Det resulterede i en verdensomspændende nedslagtning, hvor skønsmæssigt ni millioner soldater og syv millioner civile omkom, og som har trukket lange spor op gennem det 20. århundrede helt til i dag.
Hærledelserne forstod ikke de moderne våben, og forlod sig derfor på strategier, der måske fungerede, da de selv var unge, men som nu resulterede i meningsløse nedslagtninger, der sjældent rykkede mere end nogle få meter på frontlinjerne.
Blandt de nye våben på slagmarkerne var maskingeværer (teknologien eksisterede tidligere, men det var under Første Verdenskrig, at maskingeværer for alvor blev en del af væbnede konflikter), giftgas, kampvogne og – flyvemaskiner.
I dag er fly et så grundlæggende element i enhver væbnet konflikt mellem de fleste krigsførende nationer, at vi måske glemmer, at flyet i det store perspektiv er en relativt ny teknologi. Og da Første Verdenskrig brød ud i 1914, var det en endog meget ny teknologi.
Ved krigsudbruddet var blot gået 10 år, siden brødrene Wright foretog deres historiske flyvning ved Kittyhawk i North Carolina, og flyvemaskiner blev helt tidligt i krigen kun brugt til rekognoscering.
Senere begyndte piloterne at skyde mod hinandens fly med helt almindelige håndvåben (!), inden en fransk pilot i oktober 1914 som den angiveligt første åbnede ild med et maskingevær.
Herefter begyndte et veritabelt våbenkapløb mellem Ententemagterne og Centralmagterne for at udvikle de bedste fly og ikke mindst de bedste våben. Her var Centralmagterne længe førende, bl.a. som følge af den eminente flydesigner Anton Fokker.
Ikke alene designede Fokker glimrende fly; han var også én af de første, der havde succes med at udvikle en synkroniseringsmekanisme, så flyenes maskingeværer kunne skyde ud mellem propellerne i stedet for at måtte monteres på de øverste sæt vinger af en dobbeltdækker.
Resultatet af våbenkapløbet betød, at flyvemaskiner i løbet af Første Verdenskrig udviklede sig hen mod det krigsvåben, det siden skulle blive, og også fik flere og flere roller.
Der blev udkæmpet luftkampe direkte mellem flyvemaskiner; flyene blev brugt til bombetogter og til at beskyde mål på jorden og naturligvis også til observation og rekognoscering.
Første Verdenskrig markerede på den måde kampflyets fødsel, og det er naturligvis ikke underligt, at dette faktum på et tidspunkt måtte blive omsat til et computerspil.
Der kom et par stykker allerede i 1980’erne – bedst kendt af dem er nok Synapse Softwares Blue Max fra 1983 (Atari, Commodore 64, ZX Spectrum) – men af én eller anden grund var det i starten af 1990’erne, at flyspil med Første Verdenskrig som omdrejningspunkt havde deres storhedstid.
I 1990 udkom hele to Første Verdenskrigs-flyspil, nemlig Cinemawares Wings og Sierra On-Lines Red Baron. Om det er et rent tilfælde, eller om det ene selskab havde fået nys om det andets planer og tænkt “so ein Ding müssen wir auch haben”, ved jeg ikke.
Det førte imidlertid til en hel lille bølge i de følgende år med titler som Knights of the Sky (MicroProse, 1991), Dawn Patrol (Rowan Software, 1994) og Wings of Glory (Origin Systems, 1994).
Med lidt god vilje kan man endog hævde, at “bølgen” aldrig som sådan er ebbet ud, for i årene lige siden er der med jævne mellemrum udkommet kampflysimulatorer med udgangspunkt i Første Verdenskrig, med Wings over Flanders Fields (OBD Software, 2014) som et af de seneste.
I de gode gamle Amiga-dage spillede jeg både Wings, Red Baron og Knights of the Sky, og selvom også Red Baron og Knights of the Sky er fine spil, vil det altid være Wings, der står for mig som det bedste.
Det skyldes ikke bare nostalgiens varme lys og mindeforvrængende perspektiv, for efter at det blev nemt at emulere Amigaen på PC, er jeg flere gange vendt tilbage til Wings, og jeg skulle lige hilse at sige, at det stadig holder!
Wings blev udviklet og udgivet af Cinemaware; det legendariske amerikanske spilfirma, der blev kendt for at udvikle spil, inspireret af film og tv. Wings er da nok også til dels inspireret af filmen af samme navn fra 1927, selvom handlingen ikke er den samme.
Cinemawares spil blev altid rost for deres imponerende grafik, men til gengæld blev de også ofte kritiseret for deres forsimplede gameplay, der måske nok gjorde spillene relativt lette at spille (et udsagn med visse modifikationer), men som også gjorde dem til noget tomme oplevelser i længden.
Wings kan måske godt siges at være et relativt enkelt spil – der er kun tre forskellige typer af missioner – men dette til trods er spilbarhedsværdien enormt høj, og som altid er grafikken og musikken i top. Dertil kommer den indbyggede fortælling via dagbogsnotater, der gør Wings til en spiloplevelse lidt ud over det sædvanlige.
Først og fremmest skal jeg lige sige, at Wings ikke er en flysimulator. Der er altså ikke noget med, at man skal trykke på en masse knapper for at komme op at flyve, og man skal heller ikke hverken lande eller lette.
Der er nærmere tale om et action/arkadespil med simulatorelementer, og det endda kun for én af de tre typer af missioner, spillet byder på. Men lad os starte ved begyndelsen.
Som sædvanligt for Cinemawares spil åbner Wings meget filmisk. Efter “Phyllis and Robert Jacob Present” kommer der en hvid tekst på sort baggrund: “December 17, 1903. Kittyhawk, North Carolina”.
Så bliver vi vidne til Wright-brødrenes første flyvning, inden dramatisk musik akkompagnerer et citat af Orville Wright: “We thought we were introducing into the world an invention that would make further wars practically impossible…”
Herefter kommer spillets introsekvens – en Fokker-dobbeltdækker, der jager et andet fly i luften over et trøstesløst landskab med pigtråd og en ruin. Så er scenen ligesom sat, og man må sige, at Wings bestemt lever op til Cinemawares navn, for filmisk er det.
Med credits vel overstået bliver man nu stillet overfor spillets hovedmenu, hvor man har fem valgmuligheder – “Review Pilots”, “New Game”, “Continue Game”, “Flight School” og endelig “Exit/Save”.
Sidstnævnte er væsentlig lige at knytte en lille kommentar til, for i de gamle Amiga-dage var der kun én måde at gemme spillet på, og den var knyttet direkte til “Exit”. Med andre ord: Ville man gemme spillet, måtte man også afslutte det.
Jeg har ikke tal på, hvor lang tid jeg har brugt på at genstarte Wings, for naturligvis ville jeg gerne gennemføre spillet med den samme pilot. Og da missionerne ret hurtigt bliver temmelig udfordrende, betød det, at jeg gemte efter hver mission for ikke at risikere at blive slået alt for langt tilbage.
Man kan spekulere på, hvorfor designerne valgte den løsning, men formentlig var det for at forsøge at tvinge folk til at spille spillet på spillets præmisser – og det indebærer altså, at man dør relativt hyppigt og må starte forfra med en ny pilot.
Designerne har nok ønsket at gøre det til en pointe, at luftkamp er dødsensfarligt, og at Første Verdenskrig var en rædsom konflikt, men det havde været mere brugervenligt at inkludere en save-funktion, der ikke indebar, at man afsluttede spillet. Oh well.
Under alle omstændigheder er det ligegyldigt nu om stunder – i hvert fald hvis man benytter sig af Amiga Forever-emulatoren, der giver én mulighed for at lave såkaldte “snapshots”, hvor man kan gemme spillet på et helt vilkårligt sted.
Den eneste anden funktion i hovedmenuen, jeg vil gå ind i her, er “Flight School”, for det er her, man “bygger” sin pilot.
Wings har nemlig et rudimentært rollespilssystem, hvor man har 40 point, man kan fordele på “Flying Ability”, “Shooting Ability”, “Mech Aptitude” og “Stamina”.
Disse forskellige evner påvirker naturligvis én i selve spillet – “Flying Ability” har f.eks. noget at gøre med, hvor hurtigt man kan flyve og foretage vendinger, “Shooting Ability” giver sig selv, “Mech Aptitude” har bl.a. noget at sige i forhold til, hvor ofte ens maskingeværer går i baglås, mens “Stamina” har noget at sige, hvis man er involveret i en kollision: Dør man med det samme, eller overlever man og får mulighed for at nødlande?
De forskellige evner påvirkes også af ens succes i spillet. F.eks. stiger ens “Shooting”-evne, hvis man under en strafing-mission rammer alle de primære mål og hovedparten af de sekundære mål. Og man stiger i “Stamina”, hvis man undgår at blive ramt af antiluftværnskyts under en bombemission.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg aldrig har leget frygtelig meget de forskellige værdier; typisk har jeg ved skabelsen af en ny pilot fordelt pointene nogenlunde ligeligt, og det har fungeret fint for mig.
Når man så har lavet sin pilot, skal man først gøre sig fortjent til sine “vinger” ved at gennemføre en træningsmission. Det kan f.eks. være at skyde en observationsballon ned, bombe nogle bestemte mål eller ramme nok mål under et strafing-run (angreb på mål på jorden).
Gennemfører man træningsmissionen, får man sine vinger og bliver sendt afsted til fronten, hvor man havner hos 56th Aerosquadron under ledelse af oberst Farrah. Han udnævner én til at føre eskadrillens dagbog, og så er det ellers i gang.
Spillets progression er fuldstændig lineært. Som det første ser man en oversigt over eskadrillens piloter (“Squadron Roster”). Det er en liste over alle piloterne med angivelse af antal missioner og nedskydninger.
Når man trykker “Continue” bliver man bragt videre til en af spillets genistreger – ja måske den vigtigste af dem alle – nemlig eskadrillens dagbog. Den vender jeg tilbage til lidt senere.
Når man klikker sig videre, får man sin mission briefing. Her står der, hvad missionen går ud på, hvad succeskriterierne er, og hvem man flyver sammen med. Succeskriterierne varierer alt efter, hvilken type mission, man skal ud på.
Hvis det er en luftkamp, kan missionen ganske enkelt hedde “Patrol for enemy aircraft”, hvormed menes, at succes betyder, at man skyder fjendens fly ned og selv overlever. Det kan også være, man skal skyde et fjendtligt bombefly ned eller ramme en observationsballon.
Er der tale om en strafing-mission, skal man ramme X antal tropper eller X antal lastbiler osv. Og er der tale om en bombemission, skal man ramme de bygninger, der er markeret på det sort/hvid-foto, man ser før missionen.
Derefter letter man (det gør spillet for én), hvorefter man får en lille stemningsgivende tekst, der er udformet som tekster i gamle stumfilm – en kunstfærdig ramme og en kort tekst, der sætter scenen for det, der skal følge.
Herefter kommer så selve missionen (se nedenfor). Når missionen er overstået, får man igen en kort stumfilmstekst, inden man præsenteres for logbogen (“Post flight log”), der fortæller, om missionen var en succes.
Afhængig af hvilken type mission, der var tale om, er der forskellige detaljer. Hvis det var luftkamp, står der, hvor mange fly den enkelte pilot skød ned, og hvis der f.eks. var tale om en strafing-mission står der, hvor mange af de givne mål, man fik ram på ud af hvor mange mulige.
Herefter vender man tilbage til Squadron Rosteren, hvor man bl.a. også kan se, hvem der måtte være døde siden sidst – de er gennemstreget med rødt. Og der er næsten altid nogen, der er gennemstreget.
Af og til kommer der også en liste over dødsfald og nyankomne piloter, ligesom der også af og til kommer en liste over de ti bedste piloter målt på antallet af nedskydninger. Denne liste tæller både piloter fra Entente- og Centralmagterne, og ikke overraskende er det navne som Max Immelman og Oswald Boelcke, der topper listen.
Herefter begynder det hele forfra.
Som sagt er der tre forskellige typer af missioner i Wings: Luftkamp, strafing-missioner og bombemissioner. Jeg har ikke de konkrete tal, men ud af de omkring 230 missioner, der er i spillet, er det mit klare indtryk, at luftkamp-missionerne dominerer numerisk. Det er så også de sjoveste.
Når man er i luftkamp ser man sin pilot i tredjepersonsperspektiv bagfra. Man ser altså piloten og det forreste af flyet, inklusive det uundværlige sigtekorn. Piloten (komplet med blafrende halsklud) og flyet er lavet som klassisk pixelart, mens landskabet, man flyver over, og de fjendtlige fly er realiseret som vektorgrafik.
Det betyder, at luftkampene kører gnidningsfrit og dynamisk. Piloten drejer sit hoved i den retning, det nærmeste fjendtlige fly befinder sig, og man kan bruge det numeriske tastatur til at kigge til siderne og bagud – hvad jeg dog sjældent synes, der er tid til.
Luftkampene er både hektiske og spændende, ofte svære og nogle gange frustrerende. Der gives ikke ved dørene her, og fejl straffes hårdt.
Godt nok er der ikke tale om en flysimulator, så det eneste, man skal koncentrere sig om er at flyve og skyde, men man kan stadig få flyet til at stalle ved at stige for kraftigt, ligesom man også kan kollidere med både venligtsindede og fjendtlige fly. Man skal altså ikke falde for fristelsen og forfølge de fjendtlige fly alt for tæt på, selvom man lige har et af dem på sigtekornet.
En kollision betyder i de fleste tilfælde døden, men man kan være heldig at overleve og få lov til at prøve en nødlanding. Det samme er tilfældet, hvis ens fly skydes i brand.
Derudover skal man selvfølgelig lade være med at skyde på sine egne (det fører til en alvorlig reprimande, og får man tre reprimander er det ud af vagten. Det samme sker, hvis fem missioner i træk kategoriseres som fejlslagne.
Cinemawares udviklere har formået at gøre luftkampene i Wings både spændende, intense og – som nævnt – ofte ganske udfordrende. Det betyder, at man aldrig fristes til at hvile på laurbærrene, når man får en luftkamp-mission, og det er da også disse missioner, der er klart mest udfordrende.
En anden type mission er strafing-missioner, hvor man skal beskyde mål på jorden. Her er al grafikken pixelart, og man ser tingene isometrisk (altså skråt ovenfra). Man flyver fra nederste højre hjørne mod øverste venstre, og skærmen scroller automatisk, selvom man dog kan flytte flyet frem og tilbage og fra side til side.
Derudover handler det bare om at pløkke så meget som muligt, mens man dog skal undgå lastbiler og telte fra Røde Kors. Skyder man dem, får man en reprimande, og igen: Tre reprimander, så er det ud af vagten.
Strafing-missionerne kan til tider være udfordrende; især kan det være svært at få ram på infanteriet, der naturligvis forsøger at undgå ens maskingeværild. Lastbiler, telte, tønder med brændstof og andet godt er noget nemmere at ramme, men ofte er det infanteriet, der er de primære mål.
Strafing-missioner kan både finde sted langs veje og over skyttegravene, men man kan ikke undgå en følelse af, at de er noget ensartede sammenlignet med luftkamp-missionerne, der aldrig udvikler sig ens. Ikke desto mindre er de ganske underholdende, og fungerer også fint som afveksling fra luftkampene.
Det samme kan man sige om den tredje og sidste type mission, bombemissioner. Også her er grafikken ren pixelart, men denne gang ses tingene ovenfra, idet skærmen scroller oppefra og ned.
I bombemissionerne drejer det sig ikke overraskende om at ramme nogle udpegede bombemål, der kan være bygninger eller ubåde.
Det er afvekslingen mellem de forskellige typer af missioner samt det faktum, at luftkampene er så ekstremt underholdende, der sikrer Wings en stor del af sin spilbarhedsværdi.
Men spillet har et es oppe i ærmet, nemlig den tidligere omtalte dagbog.
Egentlig skulle dagbogen forestille at være eskadrillens dagbog, men den fortælles gennem pilotens egne øjne, og fungerer dermed mere som en personlig dagbog. Det gør dog absolut ingenting, for det fungerer faktisk endnu bedre på den måde.
De små historier, man får i de enkelte dagbogsopslag, handler dels om dagligdagens trummerum på basen, dels om krigens generelle gang med særlig fokus på luftkrigen.
Det hele som sagt filtreret gennem pilotens øjne, hvilket er med til at gøre spillet vedkommende på en måde, man sjældent ser i spil af denne type. Ja, fra tid til anden bliver det decideret rørende.
Som f.eks. når man i ét dagbogsindlæg hører om sergent Mackey og hans planer efter krigen, blot for senere at høre, at Mackey er blevet dræbt i et tysk angreb.
Den måde, dagbogsteksterne orienterer om krigens gang og anskueliggør rædslerne, er med til at gøre Wings et spil, man faktisk bliver klogere af at spille, og tekstforfatteren Kenneth Goldstein skal have stor ros for sin indsats her.
Det samme skal i øvrigt komponisten Greg Haggard, hvis musik akkompagnerer dagbogsteksterne. Det er fin, tidstypisk musik med fængende temaer, der stemningsmæssigt rangerer fra det decideret sørgmodige til det muntre.
Af og til suppleres dagbogsteksterne af avisforsider, der orienterer om større begivenheder i løbet af krigen, som f.eks. nye offensiver og lignende, men det er dagbogsteksterne, der er spillets bærende narrative maskine, og det er intet mindre end en lille genistreg og det, der løfter Wings fra at være et godt spil til at være et fremragende spil.
For ja, Wings er et fremragende spil. Grafikken er forrygende, det samme er musikken, og selvom strafing- og bombemissionerne måske kan føles lidt ensartede, opvejes det til fulde af de intense og vildt underholdende luftkampe.
Dertil kommer dagbogsindlæggene, der er med til at højne indlevelsen og som altså endda er med til at gøre Wings til et spil, man (gisp!) kan lære noget af at spille.
Wings er ubetinget én af de helt store klassikere fra Amigaens storhedstid, og det holder stadig 100 procent. Så har du ikke din gamle Amiga stående, er det bare om at få gang i emuleringen – eller måske købe Wings: Remastered Edition, der udkom til PC i 2014.
Og hvis I nu vil have mig undskyldt, så skal jeg have pilotbrillerne på og ud at skyde nogle tyske fly ned!
Anmeldt i nr. 157 | 13/11/2018
Stikord: Første Verdenskrig
I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?
Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…
Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…
Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
