Planet Pulp

“All scenes of horror, excessive bloodshed, gory or gruesome crimes, depravity, lust, sadism, masochism shall not be permitted,” hed det i det omfattende moralkodeks, den amerikanske tegneseriebranche i 1954 pålagde sig selv for at undgå yderligere forfølgelser fra en hysterisk offentlighed.

For at drive pælen helt i bund blev det endvidere stipuleret, at historier om ondskab kun var tilladelige, hvis de illustrerede et moralsk tema, mens alt, hvad der kunne associeres med zombier, tortur, vampyrer, kannibaler og varulve, var strengt forbudte. Selv om de fleste tegneserier blev ramt i en eller anden grad (i hvert fald hvis de havde noget på hjerte), gik det således værst udover de legendariske hæfter fra EC. Men you just can’t keep a good vampire down – desværre gælder det også de mere udvandede eksemplarer fra den udøde slægt.

Monstrenes genkomst

I 1964 vendte tegneseriemonstrene tilbage, først i Monster World, udgiveren James Warrens kortlivede søstermagasin til Famous Monsters of Filmland, siden i Creepy og Eerie.

Warren, der omgik den ufrivillige statscensur ved at trykke sine tegneserier som magasiner, ønskede at genskabe EC’s horrorserier, og den kunstneriske stab bestod da også af entartete-veteraner som Reed Crandall, Johnny Craig, George Evans, Al Williamson, Joe Orlando, Jack Davis og Frank Frazetta, som således kunne få afløb for deres perverse fantasier.

Skønt den visuelle standard ofte var høj, var det alligevel som om, der manglede noget – selv en vampyr kan blive en skygge af sit skyggeløse selv. Undtagelsen var naturligvis, når fortællingen byggede på et litterært forlæg, men eftersom EC allerede havde suget blod fra litteraturens mørke afkroge, blev det ofte til genfortællinger af genfortællinger. Måske som en erkendelse heraf smed man enhver kunstnerisk ambition overbord og skabte Vampirella.

Dominatrix fra Drakulon

Visse indtryk fra min barndom står ristet i hukommelsen som runer – og så alligevel ikke. Hvor en rune forekommer ligeså uforgængelig som uforanderlig, er hukommelsen notorisk upålidelig. Dog kan sidstnævnte være at foretrække frem for den tidsrejse, som et gammelt tegneseriehæfte muliggør: Hvordan kunne jeg nogen sinde falde for en serie som Vampirella? Hvordan kunne jeg lade være?

Frank Frazettas (nu klassiske) forsider viste en smuk kvinde med langt sort hår og hugtænder klædt i næsten ingenting bortset fra sorte højhælede støvler. ILLUSTRATED TALES TO BEWITCH AND BEDEVIL YOU stod der på forsiden af første nummer (1969), og det var præcis, hvad de gjorde. Indenfor blev forheksningen leveret af Jose Conzalez, hvis good girl art kan måle sig med Matt Bakers (Phantom Lady) og Bill Wards (Torchy), men længere rakte hans talenter ikke.

På sin vis passede hans dårlige sans for komposition med de vrøvlende fortællinger om en sexet vampyr fra planeten med det opfindsomme navn Drakulon. Tvunget af en kataklysmisk blodtørke immigrerede nogle af vampyrerne til Jorden, heriblandt Vampirella, som imidlertid forelskede sig i en dødelig og gik i menneskehedens tjeneste. I en senere revision blev hun datter af Lilith – “the devil’s dam,” som Shakespeare skrev – der i et forsøg på at vinde Guds tilgivelse havde sendt sin datter til Jorden for at udrydde vampyrer.

For god ordens skyld er Van Helsing smidt ind, men det bliver det ikke bedre af. Bortset fra de få genkendelige mytologiske fragmenter har Vampirella allerede fra fødslen af fjernet sig så meget fra sit mytologiske grundlag, at der kun er nonsens tilbage. Forlenet med Frazettas og Conzalez’ good girl art, men ikke desto mindre nonsens. Det er ikke, som jeg erindrer Vampirella – hvilket jeg nok havde på fornemmelsen inden gensynet med nogle af de gamle hæfter.

Havde det ikke været for genudgivelsen af Grant Morrison og Mark Millars version af Vampi (som dette faktisk er en anmeldelse af), havde hun fået lov at leve i min erindring så skøn og inciterende som en illustration af Frazetta. Men jeg ville vide, om denne serie altid havde været så dårlig. Svaret på det spørgsmål er, at den originale Vampirella på mange måder var et kunstnerisk lavpunkt, men at det kunne blive endnu værre.

Brystbombebimbo fra Helvede

Allerede forsiden giver bange anelser – Vampirella som brystbombebimbo med øjne så åndløse som en død fisk. Bedre bliver det ikke, når man lader øjnene glide hen over de glittede sider. Det er ikke nødvendigvis, fordi tegnerne ikke kan deres håndværk, men resultatet fremstår uinspireret og modbydeligt vulgært. Der er ingen good girl art her, kun silikone og plastikhugtænder og en svælgen i bar hud og blod.

Handling et stort set fraværende i dette orgie af blod. Assisteret af nonner udstyret med lasere og vievand bekæmper Vampirella en global konspiration af vampyrer, der kalder sig Anti-Vatikanet, ledet af Den Sorte Pave også kendt som – Judas. Der er med andre ord tale om tegneseriekatolicisme tilsat Anton LaVeys tegneseriesatanisme. Dialogen er på grænsen til parodi: “God can’t hear you, baby. See you in Hell.”

Det er kort sagt ulæseligt. Fraset titler som The Authority og Superman: Red Son synes Mark Millar at have specialiseret sig i at levere vulgær underholdning i børnehøjde; senere titler som Wanted og Kick-Ass sætter om muligt niveauet endnu lavere. Derimod er det uforståeligt, at Grant Morrison er medfatter til dette puerile bras, der næsten formår at få de originale serier til at fremstå intelligente.

Anmeldt i nr. 75 | 13/01/2012

Stikord: Vampyrer