Planet Pulp

Twin Peaks-prequelfilmen Fire Walk With Me adskiller sig på mange måder fra tv-serien, og forskellene strækker sig også til musikken, selvom filmens score blev komponeret af Angelo Badalamenti, der også leverede musikken til begge seriens sæsoner.

Det skal siges med det samme, at albummet med musik fra Fire Walk With Me langt fra præsenterer al filmens musik, og på flere måder kan man sige, at den musik, der kom med på albummet, ikke er fuldt ud repræsentativt for musikken i filmen.

Således er der en del musik i filmen af den mere humoristiske, quirky type, som Badalamenti også komponerede til serien.

Det gælder f.eks. en stor del af den musik, der findes i filmens første halve time, hvor handlingen følger to FBI-agenter Chester Desmond og Sam Stanley i deres efterforskning af mordet på Teresa Banks.

Vil ikke appellere til alle

Men musikken på albummet er dog repræsentativ i den forstand, at musikken i filmen som helhed er betydeligt mere mørk og dyster end tv-seriens musik, der ganske ofte slog over i det mere letbenede.

Albummet er en varieret sag, der veksler mellem det mørkt jazzede, det hårdt rockede, det decideret syrede og det æterisk smukke. Det gør albummet til en spændende lytteoplevelse, men det gør absolut også, at albummet som helhed ikke vil appellere til alle.

Dyster jazz

Albummet åbner med det dystre jazznummer “Theme From Twin Peaks – Fire Walk With Me”, der som vanligt for Badalamentis musik til serien fremføres af en blanding af elektroniske og akustiske instrumenter.

Over en bund af synthesizere fremføres selve temaet af solotrompet, akkompagneret af basguitar, trommer og synthesizet Rhodes-orgel.

Temaet er langsomt, dvælende og på én gang både dystert og smukt. Man må dog ikke tro, at temaet udgør et egentlig tema i den forstand, at det spiller nogen fast tilbagevendende rolle i musikken.

Jazzen fortsætter i det noget mere tempofyldte “The Pine Float” (nr. 2), hvor tenorsaxofonen tager den primære rolle, bakket op af vibrafon, bas og trommer, igen over en bund af synthesizere.

Midtvejs kommer også en veloplagt jazzguitarsolo, og alt i alt er “The Pine Float” et virkeligt swingende cue.

Samtidig med, at tempoet er noget højere, er “The Pine Float” også en noget mindre dyster sag end “Theme from Twin Peaks – Fire Walk With Me”, selvom de underliggende synthesizere hele tiden synes at antyde, at noget er galt.

“Don’t Do Anything (I Wouldn’t Do)” (nr. 4) er det sidste deciderede jazznummer på albummet. Her tager Badalamenti igen tempoet ned, og stemningen ligger i grænselandet mellem det smukt tilbagelænede og det let dystre.

“Don’t Do Anything (I Wouldn’t Do)” er arrangeret primært for vibrafon, trommer, elbas og endelig kontrabas, der spilles med bue, hvilket er karakteristisk for flere af scorets tracks og det giver en let foruroligende effekt.

Musikalsk højdepunkt

Den samme brug af kontrabassen høres også i “Sycamore Trees” (nr. 3), der på albummet høres i den udgave, der blev brugt i seriens finaleepisode, nemlig med vokal af den legendariske jazzsanger Little Jimmy Scott.

“Sycamore Trees” er en fantastisk skummel jazzkomposition, hvis underliggende synthesizere og kontrabaseffekter er direkte beslægtet med Black Lodge-musikken fra finaleepisoden.

I selve filmen høres “Sycamore Trees” kun i en instrumentaludgave, men det er glædeligt, at Lynch og Badalamenti valgte at tage vokaludgaven med på albummet fra Fire Walk With Me, særligt fordi der jo aldrig kom et album med musik fra seriens anden sæson, hvor “Sycamore Trees” var ét af de absolutte højdepunkter.

Syret og mærkeligt

Efter de tre-fire indledende, jazzede tracks, overrasker albummet ved at gå over i en helt anden stil, som nok har taget en del lyttere på sengen.

“A Real Indication” (nr. 5) begynder med et trommebeat, hvorover der snart kommer en basgang og et skævt kontrabastema (igen fremført med brug af bue). Her er vi rent musikalsk i et noget mere udsyret territorium end noget, Badalamenti udforskede i tv-serien.

Den virkelige overraskelse kommer dog først, da Angelo Badalamentis vokal kommer ind. Men Badalamenti synger ikke; han fremsiger teksten, som i øvrigt er skrevet af David Lynch og som naturligvis er passende mærkelig.

Det vil kun være rimeligt at sige, at “A Real Indication” er det, man kalder “an acquired taste”, men når først man lige kommer sig over, hvor mærkeligt et track, det er, er det faktisk sært ørehængende.

Endnu mere mærkeligt er “The Black Dog Runs at Night” (nr. 8), der igen har Angelo Badalamentis vokal, og som musikalsk kun består af en gentagen, ujævn basgang samt forskellige lydeffekter, bl.a. en konstant underliggende lyd af vind og en stedvist skrigende kat. Vokalen her består udelukkende af Badalamentis messen af ordene “The Black Dog Runs at Night”.

Med “The Black Dog Runs at Night” er vi ude i Twin Peaks-musikkens mest syrede og mærkelige hjørne, og nummeret er da også relativt kort.

Æterisk smukt og hårdt rocket

Som det var tilfældet med det originale album med musik fra Twin Peaks medvirker sangerinden Julee Cruise også her. Denne gang med nummeret “Questions in a World of Blue” (nr. 6) og i en stil, der er fuldstændig sammenlignelig med de sange, der var med på det oprindelige album.

Cruises æterisk smukke vokal ligger over en bund af langsomt skiftende synthesizerakkorder og med et svagt trommebeat. Som altid er den traurige musik af Badalamenti, mens teksten er af Lynch.

Lynch har også som komponist bidraget med et par tracks til scoret. Det første er “The Pink Room” (nr. 7), der er ét af de cues, der som diegetisk musik høres i den sekvens i filmen, hvor Laura Palmer prostituerer sig på en skummel bar nord for den canadiske grænse.

Musikken er rocket med et hårdt, næsten industrielt groove, og fremført med guitarer, bas, trommer og kontrabas spillet med bue. Temaet er simpelt og fremføres igen og igen i løbet af nummerets spilletid på fire minutter.

På trods af den ret brutale lyd, betyder de konstante gentagelser af det enkle tema, at cuet får en nærmest hypnotisk effekt.

Det andet cue, Lynch har komponeret er “Best Friends” (nr. 9), som er komponeret i samarbejde med komponisten David Slusser. Det er et stille cue, arrangeret for flygel, guitar, bas, vibrafon og trommer.

Det er et nydeligt, men også lidt kedeligt, cue med et tema, der gennemspilles nogle gange i løbet af nummerets spilletid på lidt over to minutter.

En smule velkendt materiale

Med “Moving Through Time” (nr. 10) er vi tilbage ved Badalamentis musik, og det er noget mere interessant.

En underliggende ostinato, fremført på vibrafon, løber gennem hele nummeret med flygel og kontrabas lagt henover. Igen spilles kontrabassen med bue. Stemningen er hemmelighedsfuld, mystisk og meditativ.

“Montage from Twin Peaks” (nr. 11) er det eneste track, der byder på en smule kendt tematisk materiale. Der er tale om en suite med flere cues, der glider over i hinanden, hvoraf de første par cues byder på nyt materiale.

Først kommer et uskyldigt 50’er-guitartema (“Girl Talk”), der i høj grad lyder som noget af det, Badalamenti komponerede til tv-serien.

Det går over i et trist tema for flygel over en bund af synthesizere (“Birds in Hell”), der dernæst går over i det velkendte tema for Laura Palmer. Laura Palmer-temaet går så endelig over i selve Twin Peaks-temaet, der også er kendt som “Falling”.

Albummet slutter med “The Voice of Love” (nr. 12), endnu et trist/tragisk, men også ganske smukt, synthesizertema.

Sammensat og ujævn

Som det formentlig fremgår er albummet med musik fra Twin Peaks: Fire Walk With Me en både sammensat og ujævn affære, der i visse cues adskiller sig markant fra tv-seriens musik, mens det i andre enten føles som en videreudvikling eller direkte videreførsel af seriens musik.

De indledende jazzede tracks er klart beslægtede med tv-seriens musik, men mere regulært jazzede end de fleste cues i tv-serien og med et langt mere fortættet lydbillede, mens flere af de synthesizerdominerede tracks fremstår som organiske videreførsler af musikken fra serien.

Og så har vi de cues, der stikker af i en helt anden retning – de to med vokal af Badalamenti og det hårdt rockede track, som Lynch har komponeret.

Alt i alt giver det en markant anderledes lytteoplevelse end det oprindelige album med musik fra tv-serien, og for den sags skyld også det mange år forsinkede album med musik fra seriens anden sæson, der udkom i 2007.

Derfor siger det også sig selv, at musikken fra Twin Peaks: Fire Walk With Me ikke nødvendigvis vil appellere til de, der kunne lide det oprindelige album, men de mere hårde fans af serien og af filmen vil naturligvis finde rigtig meget guf på albummet.

Det er dog vigtigt at gentage, at der mangler masser af musik fra filmen, og at man på den måde ikke må forvente et fuldt repræsentativt udvalg på skiven.

Dybt fascinerende eller dybt godnat

I modsætning til det oprindelig album med musik fra tv-serien er albummet med musik fra Twin Peaks: Fire Walk With Me ikke bare en mere ujævn sag, men også et album, man i højere grad skal vænne sig til ved adskillige gennemlytninger.

Jeg synes, det er både dybt fascinerende og dybt, dybt stemningsfuldt. Mange andre vil uden tvivl finde store dele af det dybt godnat.

Nummerliste:
1. Theme From Twin Peaks: Fire Walk With Me (6:47)
2. The Pine Float (4:04)
3. Sycamore Trees (vokal af Jimmy Scott) (3:58)
4. Don’t Do Anything (I Wouldn’t Do) (7:21)
5. A Real Indication (vokal af Angelo Badalamenti) (5:38)
6. Questions in a World of Blue (4:54)
7. The Pink Room (4:06)
8. The Black Dog Runs at Night (vokal af Angelo Badalamenti) (1:49)
9. Best Friends (2:17)
10. Moving Through Time (6:45)
11. Montage From Twin Peaks: Girl Talk / Birds in Hell / Laura Palmer’s Theme / Falling (5:30)
12. The Voice of Love (3:53)

Total spilletid: 57:02

Anmeldt i nr. 140 | 13/06/2017

Stikord: Twin Peaks