Planet Pulp

“Han vil bare være din ven…” siger taglinen på forsiden af Another World Entertainments udgivelse af Gerard Johnsons fine socialrealistiske seriemorderfilm Tony (2009). Det lyder måske som en ironisk tagline, men faktisk er der en sandhed bag konstateringen, for Tony handler mere end noget andet om et dybt ensomt menneske.

Peter Ferdinando leverer en både indfølt og uhyggelig præstation som Tony, der lever et socialt afskåret liv i én af Londons triste betonforstæder. Han er på understøttelse og får sine dage til at gå med at se VHS-actionfilm på et lille TV i sin farveløse lejlighed. Når han går ud af lejligheden forsøger han ind imellem at komme i kontakt med andre mennesker, men hans fuldstændigt akavede facon og manglende sociale evner betyder, at han har ekstremt svært ved at begå sig.

Et tilfældigt udsnit af Tonys liv

Filmen præsenterer os for et udsnit af Tonys liv, som vi får indtrykket af er helt tilfældigt valgt. Som om det ikke ville gøre nogen forskel, om vi havde fulgt Tony et par måneder tidligere eller senere. Hans liv ville være det samme.

Der er ikke noget konkret plot i Tony. Vi følger ganske enkelt bare Tony i en periode og ser, hvad der sker for ham. Tilfældigvis er Tony også en afstumpet morder, der ind imellem bare slår folk ihjel. Der lader ikke til at ligge de store tanker bag Tonys mord; det er bare folk, der irriterer ham eller som ikke behandler ham ordentligt.

Den første vi oplever Tony tage livet af er den ene af to junkier, som Tony inviterer med op i sin lejlighed. De to er ikke Guds bedste børn, men den ene af dem er et rigtigt røvhul, der gengælder Tonys venlighed – og han prøver virkelig på at være venlig på sin egen helt kejtede facon – ved at råbe af ham, svine ham til og slå ud efter ham. Selv om man er chokeret over Tonys iskolde mord, så føler man ingen sympati med ofret. Mordet vises også helt koldt og uden den store dramatik.

Det er ikke fordi Tony er på den store killing spree i løbet af filmen. Tre ofre bliver det til i alt, inden filmen slutter med, at vi blot forlader Tonys liv igen lige så pludseligt, som vi kom ind i det. I løbet af de 70 minutter har vi, ud over mordene, bl.a. fulgt Tony på pubben, oplevet ham være til møde på understøttelseskontoret, til jobsamtale og lignende.

Sønderlemmende kritik

Tony forsøger naturligvis ikke at skabe en forståelse for Tonys ugerninger, for de er ugerninger, slet og ret. Men det er helt umuligt ikke at få en form for sympati for det socialt ødelagte væsen Tony. På den måde er Tony også på sin egen helt stilfærdige facon en sønderlemmende kritik af et samfund, der ikke på den ene eller den anden måde får opfanget og hjulpet et menneske som Tony.

Den totalt no nonsense-tilgang, instruktøren Gerard Johnson har haft til materialet gør ikke bare portrættet af Tony ret hjerteskærende, men den er også med til at gøre den sociale kritik underspillet og langt mere effektiv end en højtråbende moralprædiken. Samtidig er den stilfærdige tilgang med til at gøre mordene langt mere uhyggelige, for Johnson gør ikke brug af nemme suspense-kneb.

Spændingen og gruen opstår helt af sig selv; bedst i en scene hvor Tonys underbo ringer på døren for at spørge, om hun kan få et plaster af ham. I løbet af hele scenen frygter man for kvindens liv, fordi man ved, hvad Tony kan finde på. Men da kvinden forlader Tonys lejlighed og Tony siger til sig selv “Nice woman”, tror man på, at han mener det. Hun er måske den eneste, der har sagt et pænt ord til Tony i årevis.

Et deprimerende kig ind i en trøstesløs verden

Endelig må Gerard Johnson, der selv har skrevet manus til filmen, også roses for at have leveret én af de sjældne film, der tegner et troværdigt portræt af en seriemorder. Selv om vi ikke får en forklaring på, hvorfor Tony er, som han er, så fremstår han alligevel troværdig. Det er ganske enkelt unødvendigt med en psykologisk forklaring, blandt andet også fordi Tony ikke som sådan handler om mordene. Derfor er Tony heller ikke en seriemorderfilm, men en socialrealistisk film, der tilfældigvis handler om en seriemorder.

Derfor skal man heller ikke lade sig snyde af det bloddryppende cover. Mordene spiller vitterligt en meget lille rolle i Tony, selv om der da er et par klamme effekter hist og pist – og disse kommer faktisk hovedsageligt i forbindelse med, at Tony parterer ligene for at skaffe dem af vejen. Hvis man derfor forventer en blodig seriemorderfilm med fokus på blod og vold, vil man blive skuffet.

Hvis man derimod er parat til et deprimerende kig ind i en virkelig trøstesløs verden af betonboligblokke og social forfald, er Tony både uhyggelig og hjerteskærende i sit portræt af et menneske, der er faldet igennem alle samfundets sikkerhedsnet. Tony er et lille mesterværk, som får de varmeste anbefalinger herfra!

Tony er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 71 | 13/09/2011

Stikord: London, Seriemordere, Socialrealisme