Britisk betegnelse der anvendes nedsættende om film med grafisk vold. Betegnelsen opstod tidligt i 1980’erne. I dag bruges begrebet stadig i sin generiske betydning i den britiske presse. Filmhistorisk er ”video nasty” især kommet til at betegne en række film, der i begyndelsen af 1980’erne blev retsforfulgt under den engelske Obscene Publications Act (lov om anstødelige udgivelser), og hvoraf mange siden blev forbudt under den britiske filmcensur.
Video nasty-hysteriet startede som følge af pres fra religiøse interesseorganisationer, en sensationshungrende dagspresse og højreorienterede politikere, der så det voksende videomarked som en trussel mod ungdommens moralske velbefindende. Samtidig må fænomenet givetvis ses på baggrund af 1980’ernes økonomiske krise, hvor de voldelige videofilm var en nem og synlig skydeskive i et frustreret samfund.
Før ændringen af den britiske censurlovgivning i 1984 var kun biograffilm underlagt den britiske filmcensur, og anstødelige videofilm kunne kun imødegås igennem OPA-loven. Det var alene op til de offentlige anklagere at gennemføre sager rundt om i landet, hvilket også skete, men uden at der var noget styrende system bag hvilke film, der blev anset som anstødelige fra område til område. OPA-loven gav også politiet mulighed for at beslaglægge udgivelser, herunder videofilm, og i flere større engelske byer gennemførte politiet deciderede razziaer mod videoudlejningsbutikker.
Lovændringen i 1984, der trådte i kraft i 1985, satte en stopper for de usystematiske retssager efter OPA-loven, da BBFC (British Board of Film Classification) nu også fik videocensuren som arbejdsområde. Herefter har det været BBFC’s afgørelser, der har bestemt, hvorvidt en film var lovlig eller ej.
Listen over ”video nasties” dukkede første gang op i 1983, og i alt 72 film endte på listen, selv om ikke alle var på listen samtidig – den blev løbende justeret og revideret i takt med, at offentlige anklagere vandt og tabte retssager i forskellige dele af landet.
Siden 1980’erne er den engelske censurlovgivning blevet lempet igen, og mange af filmene er siden blevet udsendt i uklippede versioner. En del af titlerne er dog fortsat ikke tilgængelige i ucensurerede versioner på det britiske marked, der fortsat har en af verdens strammeste censurlovgivninger.
Videre læsning:
John Martin: Seduction of the Gullible (Allan Bryce, red.), 2007.
Nedenstående liste dækker samtlige 72 film, der på et givet tidspunkt har befundet sig på listen over video nasties – med links til de film, der er anmeldt på Planet Pulp:
Antropophagus (Joe D’Amato, 1980)
Apocalypse domani (Cannibal Apocalypse) (Antonio Margheriti, 1980)
La bestia in calore (Djævlen fra Gestapo / The Beast In Heat / SS Hell Camp) (Luigi Batzella, 1977)
Bloodeaters (Charles McCrann, 1980)
Blood Feast (Herschell Gordon Lewis, 1963)
The Boogeyman (Mirror, Mirror.. Genfærd i spejlet! ) (Ulli Lommel, 1980)
Boogeyman II (Bruce Starr, 1983)
The Burning (Lejrbålet) (Tony Maylam, 1981)
Cannibal ferox (Jaget af kannibaler) (Umberto Lenzi, 1981)
Cannibal Holocaust (Kannibalmassakren) (Ruggero Deodato, 1980)
La casa sperduta nel parco (Farlig indbydelse / House of the Edge of the Park)
(Ruggero Deodato, 1980)
Contamination (Dødssmitten fra Mars) (Luigi Cozzi, 1980)
Day of the Woman (En Kvinde Ser Rødt / I Spit on Your Grave) (Meir Zarchi, 1978)
Dead & Buried (De levende døde) (Gary Sherman, 1981)
Delirium (Peter Maris, 1979)
Des diamants pour l’enfer (Woman Behind Bars) (Jesus Franco, 1975)
Don’t Go In The House (Joseph Ellison, 1980)
Don’t Go in the Woods (Farlig udflugt) (James Bryan, 1981)
Don’t Go Near the Park (Lawrence D. Foldes, 1981)
The Dorm That Dripped Blood (Pranks) (Stephen Carpenter & Jeffrey Obrow, 1982)
The Driller Killer (Boret fanger) (Abel Ferrara, 1979)
Eaten Alive (Tobe Hooper, 1977)
E tu vivrai nel terrore – L’Aldilà (Rædslernes hotel / The Beyond) (Lucio Fulci, 1981)
The Evil Dead (Sam Raimi, 1981)
Evilspeak (Eric Weston, 1981)
Exposé (Blodig afsløring) (James Kenelm Clarke, 1976)
Faces of Death (Dødens ansigt) (John Alan Schwartz, 1978)
Fight For Your Life (Robert A. Endelson, 1977)
Flesh for Frankenstein (Frankenstein / Andy Warhol’s Frankenstein)
(Paul Morrissey & Antonio Margheriti, 1973)
The Forgotten (S.F. Brownrigg, 1973)
Frozen Scream (Rædslernes nat) (Frank Roach, 1975)
The Funhouse (Rædselshuset) (Tobe Hooper, 1981)
The Ghastly Ones (Andy Milligan, 1968)
Human Experiments (Mareridt) (Gregory Goodell, 1980)
I Miss You, Hugs and Kisses (Murray Markowitz, 1978)
Inferno ( Rædslernes inferno) (Dario Argento, 1980)
Lager SSadis Kastrat Kommandatur (Nazilægens sexlejr / S.S. Experiment) (Sergio Garrone, 1976)
La horripilante bestia humana (Night of the Bloody Apes) (René Cardona, 1969)
The Last House on the Left (Rædselsnatten) (Wes Craven, 1972)
Lisa, Lisa (Øksen) (Frederick R. Friedel, 1977)
Love Camp 7 (Lee Frost, 1969)
La maldición de la bestia (The Werewolf and the Yeti) (Miguel Iglesias, 1977)
Mardi Gras Massacre (Jack Weis, 1978)
La montagna del dio cannibale (Mysteriet i junglens dyb / Mountain of the Cannibal God)
Night of the Demon (James C. Wasson, 1980) (Sergio Martino, 1978)
Night School (Skrækkens time) (Ken Hughes, 1981)
Night Warning (William Asher, 1983)
Nightmare (Romano Scavolini, 1981)
Non si deve profanareil sonno dei morti (The Living Dead at Manchester Morgue)
(Jorge Grau, 1974)
Il paese del sesso selvaggio (Man From Deep River) (Umberto Lenzi, 1972)
Possession (Andrzej Zulawski, 1981)
Quella villa accanto al cimitero (Slagtehuset ved kirkegården / The House by the Cemetary)
(Lucio Fulci, 1981)
Reazione a catena (Den blodige bugt / A Bay of Blood / Twitch of the Death Nerve)
(Mario Bava, 1971)
Rosso sangue (Absurd / Antropophagous 2) (Joe D’Amato, 1981)
La semana del asesino (The Cannibal Man) (Eloy de la Iglesia, 1972)
Sexo caníbal (The Devil Hunter / The Man Hunter) (Jesus Franco, 1980)
The Slayer (J.S. Cardone, 1982)
Snuff (Michael Findlay & Roberta Findlay, 1976)
Suor Omicidi (Killer Nun) (Giuliu Berruti, 1978)
Die Säge des Todes (Bloody Moon) (Jesus Franco, 1981)
Ta paidia tou Diavolou (Island of Death) (Nico Mastorakis, 1975)
Tenebre (Tenebrae: Terror uden grænse..) (Dario Argento, 1982)
Terreur cannibale (Cannibal Terror) (Alain Dereulle, 1981)
There Was a Little Girl (Madhouse) (Ovidio G. Assonitis, 1981)
The Toolbox Murders (Dennis Donnelly, 1978)
L’ultima orgia del III Reich (Orgie i Det Tredje Rige / Gestapo’s Last Orgy) (Cesare Canevari, 1977)
L’ultimo treno della notte (Late Night Trains) (Aldo Lado, 1975)
Unhinged (Don Gronquist, 1982)
Virus (Bruno Mattei, 1980)
Visiting Hours (Hell of the Living Dead) (Jean-Claude Lord, 1982)
The Witch Who Came From the Sea (Matt Cimber, 1976)
Zombi 2 (Rædslernes grønne ø / Woodoo: Rædslernes grønne ø / Zombie Flesh Eaters)
(Lucio Fulci, 1979)
