Planet Pulp

Da jeg fik Viva i hånden var min første tanke ”Hurra. Endnu en lummerfilm fra 70’erne,” – vel at mærke med en ikke ringe mængde sarkasme for mit indre øre. Men så kiggede jeg på produktionsåret, og læste bagsideteksten.

Viva er nemlig produceret i 2007, og selv om den på mange måder emulerer 1970’ernes filmsprog – godt, i øvrigt – er filmen også på andre måder meget moderne. Eller den vil i hvert fald gerne være det. At den rent faktisk ikke helt lykkes i sin mission er så en anden sag.

Barbis erotiske eventyr

Viva handler om kvinden Barbi (et nok ikke helt tilfældigt navn), hvis Ken-agtige mand Rick forsømmer deres ægteskab og hellere vil ture rundt på kunstigt forlængede forretningsrejser og slå til Søren. Efter et skænderi, forlader Rick Barbi, og sammen med veninden Sheila, der også lige er blevet single, kaster hun sig ud i et vovet erotisk liv for at have det sjovt. Her møder hun en række mænd, der alle har det til fælles, at de kun er interesseret i at komme i bukserne på hende, koste hvad det vil. Efter en længere række erotiske oplevelser, bliver det for meget for Barbi, og da Rick er interesseret i at få forholdet på ret køl igen, vender hun igen tilbage til det vante liv, ligesom Sheila i øvrigt også har gjort. End of story.

Meget enkelt og ligetil, ikke? Til dels, jo. Men alligevel ikke. For Viva – som i øvrigt er det alias, Barbi tager sig – er ikke nogen helt almindelig film. Den er en blanding af pastiche, hyldest og feministisk kritik af en hel tidsånd og de mange film, der blev lavet i perioden. Det virker et godt stykke hen ad vejen, men ikke perfekt, for instruktøren og forfatteren Anna Biller (der også spiller Barbi) taber lidt sit publikum undervejs på grund af signalforvirring.

Vil blæse og have mel i munden

Der er nemlig ingen tvivl om, at en stor del af Viva er indspillet som kærlig genrepastiche. Kulisserne, rekvisitterne og kostumerne (som Biller i øvrigt selv stod for at designe hhv. indsamle) er mere ”1970” end de virkelige 1970’ere nogensinde var det, og skuespillet er hele vejen igennem manieret og overspillet – helt bevidst, naturligvis. Der lægges ingen fingre imellem, og der overspilles virkelig til den store guldmedalje, hvilket er med til at give filmen mere end bare et let anstrøg af komedie. I disse aspekter af filmen er der virkelig tale om kærlig genrepastiche.

Men som handlingen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at Anna Biller også vil noget andet med filmen. Jo mere Barbi bliver suget ned i det på overfladen frisindede flowerpower-miljø, jo mere råddent og sygt viser det sig at være. Mændene er alle sammen nogle dumme svin, der kun vil bolle, og tilmed ikke skyr nogen midler for at komme til det. Det er stadig genreklichéer, men lige pludselig er det bare ikke helt så sjovt længere – der bliver nærmere tale om forvrængede karikaturer.

Det gør Viva til en lidt mærkelig film at blive klog på, for der er ingen tvivl om, at filmen vil være både hyldest og kritik. Især undrer man sig over slutningen, hvor Barbi ender tilbage i et rent Barbie og Ken-forhold, der på ingen måde sender et særligt progressivt eller feministisk budskab. Præcis hvad Anna Biller egentlig vil med sin film hænger derfor lidt i det uvisse, og som seriøs filmkunst er Viva derfor ikke synderligt vellykket.

Vellykket genrepastiche

Der hvor Viva bestemt er vellykket er i genrepastichen – uanset om den er kærlig eller kritisk. Alt ved filmen er overdrevet, hyperstiliseret og kunstigt – men på trods af, at Viva er en independentfilm er det ikke noget, man umiddelbart lægger mærke til. Netop fordi alt er så stiliseret, som det er, har Biller kunnet camouflere det formentlig begrænsede budget. Og det fungerer faktisk utrolig godt. Især gør de overspillende skuespillere det ganske forrygende – selv om de overspiller helt ud i det groteske, formår de at holde masken, og det har næppe været nogen nem opgave. Særligt bør man her lægge mærke til både Sheilas mand Mark (Jared Sanford) og Barbis mand Rick (Chad England), der begge leverer nogle ret forrygende præstationer.

Også kulisserne, rekvisitterne og kostumerne sætter naturligvis kulør på hele affæren, og på visse områder kan Viva rent visuelt beskrives som Boogie Nights (1997), bare skruet op til 11. Som nævnt har Biller selv designet kulisserne samt indsamlet mange af rekvisitterne og kostumerne. Dertil kommer, at hun også selv har klippet filmen foruden både skrevet og instrueret, så Viva er uden tvivl Billers projekt.

Alt for lang

På trods af det mærkeligt skizofrene budskab, er Viva også langt hen ad vejen særdeles vellykket. Der hvor det imidlertid går galt – og hvor filmen taber en stjerne i svinget – er i den alt, alt for lange spilletid. Med sin 121 minutter er Viva mindst 30 minutter for lang, men nok nærmere 40. Filmen er opbygget som en lang række tableauer med en minimal handling til at binde dem sammen, og her kunne nogen måske have lært Biller reglen om ”kill your darlings”. For efter halvanden time er man mæt, og efter to timer er kedsomheden for længst sat ind.

Det er ærgerligt, for hvis Biller havde været lidt mere energisk – og kritisk – i klipperummet, kunnet Viva have været en rigtig fin genrepastiche. At den under alle omstændigheder ville have været noget forvirret omkring sit budskab er en anden sag, men alene fordi genrepastichen er så veludført og underholdende, kunne en spilletid på en time og tyve minutter have gjort Viva til en langt bedre film end den er i sin nuværende form. Decideret ringe er den bestemt ikke, men efter min mening kan ingen klandres for at lade tankerne vandre i løbet af den sidste halve times tid.

Viva er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 53 | 13/03/2010

Stikord: Pastiche