Tomes of the Dead: Anno Mortis

Anno Mortis er femte indslag i Abaddon Books’ ganske slagkraftige og pulpede serie Tomes of the Dead. Det er ganske forfriskende, at forskellige forfattere kommer med deres meget forskellige indslag fra døde-fiktionen, og denne gang er vi kommet til Romerriget og den ægyptiske Book of the Dead.

De døde gør deres entré

Nærmere bestemt befinder vi os i Rom i år 40 e.Kr. De historiekyndige blandt læserne vil vide, at galningen Caligula var kejser på dette tidspunkt, og det er han også i Anno Mortis. I en noget kompliceret, men veludført indledning, møder vi på skift romanens hovedpersoner. Der er barbarkvinden Boda, som mod sin vilje er gladiator i Rom. Derudover har vi slaven Narcissus og den forkælede rigmandsdreng Petronius. Dette trekløver er romanens omdrejningspunkt, og de får fint følge af et sprælsk persongalleri, hvor specielt Caligula og dennes vanvittige temperament og underlige idéer giver handlingen kulør.

Vores hovedpersoner finder på hver deres måde ud af, at der er noget helt galt i Rom. Slaver forsvinder, en kult holder mystiske møder, og lig begynder at røre på sig. Boda, Petronius og Narcissus følger hver deres spor, og snart krydses deres veje. En kult er ved at åbne portalen til de dødes rige, og det er ikke godt! Snart er Rom omringet af udøde, og den eneste løsning synes at findes i en portal, der sjovt nok leder ind til dødsriget. Og så ellers ikke mere om handlingen her.

Historiske facts tilsat mytiske sidespring og fabulerende fiktion

På overfladen fungerer fortællingen ganske forrygende, og det er lykkes for forfatteren Rebecca Levene at skabe nogle ganske troværdige personer. Hvis man kender lidt til det gamle romerrige, vil man kunne genkende navnene fra romanens persongalleri. De historiske facts, kejserne, værkerne, selvmordene og andre tragedier stammer fra den virkelige verden. Og dertil har Levene så tilsat et sludrende plot af helt store dimensioner, hvor pulpet action, vulgært sprog og udøde går hånd i hånd.

Det samme var tilfældet med Mark Beynons The Devil’s Plague (2007), hvor historiske facts var blandet med fiktion. Det er ikke videre originalt, og man kan sagtens nyde Anno Mortis uden at tjekke op på de historiske facts, men man kommer ikke uden om, at fortællingen får et ekstra lag, og at man som nørd føler sig forkælet.

De fleste kender jo til kejserne Caligula, Claudius og Nero, mens måske færre ved hvem forfatteren Petronius og slaven Narcissus var. Og er man desuden fan af den nordiske mytologi får man også fuld valuta for pengene i mødet med personer som Vali, Mimir, Frigga og Modgudr. Til sidst er alle disse mytiske og historiske personer ved at lave en komplet nedsmeltning i Levenes plot, men den gode forfatter redder det hele på falderebet, selvom romanens sidste del bliver lidt for meget af det gode.

Ujævn underholdning

Anno Mortis er en spøjs størrelse. Den starter som et rendyrket intrigedrama fra de gamle tiders Rom. Så skifter fokus til investigation og rendyrket horror for derefter at blive episk action og til sidst en overnaturlig rejse til en anden dimension. Og dette sammensurium er både romanens styrke og svaghed. Det er helvedes ujævnt, men også forførende underholdende. Levene har et godt greb om sine personer, og hun forstår at skrue tilpas meget op for det underlødige sprog og de slibrige detaljer.

Tomes of the Dead: Anno Mortis er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.

Anmeldt i nr. 41 | 13/03/2009

Stikord: Magi, Nordisk Mytologi, Rom