Planet Pulp

Jeg har et helt særligt forhold til både Valhalla, altså filmen, og til komponisten Ron Goodwin – dog ikke personligt; jeg har aldrig mødt manden. Goodwin døde i øvrigt i 2003, i en alder af 77.

Grunden til, at jeg har et særligt forhold til Valhalla, er, at det var den allerførste film, jeg så i biografen, og grunden til, at jeg har et helt særligt forhold til Ron Goodwin, er, at hans musik til Where Eagles Dare (1968) hører til blandt noget af det første filmmusik, jeg lagde mærke til, udover John Williams’ score til Raiders of the Lost Ark (1981).

Williams og Goodwin kan på den måde siges at stå faddere til min interesse for filmmusik, og Goodwin er dermed en af de direkte årsager – om end langt tilbage i tid – til, at jeg skriver denne anmeldelse.

Nu skal det imidlertid handle om Valhalla, der endte med at blive Goodwins sidste spillefilmsscore (han komponerede musik til to afsnit af en tv-serie i starten af 1990’erne), efter en fornem karriere, der gik tilbage til 1958.

Transparens

Historien om, hvordan det endte med at blive Goodwin, der skulle levere musikken til den i øvrigt pæredanske Valhalla, er lang og kringlet, og den bliver der gjort fint rede for i Brian Iskovs glimrende liner notes i PlantSounds’ nye udgivelse af scoret.

Og nu vi er ved PlantSounds, skal det siges med det samme, at jeg er gode venner med den ene af folkene bag pladeselskabet, Jesper Hansen, og tidligere har leveret liner notes til andre af selskabets udgivelser.

Det er imidlertid ikke min personlige relation til Jesper, der betyder, at jeg varmt anbefaler Valhalla, hvilket også gerne skulle fremgå af anmeldelsen.

Jussi Adler-Olsen, komponist

PlantSounds’ udgivelse af Valhalla-scoret markerer ikke første gang, scoret er udgivet. Som noget temmelig usædvanligt for en dansk-produceret film på det tidspunkt, udkom scoret faktisk tilbage i 1986, da Replay Records udsendte scoret på LP. Siden har et tysk label udgivet scoret på CD; det var i 1997.

PlantSounds’ nye udgivelse udmærker sig imidlertid ved ikke bare at indeholde Goodwins score (med et enkelt bidrag af Børge Ring), men også dele af scoret til den testfilm, der blev lavet for at bevise projektets levedygtighed og skaffe finansiering til hele filmen.

Testfilmens musik blev komponeret af Bent Hesselmann og Jussi Henry Olsen; sidstnævnte er i dag bedst kendt under navnet Jussi Adler-Olsen, den kendte krimiforfatter.

Foruden tre uddrag af Hesselmann og Olsens score, indeholder albummet også fem demo-tracks, herunder en alternativ udgave af Børge Rings berømte (og berygtede) fløjtetema samt flere demoer af elementer fra Goodwins score.

Af disse demoer er kun én for alvor interessant, og den vender jeg tilbage til.

Fløjtetemaet – ørehængende og dybt irriterende

Valhalla-scoret er for langt størstepartens vedkommende komponeret af Ron Goodwin, men det ovennævnte fløjtetema, som blev komponeret af Børge Ring (der udover at være en af filmens animatorer også var jazzguitarist og bassist), endte med at blive brugt i filmen, dog i Goodwins arrangement.

Fløjtetemaet, der senere blev indspillet i en vokaludgave med titlen “I en hytte af bark” (vokal af Frits Helmuth), er vel nok det stykke musik, de fleste i dag husker fra Valhalla, men det er faktisk både ærgerligt og urimeligt.

Dels fordi fløjtetemaet, hvor ørehængende det end er, er dybt irriterende ved nærmere bekendtskab; dels fordi Goodwins score faktisk er langt, langt bedre.

Som sådan kommer fløjtetemaet også som en klar anomali i scoret og på albummet, hvor det ligger som nr. 13. En yderligere anomali udgøres af “Giants’ Party” (nr. 20); en sjov, men noget uskøn, rockversion af et af Goodwins temaer.

Et sent barn af Hollywoods guldalder

Goodwins score er, ikke overraskende, rent symfonisk, med stedvis anvendelse af kor. Det er også et utrolig gammeldags score, der både i sin generelle tilgang og i nogle af de konkrete temaer, virker som et sent barn af Hollywoods guldalder.

I den generelle tilgang kommer det til udtryk gennem en ganske pæn del snurrig, humoristisk musik, ofte orkestreret for træblæsere, samt i en overordnet meget munter og uskyldig tone.

Det er tydeligt, at Goodwins tilgang til Valhalla har været, at det var en film for børn, og det afspejler hans musik ganske tydeligt. Det kan man vælge at se som en svaghed, hvis man vil, og der er ingen tvivl om, at mange moderne lyttere vil finde scoret en anelse for letbenet.

Jeg kan godt forstå argumentet, men omvendt synes jeg, det præcist er noget af den uskyld og lethed, der gør scoret så gennemført charmerende, som det er.

Helt konkret kan scorets gammeldags lyd eksemplificeres med temaet for Thor, der første gang høres fuldt udviklet i “Thor’s Arrival” (nr. 2). Det er et stort, blæsertungt og himmelråbende heltemodigt tema, der er som snydt ud af næsen på Korngold – helt igennem vidunderligt.

Om end man ikke kan sige, at Goodwin direkte parodierer Korngold, men blot kanaliserer ham, så er der dog enkelte deciderede imitationer hist og her.

Bl.a. høres tydelige referencer til Edvard Griegs Peer Gynt (1875) i begyndelsen af “Morning of Magic Hammer” (nr. 5), og ditto klare referencer til Gioachino Rossinis Wilhelm Tell-ouverture i “The Eating Contest” (nr. 15).

Adskillige temaer

Foruden Thors tema, er scoret bygget op omkring en række andre tilbagevendende temaer. Det nok væsentligste, udover Thors tema, er temaet for de to børn, der er i centrum for historien – Tjalfe og Røskva.

Børnenes tema introduceres første gang i “Children’s Theme” (nr. 3), og er et uskyldigt, legende tema, udformet som en vals.

De to temaer udgør rygraden i musikken, men suppleres derudover af et tema for jætterne (“The Giants’ Theme”, nr. 14), et såkaldt afskedstema (“Farewell Theme”, nr. 6) og endelig det, jeg flere steder har set omtalt som Valhalla-temaet.

Jætternes tema er et vidunderligt ørehængende, rytmisk tema, gennemført skurkagtigt og med forrygende brug af kor.

Afskedstemaet er måske scorets smukkeste; dybt melankolsk og længselsfuldt, oftest orkestreret for fløjte i de høje registre over stille strygere. Igen et helt forrygende og vidunderligt tema.

Det såkaldte Valhalla-tema siges både i albummets liner notes og i min anmelderkollega Jon Broxtons anmeldelse at antydes allerede i “Introduction” (nr. 1), men det må jeg indrømme, at jeg har meget svært ved at høre.

Som jeg hører det, introduceres temaet første gang i “Tjalfe and Thor” (nr. 19), inden det får sin endegyldige præsentation i “Valhalla Ending” (nr. 23).

Det er også et helt forrygende tema, der i arrangementet i “Valhalla Ending” – rytmisk og med kor – faktisk lyder helt Ennio Morricone’sk.

Quarks tema

Endelig er der Quarks tema – eller fløjtesangen – der i Goodwins score faktisk kun høres i “Whistling Theme” (nr. 13).

Hører man de otte bonus tracks, bliver det imidlertid tydeligt, at Goodwin oprindelig havde tænkt sig at bruge en variant af jætternes tema som tema for Quark, blot med en forrykt forskudt rytmik.

Jeg er egentlig ikke sikker på, at det nødvendigvis havde været en bedre løsning – rytmikken i “Quark’s Theme (Demo)” er vitterligt helt forrykt! – men det havde i det mindste givet ledemotivisk mening.

Imponerende, dyster musik

Som sagt er en stor del af Valhalla-scoret ganske letbenet, hvilket cues som “Loke and Quark’s Arrival” (nr. 9) og “Building the Hut” (nr. 12) er glimrende eksempler på – førstnævnte i øvrigt med en fin, humoristisk variant af Thors tema.

Enkelte steder bliver musikken dog passende dyster, nemlig i musikken fra scenerne, hvor Thor tager jætternes udfordringer op.

“Thor and the Cat” (nr. 17) kunne således uden problemer komme direkte fra Goodwins score til Where Eagles Dare; det er samme strygerbevægelser, samme brug af dissonans, som høres i nogle af scenerne fra den berømte krigsfilm, ikke mindst scenerne på svævebanen.

Men i øvrigt er der flere steder i scoret, hvor man hører tydelige ekkoer af ældre Goodwin-scores, ikke bare Where Eagles Dare, men også bl.a. Battle of Britain (1969).

Det mest imponerende af de mere dystre cues er dog det, der stammer fra scenen, hvor Thor brydes med Udgårdslokes mor, Elle.

Musikken – “Elle’s Dance” (nr. 18) – starter med en version af Thors tema, arrangeret som en vals, derefter jætternes tema, også som vals, inden musikken tager en drejning mod det dystre og decideret voldsomme. Det er fin, fin filmmusik og et meget imponerende cue.

Anbefales på det varmeste

Men det gælder helt generelt, at Valhalla-scoret er fin, fin filmmusik. Det har alt det, jeg elsker ved filmmusik: gode temaer, tematisk sammenhæng, fin underscore (også den mere humoristiske, som nogle vil have et anstrengt forhold til) og alt sammen glimrende fremført af musikerne i Collegium Musicum og Canzone-koret.

Udgivelsen er dertil af høj kvalitet; lydkvaliteten er glimrende, og der er en fin, informativ booklet, hvor man dog måske savner tekster til nogle af de billeder, der indgår.

Valhalla-scoret anbefales på det varmeste, både til fans af Valhalla, Ron Goodwin-fans og filmmusikfans helt generelt.

Nummerliste:
1. Introduction (2:15)
2. Thor’s Arrival (1:17)
3. Children’s Theme (0:59)
4. Thor’s Fishing Story (1:40)
5. Morning of Magic Hammer (1:21)
6. Farewell Theme (1:06)
7. The Rainbow Bridge (1:59)
8. At Thor and Sif’s Home (1:15)
9. Loke & Quark’s Arrival (0:39)
10. Thor’s Anger (1:08)
11. The Children in the Forest (2:23)
12. Building the Hut (4:50)
13. Whistling Theme (0:50)
14. The Giants’ Theme (2:23)
15. The Eating Contest (2:29)
16. The Drinking Contest (0:32)
17. Thor and the Cat (1:21)
18. Elle’s Dance (2:46)
19. Tjalfe & Thor (2:11)
20. Giants’ Party (2:07)
21. Goodbye Quark (1:17)
22. Tjalfe Gets His Sword (1:44)
23. Valhalla Ending (5:17)

Total spilletid: 43:49

Bonus tracks:
24. Valhalla Pilot (Part 1) (2:21)
25. Valhalla Pilot (Part 2) (1:04)
26. Valhalla Pilot (Part 3) (2:09)
27. Whistling Theme (alternate) (0:50)
28. Thor’s Theme (demo) (0:49)
29. Loke in Thor’s House (demo) (0:42)
30. Giants’ Theme (demo) (0:59)
31. Quark’s Theme (demo) (0:56)

Total spilletid: 9:50

Samlet total spilletid: 53:39

Anmeldt i nr. 167 | 13/09/2019