Planet Pulp

Den kom, den så, den fik blandede anmeldelser. Mildest talt. Anmelderne verden over har været splittede i dommen over Watchmen: fra de, der mener Snyders filmatisering yder forlægget fuld ære, til de, der finder filmen gumpetung og ubehageligt misantropisk. De mest positive anmeldelser har filmen generelt fået af de, der kender forlægget uden at være hardcorefans, for som forventeligt har Watchmen naturligvis også fået smæk af nogle af de rigtig hårde Moore-fans.

Instruktøren Zack Snyder har også haft en svær opgave med at filmatisere Watchmen, som ikke alene forfatteren Alan Moore, men mange andre, har karakteriseret som umulig at filmatisere. Velsagtens for at gøre deres bedste, har Snyder og hans manuskriptforfattere forholdt sig næsten slavisk til forlægget, hvilket er filmens helt store svaghed.

Vogterne

For de uindviede skal handlingen i Watchmen kort opridses. Filmen foregår i et alternativt 1985, hvor den kolde krig er koldere end nogensinde før, hvor verden står på randen af et atomart ragnarok, hvor Richard Nixon stadig er præsident i USA, og hvor amerikanerne vandt Vietnamkrigen. Sidstnævnte gjorde de ved hjælp af filmens (og tegneseriens) eneste egentlige ”superhelt”, Dr. Manhattan; en tidligere atomforsker, der blev fanget i et videnskabeligt forsøg og blæst til atomer. Det lykkedes for Dr. Osterman at samle sig selv igen, men nu som et blåt, selvlysende væsen med utrolige evner.

I det alternative 1985 eksisterer der også andre ”superhelte” – eller rettere ”maskerede helte”: almindelige mænd og kvinder, der iklæder sig kostumer og som selvtægtsmænd og –kvinder bekæmper kriminalitet. Heltene, der arbejdede sammen (også med Dr. Manhattan) under navnet Watchmen – på dansk Vogterne – har dog ikke været officielt aktive siden 1977, hvor en lov mod deres aktiviteter blev gennemført. Kun én af dem, den psykopatiske Walter Kovacs (AKA Rorschach) nægtede at lægge masken på hylden, og er stadig aktiv – og derfor eftersøgt af politiet.

Handlingen i Watchmen tager sin begyndelse, da én af de tidligere Watchmen, Edward Blake (AKA The Comedian) bliver smidt ud fra sin lejlighed i et højhus. Rorschach er overbevist om, at nogen er ude efter at tage livet af de tidligere Watchmen, og forsøger at overbevise sine tidligere kampfæller om, at han har ret i sine antagelser. Umiddelbart har han ikke meget held med sit foretagende, men i takt med at handlingen udvikler sig, må de give ham ret i, at noget mærkeligt foregår. Undersøgelserne fører frem til afsløringen af den uhyrlige sandhed bag mordet på The Comedian, og filmens (og tegneseriens) særdeles grå morale.

En lang film og en tætpakket handling

Mere af selve handlingen skal ikke afsløres her – dels for at bevare overraskelsesmomentet for de, der ikke måtte have læst tegneserien, før de ser filmen, men også fordi filmen er så narrativt tætpakket at et fyldestgørende handlingsreferat ville være mere eller mindre umuligt at præstere.

Med sine ca. 160 minutters spilletid er Watchmen en lang film, men i modsætning til visse andre anmeldere, fandt jeg aldrig filmen langsommelig eller kedelig. Tværtimod er handlingen så tætpakket, at man skal holde tungen lige i munden – selv hvis man kender tegneserien. En af grundene til det er også, at filmen benytter sig af samme flashbackteknik, som tegneserien gør, og krydrer samtidshandlingen med diverse flashbacks til karakterernes fortid.

Det er alt sammen imponerende eksekveret, og handlingen fortælles meget tro over for tegneserien, men naturligvis med en række mindre ændringer – og en enkelt større – undervejs. Disse ændringers præcise natur kan jeg ikke gå ind i her, af hensyn til de, der ikke har set filmen eller læst tegneserien, men jeg må indrømme, at det ikke var ændringer, der for alvor genererede mig. Nogle af dem kan man måske studse lidt over, da de i udgangspunktet er så små, at de er helt ligegyldige, mens den større ændring henimod slutningen formentlig er realiseret for at gøre begivenhederne lidt lettere at sluge for et publikum, der ikke har læst tegneserien.

Et træk, jeg har hørt nogle fremhæve som et problem, er, at filmen er særdeles grafisk – også i langt højere grad end tegneserien er det. Selv om jeg ikke har noget problem med filmvold er jeg faktisk enig i kritikken, for i lige netop dette tilfælde er Watchmens stedvist meget bloddryppende måde at fremstille tingene på faktisk med til at fremhæve filmens ”tegneserieaspekt”: ved at overdrive tingene så meget, bliver det nemmere for publikum at distancere sig fra handlingen, end hvis volden havde været mindre grafisk og mere realistisk. Det er, i kombination med andre aspekter af filmen, stærkt problematisk.

Trofasthed en skidt ting

Ud over disse mindre ændringer er Watchmen som sagt særdeles tro over for sit forlæg, hvilket både er godt og skidt, men mest skidt. Naturligvis er det altid rart at se en filmatisering, der rent faktisk er baseret på sit forlæg og ikke bare bruger navnet til at spinde guld på, men på den anden side er den ekstreme trofasthed over for den fysiske handling i tegneserien med til at gøre Watchmen til en ujævnt pacet film. I store dele afvikles handlingen i et hæsblæsende tempo for så pludselig at blive meget langsom og rolig i de mere intime scener, hvorpå der skrues op for blusset igen. Det virker lidt som filmisk hikke, og temposkiftene virker slet ikke nær så godt på film, som de gør i tegneserien.

Pacingen er imidlertid ikke det største problem. Ønsket om at være trofast over for tegneseriens handling har tydeligvis gjort det svært for manuskriptforfatterne David Hayter og Alex Tse at indfange tegneseriens subtekster og temaer, der kredser om angst, frygt, moral og den helt centrale dekonstruktion af superheltemyten. Selv om den overhængende fare for en atomar konfrontation mellem USA og Sovjetunionen hænger over hele filmen som en slagskygge bliver det sjældent andet end et plotgreb for at tvinge hovedpersonerne i aktion. Det er det såmænd også i tegneserien, men i tegneserien drypper den intense stemning af frygt og eksistentiel angst fra alle siderne. Lidt mere spillerum i forhold til tegneseriens handling havde gjort det nemmere for forfatterne at formidle dette tema.

Drukner i coolness

Det samme gælder problematiseringen af superheltemyten. Tegneserien fremstiller hovedpersonerne som nogle i bund og grund ret ynkelige eksistenser, hvis baggrund for at være maskerede selvtægtsmænd (og –kvinder) er lige så meget drevet af personlige motiver som af altruisme. Rorschachs aktiviteter er endda primært drevet af rendyrket sociopatiske tendenser, som repræsenterer vores allesammens iboende trang til at udøve justits efter devisen øje for øje, når vi hører om slemme forbrydelser.

Men hvor tegneserien subtilt formår at spørge, om selvtægt virkelig er vejen at gå, er dette ikke tilfældet i filmen, der lægger en tyk fernis af coolness over hele handlingen, som retfærdiggør hovedpersonernes handlinger fordi de er ”helte”. Det eneste sted, filmen fuldstændig fanger tegneseriens koncepter, er i flashbacksekvenserne til Vietnamkrigen, hvor The Comedian skyder en gravid kvinde ned. Men han er ikke én af filmens egentlige hovedpersoner, og kan uden videre fordømmes af publikum som et dumt svin. Der gives aldrig lejlighed til at spørge, om hovedpersonernes handlinger er retfærdige, og selv den psykopatiske Rorschach kommer til at fremstå som übercool.

Denne coolness-faktor er nok den største fejl, Snyder og hans crew har begået, for det underminerer Moores idé med serien. Godt nok fremstilles ingen af hovedpersonerne, på nær Dr. Manhattan, som om de har deciderede superkræfter, men når man ser Nite Owl og Silk Spectre ondulere en hel bande i en mørk gyde eller Rorschach bestige et stillads i løb, er det så helteagtigt, at det ikke går nogen forskel. Det gøres ikke bedre af filmens kostumedesign, der intet gør for at få hovedpersonerne til at fremstå som andet end supercool, hvilket ikke ligefrem er tilfældet i tegneserien, hvor kun Rorschach ser ret sej ud.

Med andre ord er filmen liberal i forhold til sit kildemateriale på de forkerte områder, nemlig den rent konkrete fremstilling af f.eks. kostumer, kulisser osv. Tilgangen har derimod ikke givet plads til et mere frit forhold til selve handlingen, og det er ærgeligt – især fordi meget af tegneseriens fysiske handling i bund og grund er en McGuffin, Moore har sat op for kunne omsætte sine tanker om superheltegenren til en historie. Det har Snyder og co. fuldstændig misforstået, for i filmen er handling ét og alt, hvilket viser ret dårlig føling med idéen i Watchmen. Karakteristisk nok er filmens absolut fedeste element da også forteksterne, som er udført efter idéer i tegneserien, men på en langt mere frit fabulerende facon, end resten af den slavisk filmatiserede handling.

Ophøjer handling til Gud

At der vitterligt eksisterer et problem her, viser anmeldelserne også, for det er helt tydeligt, at filmen generelt har fået ret gode anmeldelser af de, der kender tegneserien, mens mange af de helt uindviede har slået den hen som noget bras. Det er et uundgåeligt resultat, for tegneseriens subtekster formidles så dårligt af filmen, at de kun ses af dem, der kender den på forhånd, mens uindviede kunne se filmen uden nogensinde at blive klar over, at historien egentlig stiller klare spørgsmål ved superheltemytens grundlag i selvtægt og frygt.

Når jeg til trods for al min kritik alligevel ret godt kan lide Watchmen er det fordi, jeg har læst tegneserien, og selv kan udfylde de mange huller, der er i filmen. Havde jeg ikke læst tegneserien tror jeg, der er en ret stor sandsynlighed for, at jeg ville have været i tvivl om budskabet, hvis morale til sidst kun kan forstås i sin rette kontekst, hvis tegneseriens idéer er forstået. Og budskab er alfa og omega i Watchmen, hvis konkrete handling jo ret beset er temmelig banal.

Jeg kan anbefale Watchmen til de, der har læst tegneserien, men er ikke helt så sikker på, den vil vække så stor glæde hos de, der er helt ubekendt med tegneserien eller dens idéer. Dertil viser Snyders filmatisering alt for lidt føling med originalstoffet, og ophøjer handling til Gud.

Anmeldt i nr. 42 | 13/04/2009

Stikord: Alternativ Virkelighed, Filmatisering, Film baseret på tegneserie, New York, Selvtægt, Superhelte