Walkabout

Da det lille australske label Roundtable i oktober 2016 annoncerede, at de ville udgivet John Barrys score til Nicolas Roegs Walkabout gav det genlyd i filmmusikkredse.

De originale masterbånd havde længe været anset som tabt, og filmmusikfans havde i mange år måttet tage til takke med en bootleg med dårlig lydkvalitet, der havde floreret siden 1970’erne.

En albumudgivelse havde oprindelig været planlagt i forbindelse med filmens premiere i 1971, men den blev af uvisse årsager aldrig til noget, og scoret endte derfor som én af Barry-fansenes “hellige graler”.

Godt nok havde Silva Screen Records genindspillet dele af scoret (rekonstrueret og dirigeret af den eminent dygtige Nic Raine, der gennem en årrække arbejdede som orkestrator for Barry), men fansene håbede på de originale optagelser – og gerne det hele.

Det viste sig dog snart, at Roundtables udgivelse ikke var baseret på de originale masterbånd fra Barrys scoring sessions, men på masteren til den oprindelig planlagte albumudgivelse, der var dukket op – de præcise omstændigheder omkring fundet af albummasteren er i øvrigt stadig ukendte.

Ikke desto mindre var dette et klart fremskridt i forhold til bootleg’en, hvilket Roundtables lydklip hurtigt overbeviste de ellers skeptiske fans om.

En anelse kedeligt

Vel vidende at Walkabout ansås som en ellers for evigt tabt Barry-skat, skyndte jeg mig naturligvis at bestille CD’en, da den udkom, og her var det så, at min overraskelse satte ind.

For om end Walkabout da på ingen måde er noget dårligt score, havde jeg svært ved at se det nærmest guddommelige lys, som mange fans synes at betragte scoret i.

Tværtom må jeg erkende, at jeg faktisk finder Walkabout bare en anelse kedelig, og det er efter min mening meget langt fra at være i superligaen blandt Barrys scores.

Strandet i outbacken

Filmen var Nicolas Roegs anden spillefilm og handler om et søskendepar – en dreng og en pige – der strander i den australske outback, efter at deres far, som har taget dem med derud, begår selvmord. De to møder en aboriginsk dreng, der hjælper dem med at overleve.

Filmen – som jeg i parentes bemærket ikke har set – fik en blandet modtagelse, og er i dag ikke specielt velkendt.

Typisk John Barry-score

Scoret er et typisk John Barry-score, på godt og ondt. Når man i det første cue, “Walkabout”, kortvarigt hører didgeridoo’ens karakteristiske lyd – dette kvintessentielle australske instrument – tænker man, at Barry da i det mindste har inkorporeret et karakteristisk element fra det land, filmen foregår i.

Men heri tager man fejl. Didgeridoo’en optræder i præcis 22 sekunder, inden den fades ud for aldrig at optræde igen – i hvert fald ikke på albummet (det må her erindres, at albummet ikke er det komplette score).

Hvorvidt de indledende ca. 20 sekunders didgeridoo i det hele taget skal opfattes som en del af Barrys score kan i øvrigt diskuteres, da sekvensen ligger helt løsrevet fra resten af scoret og dermed faktisk kan være placeret her af den oprindelige albumproducer Phil Ramone.

Resten af scoret er rendyrket Barry i stil og orkestrering og uden den mindste antydning af, at filmen foregår i Australien.

Styrke og svaghed

Denne tilgang, som jo generelt kendetegner Barrys produktion, er både komponistens styrke og svaghed. Barry holdt altid på, at hvor andre komponister ofte komponerede musik til den eksterne handling, så komponerede han musik til karakterernes indre liv.

På den måde kan man sige, at Barry frigjorde sig fra snærende bånd om banal aktualitet og var fri til at vælge præcis den vej, han fandt bedst.

Om det er en acceptabel undskyldning for, at Barry generelt komponerede sine scores med brug af det samme formsprog, uanset om der var tale om en western (Monte Walsh), et drama i 1600-tallets Europa (The Last Valley) eller et moderne drama i Australien, er klart noget, der kan diskuteres.

Hvad der sjældent kan diskuteres er Barrys evne til at ramme hovedet på sømmet, når det gælder den følelsesmæssige indlevelse i filmens hovedpersoner, og det er her, Barrys store styrke som komponist lå.

Således også med Walkabout, der helt og aldeles uproblematisk føjer sig ind i rækken af Barry-scores, hvor John Barry lyder som John Barry og hvor musikken ikke fortæller os særlig meget om den ydre handling, men langt overvejende beskæftiger sig med hovedpersonernes sjæleliv.

Det skal selvfølgelig siges, at Barry fint kunne finde ud af at skrive musik til ren “ekstern” handling – Bond-musikken er et godt eksempel – ligesom han selvfølgelig også godt kunne finde ud af give anerkendende nik til bestemte lokaliteter og genrer. Det er altså så bare ikke tilfældet med Walkabout.

To tilbagevendende temaer

Walkabout-scoret er bygget op omkring to tilbagevendende temaer, dels selve hovedtemaet, dels et tema for de tre børn, der spiller hovedrollerne i filmen.

Hovedtemaet høres første gang i “Walkabout” (nr. 1) efter de ovennævnte 20 sekunders didgeridoo og er på alle måder et typisk Barry-tema.

Det indledes med cembaloen, der synes allestedsnærværende i Barrys produktion fra disse år, og som lægger en kontinuerlig bund i form af en ostinato. Efter en passage for obo, sætter strygerne ind med selve temaet, suppleret af fløjte.

Og der er bestemt tale om et smukt tema, ingen tvivl om det, men slet ikke oppe på det niveau, Barry allerede tidligere havde præsteret indenfor samme melodiske genre – f.eks. dal-temaet fra The Last Valley (1970).

Temaet for børnene høres første gang i “The Children” (nr. 2). Efter en indledningen med noget næsten Bond’sk suspense, fremføres temaet af børnekor a cappella. Herefter følger endnu en suspense-passage, førend vi får endnu en korfremførsel af temaet, først a cappella, siden med supplement af strygere.

Børnenes tema ligger i både stil og fremførsel tæt på noget af kormusikken fra især The Last Valley, og det er bestemt ingen dårlig ting. Faktisk vil jeg mene, at børnenes tema er det stærkeste af de to tilbagevendende temaer fra Walkabout.

Et tredje tema, der er nært beslægtet med børnenes tema, høres første og eneste gang i “Together at Sunset” (nr. 8), arrangeret som en langsom vals for strygere. Også her er der tale om et smukt tema, der dog heller ikke på nogen måde kan være med i konkurrencen om Barrys smukkeste.

Barry-suspense

Børnekoret dukker op igen i flere andre cues, bl.a. i “Stranded” (nr. 3) over suspense-agtige hvirvlende strygere og træblæsere. Samme cue udvikler sig senere til et mere rendyrket suspense-agtigt cue med den for Barry obligatoriske xylofon foruden også vibrafon.

Der er mere suspense i “Survival Test” (nr. 4). Cuet starter med et uhyre smukt strygertema, der dog hurtigt viger pladsen for helt klassisk Barry-suspense med strygere og træblæsere i hovedsædet.

“The Journey” (nr. 6) begynder med en storladen blæserfanfare, inden vi får et gennemløb af hovedtemaet i et lidt anderledes arrangement og hen mod slutningen igen den storladne blæserfanfare over hvirvlende strygere.

“The Three of Us” (nr. 7) indledes med lidt ikke-tematisk strygermusik, inden børnekoret kommer ind med endnu en præsentation af børnenes tema, fulgt af endnu et gennemløb af hovedtemaet.

“Night in the Outback” (nr. 10) er endnu et rent suspense-cue, der indledes med et sjovt lille motiv for obo og som giver klare mindelser om noget af Barrys musik fra Bond-filmen Diamonds Are Forever, også fra 1971. Derefter bliver cuet dog til mere typisk Barry-suspense med lange strygerflader overlagt med blæsere og træblæsere og lidt slagtøj.

Det mest aparte cue på albummet er “Professional Crumble” (nr. 11), der de første et minut og tyve sekunder er helt ikke-melodisk og består af et mix af talende stemmer og strygerinstrumenter, der dels spilles med bue, dels plukkes. Det er en meget karakteristisk, let urovækkende lyd og ganske effektivt.

Herefter udvikler cuet sig til endnu en omgang suspense med fløjte, xylofon og strygere – stadig med de talende stemmer let mixet ind.

“Back to Nature” (nr. 12) er endelig endnu et gennemløb af hovedtemaet i stort set samme arrangement som nr. 1.

Syrerock og ækel ballade

Foruden udvalgene fra Barrys score er der to andre numre på albummet. Det første er det tidstypiske syrerocknummer “Electronic Dance” (nr. 5) af guitaristen Billy Mitchell. Nummeret fremføres med brug af bl.a. citar og fløjter foruden naturligvis bas, guitar, trommer og en vis mængde elektroniske effekter.

Lidt over halvvvejs igennem går det syrede nummer dog over i en anden helt genre, nemlig en poppet, munter sang, domineret af akustisk guitar, alt i samme meget tidstypiske tidlige 1970’er-stil.

Det andet nummer, der ikke er komponeret af Barry, er sangen “Los Angeles” (nr. 9), en sukkersød, ret ækel ballade, komponeret og fremført af den i dag næsten helt ukendte sanger og komponist Warren Marley.

Hvor “Los Angeles” er en ligegyldighed, er “Electronic Dance” straks mere interessant og i hvert fald et underholdende indslag på albummet. Man kan dog ikke sige, at nogen af de to numre passer som fod i hose til Barrys score.

Undervældende

Walkabout er ærlig talt et lidt undervældende score, hvor hverken det tematiske materiale – hvor fint det end er – eller suspensematerialet kan konkurrere med Barrys bedste.

Ingen kan være uenig i, at det er fint, musikken endelig er udkommet officielt og i god lydkvalitet, men jeg har svært ved at se Walkabout som andet end et af de mindre værker i Barrys karriere, og må blankt erkende, at jeg ikke helt forstår hypen omkring det.

Nummerliste:
1. Walkabout (2:59)
2. The Children (2:21)
3. Stranded (1:17)
4. Survival Test (1:34)
5. Electronic Dance (komponeret af Billy Mitchell) (7:01)
6. The Journey (1:45)
7. The Three of Us (1:57)
8. Together at Sunset (4:01)
9. Los Angeles (komponeret af Warren Marley) (2:26)
10. Night in the Outback (2:07)
11. Professional Crumble (2:06)
12. Back to Nature (3:42)

Total spilletid: 33:16 (heraf score 23:49)

Anmeldt i nr. 149 | 13/03/2018