Planet Pulp

Tintin i Tibet er et fantastisk eksempel på, at Tintin ikke “bare” er en tegneserie. Ikke alene har albummet rødder i en dybt personlig situation for Hergé, men det er også et album, som klart henvender sig mere til den voksne læser end til barnet. Jeg kan endnu huske, hvorledes jeg som lille syntes, at Tintin i Tibet var ét af de dårligste albums i serien, men nu ser jeg ganske anderledes på sagen, og jeg vil ikke have noget problem med at placere albummet blandt seriens ti bedste.

Smuk

Det skyldes at Tintin i Tibet har en ganske særegen charme, som den imidlertid opnår på bekostning af en række elementer, der ellers har været gennemgående i de fleste albums. Plottet er skåret ind til benet, der er ingen rigtig skurk, og man ser kun meget få af de kendt bipersoner.

Som sådan er der intet at sige til, at albummet, set med et barns øjne, kan virke en anelse farveløst, men når man læser historien som voksen ser man helt andre kvaliteter, og Tintin i Tibet er måske den eneste Tintin-historie, som jeg vil betegne som direkte smuk. Her taler jeg ikke om smuk i æstetisk forstand, for det er næsten alle Hergés værker, men smuk i en højere betydning. Historien handler nemlig om venskab og selvopofrelse – eller i alle tilfælde viljen til det.

Personlig krise

Efter den særdeles kulørte og noget ustrukturerede Koks i Lasten kom en periode, hvor Hergé gennemgik en personlig krise. Den udmøntede sig i nogle foruroligende drømme, hvor tegneren næsten altid drømte om “hvidt”. I Benoît Peeters’ bog Tintin og Hans Skaber (s. 109) formulerer Hergé situationen således:

“I denne periode gennemlevede jeg en veritabel sjælelig krise. Mine drømme var højst foruroligende; jeg drømte så godt som altid om hvidt. Jeg skrev i øvrigt drømmene ned, og jeg kan huske en, hvor jeg befandt mig inde i en slags tårn, som bestod af skrå flader i forlængelse af hinanden. Visne blade dalede ned og dækkede alting. På et tidspunkt dukkede et kridhvidt skelet frem fra en alkove af en slags og prøvede at gribe fat i mig. Og i dét øjeblik blev alting hvidt, fuldstændig hvidt.”

Når man kender ovenstående historie og læser Tintin i Tibet er det umuligt ikke at se en sammenhæng. Der er nemlig masser af hvidt i albummet, der – som titlen antyder – hovedsageligt finder sted i Tibet, og nærmere bestemt i de snedækkede Himalaya-bjerge.

Tchang

Historien begynder ellers helt klassisk. Tintin, Haddock og Tournesol er på ferie, og nyder generelt bare livet. Helt i starten læser de en kort avisartikel, der omtaler et flystyrt i Nepal, men de tager ikke videre notits af sagen, da det jo er langt væk. Men kort efter modtager Tintin et brev fra sin gamle ven Tchang, som han mødte i Kina (begivenhederne i Den Blå Lotus, 1936/1946), og ud af brevet kan Tintin læse, at Tchang må have været ombord på det fly, der styrtede ned i Nepal.

Inden jeg går videre med handlingsreferatet må jeg lige indskyde en bemærkning omkring Tchang – ikke personen, men navnet og i nogle tilfælde bare som et lydord. Allerede inden Tintin har modtaget brevet fra sin gamle ven, er navnet nemlig dukket op. Først udbryder Tintin “TCHANG”, da han og Haddock sidder og spiller skak. Tintin er døset hen, og vågner pludselig op fra et mareridt, idet han råber sin gamle vens navn ud.

Og efter at have modtaget brevet dukker “Tchang” igen op som navnet på en pekingeserhund og som lydord for et nys. Som Benoît Peeters observerer i Tintin og Hans Skaber er det “som om det er Skæbnen selv, der lægger vægt på at gentage det [navnet] for at sikre sig, at budskabet nu også bliver opfattet…”

Og det gør det, for Tintin er overbevist om, at Tchang er i live, og beslutter sig for at drage til Nepal for at lede efter ham. Kaptajn Haddock er stærk modstander af, at Tintin skal tage af sted, men ender naturligvis – som altid – med at tage med, som den trofaste ven, kaptajnen jo også er.

Flot suspense samt både lokalkolorit og humor

Vel ankommet til Indien, hvor de skal skifte fly, spiller skæbnen endnu engang ind – tilsyneladende i hvert fald. De to globetrottere er tæt på at komme for sent til deres fly, men trods mange problemer undervejs, når de alligevel frem – som om noget eller nogen ønsker, at de skal nå det. Det bedste eksempel på denne “skæbnetro” er i øvrigt også et glimrende suspenseelement. Et panel er tegnet, således at læseren i forgrunden ser et søm ligge på vejen lige idet den taxa, som Tintin og Haddock sidder i, kommer kørende imod det. På næste panel kører taxaen lige akkurat forbi sømmet og undgår derfor at punktere.

Da først vore hovedpersoner er nået til Nepal følger både lidt lokalkolorit og lidt morskab, naturligvis mest på kaptajnens bekostning. Det lykkes Tintin at hyre en guide til at vise ham vej ind til nedstyrtningsstedet, og den lille gruppe sætter ud, hjulpet af nogle bærere. Til sidst når de op i bjergene og ind i Tibet, hvor flyvraget ligger.

Den afskyelige snemand

Her introduceres så albummets “skurk”, nemlig den sagnomspundne Afskyelige Snemand – yetien. Af frygt for yetien forsvinder bærerne, så det nu kun er Tintin, Haddock og deres guide, der er tilbage, og da de endelig når op til flyvraget er det tæt på at gå galt for Tintin, der fanges i en snestorm. Ikke desto mindre er det forinden lykkes ham at bevise, at Tchang overlevede flystyrtet – i en hule har Tintin nemlig fundet Tchangs navn indridset i en sten.

Dette til trods er han tæt på at give op, for der er ingen spor efter hans gamle ven, og både guiden og Haddock insisterer på at vende om. Lige idet de skal til at sætte kursen tilbage, får Tintin imidlertid øje på et gult halstørklæde langt oppe ad en bjergskråning, og han beslutter sig derfor for at fortsætte. Guiden vil dog ikke mere, og bevæger sig hjemad. Kun med nød og næppe (og cognac) lykkes det for Tintin at få Haddock til at blive, og de to sætter ud på sidste etape for om muligt at finde Tchang og bringe ham med hjem.

Om det hele lykkes og om den Afskyelige Snemand virkerlig er afskyelig i Hergés univers, skal læseren imidlertid selv have lov til at læse sig til.

Venskabets styrke

Som tidligere nævnt adskiller Tintin i Tibet sig en del fra tidligere albums i serien. Plottet er virkelig minimalt, og drives alene frem af Tintins stædige tro på, at hans gamle ven er i live. Trods både Haddocks og mange andres forsøg på at tale Tintin fra det, fortsætter han med at tro på, at Tchang er i live, og kun et enkelt sted er tvivlen ved at få ham til at vende om.

Men som sagt er det venskab og viljen til selvopofrelse, der er de egentlige temaer i albummet. Tintin er parat til at sætte livet på spil for at redde Tchang, og uanset hvor gnaven Haddock er, og hvor mange gange han truer Tintin med, at NU vender han om og lader Tintin sejle sin egen sø, ja så kan den gode kaptajn ikke forlade sin gamle vens side. Tintin sætter livet på spil for Tchang, men Haddock sætter så sandelig også livet på spil for Tintin – i én sekvens er Haddock faktisk tæt på at ofre sig selv for at redde Tintin fra at styrte i døden i bjergene. Det bliver naturligvis ikke nødvendigt, men kaptajnens vilje er der.

Spirituel stemning

Også på et andet punkt adskiller Tintin i Tibet sig fra tidligere historier. Da vore hovedpersoner på et tidspunkt kommer til et lamakloster i Tibet er én af munkene i stand til at levitere, hvilket sker samtidig med at han får syner, som i øvrigt er med til at hjælpe vore hovedpersoner i deres søgen. Man kan måske ikke tale om et decideret nybrud i Tintin-universet – også i De 7 Krystalkugler (1948) var der visse overnaturlige elementer – men her spiller de en direkte rolle for Tintins muligheder for at fuldføre sin mission.

Det er med til at bestyrke den generelt spirituelle stemning, der gennemsyrer albummet, og er med til at give det en stemning, som ikke findes i nogle andre albums. Det er ikke den skummelt-okkulte stemning fra De 7 Krystalkugler, men en langt mere fredfyldt, søgende og ægte åndelig stemning.

Denne stemning, sammen med de overordnede temaer om venskab og selvopopfrelse, gør Tintin i Tibet til en hel speciel Tintin-historie og er netop det, der er med til at gøre albummet decideret smukt. På fornem vis lykkes det tilmed Hergé at undgå, at det hele kammer over og bliver patetisk, hvilket ellers sagtens kunne være sket.

Fremragende eder fra kaptajnen

De fleste Tintin-albums byder på diverse eksotiske lokaliteter, og nogle er da også langt mere eksotiske end Indien, Nepal og Tibet. Men det ændrer ikke på, at albummet har flotte billeder i overflod, og især Hergés gengivelser af munkene fra lamaklostret er rigtig flotte. Kvalitativt er Tintin i Tibet et ganske glimrende album, og i den nye udgivelse fra Carlsen Comics er den som sædvanlig præsenteret i smukt tryk i god kvalitet.

Niels Søndergaards oversættelse er velfungerende, og byder bl.a. på et par aldeles fremragende Haddock-eder (blandt de utallige eder, det lykkes kaptajnen at udspy i løbet af historien). Favoritten må være, da kaptajnen på et tidspunkt råber: “Nå, der er du, din forvoksede nullermand! Kom an, hvis du tør, dit stavær, så skal jeg slå dig til ryatæppe!”

Det er efterhånden en del år siden, jeg sidst har læst albummet, og meget er sket i de år. Jeg var i hvert fald næsten decideret rørt, da jeg havde tilendebragt gennemlæsningen af albummet, og jeg tøver ikke et sekund med at anbefale Tintin i Tibet varmt – men især til de voksne. Det er ikke sikkert, børnene vil finde historien så appellerende som nogle af de mere kulørte historier, men det skal nok komme, for Tintin i Tibet behandler emner, der er evigtgyldige, og historien gør det på en måde, der både er sjov, spændende og ja, rørende.

Tintins Oplevelser: Tintin i Tibet er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Tintin