Planet Pulp

Tournesolmysteriet – eller Det hemmelige våben, som albummet har heddet indtil nu – har altid været ét af mine favoritalbums i Tintin-serien. Årsagen er måske, at jeg altid har været vild med spionhistorier, og det er netop det, Tournesolmysteriet er i sin kerne. Godt nok tager hovedparten af albummet form af én lang jagtsekvens, hvor Tintin og Haddock forsøger at finde den bortførte Tournesol, men det lykkes dem trods alt også at finde ud af sagens rette sammenhæng i løbet af historien.

Politisk historie

Tournesolmysteriet markerer Hergés tilbagevenden til de politisk orienterede albums, efter at Tintin i en årrække primært var blevet sendt ud på en række rent eskapistiske eventyr uden politisk tilsnit. Godt nok opsendes raketten i Mission til Månen (1953) og De Første Skridt på Månen (1954) fra Hergés fiktive Balkan-land Syldavien, og godt nok optræder også den skurkagtige oberst Boris fra Syldaviens lige så fiktive naboland Bordurien i albummet.

Men det siges aldrig eksplicit, at det er Bordurien, der ønsker at kapre raketten, og i øvrigt er det ikke et politisk komplot, der udgør kernen i dobbeltalbummets historie. Faktisk skal man helt tilbage til Ottokars Scepter (1939) for at finde Hergés sidste ægte politisk motiverede historie, og lige som i Tournesolmysteriet er det også deri de to Balkan-lande Syldavien og Bordurien, der danner ramme om eventyret.

Der er dog én væsentlig forskel på Ottokars Scepter og Tournesolmysteriet, som Hergé ikke gør det store ud af. Ottokars Scepter blev tegnet før krigen, og historien var tydeligvis inspireret af Hitlers ekspansionistiske politik, hvor Bordurien blev klart fremstillet som et fascistisk styre med lignende ønsker om at overtage deres fredelige naboland. For nu at bruge et moderne udtryk, er Bordurien også en slyngelstat i Tournesolmysteriet, men de politiske forhold havde ændret sig drastisk i de mellemliggende år, hvilket giver anledning til at tænke over hvilken type slyngler, der mon styrer Bordurien.

Tournesolmysteriet udkom oprindelig i Tintin-bladet i 1954-56 og kom som album første gang i 1956. På daværende tidspunkt havde Jerntæppet sænket sig, og trukket en linje ned igennem Europa – en linje, der i Hergés univers tydeligvis ligger mellem Bordurien og Syldavien. Selv om det kan være svært at se forskel på Bordurien i Ottokars Scepter og Tournesolmysteriet, kan der ikke herske nogen tvivl om, at Bordurien nu er et kommunistisk diktatur. Man kan vel også argumentere for, at det kommer ud på ét: Begge styreformer er totalitære, og begge styreformer var udmærkede historieværktøjer for Hergé. Visuelt er bordurerne faktisk også realiseret som en god blanding af nazistiske og kommunistiske elementer.

Sælsomme begivenheder – og introduktionen af en vigtig biperson

Tournesolmysteriet begynder som så mange Tintin-historier ganske uskyldigt. Faktisk er det Nestor, der er den første person, vi ser i historien. Han introduceres samtidig med én af albummets løbende jokes, der omhandler det tilsyneladende fejlbehæftede telefonnet i Møllenborg-området. Når nogen skal have fat i slagtermester Behnløse får de i stedet Møllenborg, til Nestors (og senere kaptajnens) store fortrydelse.

Herefter skifter scenen, og vi møder Tintin og Haddock, der er ude at gå en tur i egnen omkring Møllenborg. Snart trækker det dog op til tordenvejr, og de to må haste. Undervejs får læseren et glimt af, at ikke alt er som det bør være. I skoven omkring Møllenborg står ikke én, men to mystiske personer og lurer på vore hovedpersoner.

Men mystikken højnes yderligere: på uforklarlig vis begynder glasgenstande at splintres, tilsyneladende helt af sig selv. Først et vindue, så en vase og derefter indtil flere glas. Selvsagt er kaptajnen misfornøjet med dette forhold, da et af glassene indeholder whisky. Under deres indendørs ophold på grund af tordenvejret introducerer Hergé en ny figur i Tintin-universet. Den ulidelige forsikringsmægler Max Bjævermose søger tilflugt for stormen på Møllenborg efter at forruden i hans bil på mystisk vis er gået i stykker.

Sporet fører til Geneve

De sælsomme hændelser synes at kulminere, da Tintin og Haddock hører skud fra parken, hvorefter Tournesol kommer anstigende med noget, der tilsyneladende er skudhuller gennem hatten. Den distræte professor har naturligvis intet bemærket, men Tintin og Haddock bevæger sig ud i parken for at undersøge sagen nærmere. Her finder de en såret mand, der dog når at flygte inden politiet når frem.

Dagen efter fortsætter de mærkelige begivenheder. Haddocks toiletspejl går itu netop som han står og børster tænder, og uden for Møllenborgs port smadres alle flaskerne i den lokale mælkebil. Omtrent på dette tidspunkt møder Haddock og Tintin (samt de to skvadderhoveder Dupont og Dupond, der også er dukket op) professor Tournesol, der forlader Møllenborg på vej til en konference i Geneve.

Efter nogen tid lægger Tintin to og to sammen, og konkluderer, at alle de sære hændelser omkring de forskellige glasting, der er gået i stykker, kun er sket, mens Tournesol har opholdt sig i sit laboratorium. De beslutter sig for at besøge laboratoriet, for at finde ud af, om løsningen skal findes dér. I laboratoriet, der indeholder et mærkværdigt apparat, overrasker de en maskeret person, der imidlertid når at flygte. Inden da har han dog tabt en pakke cigaretter og en nøgle, som kommer til at udgøre væsentlige spor. Det viser sig nemlig at navnet på Tournesols hotel står skrevet på cigaretpakken, og Tintin konkluderer, at Tournesol må være i fare. Han og Haddock beslutter sig straks for at rejse til Geneve for at få professoren i sikkerhed.

Ind i løvens hule

I Geneve viser det sig, at de er omgivet af udenlandske agenter, der overvåger dem. De finder ud af, at det besynderlige apparat i Tournesols laboratorium faktisk er et våben, baseret på ultralyd, og at både Syldaviske og Borduriske agenter er ude efter Tournesol. Syldaverne lader til at være ude efter ham for at undgå at Tournesol skal falde i Bordurernes hænder, og det bliver med tiden meget tydeligt for læseren, at Bordurerne ønsker at sætte sig i besiddelse af våbnet for dermed at overtage verdensherredømmet.

De videre begivenheder fører Tintin og Haddock ind i løvens hule. For at redde den stakkels professor må de rejse til Bordurien, hvor Tournesol holdes fanget af det borduriske hemmelige politi, ZEP. Undervejs er de dog så heldige at få hjælp fra uventede kanter, da Bianca Castafiore – Den Milanesiske Nattergal – dukker op for at give koncert i Borduriens hovedstad Szohôd.

Præcis hvordan affæren ender, må læseren selv finde ud af, og det kan kun anbefales, for efter min mening er Tournesolmysteriet et fabelagtigt album.

Klassisk spionhistorie

Som nævnt stammer en del af min forkærlighed for netop dette album sikkert fra den bagvedliggende intrige, der er som taget ud af en klassisk Koldkrigs-spionhistorie. Men der er flere andre ting, der falder fint i hak for Hergé i løbet af albummet. Der er faktisk ganske megen humor i Tournesolmysteriet, men det er realiseret på en lidt anden måde end så mange gange før. Dupondterne køres hurtigt ud på et sidespor, og det er således ikke dem, der står for albummets primære komiske indslag.

Det er især kaptajnen, der må holde for, men Hergé finder en fin balance, og undgår at den gode Haddock bliver gjort alt for meget til grin. Det kammer i hvert fald ikke over på samme måde, som det gjorde i eksempelvis De 7 Krystalkugler (1948), hvor jeg nok mener, at den kære kaptajn blev udsat for lige lovlig meget.

Et af de bedste gags er desuden en løbende vittighed frem for enkeltstående slapstick-gags. Da kaptajnen og Tintin er nær ved at blive dræbt i en eksplosion slipper de med skrammer, og Haddock får bl.a. et hæfteplaster på næsen. Da han forsøger at slippe af med plastret igen, volder det meget store problemer; ikke kun for Haddock, men for en stor mængde andre karakterer i løbet af albummet.

Den måde historien udvikler sig på, er i øvrigt et klassisk filmkneb, som Hergé tager til sig med stort held. Tournesols våben, der danner udgangspunkt for plottet, er en ren McGuffin, der som sådan ikke spiller nogen som helst rolle i historien. Den er kun udgangspunktet for, at Tournesol, Tintin og Haddock hvirvles ind i de politiske begivenheder, og som sådan er det et fortællermæssigt greb, der er en Hitchcock værdig.

Små dråber malurt i bægret

Et af de få steder, albummet ikke helt lever op til Hergés vanligt høje standard er bl.a. i en sekvens, hvor hovedskurken oberst Sponsz uden omsvøb forklarer Bianca Castafiore alt om Tournesol, hans våben og hvad bordurerne har tænkt sig at bruge det til. Det er en temmelig kluntet form for eksposition, der forekommer svært urealistisk. Men måske har obersten regnet med, at den kære Castafiore alligevel ikke ville forstå en brik af, hvad han fortalte hende. Et andet let irriterende element er Tintins tilsyneladende uendelige evner. I Tournesolmysteriet viser det sig således, at han uden problemer kan flyve en helikopter.

Disse små dråber malurt i bægeret skal imidlertid ikke afholde nogen fra at købe og læse Tournesolmysteriet. Der er ét af de fineste Tintin-albums, og underholdningsværdien er i top fra første til sidste side. Visuelt er det måske ikke Hergés bedste album, men det er absolut udmærket og bestemt heller ikke under Hergés normale standard.

Folkeopstand

I Carlsens nyudgivelse er Tournesolmysteriet ét af de albums, der har skiftet titel. Som nævnt i indledningen hed albummet på dansk tidligere Det hemmelige våben, og selv om den nye titel nok ligger tættere på den oprindelige fransksprogede, så har jeg nu altid ment, at Det hemmelige våben var en god titel. Men måske har nogen ment, at den gamle titel lagde for stor vægt på Tournesols våben, der jo ret beset kun er en McGuffin. Hvorom alting er, så er titelforandringen en realitet, og når det nu endelig skulle være, så er den da til at leve med.

Til gengæld havde Carlsen oprindeligt planlagt en anden ændring, der faldt de danske tegneserielæsere så meget for brystet, at forlaget måtte ende med at give sig. I den nye oversættelse, foretaget ved Niels Søndergaard, var det oprindeligt planen, at Max Bjævermose skulle ændre navn til Maximilian Strøm. Angiveligt fordi dette navn var tættere på essensen i Bjævermoses fransksprogede navn Séraphin Lampion – således skulle “Strøm” komme af, at “Lampion” betyder noget i retning af “lampet” på fransk.

Hvad der dog også lå bag navneændringen var, at Max Bjævermose er et navn, som den tidligere oversætter Jørgen Sonnergaard havde opfundet, og Sonnergaard og Carlsen havde tidligere haft en retstvist angående royalties. Ved at omdøbe karakteren ville Carlsen dermed slippe uden om at skulle betale Sonnergaard penge for at benytte et navn, han havde opfundet. Dette var utvivlsomt en stærkt medvirkende faktor til, at Carlsen gerne så Bjævermose omdøbt, men sådan skulle det ikke gå.

Så stor var opstandelsen over ændringen af navnet på den folkekære karakter, at tegneren Henrik Rehr stiftede “Folkebevægelsen For At Max Bjævermose Bliver Ved Med At Hedde Max Bjævermose”. Initiativet blev dækket af flere danske medier, bl.a. Politiken, og Rehr startede en underskriftsindsamling på nettet. Til sidst endte Carlsen med at give sig, lavede en aftale med Sonnergaard, og sådan gik det til, at Max Bjævermose blev ved med at hedde Max Bjævermose.

Anbefales på det varmeste

Når man lægger al denne virak til side, skal der i øvrigt ikke herske nogen tvivl om, at Tournesolmysteriet også i Carlsens nyoversættelse fungerer fint, og Haddocks eder er også flere steder gedigent morsomt oversat i denne omgang. Kvalitetsmæssigt præsenterer Carlsen os endnu engang for en flot udgave i hardcover og med et knivskarpt tryk på flot matpapir.

Jeg kan kun anbefale Tournesolmysteriet på det varmeste, og opfordrer alle til at løbe ned til deres nærmeste tegneseriebutik eller boghandler og sikre den nye udgave til samlingen.

Tintins Oplevelser: Tournesolmysteriet er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: McGuffin, Tintin