Planet Pulp

I starten af 1990’erne var det en våd drøm for mange actionfans at kunne se Van Damme og Lundgren i én og samme film.

På det tidspunkt var specielt Van Damme et meget stort navn, et sikkert hit i biograferne, og idéen med at caste Van Damme som helten og Lundgren som skurken er god – Lundgren var jo også formidabel som Drago i Rocky IV.

Actionprinsen

Van Damme slog for alvor sit navn fast i 1988 med klassikeren Bloodsport, og i årene op til Universal Soldier var han med i actionklassikere som Kickboxer (1989), Death Warrant (1990) og Double Impact (1991).

Van Damme var prinsen i laget af actionstjerner lige under kong Arnold og kong Stallone. Universal Soldier markerer for mig et højdepunkt i Van Dammes karriere; sammenblandingen af actionfilmen og science fiction-elementerne, de to stjerner og en visuelt stærk instruktør, der ”bare” gerne vil underholde, sidder lige i actionskabet.

Roland Emmerich, født i Tyskland 1955, betegnes som “Den Lille Spielberg” i sit hjemland. Når man har set hans film, kan man godt forstå det tilnavn, da han faktisk er én af de instruktører i Hollywood, der laver de mest amerikanske film.

Emmerichs karriere startede som indkøber af malerier og skulpturer, og da han startede på filmskolen i München, var det på production design-linien.

Han skiftede dog over til at blive instruktør, og hans spillefilmdebut sci-fi-filmen Das Arche Noah Prinzip (1984) åbnede Berlin filmfestivalen i 1984. Den blev en stor succes, og blev solgt til mere end 20 lande.

Han fulgte den op med Joey (1985, bedre kendt som Making Contact), hvor en dreng kommunikerer med sin døde far gennem sit legetøj. Dernæst kom metakomedien Hollywood Monster (1987), om to unge filmnørder og deres søgen efter succes i Hollywood.

Så fulgte hans første store produktion, sci-fi-fremtidsfilmen Moon 44 (1990). Det åbnede for alvor døren til Hollywood for den glade tyske instruktør, og i 1992 kom hans første Hollywoodfilm, Universal Soldier.

Vietnam, 1969

Emmerich rammer ned i actiongenren, mens den stadig er på sit højeste, hvor actionbøffer som Van Damme og Dolph var med til at sætte dagsordenen. I sin essens er Universal Soldier en klassisk jagtfilm, eller en katten (på steroider) efter musen (på steroider)-fortælling.

Filmen tager sin begyndelse i Vietnam i 1969. En amerikansk deling er på røven. Flere er døde, og det er slået klik for sergenten Andrew Scott (Dolph Lundgren). Han myrder på livet løs og samler ofrenes øre på en halskæde.

Luc Deveraux (Jean-Claude Van Damme) er den gode soldat, der forsøger at stoppe sin chef. Det ender i en brutal kamp, hvor de begge dør. Senere ankommer en speciel deling, der åbenbart vil bruge kroppene til et eksperiment. De fryses ned.

En smuk scene, der fortæller noget om tiden, hvor filmen blev produceret i, er scenen, hvor de to bodybags lukkes. Først ansigt, så voldsom lyd, og skuespillernes navne med klassisk stor actionfilmskrift. Så smukt og tidstypisk, at det næsten gør ondt.

Nutidens supersoldater er frosne er actionbøffer

Handlingen springer derefter op til nutiden (altså starten af 1990’erne), hvor der er en gidseltagning på Hoover Dam. Regeringens nye superenhed UniSol (Universal Soldier) sættes på sagen, og vi ser, at både Van Damme og Dolph er med. Og de er ikke ældet en dag siden 1969!

Disse nye supersoldater er ganske effektive. Hurtige, hårdkogte, uden følelser. Og når de dør, kan de genoplives. Ja, selve koblingen til zombiegenren, eller til Frankensteins monster, er oplagt. Noget dødt kød har fået liv, noget der forklares “videnskabeligt”.

Men pludselig er det som om, at Deveraux’ hukommelse vender tilbage, da Scott beslutter sig for at en journalist skal myrdes. Deveraux stikker af med journalisten, og så kan den store jagt ellers begynde. Scott får sin gamle personlighed tilbage, som scenen inde i et indkøbscenter afslører, hvor Scott leverer denne smukke monolog:

“God damn it the whole fucking platoon’s dropping like flies! What the hell are you staring it? Do you have any idea what it’s like out there? Do you? Well I’m fighting this thing man, it’s like kick ass, or kiss ass, and I’m busting heads! It’s the only way to win this fucking war. And these shitheads, these yellow traitoring motherfuckers. They’re everywhere. And I, Sergeant Andrew Scott of the US Army, I’m gonna teach ’em all.”

Ja, den gode Dolph er komplet vanvittig og tror stadig, at han er Vietnam. En kommentar til krigens vanvid, som her bare gør det grotesk underholdende. I en mere ”alvorlig” film kunne den monolog være startskuddet til en Oscar.

Deveraux derimod er en blød mand, der bare gerne vil hjem. Jagten kan fortsætte, og den leder frem mod det fantastiske klimaks, der har en æresplads i mit skab med ”slutkampe.” Det er den klassiske actionfilms paradedisciplin, hvor helten og skurken har det endelig opgør. Intet mindre end fremragende.

En fremragende actionfilm

I det hele taget er Universal Soldier ganske fremragende. Fra idéen, til hovedrollerne over effekterne og iscenesættelsen af actionscenerne, af mandekroppene i brutal infight.

Meget tidstypisk er der et stort potentielt hit, der følger med rulleteksterne. Der er meget passende tale om Body Counts monsterhit “Body Count’s In The House”. Gør jer selv den tjeneste at se musikvideoen og bemærk, igen meget tidstypisk, hvem der dukker op i slutningen af den.

Efter succesen med Universal Soldier slog Emmerich for alvor sit navn fast med film som Stargate (1994), Independence Day (1996) The Patriot (2000) og The Day After Tomorrow (2004).

I dag leverer Emmerich desværre ikke på samme høje niveau. Men vi skal være glade for dét, han har skabt, og hans bidrag til actionfilmens guldalder i form af Universal Soldier er noget, han altid vil blive husket for. Det var her, Emmerich fik lov til at lege med actionbøfferne.

De efterfølgere, som filmen har fået, ønsker jeg på ingen måde at omtale i denne anmeldelse. De skal ikke tilsmudse indtrykket af en fremragende film som Universal Soldier.
Det er en film, der stadig holder i dag; en film fyldt med nerve, fyldt med det stof, der var med til at skabe actionfilmens guldalder i perioden fra 1982-1993.

Anmeldt i nr. 161 | 13/03/2019

Stikord: Nedfrysning, Vietnamkrigen