Planet Pulp

Da den tyske filmkomponist Hans Zimmer slog igennem i Hollywood sidst i 1980’erne, kom han som et frisk pust med sine stærkt synthesizerorienterede scores til f.eks. Rain Man (1988), Black Rain (1989) og Pacific Heights (1990). I løbet af det næste halve årti revolutionerede Zimmer tilgangen til actionfilm i form af sine stærkt ørehængende, testosteronsprudlende power anthems og musik, der i meget høj grad var baseret på synthesizere – herunder også synthesizere, der imiterer symfoniorkestrets lyde – samt en række instrumenter, der traditionelt ikke har været anvendt inden for filmmusik.

Håndgangne mænd

Zimmers særlige stil nåede efter manges mening sit højdepunkt med scoret til The Rock (1996), hvor Zimmer dog kun stod for selve temaerne, mens det var to af hans håndgangne mænd, der stod for resten af musikken.

Og netop håndgangne mænd er nogle, Zimmer har omgivet sig med i stor stil. Sammen med sin forretningsmakker Jay Rifkin, startede Zimmer i 1989 filmmusikstudiet Media Ventures, der hurtigt udviklede sig til et musikerkollektiv, hvor Zimmer tog en lang række nye komponister under sine vinger. Karakteristisk for langt de fleste af disse, er, at de alle komponerede inden for Zimmer-stilen, eller det gjorde de i hvert fald, mens de var tilknyttet Media Ventures.

I løbet af 1990’erne opnåede Media Ventures stor succes, og den særlige lyd, studiets tilknyttede komponister stod for, er nu gået hen og er blevet mainstream – især i store sommer-blockbusters. Media Ventures eksisterer nu ikke længere, da Rifkin og Zimmer blev uvenner, men Zimmer stiftede i stedet Remote Control Studios, der reelt er en direkte fortsættelse af det arbejde, der foregik under MV-banneret.

Mange af de komponister, der i begyndelsen af deres karriere var under Zimmers vinge, har siden brudt med MV/RC, og opnået succes på egen hånd – især de, der har været i stand til at udvikle deres egen filmmusikalske stemme og som i øvrigt har bevist, at de også formår at komponere musik for symfoniorkester. Det er bl.a. folk som Harry Gregson-Williams og John Powell, hvor især sidstnævnte har imponeret med sin ferme blanding af symfonisk musik og synthesizer. Her må det dog også siges, at der også inden for murene hos MV/RC i de senere år er blevet en større tendens til at bruge rigtigt symfoniorkester, uden at det dog har ændret ved den grundlæggende stil.

En torn i øjet

Remote Control fortsætter altså på mange måder i samme stil, hvilket i dag er blevet en torn i øjet på mange filmmusikentusiaster. For selv om Zimmers særlige tilgang var forfriskende, da den dukkede op, og i nogle år efter det, så er den først og fremmest karakteriseret ved ofte at være simplistisk. Det udmønter sig i de ovennævnte power anthems – storladne og ofte stærkt patetiske (men altid ekstremt ørehængende) temaer, kombineret med en actionmusik, der tit og ofte forlader sig på moderne beats og drum-loops. Musikalsk set er det alt andet end komplekst, og det er da også karakteristisk for Media Ventures og Remote Control, at en del af de filmkomponister, studierne har fostret, slet ikke er uddannet i komposition. En anden ting, der har gjort, at stilen efterhånden er blevet upopulær, er, at folkene fra Media Ventures gladelig bruger den samme tilgang til alle typer film, hvilket gør det umuligt at høre, om et tilfældigt MV/RC-score kommer fra en actionfilm med en nutidig setting, en science fiction-film eller en historisk eventyrfilm.

Set i forhold til den musik, klassisk trænede komponister som John Williams, James Horner og Jerry Goldsmith står (og stod) for, er Media Ventures-stilen, som den kaldes i daglig tale, overordentlig simplistisk, og det er lige præcis det, der er grunden til, at den får så meget kritik i dag. Ikke fordi den er blevet kvalitativt dårligere, i forhold til da den først blev lanceret, men fordi den i dag er blevet nærmest dominerende – i hvert fald når den angår store blockbusters. Dette skyldes ikke mindst, at producenten bag mange af de største popcornfilm, Jerry Bruckheimer, har kastet sin kærlighed på Zimmer og hans kammerater, hvilket betyder, at Bruckheimers produktioner udelukkende får musik fra den kant.

Ikke stor kunst

Alt dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at stilen ikke har sine styrker, og først og fremmest må man klassificere mange af MV/RC-studiernes scores som enormt underholdende, også selv om man kan diskutere deres kvalitative meritter. En engelsk filmmusikkritiker kvitterede for sin irritation over MV-stilen ved at give Steve Jablonskys score til Transformers 0 stjerner, hvilket efter min mening bestemt ikke er rimeligt. Der er måske ikke tale om stor kunst, men Transformers er ikke desto mindre et utroligt underholdende score, der efter min mening placerer sig som en af de kvalitativt bedste repræsentanter for MV-stilen, der er kommet inden for de senere år. Her skal det lige siges, at Hans Zimmers eget output inden for de senere år har vekslet mellem det overvejende symfoniske, og diverse bidrag til typiske MV/RC-produktioner, så det er efterhånden længe siden, vi har hørt et rendyrket eksempel på stilen fra Zimmers egen hånd.

Musikken fra Transformers er på næsten alle måder et klassisk MV/RC-score. Det er meget melodisk, idet det i høj grad er bygget op omkring række meget solide temaer af typisk MV-karakter: storladne, ørehængende og for det meste dybt patetiske. Det gælder det noble tema for de gode “Autobots” (nr. 1), det gælder temaet for “Bumblebee” (nr. 7), og det gælder i allerhøjeste grad for det tema, der er basis for albummets bedste nummer, det afsindigt episke “Arrival to Earth” (nr. 12). Her har vi uden tvivl et af de mest påfaldende og afhængighedsskabende enkeltnumre fra et MV/RC-score i flere år, næst efter “Up is Down” fra Hans Zimmers eget score til Pirates of the Caribbean 3: At World’s End (2007).

Knap så karakteristisk er imidlertid temaet for de onde “Decepticons” (nr. 2), der er bygget op omkring en synthesizet puls, hvorover Jablonsky lægger et dystert mandskor, der messer rytmisk i de meget lave registre med en herligt skummel guttural effekt til følge. Senere kommer et kvindekor ind, og overtager kortvarigt temaet fra de dybe basser, inden sidstnævnte vender tilbage. Det er faktisk et fint tema, eller måske nærmere motiv – for særligt udviklet er det ikke – og den rytmiske karakter, hele nummeret har, er naturligvis velegnet til at formidle det mekaniske aspekt ved rumrobotterne. Kor anvendes i øvrigt i adskillige af numrene, især de allermest episke, og kernen i Jablonskys score er et ægte symfoniorkester, blot suppleret med en allerhelvedes masse synth – især synth-percussion, men også bl.a. elektrisk cello.

Media Ventures møder Thomas Newman

Både “Autobot”-temaet og “Decepticon”-temaet dukker løbende op i scorets forskellige numre, og er bærende for de fleste actionnumre, der dog også indimellem byder på egne temaer i bedste MV-ånd – f.eks. i “Soccent Attack” (nr. 8) og “Scorponok” (nr. 10). Der er også et par ganske fine suspensenumre, f.eks. det dystre “Frenzy “(nr. 5), og det mere konventionelle “Witwicky” (nr. 13), der uden problemer kunne være hentet fra Trevor Rabins score til National Treasure (2004).

Det samme kunne i øvrigt “Sam At The Lake” (nr. 9) – her er det Jablonskys tur til at gå Thomas Newman i bedene; noget, Trevor Rabin mig bekendt var den første MV/RC-komponist, der gjorde, på scoret til National Treasure. Lige så mærkeligt det var pludselig at høre noget, der grangiveligt lyder som et Thomas Newman-cue på Rabins National Treasure-score, ligeså mærkeligt er det på Transformers. Men uoriginalt eller ej, så kommer man ikke udenom, at Jablonsky faktisk kopierer Newman ganske godt, og “Sam At The Lake” er på mange måder det bedste af Transformers-scorets mere muntre numre.

Det er imidlertid også et af de eneste decideret muntre numre dér er, for de fleste af albummets numre er højdramatiske actiondrama-cues – både af den temadominerede type, som jeg allerede har nævnt nogle eksempler på, og den meget rytmiske, percussiontunge type som f.eks. “Downtown Battle” (nr. 14).

Albummet slutter naturligvis med en sejrrig udtoning i form af en episk kombination af temaerne fra “Arrival to Earth” og “Autobots”.

Kort sagt – Transformers er ikke noget originalt score, og det er bestemt ikke særlig subtilt. Men for fanden, hvor er det underholdende hele vejen igennem! Hvis dette ikke er nok for én, så skal man blive langt væk fra Transformers, men hvis man, som jeg selv, har en svaghed for Hans Zimmers power-anthems, så er Transformers et af de bedste bud, der er kommet inden for de senere år.

Nummerliste:
1. Autobots (2:33)
2. Decepticons (3:51)
3. All Spark (3:35)
4. Deciphering the Signal (3:08)
5. Frenzy (1:56)
6. Optimus (3:15)
7. Bumblebee (3:58)
8. Soccent Attack (2:07)
9. Sam At The Lake (1:59)
10. Scorponok (4:57)
11. Cybertron (2:46)
12. Arrival To Earth (5:26)
13. Witwicky (1:57)
14. Downtown Battle (1:33)
15. Sector 7 (2:05)
16. Bumblebee Captured (2:17)
17. You’re A Soldier Now (3:27)
18. Sam On The Roof (2:02)
19. Optimus vs. Megatron (3:59)
20. No Sacrifice, No Victory (2:57)

Total spilletid: 59:48

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008