Planet Pulp

Det var en helt anden tidsalder, da Gilbert Shelton første gang satte The Fabulous Furry Freaks Brothers ned på pulpens grumsede papir i 1968. Første gang verden så disse tre ”far out hippies” (ellers ”freaks”, som hippierne blev kaldt i 60’ernes og 70’ernes USA) var i hans Feds ‘N’ Heads Comics, et af datidens mange modkultursmagasiner, men et af de få magasiner som stadig trykkes med meget ujævne mellemrum den dag i dag.

Alt hvad WASP-America ikke kunne holde ud

The FFF Brothers bestod af den idealistiske og politisk bevidste Phineas Freakears, taberen og madnarkomanen Fat Freddy (og hans kat) samt gruppens hjerne, den gadekloge Freewheelin’ Franklin.

De kom selvfølgelig fra miljøet i San Francisco, og var, som de arketypiske og karikerede antihelte de var, konstant på kant med loven, konstant skæve og/eller høje og overdrevet dovne.

Som sådan handlede de fleste af historierne (både i de første magasiner, de viste sig i, fx Free Press, Radical America Komiks og Zap Comix i slutningen af 60’erne og senere i deres egne albums) da også enten om deres kvaler med at skaffe eller sælge tjald eller finde penge nok til ovenstående, primært gennem jobs, ingen af dem er kompetente til eller som de gider.

De var med andre ord alt hvad WASP (White Anglo-Saxon Protestant) America ikke kunne holde ud og blev bl.a. af den grund til et kæmpe undergrundshit. Historierne var dybt satiriske, og lavede groft sjov med systemet og dets højrefløjspolitik, men var på trods af deres egenskaber af undergrunds- og ”modstands”-tegneserier af overraskende høj kvalitet. Og så var de sjove – fantastisk sjove.

Rip Off Press

Det var blandingen af ovenstående, der gjorde The Fabulous Furry Freak Brothers så populære. I 1971 udgav Rip Off Press for første gang brødrenes helt eget album, dog med historier samlet fra de foregående tre års gæsteoptrædender i diverse andre comics.

Rip Off Press var blevet startet to år tidligere af Gilbert Shelton selv og tre af hans universitetskammerater – Jack Jackson, Dave Moriarty og Fred Todd – og først i 1974, med udgivelsen af fjerde bind i serien, var de nødt til at finde på nye hippie-historier. Serien gik fra at være en såkaldt ”hippie sitcom” til at omhandle mere verdensomspændende, fabelagtige eventyr for de tre freaks.

Og med Phineas’, Franklins og Freddys vokseværk, ramte serien også Danmark. Interpresse begyndte i 1976 at udgive deres Underground-serie med undertitlen ”-serier fra den amerikanske undergrund”, som faktisk startede med Flip-Kompa’niet, som de blev kaldt på dansk. De samlede forskellige historier fra Rip Off Press’ udgivelser og udgav dem under danske titler.

Numrene 3, 5, 7, 9 og 14-17 i serien var også med Flip-Kompa’niet, mens fx nummer 2 præsenterede endnu en amerikansk undergrunds-hippie-serie, Harold Hedd, og nummer 4 gav indblik i Crumbs frække (på alle måder) Fritz the Cat.

Hjem til mor

Denne anmeldelse slår ned i Underground-seriens femte nummer, nemlig Flip-Kompa’niet på Farten, der er en samling af de to amerikanske historier Further Adventures of the Fabulous Furry Freak Brothers og The 7th Voyage – A Mexican Odyssey, udgivet i USA i henholdsvis ’72 og ’75.

De tre brødre bliver smidt på gaden, fordi de ikke har betalt husleje i et halvt års tid. De prøver at crashe forskellige steder, men det ender med, at de må splitte op. Phineas (som er den eneste, der har en bil, som jo helt åbenlyst er et Folkevognsrugbrød) kører hjem til sine forældre i Texas og en far, der nu er reklamechef for lokalafdelingen af Ku Klux Klan. Det resulterer i, at faderen ved en fejltagelse kommer til at tage sønnens æske med tjald med til møde og tror, det er sukkerknalder.

Fat Freddy har ingen penge, og beder Franklin om at sende ham med luftpost, forklædt som hund, hjem til sine forældre. Det virker (SELVFØLGELIG!), selvom han ikke kan huske, hvor de bor. Han bliver smidt ud af en lang række barer og restauranter, indtil en laber dåse med store patter inviterer ham med hjem i bad. Og hvad sker der så? Det viser sig at være hans søster, der stadig bor hjemme hos forældrene.

Freewheelin’ Franklin har ingen forældre og tager i stedet på tomlen op ad kysten. Han render ind i en fin fyr ved navn Honky Howard, som viser sig at være en kæmpe dopedealer med 150 kilo bag i autocamperen og ender med at sælge dopen for ham i San Fransisco. I processen finder han selvfølgelig også sin egen mor, der er overstrømmende lykkelig for at se ham igen.

På eventyr i Mexico

Albummets anden historie – Den 7’ende Rejse – starter igen i San Fransisco. De er tilbage i deres gamle lejlighed, men bliver opdaget og bestemmer sig for at rejse til Mexico. På deres rejse stifter de bekendtskab med korruption, bureaukrati, dårlige stoffer, gale mexikanske busser og mavepiller, der viser sig at være mescalin. De lægger sig oven i købet ud med nationalgarden, og reddes i første omgang af en gammel ”vis” indianer, Don Long Juan.

I Mexico City opdager de en bid af den amerikanske og mexicanske fælles historie og splitter igen op – Phineas vil hjem og de andre er ikke klar. Phineas og Franklin ender med at ryge i spjældet og så er det op til Fat Freddy og Don Long Juan at redde dem. De kommer ind i fængslet og ud igen, men de tre freaks bliver fanget af nationalgarden, der selv tjener styrtende på at sælge opium.

For tredje og sidste gang redder den gamle indianer dem med et noget spektakulært eksempel på heksedoktorkunsten. Og hvor kan historien så ende? Selvfølgelig i selskab med tre skønne (og ikke mindst nøgne) kvinder på en nudiststrand og med et sarkastisk glimt i øjet.

Får læseren til at længes efter en koger

Der er et hav af sjove passager i begge historier. Selvom sproget er oversat til dansk, har Uno Krüger formået at give et godt indblik i den amerikanske hippieslang, om end der hist og her dukker lidt for tydelige og direkte oversættelser op, fx. ”ingen vej til flugt”. Fejlene bliver dog ved med at være små og kan slet ikke ødelægge stemningen.

Shelton og Sheridans tegninger i sort-hvid er lige tilpas syrede til, at de kan give mening og samtidig få læseren til at længes efter en en stor fed koger. Navne som Groover McTuber, Dealer McDope og en lang række af andre fabelagtige karikaturer føjer desuden også til stemningen.

Rip Off Press har indtil videre udgivet 13 bind i serien, og hvis vi er lidt heldige, bliver de ved med det. Danske Interpresse udgav Underground-serien til og med 1987, og den endte med at omfatte det meste af det hidtil udgivne amerikanske materiale.

Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006