Planet Pulp

Gad nok vide hvor idéen opstod, at såfremt en vampyrfilm foregår i storbyen og er actionorienteret, så skal musikken bestå primært af hårdtpumpede rocknumre tilsat originalt komponeret scoremusik, der primært, hvis ikke udelukkende, består af elektronisk lyd. Det var i hvert fald tilfældet med Blade (1998), og fem år senere var det stadig idéen om coolness. I hvert fald hvis man skal tro folkene bag Underworld.

Dedikeret eller debil

Ikke et ord om filmen her – her skal det i stedet handle om Paul Haslingers musik, der er hundrede procent elektronisk, og som man enten skal være dedikeret anmelder for Planet Pulp eller dybt debil for at bruge penge på. Med Paul Haslingers score taler vi nemlig om elektronisk bras af den værste skuffe, som kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste filmmusikanmeldere. Ja, vel bare på de fleste.

Paul Haslinger er der måske ikke så mange der kender under hans borgerlige navn, men mange vil nok kende navnet på det band, han indgik i i en lang årrække, nemlig det tyske elektronicaband Tangerine Dream. Tangerine Dream har som band også produceret en række scores, men dem taler vi ikke om.

Faktisk ville det også være mere behageligt ikke at tale alt for meget om Haslingers musik til Underworld, men lad mig da forsøge at give en kort karakteristik af, hvad det er, vi har med at gøre.

Blod fra ørerne

Det er: Elektroniske lydflader kombineret med diverse elektroniske beats, allehånde elektroniske effekter og i nogle få tilfælde en rystende irriterende “vokal”, der siger ting som “The end of an era”, “And soon I will become the hunted” eller “Keep watch over the night”.

De bedste numre på albummet er de, der er holdt inden for en stil, hvor de illuderer en form for hård rock – barske beats kombineret med noget, der lyder som synthesizet guitar og diverse andre effekter. Dem er der to af: “Deathdealers Deploy” (nr. 2) og “Metamorphosis” (nr. 10). De har en udmærket energi, primært genereret af rytmen, som man af og til kunne tage sig selv i at synes var bare lidt interessante. Derudover skal det retfærdigvis nævnes, at nummeret “Bloodlines” på mærkværdig vis formår at opbygge en ganske ubehagelig stemning ved hjælp af sin nærmest industrielle lyd, og her tænker jeg ikke på noget, der har med genren industrial at gøre.

Når disse tre numre så er nævnt, så er der resten, der enten består af dybt kedsommelige lydflader – f.eks. “Darkness Deep Within” (nr. 4), “Corvinus” (nr. 13) eller “Subterrania” (nr. 14) – eller elektronisk larm, der lyder som om det er undfanget på en skrotplads. Det er f.eks. “Anger and Retribution” (nr. 12) eller “Fire Falling From The Sky” (nr. 15).

Haslinger prøver et par gange at indsætte lidt skønhed i musikken ved hjælp af stille numre som “Suspended Memories” (nr. 7), der mest af alt virker som en blanding af Vangelis og Thomas Newman (I shit you not!) eller første halvdel af “Eternity and a Day” (nr. 18), der mest af alt minder om lidt pianoanslag og flere synthflader. Her bløder man i det mindste ikke fra ørerne, men det er åh-så-ligegyldigt.

Albummet byder desuden på to tracks, der adskiller sig lidt fra de ovennævnte typer. Det ene er “Red Tape” (nr. 6) af det britiske electronicaband Agent Provocateur, og det andet (som tilsyneladende er Haslingers eget) er “Keep Watch Over The Night” (nr. 19), der er skrevet i et popmusikalsk formsprog bare uden megen vokal ud over “Keep watch over the night”, der gentages et par gange i indledningen og hen imod slutningen.

Nu er I advaret

Hvis man godt kan lide at filmmusik skal fortælle en historie, så er det ikke scores som Underworld, man skal gå til. De enkelte numre fortæller absolut ingenting om, hvad der sker i filmen, eller hvad den handler om – ud over at de fleste af dem præsenterer en mørk, elektronisk lyd, der åbenbart er Haslingers idé om, hvordan en storby, overrendt af vampyrer og varulve, lyder om natten.

Det er sandsynligvis meningen, at det skulle lyde “moderne” og “cool”, men i stedet er det fuldkomment ligegyldigt og gudsjammerligt kedeligt. Det er imidlertid et perfekt eksempel på filmmusik, når det åbenbart er hip som hap for alle parter. Hvis det er Haslingers idé om “god musik”, ja så velbekomme, og heldigvis lader det da også til, at instruktøren Len Wiseman er kommet på bedre tanker. Til fortsættelsen Underworld: Evolution (2006) hyrede han klogeligt nok Marco Beltrami, der i øvrigt også komponerede musikken til Wisemans seneste film, Live Free or Die Hard (2007).

For filmmusikfans er der kun én ting at sige: hold jer på lang afstand af Underworld. Nu er I advaret.

Nummerliste:
1. Introduction (0:52)
2. The End of an Era – Opening (1:31)
3. Deathdealers Deploy (2:17)
4. Darkness Deep Within (1:19)
5. Transformation (1:27)
6. Red Tape (Agent Provocateur) (4:57)
7. Suspended Memories (1:59)
8. The Crypt (0:56)
9. Bloodlines (5:11)
10. Metamorphosis (2:24)
11. The End of an Era – Reprise (2:33)
12. Anger and Retribution (3:48)
13. Corvinus (3:53)
14. Subterrania (0:58)
15. Fire Falling From The Sky (2:56)
16. Miserere (2:49)
17. The Last Stand (2:34)
18. Eternity and a Day (4:08)
19. Keep Watch Over The Night (Bonus Track) (5:38)

Total spilletid: 52:20 (52 minutter og 20 sekunder for længe)

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Rip-off, Vampyrer, Varulve