Planet Pulp

Taget i betragtning at Marvel Comics har eksisteret siden 1939 (dengang hed det Timely Comics, senere Atlas Comics og fra 1961 Marvel), er det på sin vis utroligt, at der skulle gå så mange år, inden forlagets mange titler for alvor begyndte at kaste filmatiseringer af sig. Og med filmatiseringer menes der hermed biograffilm, for tv-serier, tv-film og ikke mindst animerede serier er naturligvis en helt anden sag.

Godt nok kom der nogle få titler i biografen før år 2000 – en seriefilm baseret på Captain America kørte allerede i biograferne tilbage i 1944, og enkelte direct-to-video-titler blev udsendt i senfirserne. Men vi skal frem til 2000, før vi ser den første store biografsatsning i skikkelse af Bryan Singers X-Men.

X-Men blev en stor succes, og ikke alene har den kastet indtil videre seks andre film af sig indenfor X-Men-franchisen; dens succes kan også i store træk siges at være baggrunden for den bølge af superheltefilm, der er kommet siden 2000 – en bølge, der i øvrigt ikke viser nogen som helst tegn på afmatning.

Lang produktionshistorie

Filmrettighederne til X-Men-franchisen ligger hos 20th Century Fox, der købte rettighederne i 1994, og arbejdet med at bringe X-Men op på biograflærredet begyndte straks derefter. Produktionshistorien er lang og snørklet med adskillige manuskriptudkast fra adskillige forskellige forfattere, og gennem årene var der også tilknyttet mange forskellige potentielle instruktører.

Til sidst endte ansvaret dog hos Bryan Singer, der også selv havde en finger med i spillet i udformningen af manuskriptet – han og Tom DeSanto endte med at blive krediteret for historien, mens debutanten David Hayter (der senere også har skrevet bl.a. The Scorpion King, 2002, og Watchmen, 2009) blev krediteret for selve manuset.

Tegneserieramasjang med alvorlig subtekst

X-Men er naturligvis baseret på tegneserien af samme titel, der har kørt siden 1963 (dog med en pause fra 1970-75) og som i dag er én af Marvels absolut vigtigste titler med nogle af forlagets mest populære figurer – ikke mindst karakteren Wolverine. Selvom tegneserien på mange måder er en omgang klassisk superhelte-ramasjang med de gode mod de onde, så har serien hele tiden haft en interessant subtekst, der var ligeså relevant i 1960’erne, som den er i dag.

Hovedpersonerne er nemlig alle mutanter, deraf deres superkræfter, og som sådan er de både frygtet og hadet af store dele af befolkningen – med deraf følgende muligheder for at drage analogier til alle former for mindretal, uanset om det er baseret på etnicitet, religion, seksualitet eller noget helt fjerde.

Uden at ville forenkle Bryan Singers intentioner med at lave X-Men, så er der næppe nogen tvivl om, at netop denne subtekst var en væsentlig drivkraft for den åbent biseksuelle Singer – og ditto med castingen af den åbent homoseksuelle Ian McKellen i én af filmens helt centrale roller.

X-Men-filmen tager også udgangspunkt i den frygt og de fordomme, som ”almindelige” menneske føler overfor mutanterne og det had, som mutanterne udsættes for. Dette tema forankres i konflikten mellem to af filmens hovedpersoner, Professor Charles Xavier (Patrick Stewart) og Erik Lensherr alias Magneto, X-Mens ældste modstander, der gjorde sin entre i seriens første nummer helt tilbage i 1963.

I 1980’erne undergik Magneto en væsentlig forandring: Fra at have været en helt klassisk megaloman skurk blev det skrevet ind i karakterens baggrundshistorie, at hans had mod menneskeheden skyldes hans oplevelser under Holocaust. Det er præcis dette aspekt af Magneto, der ligger til grund for filmens centrale konflikt, og filmen lægger endda meget modigt ud med en prolog, der foregår med Erik Lensherss ankomst til Auschwitz i 1944 og hvor hans superevner – kontrollen over magnetisme – manifesterer sig for første gang.

Herefter springer handlingen frem til nutiden, og efter en scene hvor vi møder én af filmens kvindelige hovedpersoner, Rogue (Anna Paquin) når vi frem til en konference om mutantfænomenet i USA, hvor baggrunden for filmens konflikt ridses op: Den McCarthy-agtige senator Kelly (Bruce Davison) ønsker nemlig at gennemføre en lov, der vil kræve, at alle mutanter lader sig registrere. Parallellen til 1950’ernes Red Scare og ikke mindst til nazisternes Nürnberglove er tydelig.

Mutant-maskine

Herefter går filmen så i gang med at introducere resten af castet, bestående af bl.a. Hugh Jackman i rollen som Logan, aka Wolverine, Famke Janssen som Jean Grey, James Marsden som Scott Summers, aka Cyclops og Halle Berry som Ororo Munroe, aka Storm.

Wolverine introduceres som en enspænder, der tjener til dagen og vejen, ved at opstille i cage-fights i en lille by i det nordlige Canada. Her møder han Rogue, der er på flugt fra verden, efter at hendes mutantevner har manifesteret sig. De to bliver reddet af Storm og Cyclops, da de bliver angrebet af én af Magnetos håndlangere, den dyriske mutant Sabretooth (Tyler Mane).

Wolverine og Rogue bliver bragt tilbage til X-Mens hovedkvarter, Professor Xaviers landsted i upstate New York, der samtidig fungerer som en skole og et tilflugtssted for unge mutanter. Her lader Wolverine sig modvilligt indrullere i Professorens gruppe af X-Men, der må tage kampen op mod Magneto og hans tre allierede, foruden Sabretooth er det Toad (Ray Park) og Mystique (Rebecca Romijn).

Som filmen skrider frem, går det op for vores hovedpersoner, at Magneto har bygget en maskine, som kan forvandle almindelig mennesker til mutanter og at han planlægger at bruge den på et FN-topmøde i New York. Idéen er, at verdens ledere alle ville rejse hjem som mutanter og at mutanterne derefter vil kunne leve i fred for fordomme og overgreb.

Hvad Magneto imidlertid ikke ved, er, at almindelige mennesker ikke kan tåle den måde at blive lavet til mutanter på, og hvis han gennemfører sin plan, vil halvdelen af New Yorks befolkning dø. Det kan X-Men naturligvis ikke lade ske og de må gå i aktion i et klimaks, der udspiller sig i og omkring Frihedsgudinden.

Underholdende men noget uambitiøs

Lad mig først og fremmest sige, at jeg synes, X-Men er en rigtig fin superheltefilm og en glimrende introduktion til X-Men-universet og de centrale figurer, som Bryan Singer og co. har valgt at tage med fra tegneserien.

Når det er sagt, må det så også siges, at X-Men på visse punkter faktisk er en noget uambitiøs film, når man kigger på strukturen og ikke mindst de centrale action-setpieces. I bund og grund er der kun en større konfrontation mellem helte og skurke, og den udspiller sig i filmens klimaks.

Ikke dermed være sagt, at X-Men ikke er underholdende, for det er den såmænd, men sammenlignet med, hvad vi bliver præsenteret for i dag, er det i høj grad en afdæmpet superheltehistorie. Der sker ganske enkelt ikke det helt vilde i X-Men, og selvom underholdningsværdien er intakt, så slipper man ikke udenom fornemmelsen af ”var det det?”, når filmen er slut.

Den lidt tynde handling, i hvert fald når det gælder action, er dog ikke helt Bryan Singer, Tom DeSanto og David Hayters skyld, for faktisk blev filmens manuskript trimmet på foranledning af Fox-ledelsen for at bringe prisen ned. Vi ved f.eks., at adskillige personer, der skulle have optrådt i filmen, på den måde blev klippet ud (bl.a. Nightcrawler og Beast), og det samme blev X-Mens træningslokale, det såkaldte Danger Room.

God casting

Der hvor filmen for alvor har et es oppe i ærmet er i castet, som i flere tilfælde er spot-on! Vi kan takke tilfældet for, at Hugh Jackman endte med rollen som Wolverine, for faktisk havde Dougray Scott fået rollen, men måtte trække sig på grund af tidsproblemer i forhold til optagelserne af Mission: Impossible II (2000). Oprindelig ville Singer have haft Russell Crowe til at spille Wolverine, men Crowe var ikke interesseret, og rygterne vil vide, at det faktisk var Crowe, der foreslog Hugh Jackman, der på det tidspunkt var ukendt udenfor sit hjemland, Australien.

Men sikke et held! Jackman er perfekt i rollen som Wolverine – ikke mindst fordi Jackman også er i besiddelse af en solid portion komisk timing, der er med til at gøre Logan/Wolverine til den perfekte blanding af badass og sarkastisk comic relief.

Det andet virkeligt gode casting-valg er Ian McKellen som Magneto – McKellen er en fremragende skuespiller, og hans tilstedeværelse giver filmen pondus, men endnu vigtigere er det nok, at rollen som Magneto i hænderne på en dårligere skuespiller kunne være gået helt galt. Magneto i McKellens skikkelse er selvfølgelig filmens skurk, men han er en skurk, hvis motiver man kan forstå og til en vis grad endda sympatisere med. På mange måder er Magneto mere en antihelt end en decideret bad guy, og de nuancer får McKellen perfekt frem i figuren.

At caste Patrick Stewart som Professor Xavier må have været lidt af en no-brainer – se bare på Stewarts signaturrolle som Jean-Luc Picard i Star Trek: The Next Generation (1987-1994), hvor han jo nærmest opfører sig præcist som Professor X. På den måde er Stewart er sikkert valg, men selvfølgelig ikke mindre godt af den grund! Også Halle Berry må have været indlysende som Storm – på det tidspunkt var Berry vel nok den bedst kendte og mest populære afroamerikanske skuespillerinde.

Resten af castet er også godt, og skuespillerne udfylder deres roller glimrende, om end man måske kan diskutere, hvor meget Singer får ud af Magnetos to mandlige håndlangere, Sabretooth og Toad. Her havde andre figurer fra tegneserien måske været mere interessante. Mystique er derimod et glimrende valg, og også her er castingen fin – selvom man ikke kan se meget af Rebecca Romijn bag den tunge make-up.

Mere karakter- end actiondrevet

På mange måder er X-Men mere en karakterdrevet film end den er actiondrevet, og det er selvfølgelig også det, der gør, at den i sammenligning med mange nutidige superheltefilm kan komme til at fremstå en smule tør. Omvendt giver det anledning til nogle fine udvekslinger mellem castet, og hvad der er endnu vigtigere er, at det fungerer glimrende som en introduktion til både figurerne og universet som helhed.

Historien, som Bryan Singer og Tom DeSanto har fået brygget sammen, er ikke baseret på en storyline fra tegneserien, hvilket yderligere tillader Singer at bruge god tid på at introducere karaktererne.

På den måde kan X-Men uden problemer ses af folk, der slet ikke har læst tegneserien, ligesom fans af tegneserien burde finde masser at være glad for. Selvfølgelig forholder filmen sig ikke slavisk over for tegneserien – det ville være en nærmest absurd tanke – og der er selvfølgelig masser af steder, hvor filmen modsiger tegneserien, ligesom man i dag også kan bemærke, at der heller ikke er fuld intern konsistens imellem de indtil videre syv film i franchisen.

Som introduktion til et helt univers og en stribe af de vigtige personer, der bebor det, fungerer X-Men glimrende, og på trods af, at der ikke sker synderligt meget, så er samspillet mellem hovedpersonerne godt nok til at sikre underholdningsværdien. Og så er fundamentet i øvrigt lagt for den langt mere handlingsmættede og underholdende toer, der kom tre år senere.

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: Film baseret på tegneserie, Mutanter, Superhelte, X-Men