Microprose med Sid Meier i spidsen stod bag så velkendte udgivelser som Pirates, Civilization, Colonization, Railroad Tycoon og Master of Magic for bare at nævne et par klassikere.
X-COM: UFO Defense fra 1994 (som i Europa blev markedsført under titlen UFO: Enemy Unknown) var et af MicroProses sidste store spil, inden selskabet blev købt af Hasbro Interactive i 1998, der senere blev købt af Infogrames i 2001. Sid Meier har siden hen dannet Firaxis Games, som bl.a. har udgivet Civilization 3 og 4.
X-COM: UFO Defense tager sin begyndelse i 1999, hvor verden er truet af ukendte rumvæsner i flyvende tallerkner. Som spiller har du ansvaret for X-COM eller eXtraterrestrial COMbat unit, der har til opgave at beskytte verden mod de onde rumvæsner, der åbenbart ikke vil os noget godt.
Den første opgave består i at placere X-COM basen et vilkårligt sted i verden. Ved hjælp af dit GeoScape placerer du din base, navngiver den, og derefter er du klar til at smadre onde aliens. GeoScape er kort forklaret et billede af kloden, hvilket nemt giver dig overblik, idet du kan navigere rundt ved at dreje kloden samt zoome ind og ud, hvis du vil have et overblik over de enkelte lande. Via GeoScape får du også adgang til X-COM-basen, hvor en stor del af spillet foregår. Du starter med lidt over 4.000.000 $, som du har fået tildelt af verdens lande. Hver måned evalueres din indsats, og alt efter, hvor godt det lykkedes dig at beskytte de enkelte landes befolkning, kan du opnå større eller mindre tilskud. Derfor bør man som spiller placere sin base i nærheden af lande der støtter X-COM-projektet, f.eks. Europa, således at du hurtigt kan gribe ind, hvis en UFO kommer flyvende.
X-COM-basen er din livsnerve, og det er herfra, at du sender dine jagerfly ud for at skyde UFO’er ned, samt sender bemandede transportfly af sted. Du kan udbygge din base med nye faciliteter, allokere videnskabsmænd og ingeniører til bestemte projekter, udstyre dine marines med forskellige typer af våben, og placere dem i transportflyene samt mange andre ting.
En salgs- og indkøbsfunktion tillader spilleren at hyre flere videnskabsmænd, ingeniører og soldater, og for at kunne følge med de invaderende aliens, bliver det nødvendigt at sørge for, at basen vokser hurtigt. Det er også muligt at indkøbe nye fly, tanks samt andre dødbringende våben til dit arsenal. Har man på den anden side produceret noget højteknologiske udstyr, kan man ofte skrabe en god slat penge sammen, hvilket bidrager godt til den ellers ofte slukne pengekasse.
Videnskabsmændene udvikler ny teknologi såsom laser og plasmavåben samt undersøger ikke-jordiske artefakter og metaller, der bliver fundet. Samtidig dissekerer videnskabsmændene også ligene af de aliens, man dræber under diverse missioner, for at opnå ny viden.
Har videnskabsmændene opfundet en ny teknologi, videregives denne, således at ingeniørerne kan fremstille produkter til brug for dine marines, f.eks. plasmarifler eller motion detectors. Det er muligt at allokere videnskabsmænd og ingeniører ud på flere forskellige projekter, og jo flere der arbejder på et specifikt projekt, desto hurtigere får man et resultat. Derfor er det selvfølgelig en god idé at hyre rigtig mange videnskabsmænd og ingeniører, men dog kun i det omfang, din økonomi tillader det.
Da de fjendtlige UFO’er i bogstaveligste forstand nærmest sværmer rundt på Jordkloden for at sprede terror og bortføre uskyldige civilister, går der ikke lang tid, før basens radar fanger den første UFO. Hurtigt sender man sit jagerfly afsted for at skyde UFO’en ned. Indhenter jagerflyet UFO’en, indledes en kort men heftig kamp, hvor man sender missiler af sted i håb om at UFO’en crasher. Lykkes det, dukker der et crash-site op på GeoScapet, og man kan som næste skridt sende sit transportfly afsted med sine marines. Når transportflyet ankommer til crash-sitet, skifter spillet fra GeoScape view til et isometrisk view, også kaldet BattleScape.
Her styrer spilleren nu sine marines rundt på selve crash-sitet, hvor formålet er at dræbe eller fange overlevende aliens, og samtidig få fingre i artefakter og andet grej, der kan undersøges på basen. Kampen i BattleScape er tur-baseret, og foregår ved, at spilleren kontrollerer hver enkelt marine. De individuelle marines har action points, og når disse er brugt, kan den enkelte marine ikke udføre flere ordrer. En marine bruger action points på at bevæge sig og skyde. Når en marine skal affyre sit våben, kan man som spiller vælge, om denne skal vælge aimed shot, snap shot eller f.eks. kaste en granat. Et aimed shot koster rigtigt mange action points men der til gengæld også en rigtig god chance for at ramme målet. Man kan også vælge at spare en del af action pointene på at lade den enkelte marine stå i en slags overwatch-position, hvilket betyder, at denne skyder så snart en alien bevæger sig ind i dennes synsfelt.
Kampene i BattleScape kan være meget taktiske, og det er absolut ikke tilrådeligt bare at storme frem i samlet flok. Aliens dukker først op, når den enkelte marine kan se denne, hvilket vil sige, at en alien sagtens kan gemme sig bag et træ, og først bliver opdaget, når man vender marinen for at se bag det. Synsvinkler er således meget vigtige, og det gælder om at positionere sine marines strategisk, således at disse kan overskue mest muligt af slagmarken. Samtidig kan man med fordel drage nytte af det terræn, hvori kampen foregår. Når alle aliens døde eller fanget, slutter kampen i BattleScape, og man præsenteres for et scorecard med en lille analyse af kampens resultat.
Ud over crash-sites, lander UFO’er fra tid til anden også et vilkårligt sted, og kan finde på at bygge baser. Andre gange angriber en stor angrebsstyrke en storby for at dræbe og sprede frygt. Hver gang skal du være hurtig, og sende tropper af sted, hvis du vil være sikker på stadig at modtage støtte fra de enkelte lande.
Som spillet skrider frem, vokser udfordringen, og man støder på mange forskellige racer af aliens, og en del forskellige UFO’er, der alle har specielle formål, såsom Scouts og store Harvesters (navnene antyder vist det hele). Går spillet godt, og klarer man sine opgaver tilfredsstillende, får man også råd til at påbegynde byggeriet af nye baser rundt om i verden. På denne måde dækker man større arealer, og opdager flere fjendtlige UFO’er, der skal elimineres.
X-COM: UFO Defense gennemføres ved, at spilleren finder kilden til UFO-truslen, og får sat en stopper for det. Hvad kilden er, skal selvfølgelig ikke afsløres her, så tålmodige spillere må vente til spillets end-game.
Man taber spillet, hvis man er forgældet med mere end $ 1.000.000 i to måneder. Dine økonomiske støtter mister tilliden til spilleren, og hele X-COM-projektet bliver lukket ned, hvorefter Jorden bliver invaderet. En anden måde at tabe spillet på, er ved gentagne gange at få gruelige tæsk i BattleScape-kampene. Dine støtter mister således troen på dine taktiske evner, og vælger at lukke projektet ned.
X-COM: UFO Defense er et gedigent og godt udført spil, hvor management og kamp går godt hånd i hånd. Idéen med GeoScape er meget simpelt, men fungerer rigtigt godt, og man føler virkelig, at man har det store overblik, mens man roterer rundt med kloden. Baseopbygning og management af disse fungerer godt, og er meget brugervenligt ved hjælp af overskuelighed og et enkelt design. BattleScape-kampene er spændende de første 8-10 gange, og der skal tænkes taktisk hver gang. Dog synes jeg personligt, at kampene i længden bliver alt for ensformige og til tider kedelige, hvilket bevirkede, at jeg efter nogen tid mistede en del af min entusiasme for spillet. På trods af dette, vil jeg dog stadig anbefale X-COM: UFO Defense, da jeg synes, det er en oplevelse værd.
Har du gennemført spillet, og tørster du efter endnu mere, udkom den officielle 2’er i 1995, og har titlen X-COM: Terror from the Deep. Som navnet antyder, kommer truslen denne gang fra de dybe oceaner. En lille sjov detalje er, at der findes referencer til H.P. Lovecrafts Cthulhu i spillet (se billede).
Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008
Relevante links:
X-COM: UFO Defense (strategy guides, patches, musik m.m.)
Stikord: Alien Invasion, Rumvæsner, UFO’er
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…