Planet Pulp

På trods af at X2 præsenterede en afsluttet historie, uden deciderede hængende plotelementer, var en tredje X-Men-film naturligvis uundgåelig – ikke mindst set i lyset af, at også X2 blev en kæmpesucces.

Alle – inklusive 20th Century Fox – forventede naturligvis, at Bryan Singer endnu engang ville styre slagets gang, men de havde forregnet sig: Singer forlod X-Men 3 i 2004, da han fik mulighed for at lave Superman Returns (2006) for Warner Bros. På det tidspunkt forelå der ikke engang en færdig historie til den tredje film – kun en delvist færdiggjort treatment, der ville fokusere på Jean Greys genopstandelse som Phoenix.

Med Singer smuttede også to af manuskriptforfatterne til X2, Michael Dougherty og Dan Harris, så opgaven med at skrive manus til den tredje film tilfaldt Zak Penn og Simon Kinberg. I mellemtiden måtte Fox på jagt efter en ny instruktør, og indledningsvist faldt valget på Matthew Vaughn, der imidlertid forlod filmen på grund af de meget stramme deadlines, Fox opstillede. Senere skulle Vaughn dog vende tilbage til X-Men-franchisen, da han instruerede den vellykkede X-Men: First Class fra 2011.

Fox erstattede Vaughn med Brett Ratner, der indtil da primært var kendt for Rush Hour-filmene (1998, 2001), men til Ratners forsvar skal det siges, at det også var ham, der i 2002 stod bag den vellykkede nyfilmatisering af Thomas Harris’ roman Red Dragon (1981).

Dark Phoenix og en kur mod mutanterne

X-Men: The Last Stand begynder ret kort tid efter begivenhederne i X2: Både Scott Summers/Cyclops (James Marsden) og Logan/Wolverine (Hugh Jackman) sørger over tabet af Jean Grey (Famke Janssen). I sin sorg kører Summers op til Alkali Lake, hvor Jean mistede livet, og her er han vidne til, at Jean genopstår. Men det er ikke den Jean, han kender. Det er i stedet en Jean med fuldstændig grænseløse evner – Phoenix – og hvor Jean var en kærlig, retfærdig kvinde, er Phoenix en skabning af rene følelser og ren begær; en farlig cocktail…

I mellemtiden er en anden stor sag under opsejling: Medicinalfirmaet Worthington Laboratories meddeler, at de har udviklet en ”kur” mod mutantgenet, og at kuren skulle være permanent. De mutanter, der måtte ønske det, har dermed en mulighed for at blive ”normale”.

Meddelelsen om kuren splitter naturligvis mutanterne: Magneto og hans broderskab ønsker at ødelægge kuren (og dens ophav), og selv blandt The X-Men er der delte meninger om, hvorvidt der er behov for nogen ”kur”. Men da Magneto begynder at samle sig en hær, stiller The X-Men sig naturligvis alligevel op på de ”almindelige” menneskers side, og så kan det endelige opgør finde sted.

For ambitiøst

Som læsere af X-Men-tegneserien vil kunne genkende af ovenstående, så kombinerer Zak Penn og Simon Kinbergs manuskript to historier fra tegneserien. Dels The Dark Phoenix Saga, der løb over ni numre af The X-Men i 1980, og Gifted-story arc’en, der løb over de første seks numre af Astonishing X-Men Vol. 3 i 2004.

I tegneserien fokuserer Phoenix-sagaen på Jean Greys genopstandelse som den gudelignende Phoenix med uanede evner og et uendeligt potentiale og Dark Phoenix-sagaen på hendes efterfølgende korrumpering, der gør hende til Dark Phoenix. Gifted-historien handler, som i filmen, om opfindelsen af en ”kur” mod det gen, der gør mutanter til mutanter.

Når det er sagt, så er de versioner af de to historier, der præsenteres i filmen, radikalt anderledes fra tegneserierne. Det er i sig selv intet problem; problemet ligger i Penn og Kinbergs forsøg på i det hele taget at kombinere to så vægtige historier i ét manuskript. Projektet er ganske enkelt for ambitiøst: Begge historier kunne uden problemer fylde en hel film, og resultatet er en ubalanceret sammenblanding.

Det frie valg

Det er uden tvivl Gifted-historien, der fylder mest (vistnok fordi bagmændene hos 20th Century Fox mente, at Dark Phoenix-historien var for dyster til en mainstream blockbuster), og det betyder, at én af de mest berømte og ikoniske storylines i X-Men-tegneserien trænges i baggrunden og reduceres til et sideplot. På den anden side optager Dark Phoenix-elementet tid, hvilket også betyder, at der er mange uudnyttede elementer i Gifted-historien, der med fordel kunne være foldet ud.

Penn og Kinberg forsøger på bedste vis at kombinere de to historier ved at have ”det frie valg” som tematisk omdrejningspunkt: I Dark Phoenix-plottet kommer det til udtryk ved, at Jean Greys potentiale gennem hele hendes liv er blevet holdt i skak af en serie mentale barrierer, som Professor Xavier har lagt ind for at undgå at Jean skulle blive overtaget af sin ”Phoenix”-personlighed. Hermed har Xavier berøvet Jean det frie valg, hvilket Magneto spiller på, da han forsøger at rekruttere Jean til sin sag.

I Gifted-plottet kommer det til udtryk gennem mutanternes indledningsvist frie valg om at tage imod kuren eller ej. Dette aspekt ser vi primært igennem Marie/Rogue (Anna Paquin), hvis mutation gør, at hun ikke kan have fysisk kontakt med andre mennesker. Hun står dermed overfor et valg om at forblive sådan som naturen tiltænkte det, eller opsøge kuren for at kunne opleve den kærlighed, hun så brændende ønsker.

Bulder og brag

Det er altså et væsentligt tema og store spørgsmål, der jongleres med i X-Men: The Last Stand. Men desværre får dette tema aldrig rigtig mulighed for at udfolde sig ordentligt, for filmen har for travlt med at bygge op til det endelige opgør mellem Magnetos hær på den ene side og The X-Men og alle de almindelige mennesker på den anden.

Det er såmænd underholdende nok, men filmen mister fokus, og de interessante temaer fortaber sig i bulder, brag og alt for mange store begivenheder – f.eks. er der flere væsentlige karakterer, der dør eller mister deres evner. Det burde være følelsesmæssige ankerpunkter i filmen, men handlingen ræser videre i en sådan fart, at man aldrig når at fatte, hvad der er sket.

Derudover introducerer filmen alt, alt for mange nye mutanter og udnytter dem alt for dårligt. Det er kun et par af de nye X-Men, der får en anstændig mængde screentime. Den ene er Kitty Pryde, alias Shadowcat, som vi så et glimt af i X2, men som spiller en betydeligt større rolle i The Last Stand, denne gang spillet af Ellen Page. Den anden er Henry ”Hank” McCoy, alias Beast, spillet af Kelsey Grammar. De to får mulighed for at brænde igennem, mens Peter Rasputin, alias Colossus (Daniel Cudmore) desværre får alt for lidt screentime, og Warren Worthington, alias Angel (Ben Foster), der slutter sig til vores helte i løbet af filmen, har heller ikke meget at arbejde med.

Men det er især blandt Magnetos hær af onde mutanter, at alt for mange potentielt interessante mutanter ”brændes af” uden at vi ser nok til dem – Cain Marko, alias Juggernaut (Vinnie Jones), James Madrox, alias Multiple Man (Eric Dane), Callisto (Dania Ramirez), Philippa Sontag, alias Arclight (Omahyra Mota), Elizabeth Braddock, alias Psylocke (Meiling Melançon) m.fl.

Her har Penn og Kinberg valgt at gå all-in, men det er de færreste af dem, der får særligt meget screentime – at det derudover så også er lidt plat at caste Vinne Jones som Juggernaut er en helt anden sag. Omvendt er det lidt af en genistreg at caste Kelsey Grammar – indtil da primært kendt som den urbane Frasier Crane i tv-serien Frasier (1993-2004) – som Beast, ligesom Ellen Page gør en god figur som Kitty Pryde. Den svageligt udseende Foster er efter min mening fejlcastet som Angel.

Sænker barren

Heller ikke som ”bare” en actionfilm lever The Last Stand op til sin forgænger – bevares, actonscenerne fungerer da, men ingen af dem er nær så veltimede som dem i X2, og det endelige opgør, der finder sted på Alcatraz, er mere rodet end det er spændende.

”Rodet” er generelt en beskrivelse, der passer ret godt på X-Men: The Last Stand. At jeg måske ikke synes, den er helt så ringe, som mange andre giver udtryk for, er nok bare et tegn på, at jeg relativt let lader mig underholde. Og underholdende er The Last Stand da også, men den sænker på næsten alle parametre barren voldsomt i forhold til sin vellykkede forgænger.

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: 3’er, Film baseret på tegneserie, Fortsættelse, Mutanter, Superhelte, X-Men