Efter den atypiske, men ekstremt underholdende, Castafiores Juveler (1963), vendte Hergé i 1966 tilbage til klassisk Tintin-territorium med Rute 714 til Sydney.
Hvor Castafiores Juveler var atypisk ved både at være en nærmest rendyrket komedie og ved udelukkende at foregå på og omkring Møllenborg, så er Rute 714 til Sydney en typisk Tintin-fortælling i den forstand, at den igen bringer Tintin og hans venner ud i verden, og ved at være en regulær spændingshistorie, som de fleste Tintin-albums jo er. Det eneste lettere atypiske ved Rute 714 til Sydney er, at Hergé introducerer et decideret science fiction-element i form af en UFO. Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang.
Et tilfældigt møde
Historien tager sin begyndelse i lufthavnen i Djakarta, da Tintin, Haddock og Professor Tournesol er på vej til international rumfartskongres i Sydney. De er inviteret med til kongressen, da de jo var de første, der betrådte Månen (i De Første Skridt på Månen fra 1954). I Djakartas lufthavn løber vore hovedpersoner imidlertid ind i deres gamle ven, piloten Szut, som de mødte i Koks i Lasten (1958). Det viser sig, at Szut nu arbejder for millardæren Carreidas, den internationalt berømte flykonstruktør, der også er kendt som “Manden, som aldrig ler”. Carreidas er også på vej til kongressen i Sydney, og han inviterer Tintin og kompagni med i sit nye fly.
Der er imidlertid ugler i mosen. Både Szuts navigatør og radiotelegrafist er for nyligt blevet syge eller på anden vis ude af stand til at passe deres arbejde, og de to nye folk virker ikke som om, de har rent mel i posen. Også Carreidas’ privatsekretær Spalding synes at skjule noget. Og ganske rigtigt – undervejs overtager Spalding og de to andre kontrollen over flyveren, som de bringer under radarhøjde og til sidst lander på en øde sydhavsø, hvor en midlertidig landingsbane er blevet etableret.
Der venter der Tintin og Haddock noget af en overraskelse, for manden bag kapringen og bortførelsen er ingen ringere end deres gamle arvefjende Rastapopoulos og hans højre hånd, Haddocks gamle styrmand, nu kaptajn, Allan. Rastapopoulos har tænkt sig at få et kontonummer ud af Carreidas ved hjælp af et sandhedsserum, og når det er gjort, vil han skaffe alle af vejen – naturligvis inklusiv Tintin, Haddock og Tournesol.
Ja, det er en lille verden, når et tilfældigt møde i lufthavnen i Djakarta på denne måde kan bringe Tintins og Rastapopoulos’ stier til på ny at krydses – men denne form for “tilfælde” er der jo så mange af i fiktionens verden og ikke mindst i Tintins, så det accepterer man lynhurtigt. Og især fordi Rute 714 til Sydney er et ekstremt underholdende album.
Sydhavsø med rumvæsner
Det siger sig selv, at det lykkes Tintin, Haddock, Szut og flere andre uskyldige at slippe fri, og alt imens de forsøger at finde ud af, hvad de skal gøre, har Rastapopoulos og hans lejede doktor Krollspell deres hyr med at få Carreidas til at fortælle dem kontonummeret. Problemet er, at Carreidas efter en dosis sandhedsserum pludselig får en markant trang til at lette sit hjerte og gå til bekendelse om alle de smålige og ondskabsfulde ting, han har gjort igennem sit liv.
Her opstår en ret underholdende sekvens, da Rastapopoulos ved et uheld får en omgang sandhedsserum, hvorefter han og Carreidas forsøger at “udkonkurrere” hinanden i de ondskabsfuldheder, de har begået. Selv om Carreidas egentlig ikke hører til albummets skurke, er han klart en karakter, man ikke kan have det helt store til overs for.
Det går hverken værre eller bedre end at det lykkes Tintin og kompagni at befri Carreidas og tage både Krollspell og Rastapopoulos til fange, men desværre er det en kort periode, at de har overtaget. Kaptajn Allan og en gruppe hyrede partisaner får reddet bossen, og så er gode dyr rådne for Tintin og hans venner.
Til alt held begynder Tintin at høre stemmer – normalt ikke et godt tegn, men denne gang viser det sig, at være resultatet af tankeoverførsel. Og her er det, at den tidligere omtalte UFO kommer ind i billedet – i første omgang dog kun i form af forskeren Ezsdanitoff, der er ét af de få mennesker, der kender noget til rumvæsnernes eksistens. Sydhavsøen, Rastapopulous tilfældigvis har udset sig til gennemførelsen af sin plan, er nemlig også et af de steder, hvor rumvæsnerne er kommet igennem årtusinder for at kommunikere med menneskeheden. Hvordan det hele præcis spænder af, skal jeg ikke afsløre her, men det går bestemt ikke roligt for sig.
Stakkels Rastapopoulos
Selv om Rute 714 til Sydney som nævnt er en langt mere traditionel Tintin-fortælling end komedien Castafiores Juveler, betyder dette naturligvis ikke, at albummet er uden humor. Faktisk er en god portion humor jo en del af de fleste Tintin-historier, og det gælder også her, hvor det primært er Rastapopoulos og kaptajn Allan, der må stå for skud, især sammen med Carreidas. En del humor genereres naturligvis også som følge af Tournesol, der også i denne omgang får lov at vise noget af sit berømte temperament. Men det er dog Tintin-seriens græske superskurk og hans håndlanger, der giver de fleste grin.
Kaptajn Allan har altid været uheldig, hvilket naturligvis også gælder for Rastapopoulos selv, men aldrig før har de to været helt så uheldige eller helt så ynkelige, som de fremstilles i Rute 714 til Sydney. Faktisk formår Hergé at pille Rastapopoulos så godt og grundigt ned, at man næsten tvivler på, om Hergé havde bragt ham tilbage i et senere album, selv hvis han havde fået muligheden for det.
I udgangspunktet er det ellers ikke fordi Rastapopoulos er ufarlig (som altid vil han gerne se Tintin død), men ved albummets slutning undgår man ikke at have en smule ondt af staklen, der hele vejen igennem fremstilles som en mere eller mindre latterlig figur – se blot på hans cowboy-kostume. Det samme gælder for kaptajn Allan, der nok er den, der fremstilles allermest ynkeligt – helt sublimt bliver det, da det afsløres, at Allan bruger gebis, og den måde det afsløres på, er fordi han har tabt det!
Bundsolidt actioneventyr
Alt i alt er Rute 714 til Sydney endnu et bundsolidt Tintin-album, og det viser med al tydelighed, at Hergé fortsat var på toppen, selv så sent i seriens historie som her. Også rent kunstnerisk er albummet flot – settingen tillod Hergé, efter en del albums i andre omgivelser, at vende tilbage til et frodigt junglemiljø, lige som Tintin og kompagni på et tidspunkt også bevæger sig ned i et underjordisk tempel.
Det hele er realiseret med Hergés typiske opmærksomhed på detaljer – hvilket naturligvis også gælder for Carreidas’ privatfly. Der hænger faktisk en solid fornemmelse af rendyrket actioneventyr over albummet, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting. Som sagt er der dømt glimrende underholdning i høj fart! Rute 714 til Sydney kommer med de varmeste anbefalinger.
Tintins Oplevelser: Rute 714 til Sydney er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Originaltitel: Vol 714 pour Sydney
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures de Tintin
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
Udkom som føljeton i Tintin-bladet i Belgien i 1966-67.
Udkom som album i Belgien i 1968.
Udkom første gang på dansk som føljeton i Politiken i 1967-68.
Udkom som album i Danmark på forlaget Carlsen i 1969 under titlen Flight no. 714 til Sydney.
Denne udgave udkom som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser i 2007 på forlaget Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007
