Planet Pulp

Allerede før tiden med Monty Python var gruppens amerikanske medlem, Terry Gilliam, aktiv som filminstruktør, dog kun af animerede kortfilm. Gilliams første spillefilm var Python-komedien Monty Python and the Holy Grail (1975), og siden lukkede og slukkede han også for gruppen, da han sammen med Terry Jones instruerede den sidste spillefilm The Meaning of Life (1983).

Siden Monty Python endegyldigt gik i opløsning, har flere af gruppens medlemmer med mellemrum forsøgt sig som instruktører, men det er kun Gilliam, der har gjort en karriere ud af instruktørgerningen.

Allerede inden den sidste Python-film så dagens lys, havde Gilliam lavet både Jabberwocky (1977) og Time Bandits (1981), og siden er det blevet til en række både gode og mindre gode film, hvor titler som Brazil (1985), The Fisher King (1991), Twelve Monkeys (1995) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998) står som højdepunkterne.

Remake

Twelve Monkeys er rendyrket guf for genrefans, selv om idéerne bag ikke som sådan er ukendte. En postapokalyptisk verden, som søges forandret ved hjælp af tidsrejser er jo noget, vi har hørt om før – bl.a. i Terminator-filmene – men Twelve Monkeys bærer i den grad Gilliams visuelle fingeraftryk, hvilket er med til at gøre den til en film, hvor billedsiden alene giver filmen kvalitet.

Ikke dermed være sagt at historien er dårlig, for det er den bestemt ikke. Manuskriptet er skrevet af David og Janet Peoples, og historien er baseret på den franske kortfilm La Jetée fra 1962, der er fortalt stort set udelukkende som sort/hvide still-billeder.

Den grundlæggende idé i La Jetée er intakt i Twelve Monkeys, men derudover har David og Janet Peoples naturligvis både ændret og ikke mindst udvidet konceptet, så det kunne bære en spillefilm på to timer.

De Tolv Abers Hær

I 2035 lægger verden øde hen på grund af en pest, der hærgede planeten i 1996 og 1997. 99% af planetens befolkning døde, og de få overlevende bor nu under jorden, hvor de forsøger at skabe en kur mod virusset, så de kan vende tilbage til overfladen.

I det semi-fascistoide og mekaniserede undergrundssamfund møder vi James Cole, der er i fængsel for noget, vi aldrig specifikt får at vide, hvad er. Cole bliver udvalgt som ”frivillig” til at deltage i myndighedernes eksperimenter i tidsrejser.

Planen er at sende ham tilbage til 1996, hvor han skal indsamle information om virusset, så videnskabsfolk kan blive sendt tilbage i tid og studere det, så de i fremtiden kan fremstille en kur. Der er altså ikke tale om en ellers klassisk idé med at ændre på fortiden, så nutiden bliver anderledes – hvilket måske skyldes, at det fascistiske teknokratvælde sidder ganske behageligt på magten i 2035.

Men der opstår problemer. Cole bliver sendt tilbage i tiden, men havner ved et uheld i 1990, hvor han spærres inde på et sindssygehospital. Her møder han dels den kvindelige psykiater Kathryn Railly (Madeleine Stowe) og den gale medindsatte Jeffrey Goines (Brad Pitt).

Efter en rum tid, hives Cole tilbage til 2035, og efterfølgende får de sendt ham tilbage til det rigtige årstal (dog med en mindre omvej til Første Verdenskrigs skyttegrave). Her opsøger Cole Railly, fordi hun er den eneste, han kender, og han har brug for en chauffør til at komme rundt, så han kan forfølge de spor, han har.

De handler alle sammen om en gruppe, der hedder De Tolv Abers Hær, og noget tyder på, at det er denne gruppe, der er ansvarlig for at have sluppet det dødsensfarlige virus fri.

Langsomt går det op for Cole, at ikke alt er som han regnede med, selv om der er en forbindelse mellem De Tolv Abers Hær, hans tidligere medindsatte Goines, og Goines’ far – en berømt virolog.

Alt imens Cole forsøger at stykke tingene sammen, bliver han selv mere og mere i tvivl om, hvorvidt han faktisk bare er ravende vanvittig, sådan som Dr. Railly har forsøgt at overbevise ham om, mens Railly på den anden side langsomt begynder at blive overbevist om, at Cole taler sandt.

Som publikum er vi nu ikke så meget i tvivl om, at Cole rigtig nok er fra fremtiden, men det nytter jo ingenting, hvis han selv bliver overbevist om, at han er sindssyg!

Hvordan tingene udvikler sig videre, skal ingen snydes for at opleve ved selvsyn, men der er masser af klassiske tidsrejsetemaer i spil, hvor bl.a. et af Coles barndomsminder spiller en væsentlig rolle for handlingen.

Fascistoidt fremtidssamfund

Som sagt er Twelve Monkeys guf for genrefans, og da især for fans af tidsrejsehistorier. Men filmen er også mere end det.

Tematisk og visuelt har Twelve Monkeys meget til fælles med Brazil (1985), hvis fascistoide fremtidssamfund minder meget om det, vi ser i Twelve Monkeys. Det er den samme både visuelle og konceptuelle ”skævhed”, der gør sig gældende i begge film, og det er også det, der gør fremtidssekvenserne i Twelve Monkeys så fascinerende og stemningsfulde.

Videnskabsfolkene er karikerede, teknologien er kluntet og virker på mange måder gammeldags, og stemningen er generelt bizar – som da Cole vågner op efter en tur tilbage til 1996 og der hænger et romantisk landskabsmaleri over hans seng, mens videnskabsfolkene synger ”Blueberry Hill” for ham.

Faktisk virker fremtiden så tilpas grotesk, at man ikke er helt sikker på, man har lyst til at Cole skal lykkes i sin mission. Om noget ønsker man, at han skal forhindre katastrofen i at ske i det hele taget – ikke at lade fremtidsdoktorerne finde en kur, så de kan overtage planeten. Snart er man da også mere optaget af, at den stakkels Cole skal opleve bare en smule lykke sammen med Dr. Railly, og det er Cole i øvrigt også.

Bedst af alle fremtidssekvenserne er dog den i filmens begyndelse, hvor Cole sendes på en mission til overfladen for at indsamle dyr, som videnskabsfolkene kan teste for virus. I Philadelphias gader løber bjørne og sågar en løve frit omkring, og de tomme gader og ødelagte bygninger fremmaner en fin, fin postapokalyptisk stemning.

Denne fremhæves i øvrigt i én af 1996-scenerne, hvor Cole pludselig befinder sig i én af de samme bygninger, han har været i i fremtiden. Med anvendelse af den samme kameravinkel og en enkel overblænding til fremtidssceneriet, skaber Gilliam her en glimrende og lidt spøgelsesagtig stemning.

Noget på hjerte

At Twelve Monkeys har noget på hjerte er der ingen tvivl om. Stemningssammenfaldet med Brazil er allerede nævnt, og dermed er filmens antydning af politisk satire også klar.

Men i Twelve Monkeys sidestilles også fremtidssamfundet og de groteske forhold, Cole oplever på sindssygehospitalet i 1990. Der går en lille smule One Flew Over the Cuckoo’s Nest (1975) i filmen her, uden at Twelve Monkeys dog på nogen måde er en film, der decideret handler om forholdene på et sindssygehospital.

Men det er den samme fantasiforladte og teknokratiske struktur, Cole møder i 1990, som han kommer fra i fremtiden. Kun Dr. Railly er anderledes, og dermed er kærlighedsbudskabet tydeligt.

Men i virkeligheden behøver man slet ikke tolke, og da slet ikke overtolke, på en film som Twelve Monkeys. Man kan sagtens nyde den udelukkende som en glimrende præ-apokalyptisk og postapokalyptisk tidsrejsefilm, hvis science fiction-aspekter i øvrigt træder i baggrunden i en stor del af filmen til fordel for velfungerende suspense.

Terry Gilliam når han er bedst

Både Bruce Willis i rollen som Cole og smukke Madeleine Stowe som Dr. Railly gør det fint, men Brad Pitt stjæler totalt billedet i de scener, han er med i. Hans fremstilling af den vanvittige Goines er lige i øjet og i øvrigt særdeles humoristisk. I birollerne ses et par solide navne som Christopher Plummer og David Morse, men ellers er Twelve Monkeys i øvrigt støvsuget for kendte ansigter.

Både tidsrejsefans og fans af postapokalyptika bør gøre sig selv den tjeneste at anskaffe sig Twelve Monkeys, hvis de ikke allerede har set den. Historien er glimrende, og visuelt er den en perle – Terry Gilliam når han er bedst.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Epidemi, Postapokalyptika, Psykisk Sygdom, Sygdom, Tidsrejser