Uno bianca

Michele Soavi er noget af unikum i italiensk film. Han har arbejdet bag kameraet og som skuespiller for næsten alle de italienske instruktører vi sleazefans hylder og elsker, såsom Dario Argento, Lucio Fulci, Ruggero Deodato og Joe D’Amato. Sidstnævnte gav Michele Soavi muligheden for at instruere spillefilmen Deliria (Bloody Bird) fra 1987. Filmen er meget tæt på at kunne kaldes et mesterværk, og da Michele kom under Dario Argentos vinger, blev det til La chiesa (The Church) (1989) og La setta (The Sect) (1991).

Ingen af disse film er desværre ikke mere end blot OK, og det er efter min mening ikke godt nok, når kræfterne bag tages i betragtning. I 1994 så hans andet mesterværk, Dellamorte Dellamore (Of Death, of Love), dagens lys, men herefter blev der stille omkring filminstruktøren Soavi i en årrække, da han ville bruge sin energi på at passe sin syge søn. Dette sympatiske valg betød, at han ikke instruerede en film igen før i slutningen af 90’erne.

TV-serie

Som om det ikke var galt nok, så var der på det tidspunkt ikke nogen i Italien der længere ville producere genrefilm (andre end Dario Argento), og Soavis arbejde de næste mange år bestod af TV-serier og -film. Heldigvis udsendte NoShame en af disse – Uno bianca – på DVD, og jeg var meget spændt på, om Soavi kunne holde sit gamle niveau.

Filmen, der består af to dele af en TV-serie, som blev sendt på italiensk TV, begynder med en nedskydning af to politibetjente, efterfulgt af et forsøg på et bankrøveri, der bliver stoppet idet bankdirektøren ikke vil udlevere nøglen til pengeskabene. Straffen falder prompte i form af en maskingeværssalve rettet mod hans ben.

Herefter præsenteres vi for politibetjentene Valerio og Rocco, der er ved at sætte en båd i stand sammen med deres chef og mentor Emilio. Da en butik i nærheden bliver sprængt i luften og det er ved at koste Valerios kone livet, bliver denne forbrydelse personlig for de tre politibetjente.

Ejeren af butikken beretter hvorledes han har modtaget trusler flere gange fra albanske terrorister, og er hurtig til at udpege de skyldige. Men trekløveret er ikke helt overbevist om at de ansvarlige er terrorister. Da butiksejeren senere siger ja i telefonen til at betale beskyttelsespenge følger politibetjentene efter, og de havner i et baghold, hvor Emilio ender i et coma og en anden politimand bliver såret.

For lang at se i én omgang

Kampen mod de ansvarlige tager udgangspunkt i en jagt på albanske terrorister, men Valerio er ikke så sikker og argumenterer for en sammenhæng mellem gerningsmændene og de folk der begik de forbrydelser, der blev vist i begyndelsen af filmen. Denne bande er kendt under navnet Uno bianca-banden, idet de altid begår deres forbrydelser i en stjålet hvid Fiat Uno.

Nødtvungent får Valerio og Rocco lov at køre deres efterforskning ved siden af den officielle, men da nogle albanere bliver anklaget for forbrydelserne, er det endnu sværere for Valerio og Rocco at få deres overordnede til at høre på deres teorier. Selvom de har lokaliseret en eventuel gerningsmand og opdaget, at motiverne bag drabene og røverierne ikke tager udgangspunkt i terrorisme. Til sidst er det kun muligt for Valerio og Rocco at afsløre forbryderne ved at forsøge, at blive en del af Uno bianca banden.

Filmen eller TV-serien Uno bianca varer over 200 minutter, og dermed kan den tillade sig at give sig god tid og få forskellige sidehandlinger med. Dette kan både være en fordel og en ulempe. Langt hen ad vejen fungerer det efter min mening, men den bliver alligevel for lang at se ud i et. Men når dette er skrevet, så er skuespillet godt, selvom den italienske måde med at gestikulere vildt og voldsomt, godt kan virke lettere overdrevet for en koldblodsskandinav som mig.

Rigtig god underholdning

Michele Soavi har her lavet en film, som jeg ikke vil betegne som et mesterværk, men som rigtig god underholdning, og skulle den sammenlignes med en dansk TV-serie, så ville jeg til hver en tid foretrække den frem for Ørnen, Forbrydelsen, 2900 Glædesløs og hvad de nu ellers hedder. Tempoet er ikke højt, men der er en intens stemning, der intensiveres jo længere man når frem i filmen. Dette understreges af et score, der virker klaustrofobisk og underspillet på samme tid.

Specielt to scener i filmen skiller sig ud, og det er scenerne hvor Valerio, Rocco og Emilio er gået i et baghold og Valerio står lammet, Emilio sidder døende og en kvindelig politibetjent er gået i panik. Denne scene viser med al tydelighed den gru som hovedpersonerne befinder sig i. Den anden scene er den, hvor det går op for Valerio hvem der står bag forbrydelserne.

Denne scene er helt eminent og Kim Rossi Stuart får vist prøver på sit store skuespiltalent. Med dette gode håndværk er der kun tilbage at ønske Michele Soavi held og lykke med at få stablet flere projekter på banen – også ting som ikke bare er god underholdning, selvom dette i denne films tilfælde ikke er en dårlig ting.

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Italian Cinema, TV