X-Men: Apocalypse

Jeg anmeldte i sin tid den umiddelbare forløber til X-Men: Apocalypse, X-Men: Days of Future Past (2014), på Apokalyptisk, hvor jeg dryssede fire stjerner ned over den – ud af de maksimalt fem jeg havde at gøre godt med.

Days of Future Past var noget så sjældent som en helstøbt tidsrejsehistorie, hvor hele X-Men-filmuniverset blev nulstillet og en ny række af storylines derfor kan udspille sig uden hensyntagen til de mildt sagt rædderlige begivenheder i slutningen af X-Men: The Last Stand (2006).

Kort sagt havde forfatterne bag Apocalypse meget frie hænder til at bygge et godt plot op om titelkarakteren, superskurken Apocalypse – en nærmest guddommelig urmutant med ubegribelige kræfter og flere tusind års erfaring i at regere og destruere.

Bemeldte forfattere har desværre ikke været opgaven voksen, og en række casting-ærgrelser hjælper bestemt heller ikke på det samlede indtryk.

Gud er en kedelig skurk

Det største problem er dog selve Apocalypse, der som sagt har kræfter, der er en gud værdige. Disse kræfter bliver aldrig defineret, og publikum er derfor ikke klar over Apocalypses begrænsninger – hvis han da overhovedet har nogen.

Dertil kommer at X-Mens filmunivers hidtil har fungeret ud fra pesudovidenskabelige præmisser. Man får sine kræfter fra genmutationer og militære eksperimenter. Apocalypse bliver vækket til live af en flok bedende disciple, er afhængig af okkulte ritualer for at forny sin livsenergi og har, som nævnt, kræfter der ikke engang bliver forsøgt bortforklaret med technobabble.

Han er en epic level wizard på besøg i et sci-fi-univers, og det lugter simpelthen af dovne eller uopmærksomme manuskriptforfattere.

Meget dedikerede tegneserienørder vil vide, at Apocalypse baserer nogle af sine kræfter på Celestial-teknologi. The Celestials er abnormt magtfulde rumvæsener, der opstod ved universets fødsel, og som skabte livet på diverse planeter. I kanonen kan Apocalypses kræfter derfor godt forklares, men ikke i filmen.

Skurkens uovervindelighed og uendelige mængde af superevner gør ham i øvrigt dybt uinteressant og et oplagt offer for plothuller. Der sker utallige ting i filmen, som ikke giver mening, fordi Apocalypse bare kunne ordne dem på en anden, lettere måde, med evner han demonstrerer tidligere.

Læg dertil at han ikke spilles særligt overbevisende (af Oscar Isaac), og du sidder tilbage med en sørgeligt forglemmelig superskurk.

Kedelige Magneto og multietniske Storm

Apocalypse er ikke alene om at blive spillet middelmådigt. Jean Grey bliver denne gang spillet af Sophie Turner (Sansa Stark fra Game of Thrones), der har en virkelig begrænset bredde som skuespiller, og det meste af tiden bare surmuler – akkurat ligesom Sansa.

Alexandra Shipp er den unge inkarnation af mutanten Storm og skal forestille at være en egyptisk gadetyv, mens hendes accent nærmere er jamaicansk. Hvordan man forventer at klare sig som diskret tyvetøs i et tørklæde-domineret Kairo (mere om det senere), når man er et hoved højere end gennemsnittet og ens hoved er kronet af en snehvid hanekam er lidt en gåde for mig.

Det er dog fanfavoritten Magneto, der spilles af Michael Fassbender, der er må lide mest under castingen. Fassbender (der har film som 300, Inglourious Basterds, Prometheus og 12 Years a Slave på CV’et) spillede midaldrende Magneto i Days of Future Past, og var medvirkende til at den film ikke fik topkarakter i min anmeldelse.

I Apocalypse er Magneto igen en af hovedpersonerne, og det kan Fassbender slet ikke bære. Det er naturligvis ikke helt fair at holde Fassbender op mod den “rigtige” Magneto, i skikkelse af Ian McKellen, men det er svært ikke at blive skuffet, når en så legendarisk karakter bliver spillet fladt, ureflekteret og med et minimum af aura.

Hvornår er det nu vi er?

X-Men: Apocalypse skal forestille sig at udspille sig i 1983, men scenografien er underligt retro-romantisk. Folk går ikke i 80’er-tøj, med undtagelse af Quicksilver (Evan Peters), der dog betragtes, både af sig selv og de andre, som lidt af en taber.

Quicksilver betjener også en PacMan-spillemaskine på et tidspunkt, der er et af de virkelig få øjeblikke, hvor der faktisk er en 80’er-stemning i filmen. Folk har en tendens til at køre veteranbiler der, selv i startfirserne, har 30-40 år på bagen, gå i jakkesæt med 2010’er-snit og helt absurd bliver det, når scener udspiller sig i Polen (der ligner Stalin-USSR i 50’erne) og Kairo (der øjensynligt er fastfrosset i 1910’erne!).

Der er selvfølgelig tale om en alternativ historielinie – etableret i Days of Future Past – men man bør altså ikke skrive stilhistorien om uden overhovedet at forklare det.

Der er nogle få gode ting ved denne film. James McAvoy er stadig ganske overbevisende som unge Professor Xavier, effekterne er smukke – i hvert fald efter prologen, der mest minder om en tegnefilm – og det er stadig sjovt at se Quicksilver udføre sit standse-tiden-trick.

Nightcrawler (Kodi Smit-McPhee) er lige som han skal være – uhyggelig, men forståeligt nok også skræmt af alt og alle. Intet af dette er dog nok til at trække filmen op på et acceptabelt niveau.

Der er gået en uendelighed af potentiale til spilde i X-Men: Apocalypse, og det er godt nok surt. Man har satset på effekter og flash value, samt selvfølgelig det gamle nummer med at tilføje så mange af fanbasens yndlingsmutanter som muligt, frem for at koncentrere sig om den gode historie med overbevisende, fuldt udviklede karakterer.

Stikord: X-Men