Planet Pulp

Som led i nyudgivelsen af Tintin, udsendte Carlsen Comics i maj 2006 Ottokars Scepter; albummet, der på dansk tidligere har båret titlen Kong Ottokars Scepter. Ændringen af titlen er én blandt nogle få forandringer, der er sket med albummet i forhold til Carlsens tidligere udgivelse, men mere om det senere. For ellers ligner (Kong) Ottokars Scepter sig selv.

Ottokars Scepter udkom oprindelig i børne- og ungdomstillægget til den belgiske avis Le Vingtième Siècle fra august 1938 til august 1939 og udkom første gang som album i 1939. Den oprindelige udgivelse var, som mange af de tidlige Tintin-albums i sort/hvid, og blev først udgivet i farver i 1947, hvor der desuden blev foretaget nogle få omtegninger. Bl.a. blev baggrundene mere detaljerige, og bestemte detaljer, såsom dragter, fik mere Balkan-præg. For Ottokars Scepter foregår nemlig hovedsageligt i det lille fiktive land Syldavien på Balkan.

Inspireret af samtidspolitik

Én af grundene til, at Ottokars Scepter er så godt et album, er, at handlingen i historien for det første er meget realistisk og for det andet direkte inspireret af storpolitiske begivenheder i samtiden. Albummet begynder ellers meget uskyldigt med, at Tintin finder en glemt dokumentmappe på en bænk i en park. Han vælger selvfølgelig at aflevere mappen hos den retmæssige ejer, der bor lige i nærheden. Denne beslutning medfører følgende kommentar fra Terry: “Lad være, Tintin! Du ved, det går galt, når du blander dig i andres affærer!” Og hvis Terry vidste hvor rigtigt det var, ville vovsen sikkert været løbet langt væk med det samme.

Dokumentmappens ejer er den venlige, men distræte Professor Hallandsen, der forsker i sigillografi – læren om segl og stempler. Han står netop over for at skulle rejse til Syldavien for at undersøge et sjældent stempel og næver i en passant, at han mangler en sekretær.

Tintin tænker ikke nærmere over det, og tager sin afsked. Men da han kort efter vender tilbage til professorens lejlighed for at hente en bog, som han glemte, overhører han en mystisk samtale mellem nogle mænd, der nævner hans navn. Han følger efter én af mændene, overhører endnu en samtale på en syldavisk restaurant, og Tintin overbevises om, at der foregår noget skummelt, og at professor Hallandsen på en eller anden måde er involveret.

Imidlertid fatter syldaverne mistanke til Tintin, og herefter tager begivenhederne virkelig fart. En mand dukker op i Tintins lejlighed og falder besvimet om, Tintin modtager trusler om “ikke at blande sig” og han bliver udsat for et mordforsøg i form af et bombeattentat. Hovedparten af bombens slagkraft går dog ud over de evindeligt uheldige politidetektiver Dupont og Dupond, der imidlertid ikke kommer til skade.

Da Tintin får et besynderligt opkald fra professor Hallandsen, der ender med at lyde, som om professoren overfaldes, skynder Tintin sig hen til professoren i den tro, at han er blevet kidnappet. Men professoren er i bedste vigør, og for at komme til bunds i mysteriet tager Tintin jobbet som sekretær for professoren og rejser med ham til Syldavien.

Handler om Anschluss

Så skal meget mere af handlingen ikke afsløres i detaljer her, for det ville være ærgerligt. Men lad mig i hvert fald sige, at Tintins problemer langt fra er slut: Han fatter mistanke til professor Hallandsen, som der nu er noget besynderligt ved, og han udsættes for flere attentatforsøg. Men endeligt begynder sagens sammenhæng at gå op for ham; professor Halambique er på en eller anden måde blevet involveret i et plot mod Syldaviens kong Muskar, der har til hensigt at få Muskar afsat og landet besat af nabolandet Bordurien.

Som Benoît Peeters ganske korrekt påpeger i Tintin og hans Skaber (1988) er Ottokars Scepter intet mindre end en historie om et mislykket Anschluss. Tyskland annekterede Østrig i marts 1938, hvilket tydeligvis har inspireret Hergé til at væve en Tintin-historie over det, og selv om handlingen er flyttet til det fiktive Syldavien og dets lige så fiktive naboland Bordurien, så er der ingen tvivl om, at idéen er kommet fra den meget aktuelle tyske overtagelse af Østrig.

Man hører ikke meget om Bordurien i albummet, men det man får at vide er nok til at man forstår, at man her står med en slet skjult hentydning til Tyskland. Bordurernes fly er tyske Messerschmitts og bærer et tegn, der har en umiskendelig lighed med et swastika, og den Borduriske leder – som man formoder, er en diktator – hedder Müsstler. Ligeledes bliver Syldavien forsøgt overtaget indefra – i lighed med de østrigske nazisters samarbejde med Nazityskland op til Anschluss i 1938.

Selv om der altså er betydelige ligheder mellem virkelige begivenheder og handlingen i albummet, bliver disse ligheder imidlertid aldrig påtrængende eller irriterende – heller ikke selv om man kender sin Europahistorie. De giver snarere albummet et troværdigt anstrøg, som gør affæren ekstra spændende. Hergés påståede antisemitisme til trods (se anmeldelsen af Den Mystiske Stjerne), spores der absolut ingen sympati for Bordurien, og det er besynderligt, at Ottokars Scepter var ét af de ældre Tintin-albums, der ikke blev forbudt af den tyske censur efter Tysklands besættelse af Belgien i 1940. Derimod blev politisk helt “uskyldige” albums som Tintin i Amerika (1932) og Den Sorte Ø (1938) forbudt.

Et vigtigt album

Ottokars Scepter er også et vigtigt album på andre måder. For det første introduceres vi for Syldavien og Bordurien, der også skulle komme til at figurere i senere albums. F.eks. foregår opsendelsen af måneraketten i dobbeltbindet Mission til Månen og De Første Skridt på Månen fra 1953 og 1954 (tidligere udgivet som Månen Tur-Retur bind 1 og 2) fra Syldavien, og én af skurkene fra Ottokars Scepter spiller en væsentlig rolle i dette glimrende dobbeltalbum. Og i Tournesol-mysteriet fra 1956 (tidligere udsendt med titlen Det Hemmelige Våben) finder Tintin vej til Bordurien, der spiller en væsentlig rolle i plottet i dette album.

Vigtigere er det måske dog, at vi i Ottokars Scepter introduceres for én af de senere faste bipersoner i serien, nemlig operasangerinden Bianca Castafiore, der allerede fra første færd gør et uudsletteligt indtryk på Tintin!

Smart fortællekneb

Historien i Ottokars Scepter er stramt fortalt, og der er ingen slinger i valsen. Det politiske komplot afsløres gradvist indtil sammenhængen går op for Tintin, der så må gøre alt i sin magt for at redde kong Muskar fra at blive afsat – ved at finde det stjålne scepter, som titlen refererer til. Sagen er nemlig den, at hvis kongen ikke har den gamle Kong Ottokars scepter til den årlige Skt. Wladimirsdag må han abdicere. Det er netop denne regel, komplotmagerne forsøger at udnytte til at gennemtvinge landets regimeskifte.

Syldaviens historie fortælles på temmelig genial vis af Hergé ved, at tre sider af albummet er viet til en “turistfolder”, som Tintin læser ombord på flyet på vej mod Syldavien. Det er et ukarakteristisk, men smart trick, Hergé her har foretaget. Selv om det ganske vist bryder handlingen en smule, at der pludselig er forholdsvis meget tekst, der skal læses, så har de ting, man får at vide om Syldavien, betydning for albummets videre handling.

Desuden undgår Hergé på denne måde at måtte forklare landets historie og baggrunden for Ottokars scepter gennem lange passager eksposition gennem dialog – noget, der ofte kommer til at virke kunstigt. Både gennem turistfolderen og dialogen giver Hergé desuden historien et ekstra anstrøg af troværdighed, da han har opfundet nogle syldaviske ord og fraser.

Mangler solide bipersoner

Karaktererne er måske ikke særligt skarpt karakteriserede, ud over Tintin, der er i sit absolutte es, men de udfylder deres funktioner glimrende. Bortset fra Dupont og Dupond mangler man måske lidt nogle solide bipersoner i albummet – Kaptajn Haddock dukker først op i det næste album, Krabben med De Gyldne Klosakse fra 1941 (tidligere udgivet med titlen Krabben med De Gyldne Kløer) – men det stærke fokus på Tintin gør til gengæld, at handlingen konstant drives fremad uden alt for megen snik-snak.

Tegningerne er flotte, og alene herigennem får man et glimrende indtryk af landet Syldavien – både gennem de førnævnte dragter, landskabstegningerne og arkitekturen. Tegningerne er i sig selv nok til at placere handlingen på Balkan.

Carlsens nyudgivelse adskiller sig primært fra den tidligere ved nyoversættelsen, der altså har medført en forkortelse af titlen. I alle de tilfælde, hvor Carlsens nyoversættelse, udført af Niels Søndergaard, afviger fra Jørgen Sonnergaards ældre danske oversættelse, sker det primært med henblik på at få en versionering, der forholder sig mere tekstnært til den franske original. I tilfældet Ottokars Scepter er det faldet ganske heldigt ud.

I selve albummet består ændringerne af småting, såsom at professor Hallandsen oprindelig hed professor Halambique; et vejskilt, der ikke var oversat i den oprindelige udgave er nu oversat (en god detalje!), og turistbrochuren er også genoversat. I alle tilfælde er der faktisk tale om gode ændringer, om end jeg personligt aldrig har haft et problem med, at navnene i Tintin primært har været belgisk/franske. Eneste problem med professor Halambiques navneændring er, at jeg ikke undgår at få associationer til Egon Olsens nemesis, men sådan er der jo så meget.

Trykket holder standarden fra de andre albums, der hidtil er udkommet i Carlsens nyudgivelse. Farveholdningen er lidt mere afdæmpet end i den tidligere udgave, men den er flot og på ingen måde kedelig. Også selve trykkekvaliteten er i top: som i de hidtidige nyudgivelser er albummet trykt på mat højkvalitetspapir og bindet er udkommet i hardcover.

Endnu engang viser Carlsen hvordan man skal behandle en tegneserieklassiker, og med et bind som Ottokars Scepter, der altid har været en af Tintin-seriens stærkeste, er der simpelthen ingen undskyldning for ikke at gå ud og anskaffe det. Anbefales på det kraftigste!

Tintins Oplevelser: Ottokars Scepter er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005 (opdateret 13/07/2006)

Stikord: Sammensværgelser, Tintin