Verdens 25 Bedste Gyserfilm

I 2001 udkom Rikke Schubarts bog Verdens 25 Bedste Gyserfilm i forlaget Rosinantes “Verdens 25 Bedste”-serie; en række af små bøger, der bl.a. også tæller Bo Green Jensens Verdens 25 Bedste Film (1999) og Nicolas Barbanos Verdens 25 Hotteste Pornostjerner (1999).

Akademisk behandling af genrefilm

Schubart (f. 1966), der er ansat på Syddansk Universitets Institut for Litteratur, Kultur og Medier, er én af de meget få danske akademikere, der professionelt beskæftiger sig med de genrer, der henregnes til den billige langside af filmens verden.

I 1993 udkom hendes bog om gysergenren, I lyst og død: Fra Frankenstein til Splatterfilm, og i 2002 udkom Med Vold og Magt: Fra Dirty Harry til The Matrix.

I Verdens 25 Bedste Gyserfilm giver Schubart sit bud på de 25 bedste film inden for gysergenren. Titlen er fængende, men naturligt nok groft tendentiøs, for bogen forsøger sig ikke med en kvalitativ analyse (hvilket også ville være absurd), men præsenterer i stedet forfatterens personlige præferencer. Dette er også rimeligt nok, men titlen er dermed misvisende, hvilket man bare må leve med.

Personlige favoritter

Da de medtagne film imidlertid er direkte udtryk for Rikke Schubarts personlige smag, kunne man dog godt have ønsket at hun i sin gennemgang mere klart forklarer præcis hvorfor de enkelte film er medtaget frem for andre. Kun i indledningen berører hun udvælgelseskriterierne, som hun fuldt ud anerkender, er rent subjektive.

Således har hun fravalgt instruktører som Dario Argento, Mario Bava og Terence Fisher fordi hun “ikke bryder [sig] om deres film” (s. 11). Fair nok, men i det mindste kunne hun dog så have sørget for, at forlaget ikke brugte plakaten fra netop en Terence Fisher-film på forsiden! Forsideillustrationen er nemlig hentet fra Fishers Revenge of Frankeinstein fra 1958 med Peter Cushing.

De film, Schubart har udvalgt som sine 25 personlige favoritter er: Alien (Ridley Scott, 1979), Carrie (Brian De Palma, 1976), Repulsion (Roman Polanski, 1965), Invasion of the Body Snatchers (Don Siegel, 1956), Dr. Jekyll and Mr. Hyde (Rouben Mamoulian, 1931), Dracula (John Badham, 1979), Duel (Steven Spielberg, 1971), The Exorcist (William Friedkin, 1973), An American Werewolf in London (John Landis, 1981), Evil Dead II (Sam Raimi, 1987), Frankenstein (James Whale, 1931), Friday the 13th (Sean Cunningham, 1980), The Birds (Alfred Hitchcock, 1963), Hellraiser (Clive Barker, 1987), Henry: Portrait of a Serial Killer (John McNaughton, 1986), Halloween (John Carpenter, 1978), A Nightmare on Elm Street (Wes Craven, 1984), The Texas Chainsaw Massacre (Tobe Hooper, 1974), Near Dark (Kathryn Bigelow, 1987), Night of the Living Dead (George A. Romero, 1968), The Shining (Stanley Kubrick, 1980), Peeping Tom (Michael Powell, 1960), Psycho (Alfred Hitchcock, 1960), Rosemary’s Baby (Roman Polanski, 1968) og endelig Shivers (David Cronenberg, 1975).

Konservativt udvalg

Man kommer ikke uden om, at Schubarts personlige smag er ret konservativ, for hun har – med enkelte undtagelser – udvalgt klassikere, der tilhører obligatorisk pensum inden for genren. Det betyder også at der er hele subgenrer og flere væsentlige instruktører, der overhovedet ikke nævnes. Således er der kun én film fra 1950’erne (Invasion of the Body Snatchers), og som antydet af det ovenstående citat er der ikke fundet plads til giallogenren.

Fraværet af andre film fra 1950’erne skyldes tilsyneladende at Schubart ikke finder 50’er-gyserne uhyggelige (s. 26), hvilket er en anden af hendes udvælgelseskriterier – “publikum skal blive bange, RIGTIG BANGE” (s. 10). For en bog, der handler om gyserfilm er dette vel også rimeligt nok – eller hvad? Personligt mener jeg faktisk, at svaret er nej.

Uklare udvælgelseskriterier

For det første er det meget forskelligt, hvad der skræmmer den enkelte, og for det andet er det urimeligt at vurdere ældre film ud fra dette kriterium: selv om de færreste i dag bliver skræmt over en monsterfilm fra 1950’erne, kan publikums reaktion sagtens have været en helt anden dengang. Og uanset om filmen er skræmmende i dag kan den også sagtens have været vigtig for genren som helhed.

Ved på den måde udelukkende at fokusere på, hvad der “virker” fra et moderne (og personligt) synspunkt, undergraver Schubart efter min mening sin egen målsætning med bogen, som skulle være at finde en række film, der tegner “(én version af) genrens historiske udvikling og tematiske bredde” (s. 11).

Det er endvidere ret besynderligt, at hun omtaler et ønske om at præsentere genrens historiske udvikling når hun ganske kort efter, på samme side, skriver: “og jeg har brutalt ofret klassiske stumfilm som Dr. Caligaris kabinet og Nosferatu, fordi de er mere filmhistoriske end uhyggelige.” Og dér burde vel i øvrigt have stået “interessante fra et filmhistorisk synspunkt” i stedet for “filmhistoriske”, for hvordan er en film “filmhistorisk”?

På nær den dybt forvirrede angivelse af udvælgelseskriterierne – og det ér vitterligt noget rod! – formidler bogens indledning udmærket Rikke Schubarts entusiasme for genren, og hendes åbenbare irritation over de, der er for højpandede til at nyde det, den har at byde på, hvad enten det er som litteratur eller film.

Sproget i hele bogen bærer præg af det samme: det er mundret dansk, der dog af og til bliver en smule påtaget ungdommeligt. Om man mener at facehuggeren fra Alien er “kusseformet” (s. 16) eller om den er noget mere sprogligt pænt, er vel også en smagssag. Det fungerer nok bedre i talesprog, end det gør på skrift.

Uanset at Schubart altså forekommer at være noget forvirret med hensyn til sine intentioner, så kunne man have ønsket at hun præsenterede de udvalgte film, som tidsmæssigt spænder over perioden fra 1931 til 1987, i kronologisk rækkefølge. Det sker dog ikke, hvilket i endnu højere grad underminere hendes målsætning – bl.a. også fordi der kun få steder er nogen direkte tematisk kobling mellem de film, der kommer efter hinanden (Peeping Tom og Psycho er dog et eksempel).

Freudiansk analysemodel

Bogens hoveddel består, efter indledningen, af små essays, eller omtaler, hvor hver film tildeles fire sider. Det slår én som påfaldende, at der i en bog om film ikke er ét eneste billede fra filmene, men heri har Schubart nok været bundet af forlagets regler for serien.

Indgangsvinklen til filmene er den samme som i I lyst og død, nemlig en freudiansk analysemodel, hvor seksuelle motiver og traditionelle freudianske begreber spiller en stor rolle i filmforståelsen. Det er da også påfaldende, at Schubarts valg af film helt generelt synes at favorisere de, der egner sig til hendes freudianske indgangsvinkel. Denne tilgang til materialet er velkendt og i et vist omfang uundgåelig, men personligt synes jeg at man risikerer at forsimple filmene unødigt, hvis man på denne måde fokuserer stærkt på helt bestemte elementer.

Heldigvis sætter bogens korte essays en grænse for hvor meget plads, Schubart kan bruge på den freudianske psykologi (i I Lyst og død er det stedvist uudholdeligt), og i næsten alle omtalerne skinner hendes entusiasme for genren tydeligt igennem. Dette er bogens væsentligste styrke, da den ellers kunne være endt som en meget tør indgang til genren.

Fin introduktion med en del faktuelle fejl

En indgang til genren er netop hvad bogen er, om end man som tidligere omtalt kan diskutere hvor repræsentativ den er. Garvede gyserfans vil næppe finde meget nyt at komme efter. Omtalerne har et kort handlingsreferat (i øvrigt ofte med spoilers, hvilket er én af de store kritikpunkter man kunne anføre) koblet med lidt analyse af filmen, og ofte en vurdering af filmens position i og betydning for genren. Desuden diskuteres i flere tilfælde filmenes placering i de enkelte instruktørers produktion.

På nær de mange spoilers, er bogen derfor en fin introduktion til nogle af sværvægterne i gyserfilmenes verden. Men ingen roser uden torne: for de knap så velbevandrede er der også faldgruber, bogen indeholder nemlig fejl. Nogle af disse fejl er uden tvivl mere eller mindre at regne som simple skrivefejl, andre er erindringsforskydelser og endelig er der enkelte decideret faktuelle fejl.

Schubart ved godt, at Romeros anden zombiefilm hedder Dawn of the Dead (s. 90), og ikke “Dawn of the Living Dead”, som den første gang omtales på side 8, men til gengæld har John Badham ikke instrueret Fright Night, som det siges på side 49. Disse fejl er uheldige, men næppe nok til virkelig at slå nogen ud af kurs. Det havde dog under alle omstændigheder været klædeligt, om fejlene var blevet opdaget ved hjælp af et grundigt tjek af alle bogens facts.

Inkonsekvent anvendelse af titler

Det kan også anføres som en smule forvirrende for nybegyndere, at Schubart ikke er konsekvent i sin anvendelse af titler. Nogle steder anvendes originaltitlen, andre steder den danske (i den ovenstående liste har jeg kun angivet originaltitlerne).

Efter de 25 essays er der en fyldig liste over film, der tæller langt flere titler end de, der omtales i detaljer i bogen, men som i hvert fald for de flestes vedkommende nævnes i forbifarten. Endelig er der en kort litteraturliste, der kan inspirere til videre læsning.

For kendere af genren er Verdens 25 Bedste Gyserfilm en ganske underholdende og stedvist ret irriterende bog – især hvis man ikke bryder sig om den freudianske indgangsvinkel og synes at der er argumenteret dårligt for udvælgelseskriterierne. For nybegyndere er der nok noget mere gods at hente, men selv nybegyndere vil hurtigt opdage, at genren er langt større, sjovere og mere nuanceret end det billede, Rikke Schubart tegner.

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Filmhistorie