Planet Pulp

Efter et par mildest talt skuffende scores til henholdsvis Licence to Kill (1989) og GoldenEye (1995), kom der andre boller på suppen med Tomorrow Never Dies, og ifølge diverse historier var det John Barrys fortjeneste!

Ikke fordi Barry komponerede musikken – Barrys sidste Bond-score var The Living Daylights fra 1987 – men fordi Barry kontaktede Bond-producenterne og anbefalede David Arnold som komponist til den næste film. Angiveligt skulle Barry have hørt Arnolds Shaken and Stirred: The David Arnold James Bond Project, med covernumre af gamle Bond-sange, og på den baggrund have anbefalet komponisten.

Hvis historien er sand, må Barry have hørt noget af Arnolds arbejde god tid i forvejen, for Shaken and Stirred udkom først i Storbritannien i oktober 1997, blot to måneder før filmens premiere, og Arnold arbejdede angiveligt på filmens musik over en periode på seks måneder. Under alle omstændigheder er det en ret god historie, og David Arnold viste sig da også at være et glimrende valg, uanset hvordan det kom i stand.

Bond- og Barry-fan

Arnold havde været Bond– og Barry-fan igennem mange år, hvilket hans Shaken and Stirred-projekt også er et produkt af, og dertil er han en glimrende filmkomponist. Arnold var allerede brudt igennem som komponist på store projekter, inden han fik tjansen som Bond-komponist. Han debuterede med musikken til The Young Americans (1993), hvor han bl.a. var med til at skrive sangen “Play Dead”, der fremføres af Björk.

Og allerede året efter gik det vildere for sig, da han blev hyret til at levere musik til Roland Emmerichs science fiction-ramasjang Stargate (1994). Resultatet blev et glimrende score og det reelle gennembrud for Arnold, hvilket i de efterfølgende år førte til adskillige store opgaver, bl.a. Independence Day og Godzilla fra 1996 og 1998 (begge for Emmerich) og altså Bond-filmene.

Arnold har stået for musikken til samtlige Bond-film siden Tomorrow Never Dies, men den kommende film, Skyfall, er han sprunget over – vist ikke så meget på grund af hans stilling som music director ved de netop overståede Olympiske Lege som fordi, instruktøren Sam Mendes gerne ville have sin egen, faste komponist på jobbet. Men forhåbentlig vender Arnold tilbage i næste ombæring.

Fører Bond ind i 1990’erne

Med Tomorrow Never Dies formåede Arnold at gøre lige præcis det, producenterne havde håbet, Eric Serra ville formå med GoldenEye, men som endte i en musikalsk katastrofe: at føre Bond ind i 1990’erne rent musikalsk.

Arnold lykkedes med sit forehavende, fordi han formåede at kombinere det nye med det hævdvundne. Således er Tomorrow Never Dies umiskendeligt et moderne score med anvendelse af forskellige former for electronica. Men samtidig – og overvejende – er det et symfonisk score, der også på væsentlige punkter inkorporerer Bond-seriens musikalske arv. Det kommer især til udtryk i Arnolds anvendelse af messingblæserne, der på mange måder lyder som noget, Barry kunne have komponeret i 1960’erne.

Vraget sang

Filmens sang er en lidt trist historie om, hvordan en klart overlegen sang blev vraget til fordel for en utroligt ordinær én af slagsen. Arnold skrev “Tomorrow Never Dies” sammen med David McAlmont og fik Bond-veteranen Don Black (“Thunderball”, “Diamonds Are Forever”, “The Man with the Golden Gun”) til at skrive teksten.

Men Arnolds sang var kun ét indlæg i den generelle konkurrence, der var om at levere titelmelodien, og hvor også danske Swan Lee lagde billet ind sammen med kunstnere som bl.a. Pulp og Sheryl Crow. Arnolds sang blev udvalgt, hvilket betød, at komponisten inkorporerede melodien i sangen som filmens hovedtema, og så lavede producenterne en “Thunderball” på ham.

Ligesom Barry havde inkorporeret sin oprindeligt planlagte titelsang “Mr. Kiss Kiss Bang Bang” i scoret til Thunderball (1965) for blot at se den vraget som titelsang, således måtte Arnold nu se sin sang, der blev omdøbt til “Surrender”, flyttet til filmens rulletekster og Sheryl Crows sang opløftet til titelmelodi. Det betyder, at temaet fra “Surrender” reelt udgør filmens hovedtema, mens temaet fra “Tomorrow Never Dies” (Crows sang) ikke dukker op i scoret.

Hvad angår Crows bidrag, så er der såmænd tale om en ganske udmærket popsang, men den er utroligt ordinær, og Crows stemme imponerer ikke. “Surrender” er derimod en vaskeægte Bond-sang, der fint lægger sig i slipstrømmen af Barrys klassikere fra 1960’erne, og den er tilmed fint fremført af k.d. lang, hvis stemme er langt mere sexet og farlig end Crows.

Man skal dog ikke spekulere for meget over baggrunden for producenternes beslutning: Vil man have titelsangen fremført af en populær, lækker, feminin popsangerinde eller af en maskulint udseende lesbisk sangerinde? Ja, man skulle jo nødigt risikere salgbarheden, så den kvalitativt bedste sang blev ofret. Heldigvis ligger “Surrender” på skiven med musik fra filmen, så vi kan få sangen at høre – efter min mening den bedste Bond-sang i mange år, sammen med “GoldenEye”.

Flere udgivelser af scoret

Nu jeg er ved skiven med musik fra Tomorrow Never Dies, skal det med det samme siges, at anmeldelsen her er baseret på den udgivelse, der kom i forbindelse med filmens premiere i 1997. Men for det første var Arnold ikke færdig med filmens musik, da albummet skulle kompileres (samme situation som da Barry skrev Thunderball-scoret færdig), og for det andet er det tvivlsomt, om vi havde fået al musikken, uanset om Arnold havde været færdig eller ej. Det er ikke normen.

I hvert fald udgav det lille selskab Chapter III Records en udvidet version af scoret i 2000 – med i alt ca. 63 minutters score mod indeværende albums ca. 40 (Chapter III-udgaven medtager ingen af sangene og heller ikke Mobys remix af Bond-temaet). Desværre er Chapter III-udgaven udsolgt og ganske pebret at anskaffe sig antikvarisk, men den indeholder mange interessante cues, der med sikkerhed vil gøre lytteoplevelsen mere nuanceret – bl.a. savner man på det oprindelige album cuet “Kowloon Bay”, der, som det kan høres i filmen, er fornemt.

Nyt og gammelt hånd i hånd

Arnolds score er som sagt en blanding at nyt og gammelt, og gud ske tak og lov viger Arnold heller ikke tilbage for at bruge det originale James Bond-tema i liberale doser. Således dukker de afsluttende satser af temaet op i indledningen af det lange action- og suspensecue “White Knight” (nr. 2), der åbner selve score-delen efter Crows titelsang.

“White Knight” er fra filmens prolog, og slutsatserne af Bond-temaet underscorer den traditionelle gunbarrel-sekvens, hvor det er interessant, at Arnold vælger at bruge slutningen af temaet, frem for begyndelsen. Arnold bruger altså filmenes musikalske arv, men han gør det ikke ukritisk eller uden sans for at ændre lidt på formlen.

Action- og suspensemusikken på albummet er generelt af høj kvalitet, og “White Knight” og “The Sinking of the Devonshire” (nr. 3) er de to centrale eksempler på albummet – om ikke andet i kraft af deres længde: Med en samlet spilletid på over 14 minutter udgør de mere end en tredjedel af den samlede mængde score.

Det bedste actioncue er imidlertid “Backseat Driver” (nr. 13), som Arnold skrev sammen med electronicaduoen Propellerheads, hvis sprøde elektroniske rytmer danner underlaget, mens Arnolds symfoniske kompositioner ligger hen over. Her får vi klassiske Barry-blæsere, der fremfører hovedtemaet (altså melodien fra “Surrender”), i smuk blanding med ultramoderne electronica. Det virker forbandet godt og peger på én og samme tid frem og tilbage.

At Propellerheads selv sværmer for Barry og Bond viste de da også på debutalbummet Decksanddrumsandrockandroll fra 1998, hvor de blandede Barrys hovedtema fra On Her Majesty’s Secret Service (1969) med samme sprøde electronica (og med “Capsule in Space” fra You Only Live Twice (1967) som mellemstykke). På samme album ligger også sangen “History Repeating”, der fremføres af Shirley Bassey, og hvis man ikke kender albummet, kan jeg kun anbefale det på det varmeste.

“Backseat Driver” inkorporerer i øvrigt også James Bond-temaet i fuldt flor og fremført på steel guitar, akkurat som i gamle dage – som sagt er cuet en smuk blanding af nyt og gammelt. Et andet cue, der med succes blander elektroniske rytmer og symfonisk musik er det fede actioncue “Hamburg Brak Out” (nr. 9)

Flere temaer, men hovedtemaet dominerer

Selvfølgelig er der mere action- og suspensemusik end lige de fire nævnte cues – det er bare nogle af de bedste – og Bond-temaet dukker også op adskillige andre steder, f.eks. i “Company Car” (nr. 4) sammen med veloplagte blæserarrangementer og steel guitar.

Noget af actionmusikken er også lidt mere generisk og knap så interessant som de nævnte, men det er aldrig mindre end bundsolidt – f.eks. “Station Break” (nr. 5) og “*-3-Send” (nr. 11).

Dertil kommer så enkelte mere afdæmpede cues, der præsenterer nogle af scorets andre temaer og motiver. Der er ingen tvivl om, at de to dominerende temaer på Tomorrow Never Dies er Arnolds hovedtema og så det oprindelige James Bond-tema, men der er faktisk andre.

Der er et ultrasimpelt og brutalt motiv for skurkens stealth-katamaran – på albummet dukker det op i “The Sinking of the Devonshire” uden at gøre stor ståhej ud af sig selv, men et motiv er det. Mere udpræget tematisk er musikken for Bonds to babes, hvoraf det ene tema – for Michelle Yeohs karakter – dog glimrer ved sit fravær på indeværende album.

Den anden babe, spillet af Teri Hatcher, får et fuldt udviklet og smukt tema, der høres i sin fulde version i “Paris and Bond” (nr. 6) – også et af scorets absolutte højdepunkter.

Som den absolutte rosin i pølseenden af albummet får vi Mobys remix af det oprindelige James Bond-tema, der – som scoret generelt – blander moderne electronica med det klassiske tema. Som sådan er det bestemt ikke ringe, men det var en engangsforeteelse, der ikke har nogen betydning i filmen og heller ikke er blevet anvendt senere.

Klare anbefalinger

Tomorrow Never Dies er ikke min favorit blandt Arnolds hidtidige Bond-scores – den ære går (indtil videre) til The World is Not Enough – men Tomorrow Never Dies viser, at det bestemt godt kan lade sig gøre at modernisere Bond-lyden uden at forsage seriens musikalske arv. Det er virkelig godt gået af David Arnold, og både fans af actionmusik generelt og Bond-musikken især vil finde masser at komme efter på albummet med musik fra Tomorrow Never Dies.

Det er en diskussion, om Tomorrow Never Dies fortjener en anelse højere rating, end jeg kaster efter den her, men det vil jeg lade komme an på en prøve, når jeg en dag – forhåbentlig – får fingre i Chapter III Records’ udgave, der som sagt indeholder betydelig mere musik.

Under alle omstændigheder kommer selv det oprindelige album med musik fra Tomorrow Never Dies med klare anbefalinger herfra – og det er mere end man kan sige om filmen!

Nummerliste:
1. Tomorrow Never Dies (Sheryl Crow) (4:51)
2. White Knight (8:30)
3. The Sinking of the Devonshire (7:07)
4. Company Car (3:08)
5. Station Break (3:30)
6. Paris and Bond (1:55)
7. The Last Goodbye (1:34)
8. Hamburg Break In (2:52)
9. Hamburg Break Out (1:26)
10. Doctor Kaufman (2:26)
11. *-3-Send (1:17)
12. Underwater Discovery (3:37)
13. Backseat Driver (featuring Propellerheads) (4:37)
14. Surrender (k.d. lang) (3:56)
15. James Bond Theme (Moby) (3:12)

Total spilletid: 53:58

Anmeldt i nr. 83 | 13/09/2012

Stikord: James Bond