Planet Pulp

Den postapokalyptiske setting er perfekt til at fortælle gammelkendte historier med et lækkert fernis. Ofte er det actionfilm, der bruger settingen, som foregår efter dommerdag, og det er også tilfælde med Turkey Shoot.

Historien er baseret på den klassiske “jagtfilm” The Most Dangerous Game (1932), som blev instrueret af selveste Ernest B. “King Kong” Schoedsack. Igen er filmen The Most Dangerous Game baseret på novellen af samme navn fra 1924, skrevet af Richard Cornell. Flere film er direkte inspireret af enten Cornells novelle eller Schoedsacks filmatisering, og disse film tæller blandt andet Deadly Prey (1988) og Surviving the Game (1994), som begge er mere eller mindre hjernedøde actionfilm, hvor den sidste kan prale af at have både Gary Busey, Rutger Hauer OG Ice-T på rollelisten – tre herrer, der var sikre kort, hvis man ville lave en rigtig B-actionfilm i 90’erne.

Den jagtede bliver jægeren

Men også andre actionfilm bruger grundidéen med, at en gruppe mennesker indtager rollerne som jægernes bytte. Og naturligvis, som det er tilfældet i de fleste actionfilm, og i novellen The Most Dangerous Game, bliver den jagede til jægeren. Og så kan de onde godt begynde at ryste i bukserne, hvad enten byttet er Michael Dudikoff i Avenging Force (1986), Arnold Schwarzenegger i The Running Man (1987) eller Jean-Claude Van Damme i Hard Target (1993). Det er naturligvis også tilfældet med en film som Predator (1987), hvor den fremmed Predator jagter menneskene for sjov, og hvor byttet, igen i form af Arnold, godt kan slå tilbage.

Turkey Shoot indledes af en montagesekvens, der skildrer uroligheder. Det er en klassisk postapokalyptisk start, der kører henover startteksterne – gennem noget der ligner arkivbilleder fra den virkelige verden, prøver filmskaberne at tilnærme sig det realistiske udtryk. Og så kan filmen ellers begynde for alvor, og straks ser man, at realismen fra indledningen er væk. Men sådan er det bare i den type film, og jeg elsker det.

Taget til fange

Tre personer er er fanget. De bliver kørt i en stor kikset vogn. Gennem to flashbacksekvenser med klassiske zooms ind på øjnene for at vise, at vi nu går ind i deres mentale rum, ser vi, hvordan de er blevet fanget. Den ene, manden Paul, broadcaster et kritisk radioshow, og vi bliver nu klar over, at et slemt totalitært styre har kontrollen. Han fanges. Den anden, kvinden Chris, er bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og hun fanges også. Og så er vi tilbage i vognen, hvor vi ikke får et flashback fra den tredje person, kvinden Rita. Fangetransporten ankommer til en lejr, Camp 97, hvor der står følgende på skiltet:

”CAMP 97. RE-EDUCATION AND BEHAVIOUR MODIFICATION. WELCOME. YOUR STAY HERE WILL MAKE YOU AN ASSET TO SOCIETY.”

Det ser på skiltet ud som om der står CAMP 97, så det er mig en gåde hvorfor andre anmeldere og hjemmesider refererer til den som CAMP 47. Desuden bliver filmen lanceret til at foregå i 1995, og det eneste sted man hører det, er i traileren til filmen.

Vi er nu fem minutter inde i filmen, og stemningen er slået ganske effektivt an.
Fængselsdirektøren Thatcher er vært for et meget specielt jagtselskab, hvor rigmænd vælger folk blandt fangerne, som de så kan dræbe i en pervers form for game hunt.

Til den planjagte jagt har selskabet udvalgt fire personer: vores to hovedpersoner Paul og Chris, den storbarmede blondine Rita fra indledningen samt den ubehagelige Dodge. De fire får at vide, at de får deres frihed, hvis de blot lader Thatchers gæster jagte dem en enkelt dag. Det lyder da som et helt fair tilbud, specielt når man ved, hvilken genre Turkey Shoot tilhører. De fire får et lille forspring, og bliver så ellers jagtet af det perverse selskab. Og hvad der videre sker, vil jeg naturligvis ikke røbe her.

Postapokalyptisk setting

Filmens lanceres som en postapokalyptisk actionfilm, men den postapokalyptiske setting spiller stor set ingen rolle for fortællingen, da den kun bruges indledningsvist til at vise, at vores verden er gået i hundene. Desuden ser man også fremtiden i form af underlige kiksede køretøjer, som vækker mindelser om den italienske postapokalyptiske trashactionfilm I nuovi barbari (1982), som AWE også har været så elskværdige at udgive.

Manglen på direkte referencer til samfundet hæmmer ikke filmen, da fængselsscenerne og jagtscenerne er hele filmen værd. Og rent faktisk lykkes det ganske godt at skabe stemningen af et postapokalyptiske samfund, hvor specielt det dekadente jagtselskab tager kegler.

Lummerhed, vold og splat

Desuden er filmen fyldt med lummerheder og voldsscener, som ville gøre de italienske våbenbrødre misundelige på deres venner fra Australien. Folkene bag filmen er tydeligvis også fascineret af våben, og der bruges da også lang tid på disse, så man rigtig kan nyde, når de tages i brug. Netop den slags detaljer og al lummerheden er guf for feinschmeckere, som gør den ellers ordinære actionhistorie til et spændende og farverigt bekendtskab (og netop det, som jeg ser som kvaliteter, vil få den pæne kulturpresse til at skide i bukserne og råbe på censur). Der er også godbidder til splatterfolket, som får deres lyst styret med blod, afhugning af lemmer, og en krop, der skydes fuldstændig i smadder.

I lejren bruges et utal af fængselsklichéer Vi har de sadistiske fangevogtere, fangen der fedter for vogterne, fængselsdirektøren der på voyeuristisk vis holder øje med det hele på sine skærme, flugtforsøgene og en hovedperson, der både fysisk og psykisk minder om en fattigmandsudgave af Steve McQueens Kaptajn Hilts fra The Great Escape (1963). Udover de klassiske fængselstræk fra mere lødige film har vi også exploitationtræk i form af voldtægtsforsøg, lange takes af nøgne mennesker i fællesbad og lidt ultravold.

Jagtselskabet og ”varulven” Alph

Og så kommer man ikke udenom det dekadente jagtselskab, som for mig klart er filmens stærkest kort, og er det, som gør, at man husker Turkey Shoot. Thatcher har samlet tre meget specielle jægere. Der er en fedladen og liderlig mand, som man finder ud af kommer fra regeringen. Så er der en helt mystisk kvinde, som snakker liderligt om våben, samtidig med, at hun gerne vil penetrere Chris og Rita med sine pile. Hun står for flere af filmens bedste replikker, hvor man fra manuskriptforfatternes side slet ikke har forsøgt at skjule de lumre undertoner. Og til sidst er der endnu en mand, som har et helt specielt våben med: en varulvelignende skabning, han har fundet i et cirkus. Skabningen kalder han Alph. Iklædt gallatøj og med whisky/cognac i glasset er de om noget billedet på det dekadente; en parafrase over storvildtsjægere.

Jack J kommer i den udmærkede pamflet, som følger med AWE’s udgave, med flere spændende facts. Bl.a. var Turkey Shoot først tænkt som en samfundssatire med seriøse undertoner, men da budgettet blev skåret voldsomt ned, valgte man i stedet ”bare” at fortælle en actionfilm med nøgenhed og vold. I dag kan vi kun være glade for, det er sket, for Turkey Shoot er en herlig omgang beskidt underholdning.

For øvrigt er disse pamfletter, som AWE får produceret til mange af deres udgivelser, noget jeg personligt sætter stor pris på. For det første er det en lækker ting, at man fysisk kan sidde med teksten i hånden, og for det andet er det spændende at høre, hvad genre-fanboys mener om de forskellige film, og der er ofte spandevis af underholdende informationer med. Dog er der lidt malurt i bægeret: folkene på AWE har en tendens til at selve bagsideteksten på DVD’en afslører alt for meget, og her er Turkey Shoot bestemt ingen undtagelse. Så hvis du ikke kender til handlingen i filmen, vil jeg råde dig til ikke at læse på coveret, før du har set den!

Kopicentral Italien-Australien A/S

En sjov lille detalje er, at komponisten Brian May, der sjovt nok også lavede musikken til Mad Max (1979) og Mad Max 2 (1981), stor set har kopieret temaet fra First Blood (1982), som havde premiere i biograferne, mens May sad og arbejdede på sit score. Han har nok tænkt, da begge film har jagten og den flotte natur som sit bagtæppe, at det var på sin plads med en lille kopi – så der er ikke så langt fra Italiens kopimænd til Australiens ligesindede, og det er da herligt, at to så stolte lande har lavet så lækre trashfilm, som det er tilfældet.

I England blev filmen lanceret som Blood Camp Thatcher. Thatcher er som sagt hovedskurken og leder af fængslet, og når man nu er tilbage i starten af 80’erne kan det nok godt ses som en ”lille” reference til Margaret Thatcher.

Turkey Shoot er en noget ujævn film, hvor klassisk fængselsdrama og jagtaction får en exploitationoverhaling tilsat lidt postapokalyptiske træk. Filmen er voldsomt underholdende, og hvis man er til trash af den gyldne karat, man er vant til fra specielt italienske genrefilm fra samme periode, vil man ikke gå skuffet hjem.

Turkey Shoot er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 38 | 13/12/2008

Stikord: Fængsel, Postapokalyptika, Rip-off, Splat, Varulve