Velvet Buzzsaw

Advarsel! Denne anmeldelse indeholder spoilers.

I Nightcrawler (2014) beskrev Dan Gilroy en mørk, dyster og kold nyhedsverden i nutidens Los Angeles, hvor en nyhedsmand overtræder den tynde røde linje, som er den, der adskiller reporteren fra at være observatør til at være aktivt deltagende for at få historien – med en samtykkende chef.

Fra den film tager Gilroy det samme makkerpar i form af Jake Gyllenhaal og Rene Russo (der er gift med Gilroy i virkeligheden) med over i Velvet Buzzsaw og L.A.’s kunstverden, der umiddelbart er lys og glamourøs, men sandelig iskold.

Ensemble cast

Filmens omdrejningspunkt er galleriet The Haze Gallery, der ejes af Rhodora Haze (Russo). “Velvet Buzzsaw” er navnet på det rockband Rhodora engang var medlem af.

På hendes nakke har hun en tatovering af bandets logo, som er en rundsavsklinge med bandets navn på. Det har naturligvis en indflydelse på Rhodoras skæbne, som ikke bliver afsløret her.

Hele det ensemble cast, som er Velvet Buzzsaw, bliver smukt præsenteret i filmens åbningssekvens. Kameraet svæver fra den ene hovedperson til den næste, og i hurtige, flygtige samtaler, sættes vi kontant og knivskarpt ind i mindset og karakterer.

Der er Rhodoras assistent, Josephina (Zawe Ashton), der vil gøre hvad som helst for at komme op af rangstigen i en branche, som Rhodora er ved at kyle hende ud af. Der er kuratoren, Gretchen (Toni Collette), som hele tiden spiller folk ud mod hinanden for at fremme egne interesser.

Så er der kunstneren Piers (John Malkovich), der netop har forladt The Haze Gallery til fordel for Jon Dondon, ejer af et rivaliserende, knap så prestigefyldt galleri, der hele tiden lurer på sin chance for at overgå Rhodora.

Men vores primære hovedperson er kunstanmelderen Morf Vandewalt (Gyllenhaal), hvis anmeldelser alene kan afgøre en kunstners skæbne.

Man erfarer fra starten, at alle disse mennesker egentlig ikke er i branchen, fordi de værdsætter kunst, it’s all about the money. Med undtagelse af den unge Coco (Natalia Dyer fra Stranger Things), der er rejst til L.A., fordi hun rent faktisk elsker kunst.

Overnight sensation

Filmen tager sin egentlige start, da Josephina finder en død mand i opgangen af sin bolig. Som den nysgerrige kat hun er, går hun ind i den afdødes lejlighed og finder her et utal af malerier. Magiske, smukke, ildevarslende, uhyggelige, men nærmest hypnotisk “ægte”. Og kunstneren er den afdøde, Vetril Dease.

Josephina ved, hun står med noget unikt, og at dette er den karrieremulighed, hun har ventet på. Alle, der ser Deases kunst, er straks bjergtaget, nærmest fortryllet. Rhodora øjner straks profitten i den totalt ukendte kunstners værker og hjælper Josephina med at få kunsten udstillet – dog kun en lille del af den, så priserne kan skyde i vejret.

Morf (der har indledt et forhold med Josephina, som tydeligvis udnytter ham) bruger sine magiske anmelderkræfter, og Vetril Dease er øjeblikkeligt L.A.’s største kunst-fænomen.

Halvdelen af Deases kunst, som Rhodora indtil videre vil holde hemmeligt for offentligheden, beder hun galleriets altmuligmand, Bryson (Billy Magnussen) køre til et sikkert sted. Bryson beslutter sig på vejen at beholde noget af Deases kunst til sig selv – og bliver dermed filmens første offer!

Kunst dræber!

Der er nemlig noget ondt i Deases kunst. Morf Vandewalts research om den mystiske Vetril Dease fortæller om en barndom med en voldelig far og en uopklaret mordbrand, der dræber hans mor og søster.

Dease deltog i krigen, og da han vendte hjem, myrdede han brutalt sin far og tilbragte det meste af voksenlivet på et sindssygehospital. Vetril Dease havde specifikt udtrykt ønske om, at hans kunst skulle destrueres; faktisk var han selv i gang med dette, inden han døde, da han ikke ønskede, hans kunst skulle være salgsobjekter.

Og således bliver de personer i Velvet Buzzsaw, der havde planer om at profitere på Deases kunst, udryddet i groteske, bizarre, men meget opfindsomme mord.

Gennem sin kunst har Vetril Deases hævnende ånd adgang til at påvirke anden omkringværende kunst, således at denne antager en uhyggelig fysisk form, der dræber eller straffer personer, der ikke værdsætter kunsten for kunsten.

Og ofrene ombringes på nemesis-agtig vis af kunststykker, der på den ene eller anden måde har krydset deres vej og gør dem del af et bizart stykke kunst.

Satirisk slasher med et budskab

De brutale mord skal opleves, for det er jo ligesom det sjove ved at se en slasher. For det er præcis, hvad Velvet Buzzsaw er.

Vetril Dease er en serial killer, og kunst er hans mordvåben. Udover det faktum, at Deases malerier delvist er skabt med hans eget blod, er der ingen logisk forklaring i hans baggrundshistorie på, hvordan hans ånd får adgang til vores verden.

Men teknisk set ved vi jo heller ikke, hvordan Freddy Krueger kan dræbe os, når vi sover, eller hvorfor Candyman står bag dig den femte gang, du siger hans navn i et spejl.

Dan Gilroy har lavet en rigtig fin satire, der ligesom Nightcrawler overordnet er en samfundskritik, hvor der udtrykkes bekymring for menneskers stigende kynisme, egenrådighed og søgen efter succes, selvom det er på andres bekostning.

Der tages udgangspunkt i L.A.’s indspiste kunstverden med dens overfladiskhed, dekadence og grådighed. Men disse “dyder” er også kendetegnende for filmbranchen – en branche, Gilroy har kendt siden sin fødsel, og som både hans far og to brødre er en del af.

Ifølge Dan Gilroy selv opstod ideen til Velvet Buzzsaw i kølvandet på den famøse nedlukning af Tim Burtons Superman Lives tilbage i 1990 – måske den film i historien, der var mest afventet, men som aldrig kom.

Gilroy var manusforfatter på det projekt, og alle involverede, inklusiv Nicolas Cage, der skulle have spillet Kal-El, har ved flere lejligheder åbenlyst proklameret, at verden er gået glip af et mesterværk.

Oplevelsen viste Gilroy, at filmbranchen nu helt og aldeles er ligeglad med kunsten; det er kun tallene på bundlinjen, der gælder.

I Velvet Buzzsaw er det symbolsk den unge Coco, der spares, og hun kan med forundring se, at tilbageværende Vetril Dease-værker sælges på gaden til 5 dollars stykket, uden at noget ondt materialiserer sig. Simpelthen fordi folk, der køber, er helt almindelige mennesker, der bare synes, malerierne er pæne.

Som filmskaber er Dan Gilroy aldeles begavet både visuelt og som forfatter. Men Velvet Buzzsaw kommer desværre ud en lille smule flad, nok fordi man så gerne vil lave en genrefilm, der også skal formidle et (ret vigtigt) budskab.

Det ender så desværre mellem to stole, hvor filmen ikke er helt uhyggelig nok til at komme i kategorien horror, og hvor budskabet ikke når helt frem til målet.

Filmen ser heller ikke ud til at være Netflix’ største trækplaster, måske igen fordi man PR-mæssigt ikke helt har vidst hvilken retning, man skulle gå.

Men jeg er overbevist om, at Velvet Buzzsaw vil finde sin plads blandt genrefans som en gedigen, opfindsom slasher. Det er i hvert fald en stor fornøjelse at se A-liste-skuespillere blive myrdet i bedste B-films-stil!

Anmeldt i nr. 160 | 13/02/2019

Stikord: Slasher