Planet Pulp

Soltemplet begynder, hvor De 7 Krystalkugler sluttede. Mens De 7 Krystalkugler efter min mening er en anelse langtrukken, så er Soltemplet en fremragende historie, hvor plot, pacing og komik er smukt afbalanceret.

Historien udkom først i Tintin-bladet fra august 1947 til april 1948, og blev lettere omarbejdet og udgivet som album i 1949. På dansk blev albummet første gang trykt i 1960, men her er det naturligvis Carlsen Comics’ udgave fra 2006, det handler om.

Konstant stigende spændingskurve

Tintin og Kaptajn Haddock ankommer ved historiens begyndelse til Callao i Peru, hvortil de har fundet ud af, at Professor Tournesol er blevet bortført. Tintin og kaptajnen er rejst med fly til Peru, og er således kommet tidligere end det skib, hvor Tournesol skulle befinde sig. De regner derfor med, at det er en smal sag at redde professoren med støtte fra byens politi. Så nemt skal det dog ikke gå.

Allerede på den første side begynder dramatikken, da deres møde med byens politichef bliver aflyttet af en indianer, og derfra stiger spændingen nærmest konstant gennem albummet. Skibet som Tournesol skal befinde sig på, kommer i karantæne, hvilket selvfølgelig er en fupmanøvre.

Tintin sniger sig ombord på skibet, hvor han da også finder Tournesol, men han overraskes af indianeren Chiquito – General Alcazars assistent i varietéen i De 7 Krystalkugler – og undslipper med nød og næppe. Inden da finder han dog ud af, at Tournesol åbenbart har forbrudt sig mod indianernes hellige love ved at iføre sig inka-mumiens guldarmbånd, og at indianerne har tænkt sig at dræbe professoren! Indianerne smugler Tournesol fra borde i ly af natten, og derefter går den vilde jagt videre.

Eventyr i bjergene og junglen

Tintin og Haddock finder ud af, at indianerne har ført Tournesol til byen Jauga. På deres rejse til byen udsættes toget for sabotage, og Tintin og kaptajnen overlever på et hængende hår. Da de når byen er heldet med dem: Tintin redder en lille indianerdreng fra nogle bøller, og drengen, Zorrino, hjælper derefter Tintin og Haddock i deres forsøg på at finde Tournesol. Zorrino ved nemlig, hvor indianerne fører professoren hen – til inka-indianernes Soltempel.

Deres rejse til Soltemplet bliver dog alt andet end ligetil: ud over at den både fører dem igennem Andesbjergene og uvejsom jungle, er de også oppe imod flere af de skurkagtige indianere.

Da de endelig når frem til Soltemplet, tages de alle til fange af inkaerne, der imidlertid tilstår Tintin og Haddock den rettighed selv at bestemme hvornår de vil henrettes! Albummets afslutning, og hvordan Tintin får reddet dem alle ud af suppedasen skal ikke afsløres her.

Sublimt underholdende og perfekt pacet historie

Soltemplet er en på alle måder sublimt underholdende historie, og hvis den lidt langsommelige opbygning i De 7 Krystalkugler var prisen, man måtte betale, så gives der så meget valuta for pengene i Soltemplet, at Hergé straks tilgives. De Tintin-historier Hergé tegnede i krigstiden var alle upolitiske og rent eskapistiske eventyrfortællinger, og i Soltemplet nåede Hergé et nyt højdepunkt inden for denne genre.

Historien er pacet helt perfekt: efter en forholdsvis blød opstart, hvor Tintin og kaptajnen hviler lidt på laurbærrene, og tror, at alt nok skal gå forholdsvis uproblematisk, slår handlingen over i et langt højere gear, og bliver til en blanding af forfølgelseshistorie og kapløb med tiden.

Samtidig hviler der over albummet den samme type eventyrlyst og -glæde, som i filmiske termer bedst eksemplificeres med f.eks. Indiana Jones. Dertil kommer, at humoren i albummet er mere afmålt end i De 7 Krystalkugler. Den er skam til stede, bl.a. i form af Kaptajn Haddocks gentagne møder med spyttende lamaer og andre dyr, men den føles ikke nær så påtrængende som i det foregående bind.

Historiens setting gav også Hergé mulighed for igen at skildre eksotiske miljøer, og især hans formidling af bjerglandskaberne, junglen og selve Soltemplet er glimrende. Tegningerne er flotte og detaljerede som altid, og Carlsens facsimiletryk af albumudgaven fra 1949 gengiver dem perfekt.

Fremragende thrillersekvens

De okkulte overtoner, der er én af de væsentligste kvaliteter ved De 7 Krystalkugler, er næsten ikke til stede i Soltemplet, hvilket berøver historien noget af det tidligere albums mystiske og uhyggelige stemning. Det er imidlertid et lille ankepunkt, for historien har stemning nok – det er bare en helt anden. Retfærdigvis skal det da også nævnes, at man faktisk får en forklaring på den mystiske sovesyge, som ekspeditionsmedlemmerne fra De 7 Krystalkugler lider under.

På trods af albummets overstrømmende eventyrlyst og de eksotiske lokaliteter, er det en helt anden sekvens i albummet, der fremstår som min personlige favorit: scenen helt i begyndelsen, hvor Tintin sniger sig ombord på skibet, hvor Tournesol holdes fanget. Det er en fremragende lille episode, der genremæssigt må betegnes som ren thriller, hvor Hergé formidler stemningen til perfektion, både gennem tegningerne i sig selv, og ved deres farvelægning.

At Hergé anvender inkaerne som skurke i albummet vil i disse politiske korrekte tider måske falde nogen for brystet, men der er ingen racistiske toner i albummet overhovedet. Hergé skulle simpelthen bare bruge nogle skurke! Desuden fremstilles slet ikke alle indianerne i albummet skurkagtigt, og selv om inkaerne måske nok er historiens skurke, så ender de faktisk med at vise sig ret gentlemanagtige, hvor underligt det end lyder!

Alt i alt er Soltemplet er fremragende Tintin-album, og måske ét af de bedste overhovedet.

Soltemplet er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006 (opdateret 13/03/2008)

Stikord: Junglen, Sydamerika, Tintin