Una Ragione per vivere e una per morire

Nu skal jeg tage dig, den ædle læser, med på en tur ned ad memory lane. Da jeg var en bette purk, der knap nok var gammel nok til at interessere sig for Jumbobøger og rød sodavand, kom jeg engang imellem om lørdagen med min mor på arbejde. Min mor arbejdede på dette tidspunkt i en for længst nedlagt DER-butik, og at komme med hende på arbejde betød videokigning i stor stil.

Jeg havde fornøjelsen af at se film, som bl.a. For Your Eyes Only (1981), The Wild Geese (1978), og hovedværket over dem alle, Django (1966). Jeg kunne de film udenad, og vil den dag i dag stadigvæk påstå, at de alle som én er hovedværker. Men Django, med den atypiske westernsetting og dens brutale scener, betød også, at jeg ikke bare kunne se en almindelig western, for de fleste andre westerns blegnede ved siden af det indtryk, denne film gjorde.

Coburn er ingen kujon

Da danske Another World Entertainment begyndte at udvide deres sortiment med en westernserie, var det derfor naturligt at investere i dem, og Keoma (1976) samt Mannaja (1977) er vel også at regne som semiklassikere indenfor genren. Men dem havde folk, der interesserede sig for westerns, set i forvejen. Mere spændende var de næste to, som jeg i hvert fald ikke havde det store kendskab til. Den ene af disse, Una Ragione per vivere e una per morire (engelsk: A Reason to Live, a Reason to Die), blev dermed målet for først en gennemkigning og derefter en tur igennem tasterne på mit kritiske tastatur.

Colonel Pembrake måtte under den amerikanske borgerkrig overgive den fæstning, han havde kommandoen over, til Major Frank Ward. Den generelle opfattelse var, at grunden hertil skulle findes i det faktum, at Pembrake var en kujon, der ikke turde forsvare fortet af frygt for at miste sit eget liv. Men Pembrake ønskede brændende at vinde fortet tilbage, og ikke mindst at få hævn over Frank Ward, der erobrede det. Inden længe begynder man som tilskuer at ane en anden grund til, at Pembrake forlod fortet, og når han nu spilles af Sgt. Steiner himself, James Coburn, så er der ingen chance i helvede for, at den gængse opfattelse af ham som en kujon passer. James Coburn er lige så god til at spille kujon, som Flemming Østergaard er til at optræde anstændigt i nederlagets stund. Ain’t gonna happen!

Plat Amin Jensen-humor

Da der på den tid filmen foregår (1862), var dødsstraf for næsten alt fra at bære våben over tyveri til at trække vejret, kan du ikke nå at sige The Dirty Dozen (1967), inden Pembrake har muligheden for at give syv dødsdømte fanger deres livs tilbud: Bliv hængt eller tag med på en mission for at erobre fortet tilbage.

Nu skulle man mene, at ovennævnte set-up giver mulighed for at levere en rigtig machowestern af ypperligste kaliber, og James Coburn gør også, hvad han kan i hovedrollen.

Men når jeg skriver, at Bud Spencer er én af de syv dødsdømte, behøver man ikke være en Sherlock Holmes for at gætte, hvad filmens største problem er. Svaret til alle i Doktor Watsoner derude, der ikke kan løse gåden om, hvorfor Una Ragione per vivere e una per morire er en rigtig skodwestern, er en humor så plat, at Amin Jensen ser denne film around the clock, når han skal skrive nyt materiale. Det kan godt være, at nogle af jer foretrækker jeres western med en gang humor, men ikke jeg. Nej, stik mig den uvaskede brutale udgave, som den praktiseres i Django eller Condenados a vivir (engelsk: Cut-Throats Nine) fra 1968.

Tålmodigheden sat på prøve

Én ting er, at Bud Spencer får lov at gøgle sig igennem de første tyve minutter af filmen, men når der næsten intet sker den næste times tid, så er filmen allerede ved at teste min tålmodighed mere end U2’s Bono – hvis du er i tvivl, så er det ikke et kompliment. Men når endelig det afsluttende slag bliver sat i gang, efter lang tids venten, så er det lavet så fesent, at jeg i den grad ærgrede mig over, at skulle bruge tid på at anmelde denne film.

Nej, I westernsfans kan roligt springe denne film over. Men når det så er sagt, er det altid en fornøjelse at et filmselskab, og oven i købet et dansk et af slagsen, finder disse film, og sender dem ud på DVD. Jeg tager med glæde lortet med lagkagen, for jeg ved, at lagkagen har et ekstra lag af flødeskum og marcipan, der gør det hele værd. Lad mig i den forbindelse opfordre til, at Condenados a vivir og Giallo a Venezia (1979) en dag bliver udgivet af et rigtigt selskab.

Hvis du vil se en lightudgave Af The Dirty Dozen i westernformat er dette filmen for dig, men ellers bør du holde dig væk. Stil dig hellere ud på den nærmeste vej, og betragt hvorledes blæsten får sandet på fortovet til at bevæge sig.

Anmeldt i nr. 31 | 13/05/2008

Stikord: Rip-off, Western