Planet Pulp

Det er et generelt velkendt fænomen, at man skal være forsigtig med at genbesøge ting fra sin barn- og ungdom, som man husker varmt og positivt, men som man ikke har haft fat i siden dengang.

Nostalgien kan spille én et puds og få ting til at fremstå helt anderledes – og bedre – end de vil gøre i dag med den voksnes blik. Det er uanset, om vi snakker om film, computerspil, tegneserier eller noget helt fjerde.

Jeg tog for ikke så længe siden chancen og genså Toy Soldiers, som jeg ikke har set, siden jeg så den i biografen, da filmen havde premiere i slutningen af 1991.

Lige siden dengang har jeg husket Toy Soldiers som en vildt underholdende actionfilm, der tilmed også var af ret høj kvalitet. Kunne Toy Soldiers så holde til gensynet, her 32 år senere? Det kommer vi til.

Ikke et af Guds bedste børn

I Colombia har den slemme, slemme skurk Luis Cali (Andrew Divoff) og hans folk taget en flok gidsler i en retsbygning. Han vil have stoppet udleveringen af sin far, narkobaronen Enrique Cali, til USA, og han tror, dommeren kan gøre det.

Men Luis er for sent på den. Dommeren påpeger – og Luis kan også se det på live-TV – at faderen allerede er ankommet til USA.

For lige at vise, at han mener det alvorligt, smider Luis et gidsel ud fra retsbygningen, og da ham og hans folk flygter i en helikopter, tager de dommeren med og smider ham ud fra helikopteren.

Nej, Luis Cali er ikke ét af Guds bedste børn.

Terrorister på kostskolen

Scenen skifter til den fornemme prep school, The Regis School, et sted i USA – at dømme fra arkitekturen sikkert et sted i de nordøstlige stater. Skolen er kun for drenge og tydeligvis kun for de velhavende.

Her bliver én af drengene, Phil, afhentet af de amerikanske myndigheder, fordi hans far er den dommer, der skal stå for retssagen mod Enrique Cali. Myndighederne ved godt, at det betyder, at dommerens familie er i fare.

Men vi bliver på skolen, hvor vi møder Phils venner, en lille flok bestående af Billy Tepper (Sean Astin), Joey Trotta (Wil Wheaton), Hank Giles (T.E. Russell), Ricardo “Ricky” Montoya (George Perez) og “Snuffy” Bradberry (Keith Coogan).

Billy er lederen af gruppen; en klassisk ballademager, der tidligere er blevet smidt ud fra adskillige skoler. Vi ser da også, hvordan Billy fører vennerne ned i skolens kælder, hvor de drikker hjemmelavet sprut og bruger skolens telefon til at ringe op til en sexlinje ved hjælp af en teknisk anordning, Billy har rigget sammen.

De bliver dog taget på fersk gerning af skolens dekan, den strikse, men også venlige Parker (Louis Gossett Jr.). Senere møder vi også skolens rektor, spillet af Denholm Elliott.

Men freden varer naturligvis ikke ved. Der er ingen, der har fortalt Luis Cali, at de amerikanske myndigheder har evakueret dommerens familie, så snart har Luis og hans håndlangere invaderet skolen. De minerer bygningerne og sætter udkigsposter op med tunge maskingeværer, og så går Luis ellers i gang med at lede efter dommerens søn.

Sådan noget gør man naturligvis ikke ustraffet, når der er en flok opfindsomme ballademagere med autoritetsproblemer, men præcis hvordan det spænder af, må du selv se filmen for at finde ud af.

Ja, men

Det korte svar på spørgsmålet om, hvorvidt Toy Soldiers kunne holde til et gensyn så mange år senere, er ja. Men der er også et “men”.

Først og fremmest kan det konstateres, at filmen stadig er solidt underholdende fra start til slut. Produktionen er ganske udmærket, og selvom der ikke er tale om en film med et blockbuster-budget, har man aldrig på fornemmelsen, at man sidder og ser en B-films-actionbasker af den type, der normalt røg direkte ud på video.

Derudover er manuskriptet skruet ganske fint sammen. Man kommer til at holde af både drengene, dekanen og rektoren, og der er en række ganske nervepirrede sekvenser undervejs, da drengene sniger sig rundt på (og væk fra) skolen i et forsøg på at gennemføre deres plan.

Skuespilmæssigt fungerer filmen også nogenlunde. Sean Astin træder øjeblikkeligt frem som den samlende figur i drengegruppen. Ikke bare fordi, manuskriptet fortæller os, at han er lederen, men ganske enkelt også fordi, det er ham, der har mest karisma.

Der er nok også en grund til, at jeg omkring 10 år senere, da jeg første gang så, hvem der var blevet castet i rollerne til Peter Jacksons Lord of the Rings-film, tænkte ved mig selv “Det er da ham fra Toy Soldiers”, da jeg så et billede af Astin som Samwise Gamgee.

De andre drenge er nu også fine i deres roller, også Wil Wheaton, selvom han mest af alt bare spiller Wil Wheaton. Uanset om han er Wesley Crusher i Star Trek: The Next Generation eller Gordie Lachance i Stand By Me, så er han mest bare Wil Wheaton. Jeg har altid godt kunnet lide ham.

Og så er der også nogle folk, der stjæler de scener, de er med i. Først og fremmest Louis Gossett Jr. som dekanen og R. Lee Ermey som general Kramer i militærlejren lige udenfor skolen. Og så er Denholm Elliott selvfølgelig solid som en klippe, selvom han ikke har så mange scener.

Die Hard-klon

Så hvor kommer mit forbehold ind henne? Hvad er anledningen til det “men”, jeg nævnte?

Toy Soldiers er én af de mange Die Hard-kloner, der kom i kølvandet på actionklassikeren fra 1988. Bruce Willis tog sig i første omgang af terrorister (som i virkeligheden var tyveknægte) i et højhus og samme år som Toy Soldiers i en lufthavn.

Andre tog sig af terrorister ombord på skibe (Under Siege, 1992), på bjerge (Cliffhanger, 1993), på tog (Under Siege 2: Dark Territory, 1995), på fly (Passenger 57, 1992, og Air Force One, 1997), ja sågar på et ishockeystadion (Sudden Death, 1995). Og der er flere.

Her er det altså terrorister på en kostkole, og i stedet for kun én helt, har vi en hel gruppe – også selvom Sean Astins Billy Tepper klart er den primære hovedperson.

På den måde er Toy Soldiers på én og samme tid uoriginal og original, for settingen og hovedpersonerne er virkelig godt udtænkt, og det er lige præcis her, jeg har nogle få problemer med filmen, eller snarere dens manuskript.

Uudnyttet potentiale

Først og fremmest skal det lige siges, at Toy Soldiers er baseret på en roman af samme navn, skrevet af William P. Kennedy, fra 1988, så manuskriptfatterne – filmens instruktør Daniel Petrie Jr. og David Koepp – er formentlig i et vist omfang lovligt undskyldt.

Jeg har ikke læst romanen, så jeg ved ikke, hvor tæt manuskriptet lægger sig op ad forlægget, men uanset hvad, så var der et større potentiale her.

Settingen er simpelthen så rig på muligheder for, hvordan vores hovedpersoner kunne drive gæk med terroristerne, at jeg ikke forstår, hvorfor Petrie og Koepp ikke har udnyttet det bedre.

I starten af filmen lader det endda til, at de lægger op til lige præcis den slags: Vi ser, hvordan Billy fører sine venner ad hemmelige smutveje ned i kælderen, hvor han bruger den tekniske dingenot, han selv har stykket sammen, til at ringe via skolens telefon til en “voksentjeneste”.

Da jeg genså filmen (som jeg ikke huskede i detaljer) sad jeg og tænkte, at hele denne sekvens bestemt måtte være et oplæg til senere begivenheder, efter at terroristerne var dukket op – altså en klassisk “set up/pay off”-konstruktion. Men det sker aldrig.

Selvfølgelig er der andre aspekter af settingen, Petrie og Koepp bringer i spil, men både settingen og persongalleriet har potentiale til endnu mere.

Derfor sidder man også tilbage med en fornemmelse af, at Toy Soldiers er en film, der har et koncept med et kolossalt uudnyttet potentiale. Det, vi får, er bestemt ikke dårligt, men det kunne have været så meget bedre.

Det er jo heller ikke fordi, Petrie og Koepp er amatører! Petrie har måske ikke lavet så meget, men han skrev både den første Beverly Hills Cop (1984) og Sidney Poitier-thrilleren Shoot to Kill (1988).

Koepp er i dag til gengæld en sværvægter i Hollywood. Han havde skrevet fire manuskripter før Toy Soldiers, og i årene umiddelbart efter skrev han Death Becomes Her (1992), Jurassic Park (1993) og Carlito’s Way (1993). Siden har han stået bag manuskripterne til bl.a. Mission: Impossible (1996), Spider-Man (2002) og War of the Worlds (2005).

Et sidste svagt led

Skal man derudover endelig pege på et sidste svagt led i kæden, så må det være Andrew Divoff i rollen om Luis Cali. Nu er Divoff jo generelt ikke en A-liste-skuespiller, men han tilhører heller ikke bunden af B-films-rodekassen.

Men i Toy Soldiers overspiller Divoff til den store guldmedalje. Han er simpelthen så ond, så ond, at det halve eller sågar det kvarte kunne være nok.

Lige præcis her kunne Petrie som både manuskriptforfatter og instruktør og Divoff som skuespiller måske med fordel have kigget på lige præcis Die Hard, hvor Alan Rickman formår at gøre Hans Gruber på én gang farlig, charmerende og stedvist ret sjov.

Toy Soldiers havde været en endnu bedre film, hvis filmens primære skurk ikke havde været så entydigt ond, for selvom denne type af film selvfølgelig ikke lægger op til de store moralske overvejelser, plejer der alligevel at komme bedre film ud af det, hvis skurken har i det mindste nogle få formildende karaktertræk.

Sæt den roligt på

Men Toy Soldiers er nu engang, som den er. Og det er bestemt ikke dårligt, selvom det også kunne være bedre. Så konklusionen er, at hvis du – som jeg gjorde – kun husker Toy Soldiers i et varmt, nostalgisk lys, kan du roligt sætte den på. Og underholdende, det er den under alle omstændigheder stadigvæk.

Anmeldt i nr. 220 | 13/03/2024