldt her på Planet Pulp, kunne jeg tælle de gange, jeg havde hørt scoret i sin helhed, på én hånd. Det er helt ufortjent, for Kamens score er faktisk godt, og det vinder yderligere ved at blive nærlyttet.

Indædt seriøst

Kamens score er komponeret som en blanding af symfonisk musik og electronica, og den bedste sammenligning er vel Kamens eget score til rumgyseren Event Horizon (1997), hvor Kamen arbejdede sammen med electronicaduoen Orbital. Der er da også steder på X-Men-scoret, hvor indflydelsen fra Event Horizon træder tydeligt igennem – f.eks. i ”The Statue of Liberty” (nr. 10).

Derudover er én af de ting, man bemærker ved Kamens score først og fremmest hvor mørkt, det er. Det er uden tvivl også én af grundene til, at jeg har hørt scoret så få gange, som jeg har, men det gør ikke musikken dårligere – det er bare lidt overraskende, når man tager filmen i betragtning. Ikke fordi X-Men-filmen ikke tager sig selv seriøst, for det gør den, men hvor filmen også har plads til nogle humoristiske øjeblikke undervejs, er scoret indædt seriøst hele vejen igennem.

Således består en stor del af scoret, sådan som det præsenteres på album, også af aggressiv og ofte atonal actionmusik, selvom der da også er plads til nogle få mere melodiske og stedvist endda lyriske passager foruden enkelte mere suspense- og atmosfæreprægede cues (f.eks. ”Ambush”, nr. 2).

Blandt actionmusikken er især de tre næstsidste cues særdeles stærke. Til sammen tegner de et ret fint portræt af scoret som helhed. Hvor både ”Museum Fight” (nr. 9) og ”Final Showdown” (nr. 11) er langt overvejende symfoniske, er ”The Statue of Liberty” (nr. 10) det nok bedste eksempel på Kamens sammenblanding af symfoniske og elektroniske virkemidler. ”Final Showdown” er et umanerligt flot stykke symfonisk actionmusik, der showcaser Kamens betydelige evner samtidig med, at det ikke er nær så dystert som meget af scorets øvrige actionmusik.

Solidt tematisk forankret

Scoret er solidt tematisk forankret i den forstand, at der gennem musikken løber adskillige temaer og/eller motiver. Det er ikke altid de høres som andet end bittesmå fragmenter, men de er der, og derudover skal man også tage højde for, at albummet med sine ca. 40 minutter langt fra repræsenterer hele scoret.

Albummet starter imidlertid i den særdeles dystre ende med ”Death Camp” (nr. 1) fra filmens prolog, der foregår ved Eric Lensherrs ankomst til Auschwitz i 1944 – Lensherr er den senere Magneto, filmens hovedskurk. Kamen indleder filmen med et fremragende tragisk, næsten elegisk, cue, primært strygerbaseret, der bygger op til et voldsomt crescendo, hvor også Magnetos tema introduceres.

Magnetos tema eller måske nærmere motiv er et af de, der løber gennem scoret, og høres adskillige gange – bedst i begyndelsen af ”Magneto Stand Off” (nr. 7). Det er et ekstremt simpelt men effektivt tema på kun fire stigende toner, der oftest høres over en rytmisk strygerostinato. Temaets enkelhed, koblet med den uforsonlige rytmik i ostinatoen, passer perfekt til Magnetos egen uforsonlige natur.

Fint hovedtema

Også andre af filmens mutanter får deres eget tema, bl.a. Magnetos håndlanger Mystique, der får et tilsvarende enkelt tema, også kun på fire toner. Det fremføres af strygerne, men med en betydelig mere mystisk, flydende klang – igen velvalgt i forhold til karakteren, der kan skifte udseende som det passer hende. Mystiques tema høres i begyndelsen af ”Museum Fight” (nr. 9).

Heltene, titlens X-Men, får også et tema – det, der vel nok må anses for scorets hovedtema, selvom det hverken er særligt udviklet eller prominent i scoret. Det dukker allerede op i en afdæmpet version i ”Mutant School” (nr. 3), men høres bedst i ”The X-Jet” (nr. 8), hvor det ligger på en bund af lav, rytmisk electronica. Der er nærmest tale om en fanfare, og selvom temaet ikke gør meget væsen af sig i scoret som sådan – det er ikke et hovedtema af den type, der dukker op hver gang heltene ses i billedet – er det både passende heroisk og tilpas ørehængende.

Som sådan kunne Kamens hovedtema fint have dannet baggrund for et generelt X-Men-tema, der kunne være genbrugt i de følgende film, men sådan skulle det desværre ikke blive. X-Men-temaet dukker op igen i både ”Museum Fight” og ”Final Showdown” (nr. 11), og især i sidstnævnte bliver temaets karakter af fanfare meget tydelig.

Et sidste tema, der bør nævnes, er associeret med Logan/Wolverine og Marie/Rogue, der er de to første mutanter, vi møder i filmen, og som udvikler et særligt bånd. Der er tale om et virkelig smukt, ømt tema, der tilmed høres i ét af albummets få stille cues – ”Logan and Rogue” (nr. 12). Det er et af scorets klare højdepunkter.

Intelligent og omhyggeligt udtænkt filmmusik

Det primære problem ved X-Men-scoret er måske de forskellige temaers forholdsvis utilgængelige natur – det er kun hovedtemaet, der for alvor forankrer sig i hukommelsen, mens resten af temaerne enten er langt mere subtile (Magneto, Mystique) eller kun høres en enkelt gang (Logan og Rogues tema). Nogle mere udviklede temaer eller en mere åbenlys anvendelse af dem ville have gjort albummet til en mere tilgængelig og sammenhængende lytteoplevelse.

Det betyder også, at albummet er uegnet til casual baggrundslytning, for man kan først værdsætte alle nuancerne, når man nærlytter musikken. Det er én af de andre grunde til, at jeg har hørt X-Men-scoret så få gange, som jeg har – sammen med meget af actionmusikkens generelt hårde, elektroniske kant.

Det er imidlertid svært at klandre Michael Kamen for denne topprofessionelle tilgang til stoffet – en tilgang, der sætter mange af nutidens filmkomponister (ingen nævnt, ingen glemt) i et dårligt lys. X-Men-scoret som det er præsenteret på albummet er måske både utilgængeligt og mere mørkt end nødvendigt, men det er intelligent og omhyggeligt udtænkt filmmusik fra en alt for tidlig afdød komponist.

Nummerliste:
1. Death Camp (3:05)
2. Ambush (3:26)
3. Mutant School (3:47)
4. Magneto’s Lair (5:01)
5. Cerebro (2:13)
6. Train (2:35)
7. Magneto Stand Off (3:01)
8. The X-Jet (3:47)
9. Museum Fight (2:22)
10. The Statue of Liberty (2:38)
11. Final Showdown (2:30)
12. Logan and Rogue (5:56)

Total spilletid: 40:21

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: X-Men