Planet Pulp

Hvis jeg nu siger, at John Carpenter lavede sine bedste film i perioden 1978-1982, og at der derefter har været langt mellem snapsene, er der næppe mange, der vil protestere voldsomt. Jovist, senere har der da været et par tilfælde af kreativ ”hikke”, hvor Carpenters ubestridelige talent skinnede igennem, men overordnet set begyndte instruktørens kvalitative nedtur allerede tidligt. Village of the Damned er desværre ingen undtagelse.

Village of the Damned er en genfilmatisering af John Wyndhams science fiction-klassiker The Midwich Cuckoos (1957), der første gang filmatiseredes allerede i 1960, også dengang under titlen Village of the Damned. Manuskriptet til Carpenters film (af David Himmelstein) er da også både baseret på Wyndhams bog og manuskriptet til 1960-filmatiseringen, der blev skrevet af Stirling Silliphant, Wolf Rilla og Ronald Kinnoch. Og i parentes bemærket: Hvor er Stiling Silliphant dog et fantastisk navn!

Foran kameraet i Carpenters udgave finder vi bl.a. Christopher Reeve, Kirstie Alley, Linda Kozlowski og Mark Hamill – ikke just de store karakterskuespillere, men dog habile folk, der med det rette manuskript og den rigtige instruktion sagtens kunne have fået en film som Village of the Damned til at fungere. Desværre fungerer ingen af delene, og Village of the Damned er langt hen ad vejen en pinlig affære.

Uhyggelige børn

Den lille by Midwich i Californien bliver en dag udsat for en uforklarlig hændelse: Samtlige indbyggere falder bevidstløse om. Militæret dukker op og sætter en karantænezone op, men udelukker hurtigt giftgas og lignende. I stedet er det som om, der er en usynlig grænse omkring byen; når nogen krydser grænsen falder de om, men hvis de hales ud igen, vågner de hurtigt op.

Efter nogle timer forsvinder fænomenet så hurtigt, som det dukkede op, og folk vågner igen. Men ikke alt er, som det skal være. Ret hurtigt opdager ti af byens kvinder, at de er gravide, og undfangelsen kan i alle tilfælde fastslås til at være sket på dagen for ”hændelsen”. Den amerikanske regering er, ikke overraskende, særdeles interesserede i fænomenet, og lægen Susan Verner (Kirstie Alley) leder et forskningsprojekt, der skal overvåge børnene. Hun får assistance af den lokale praktiserende læge Alan Chaffee (Christopher Reeve) og tilsammen udgør de to filmens hovedpersoner.

Allerede mens børnene er små sker der mærkelige ting omkring dem, men det er da de omkring 10 år gamle, at tingene virkelig eskalerer. Ikke alene er børnene ekstremt intelligente; de færdes altid sammen og viser evner til både at kunne læse tanker og kontrollere andre mennesker – hvilket visuelt markeres af, at deres øjne begynder at lyse.

På dette tidspunkt er alle i Midwich bange for børnene, men samtidig står det klart for de fleste, at de intet kan gøre – og da de skræmte indbyggere endelig danner en god gammeldags lynch mob går det helt galt! Hvordan skal det dog ende…?

Turkey

Village of the Damned er på næsten alle tænkelige måder en ringe film, men som i så mange tilfælde starter problemet på manuskriptniveau. David Himmelsteins manus er så fyldt med huller og manglende årsagssammenhænge, at man uværgerligt må tage sig til hovedet. Noget så simpelt som det markante tidsspring, der finder sted mellem at de små djævleunger er helt små og så til de er ti år gamle, markeres på ingen måde i filmen – det adresseres ikke i dialogen og i øvrigt markeres det heller ikke visuelt.

At den halvskumle regeringslæge opbevarer det, der må være århundredets (hvis ikke alle tiders) største videnskabelige sensation i kælderen under den lokale klinik råber til himlen – som så mange andre aspekter af filmen.

Og børnenes evner til at kontrollere folks tanker hænger heller ikke for godt sammen: Tidligt i filmen etableres det ret tydeligt, at det kræver øjenkontakt for børnene at bruge deres tankekontrol, men da lortet for alvor rammer ventilatoren, får de uden problemer en helikopter til at styrte ned, selvom den er så langt oppe i luften, at direkte øjenkontakt virker meget usandsynligt.

Sådan er der så mange ting, der slet, slet ikke hænger sammen. Læg dertil en plotudvikling, der generelt er blottet for spænding og uhygge, og så er vi allerede godt på vej mod en vaskeægte turkey.

Træmænd og overspil

Men jeg har jo ikke engang nævnt skuespillet, som er en ren opvisning i uengagerede træmændspræstationer. Som sagt er ingen af de medvirkende store karakterskuespillere, men deres præstationer i Village of the Damned lader alligevel meget tilbage at ønske. Sympatiske Christopher Reeve kæmper gævt, men er helt utrolig kedsommelig som den heroiske lillebylæge, der tager kampen op mod de dæmoniske rumbørn (jeg afslører nok næppe noget ved at fortælle, at der er tale om en form for ”invasion fra rummet”).

Værre er dog Kirstie Alley, der overspiller ved enhver given chance. Det er hun nu ikke den eneste, der gør – i den kategori hører også Mark ”Luke Skywalker” Hamill som lillebyens præst, der harcelerer voldsomt mod de dæmoniske møgunger, hvoraf ét i øvrigt er hans eget.

Bedst er næsten Linda ”Crocodile Dundees kæreste” Kozlowski som moderen til én af de små djævleunger, der som én af de få (altså ungen) udvikler noget, der ligner rigtige menneskelige følelser.

Hvor er John Carpenter?

Hvor er John Carpenter i hele det her cirkus, fristes man til at spørge? Ja, hans engang så tydelige touch, der kunne få stort set enhver scene til at drive af stemning, glimrer i hvert fald ved sit fravær. I stedet satser Carpenter på enkelte effekter af lidt mere voldsom karakter – såsom manden, der, da hele Midwich går ud som et lys, vælter ovenpå en grill og bliver langtidsstegt. Eller moderen der af sin djævleunge tvinges til at stikke hele underarmen ned i en gryde med kogende vand.

Det er fint nok med effekter; desværre er ingen af dem for alvor vellykkede, og de mangler stemningsmæssig kontekst. Af samme grund ender de med at føles som effekter for effekternes skyld. At effekterne ikke er rigtigt vellykkede hænger sammen med filmens look sådan helt generelt. Den ser ganske enkelt frygtelig billig ud. Et budget på omkring 20 millioner dollars (estimat fra IMDb) er selvfølgelig heller ikke alverden (og det var det heller ikke i 1995), men Carpenter har tidligere lavet film på meget lavere budgetter, der så ti gange så godt ud.

Hvad er pointen?

Og hvad skal det hele så til for? Hvad er pointen med en remake af en gammel alien invasion-film – eller en genfilmatisering af John Wyndhams roman, om man vil? Ja, der kan være mange – de forskellige opdateringer af Invasion of the Body Snatchers (roman 1954; første filmatisering 1956) har hver især forsøgt at opdatere på romanens tematikker og budskab, så det kan faktisk lade sig gøre.

Men Village of the Damned, der som roman og i den første filmatisering har mange fællestræk med Invasion of the Body Snatchers, er langt mere mekanisk i sin tilgang. På Carpenters officielle hjemmeside citeres Christopher Reeve godt nok for at sige, at filmens tema – i mangel af den klassiske red scare, der gik fløjten med Murens fald – er ”the banality of violence, of evil”, og Carpenter selv siger, at børnene måske er sociopater og at ”This seems to echo some of the things that are going on in the world today.”

Fint nok. Begge er da mulige tolkningslag. Men hvis det er blandt temaerne, så formår hverken Himmelsteins manuskript eller Carpenters instruktion at trække dem frem, så de bliver tydelige eller relevante. Langt mere interessant er den grundlæggende idé med, at det er børn, der er udtryk for ondskaben, og lige præcis denne idé får i det mindste en smule spillerum, da én af de små møgunger som tidligere nævnt viser sig at udvikle noget, der ligner følelser (filmens afsluttende indstilling synes dog gerne at ville så tvivl om denne mulighed).

Denne ”omvendte verden”-idé, hvor det er børn, der repræsenterer ondskaben i stedet for voksne, er selvfølgelig ikke ny (da Wyndhams roman udkom, var idéen dog ikke så fortærsket som den er i dag), men endnu engang må man bare sige, at Himmelsteins manus ikke udnytter mulighederne i dette ellers potentielt saftige koncept. Der springes ganske enkelt for hurtigt hen over de små englebørns helt unge år (scenen med moderen og det kogende vand er én af de få undtagelser) og til de er omkring 10 år gamle, hvor det er børnenes fremmedartethed og monstrøsitet, der kommer i fokus.

En stor forspildt mulighed

Village of the Damned er en stor forspildt mulighed, for den grundlæggende idé i Wyndhams roman er slet ikke dårlig og burde også fint kunne opdateres, ligesom Invasion of the Body Snatchers er blevet det (med indtil videre hele fire filmatiseringer). Men manuskriptet er ganske enkelt for ringe, og Carpenter lader til at have været gennemført uinspireret. Øv.

Anmeldt i nr. 100 | 13/02/2014

Stikord: Alien Invasion, Filmatisering, Onde Børn, Remake