Planet Pulp

Den nu legendariske Wolverine, der udkom for første gang på dansk i 1986 under titlen Jærven, har efterhånden 24 år på bagen. Men det gør den bestemt ikke ringere af den grund. Specielt når man tager Marvels udvikling i betragtning, hvor tingene hos den ellers så stolte koncern er gået lidt i stå.

Derfor er Wolverine, som den også var dengang tilbage i 1982, en milepæl i Marvels historie. Den kombinerede en af tegneseriehistoriens mest stabile og solide forfattere, Chris Claremont, med den kommende stjerne Frank Millers illustrationer.

Claremont var forfatter på X-Men (Tidligere udgivet under navnet Projekt X i Danmark) i over 17 år, og det er da også under hans tid, at de bedste X-Men-historier blev udgivet.

Miller havde før Wolverine arbejdet som illustrator på Spider-Man og Daredevil, men det var først i 1986, at han fik sit rigtige gennembrud med Batman: The Dark Knight Returns, hvor han både var forfatter og tegner. Denne revolutionerede Batman-figuren med en dyster historie i et stiliseret noir-univers. Denne noir-tanke har Miller videreført til sin serie om Sin City, hvor man, hvad enten man elsker serien eller ej, må sige, at han er gået i stilistisk overdrive.

I Canadas bjerge møder vi en superhelt

Historien tager sin begyndelse i Canadas bjerge. Her møder vi Wolverine, eller Logan som hans mere almindelige navn lyder, der er på jagt efter en bjørn. Vi får her sikkert og præcist introduceret vores hovedperson: Han har jagtevner som et dyr, og i nærkamp er han en dræbermaskine. Samtidig besidder han et æreskodeks, der gør ham til noget, som minder om en moderne samurai.

Da Logan vender tilbage til civilisationen, prøver han at kontakte sin japanske kærlighed Mariko Yashida, men uden succes. Med hans egne ord: “Jeg ringede til hendes hjem. De lagde røret på. Dumt gjort”. Så hopper Logan på et fly til Japan for at finde ud af, hvad der er sket.

Mariko er datter af en mafiaboss ved navn Shingen, og Mariko er blevet giftet væk for at konsolidere en af Shingens forretningsaftaler. Da Logan finder af dette, bliver han rasende, og han beslutter sig for, trods advarsler fra sin japanske ven Asano, at opsøge Mariko. Han finder hende gennemtæsket af sin mand, men Mariko beder Logan om at forsvinde, fordi hun vil ære sin fader.

Men det får naturligvis ikke Logan til at stikke halen mellem benene – tværtimod. Logan bliver under sit angreb på Shingens tilholdssted ramt af en dødbringende giftpil. På grund af sine mutantkræfter dræbes han ikke af dette, men hans sanser svækkes betydeligt.

Wolverines mutantevner

Så under opgøret med Shingen er Logan ikke sig selv, og han taber. Skurkene tror, han er død, og efterlader Logan i en skummel baggyde. Men de tog fejl. Nogle af Wolverines mutantevner består i, at hans krop heler med lynets hast. Derudover har han et jernhelbred, er hurtig som et dyr, stærk som en kolos, hans skelet er belagt med metal, og han kan skyde kløer ud gennem sine knoer.

Da Logan vågner op, er han ulykkelig, og vi finder ud af, at det eneste der kan såre den ellers hårde superhelt, er hans følelser: “Jeg er fortabt inden i, min sjæl – alt, som jeg troede, jeg var, og er og nogensinde vil være – er knust, spredt for alle vinde. Sammenlignet med dette er døden barmhjertig.”

Dette leder for en kort sidebemærkning frem til den danske oversættelse. I den nye udgave af Wolverine har Morten Lykkegaard oversat, og i den gamle fra 1986 var det Erik Swiatek der havde opgaven. Samme passage fra 1986-udgaven lyder således: “Jeg er tom indvendig – alt hvad jeg troede jeg var og er og nogensinde vil bli’ – er spredt for alle vinde. Ved siden af dette er døden barmhjertig.”

Ny og bedre oversættelse

Den nye oversættelse, og det gælder hele albummet, er mere præcis og rammende. I den gamle er han tom indvendig, men i den nye er det Logans sjæl, der er fortabt, og dette er en mere præcis gengivelse af karakterens følelser. Så hatten af for Morten Lykkegaard, der har stået på skuldrene af en ellers god oversættelse, og har formået at gøre den endnu bedre.

Logan vandrer hvileløs rundt i storbyens gader, drikker sig fuld, og kommer i masser af slagsmål. Det der hiver ham op af sølet er en kvinde, den smukke Yukio. Han indleder et fysisk forhold til hende, men inderst inde elsker han stadig Mariko. Samtidig finder Shingen ud af, at Logan ikke er død, og han sender ninja-kulten Hånden efter ham.

Mens spændingen optrappes finder vi ud af, at Yukio ikke har helt rent mel i posen, og Logan må træffe nogle svære valg, der alle leder frem til det endelige opgør med Shingen. Det går ikke stille for sig, og historien har en fin slutning, som måske nok adskiller sig fra noir-genrens konventioner, som historien ellers læner sig op ad.

Klassisk noir-fortælling

Wolverine er som sagt en klassisk noir-historie. Den har en hovedperson, der lever i de mørke afkroge af vores samfund. Den har sprutten, de farlige kvinder, den nådesløse storby, volden og den klassiske, afdankede fortællerstemme. Detektiven er bare blevet skiftet ud med superhelten Wolverine. Men udover at Logan har sine superkræfter, er der mere fokus på den klassiske kriminalfortælling frem for det fantastiske og overdrevne.

Og netop det er en af albummets styrker. Claremont har formået at give Logan tilpas meget modspil og har sat ham i situationer, hvor hans superheltekræfter ikke altid er nok. For når det kommer til kærlighed, er selv en superhelt skrøbelig, og det må den ellers uovervindelige Wolverine da også erkende.

Samtidig kommer vi så at sige ind under huden på en karakter, der ellers virker som en komplet jernmand. Det er befriende og samtidig ganske gribende at få et indblik i Logans komplekse sind.

Millers stil er et kapitel for sig selv. For det første er han hamrende dygtig til at skildre action, fart og tempo ved at benytte stribeformen til det maksimale. Størrelserne på de enkelte illustrationer varierer konstant, nogle gange springer han rammerne og andre gange lader han en tegning fylde en hel side.

Desuden er han, på trods af at hans stil ikke er videre naturalistisk, meget dygtig til at fange ansigtsudtryk, og hans skyggearbejde, som han senere overdriver i Sin City, er meget specielt. Men det vigtigste er enkelheden, som gør, at man ikke er tvivl om, hvad det er man ser, og hvad der sker. Samtidig har vi at gøre med en meget flot visuel skildring af det asiatiske miljø.

Kynisme og action i mesterligt album

Wolverine er et pragteksempel på, hvordan man skruer en god spændingshistorie sammen, og hvordan dens illustrationer ikke tager fokus væk fra historien, men blot understøtter den og gør den endnu bedre. Den er fyldt med kynisme og action, og spændingskurven er konstant stigende. Den bruger alle de elementer som noir/krimi-genren besidder, uden at det bliver til en klichépræget fortælling. Sådan skal det gøres, hverken mere eller mindre, og Wolverine er et af den slags albums som man jævnligt tager frem og genlæser.

Wolverine er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Stikord: Japan, Ninjaer, Noir, Superhelte