Planet Pulp

Efter den fremragende historie, Hergé fortalte i Tournesolmysteriet (1956), kastede han sig i 1956 ud i endnu en politisk ladet Tintin-historie. Koks i Lasten kørte i Tintin-bladet fra 1956-58, og udkom senere i 1958 som album i Belgien.

Lidt skuffende

Normalt er jeg meget glad for de af Hergés Tintin-fortællinger, der på en eller anden måde har baggrund i en politisk intrige, som f.eks. Ottokars Scepter eller Tournesolmysteriet. Her må jeg dog konstatere, at Koks i Lasten er lidt af en skuffelse. På trods af en høj underholdningsværdi ender historien desværre med at glide en smule ud i den ørkensand, hvor så meget af historien foregår.

Forstå mig ret: Koks i Lasten er langt fra at være blandt de dårligste Tintin-albums. Det er tværtimod, fordi emnet har så meget potentiale, at man ender med at føle sig en smule skuffet. For en gangs skyld virker det nemlig som om, at Hergé ikke helt har kunnet overskue sin historie, og introducerer alt for mange delelementer, der ikke spiller ordentligt sammen.

En gammel ven og en gammel fjende

Historien tager sin begyndelse da Tintin og Haddock forlader en biograf. På gaden støder de tilfældigvis ind i Tintins gamle kammerat General Alcazar, som ved et uheld taber sin tegnebog. I et forsøg på at finde frem til generalen, kigger Tintin og Haddock i tegnebogen, og finder nogle ret besynderlige effekter. Bl.a. fotografier af nogle fly, og et mystisk brev med et telefonnummer.

Da vore to hovedpersoner vender tilbage til Møllenborg finder de ud af, at emir Ben Kalish Ezab (som vi første gang mødte i Landet med det sorte guld, 1950) har sendt sin søn Abdallah på besøg hos Haddock – øjensynligt for at møgungen kan lære den vestlige civilisation at kende. Sandheden er dog noget grummere, hvilket Tintin og Haddock snart finder ud af.

Inden de finder ud af den virkelige årsag til, at emiren har sendt Abdallah til vesten, kommer Dupondterne anstigende. De to fladpander vil tale med Tintin om general Alcazar – ikke fordi det er generalen, de er ude efter. Nej, de to mesterdetektiver er blevet sat til at overvåge en britisk statsborger, som generalen har haft kontakt med, og som viser sig at være ingen ringere end Jim Dawson, som Tintin havde et ubehageligt møde med i Den Blå Lotus (1936/1946). Det viser sig at Dawson nu er våbenhandler, og han har bl.a. solgt flyvemaskiner til selskabet Arabair, der til gengæld har hjulpet sheik Bab El Ehr med at tage magten i Khemed og afsætte emir Ben Kalish Ezab!

Det vrimler med gamle fjender

Tintin og Haddock rejser til Khemed for at befri emiren (bl.a. så de kan få sendt Abdallah hjem igen!), men opdager, at han faktisk allerede er sluppet fri, da de ankommer. Vore helte undgår med nød og næppe et attentat mod deres liv, iværksat af Bab El Ehrs folk, hvoriblandt vi finder en anden gammel kending, nemlig ingen ringere end Dr. Müller, der nu går under navnet Mull Pasha.

Da de møder emiren, hvis gemmested i øvrigt er baseret på ruinbyen Petra i Jordan (bl.a. kendt fra Indiana Jones and the Last Crusade, 1989), kan han fortælle dem, at det skurkagtige selskab Arabair også er involveret i slavehandel. Dette er én af årsagerne til, at selskabet støttede Bab El Ehr, idet emiren truede med at afsløre selskabets lovovertrædelser.

Efter at have overlevet endnu et attentat – denne gang til vands – samles Tintin, Haddock og den nødstedte pilot Szut op af en yacht, der viser sig at tilhøre ingen ringere end ejeren af Arabair, Markis Di Gorgonzola. Og hvis læseren synes, at der er noget bekendt over Di Gorgonzola (eller rettere hans snudeskaft), så er der noget om det. Det er nemlig endnu en bekendt – superskurken Rastapopoulos!

Hvordan det hele ender, skal ikke afsløres her, men mon ikke Tintin og Haddock endnu engang kan stikke en kæp i hjulet på Rastapopoulos’ kriminelle forretning?

Forceret

Som det nok har kunnet forstås på det overfladiske handlingsreferat, så vrimler det med gamle kendinge i Koks i Lasten. Og Alcazar, Dawson, Abdallah, emiren, Dr. Müller og Rastapopoulos er endda ikke de eneste. I Khemed møder Tintin og Haddock naturligvis den portugisiske købmand Senor Oliveira, som Tintin første gang mødte i Faraos Cigarer (1934/1955) og som også medvirkede i Landet med det sorte guld, og hvem er mon ombord på Di Gorgonzolas lystyacht? Jo, det er naturligvis den milanesiske nattergal, Bianca Castafiore.

Naturligvis er der heller ingen Rastapopoulos uden kaptajn Allan, som også lige får fem minutter i rampelyset. I albummets indledning og afslutning på Møllenborg møder vi naturligvis også både Tournesol og Nestor, og hvem mon dukker op til allersidst for at ødelægge kaptajnens dag? Jo, det gør naturligvis Max Bjævermose! Og Dupondterne er jo allerede nævnt.

Man må sige, at Hergé kommer omkring mange af sine bipersoner i dette album, og man undgår bestemt heller ikke at føle, at der måske er fire-fem for mange af dem. Hergé ruller dem frem som på samlebånd, og selv om det naturligvis er meget morsomt at se mange af personerne igen, kommer det til sidst til at virke mere end bare en anelse forceret. Alcazars indblanding i begyndelsen af historien er helt ligegyldig, men det mest forcerede er dog den store forkromede sammensværgelse, der involverer både Dawson, Dr. Müller og Rastapopoulos.

Overlæsset og en anelse planløst

Der skal dermed ikke herske tvivl om, at Koks i Lasten måske er én af de mindst subtilt fortalte Tintin-historier, hvor Hergé bare har læsset mere og mere på. Det er dette, der gør, at det hele også virker en anelse planløst, og man fornemmer af og til, at Hergé ikke helt har haft kontrol over sin historie. Uanset om dette har været tilfældet eller ej, så er det en meget sjælden fornemmelse ved et Tintin-album, og det trækker en del ned i det samlede indtryk.

Til gengæld er Koks i Lasten særdeles farverig på andre måder, og det trækker til gengæld op. Selv om det forekommer ret kluntet med de mange velkendte ansigter, så er de med til at gøre albummet særdeles underholdende. Det er lidt den samme fornemmelse som når man ser et afsnit af en TV-serie og en gammelkendt figur dukker op efter lang tids fravær – selv om det er sindssygt ulogisk, kan man ikke lade være med at hengive sig til gensynets glæde.

Dertil kommer, at albummet er spækfyldt med eksotiske lokaliteter og farefulde situationer. Skurkene forsøger at tage Tintin og Haddock af dage på mange fantasifulde måder: en bombe ombord på deres fly, luftangreb af Mosquito-jagere, eksplosion på åben hav, beskydning med torpedo og minering – og så har jeg ikke engang omtalt Abdallahs infame practical jokes, der krydrer indledningen og afslutningen!

Uforløst potentiale

Underholdningsværdien fejler således intet i Koks i Lasten, men man sidder alligevel tilbage med en ærgerlig fornemmelse af, at albummet kunne have været så meget bedre. Især fordi Hergé kastede sig over et rigtig spændende emne. Koks i Lasten handler nemlig om slavehandel, men det er desværre et tema, der drukner lidt i den megen ramasjang, albummet ellers byder på.

Hergé havde her muligheden for både at fremstille Rastapopulos som en rigtig infam skurk, og for at gøre det på baggrund af et spændende tema, der på sin vis stadig er aktuelt i dag. Nu er det godt nok især menneskehandel med kvinder til sex, der er på alles læber, og ikke den mere regulære slavehandel i stil med den, der behandles i Koks i Lasten, men forskellen kan være den samme: Emnet er en rigtig god baggrund for en både spændende og vedkommende historie. Men som sagt løber det hele lidt ud i sandet for Hergé til fordel for eksplosioner, leoparder, flyvemaskiner og undervandsbåde.

Teknisk flot

Teknisk fejler albummet naturligvis ingenting. Som sagt er Koks i Lasten fyldt med eksotiske lokaliteter, der virkelig har givet Hergé lejlighed til at udforske mange forskellige omgivelser: fra Møllenborg til Khemeds ørken, fra tømmerflåde til lystyacht. Tegningerne er naturligvis flotte, samt både detalje- og farverige, som vi er vant til det fra Hergés hånd, og tillige er de smukt gengivet i denne nye udgave fra Carlsen Comics. Kun en enkelt side bærer præg af en smule forskydning i trykningen med en anelse uskarphed til følge. Det er dog hurtig glemt, når kaptajnens overordentlig mange eder flyver over siderne i Niels Søndergaards udmærkede nyoversættelse.

Alt i alt er det både en fornøjelse og en ærgrelse at læse Koks i Lasten. Man fornøjes ofte – og meget – undervejs, men efterfølgende undgår man ikke at sidde tilbage med en lidt tom fornemmelse af, at her sidder man med et album, der er ganske udmærket, men som med lidt mere stramhed i manuskriptet kunne have været et vaskeægte mesterværk.

Tintins Oplevelser: Koks i Lasten er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Tintin