Med Carlsen Comics’ nyudgivelse af Den Sorte Ø, som denne anmeldelse baserer sig på, er vi i den interessante situation, at der nu på dansk findes to ud af de tre versioner, som Den Sorte Ø eksisterer i.
Historien blev første gang fortalt i Le Petit Vingtième i 1937-38, og udkom som album i 1938 – det var dengang Tintin-albummene var på 124 sider. I 1943 bearbejdede Hergé historien, så den kom til at passe til de nye albumlængder på 62 sider.
Dette skete for alle de Tintin-historier, der var udkommet i det gamle albumformat, og det er dem, vi har fået på dansk. Den Sorte Ø er imidlertid et særtilfælde, for albummet har ikke kun eksisteret i to versioner, men i hele tre.
Da Den Sorte Ø skulle udgives på engelsk i 1960’erne, opfordrede den engelske udgiver Hergé til at modernisere albummet for at undgå at det skulle komme til at virke alt for antikveret. Hergé gik med på idéen og sendte sin daværende assistent Bob De Moor, senere kendt for Blake og Mortimer-serien, til England, hvor han besøgte de steder, historien foregik, og tegnede skitser med udgangspunkt i en udførlig liste, han havde fået udleveret af Hergé.
Albummet blev omtegnet, og resulterede i den version af historien, som Carlsen første gang udgav på dansk i 1968. Inden da var den dog blev udgivet i Tintin-bladet i 1965 og som fransksproget album i 1966.
I forbindelse med deres nyudgivelse af alle Tintin-albums, har Carlsen Comics imidlertid valgt at udgive Hergés 1943-version i stedet for den omtegnede 1966-version. Det er en disposition, som måske primært er interessant for den inkarnerede Tintin-fan, men som faktisk sætter læseren i den priviligerede situation, at det er muligt at læse begge versioner på dansk. Såfremt at man altså sørger for at anskaffe sig den oprindelige danske udgave, inden den bliver udsolgt.
Carlsen har med deres nyudgivelser i øvrigt gjort læserne den tjeneste at udgive albummene i kronologisk rækkefølge, hvilket betyder at Den Sorte Ø i den nye serie er udkommet som seriens femte bind, efter Tintin i Congo, Tintin i Amerika, Faraos Cigarer og Den Blå Lotus. I forhold til alle de fem foregående albums, skiller Den Sorte Ø sig ud ved at være en meget ligetil kriminalhistorie, der ikke byder på eksotiske indslag overhovedet. Med mindre man da anser England og Skotland for særligt eksotiske steder.
Heller ikke historien er nær så eksotisk som Tintins opgør med heroinsmuglerringen i Faraos Cigarer eller hans rejseaktivitet, der i de tidligere bind bringer ham så langt væk som til Afrika, Amerika og Kina.
Historien tager sin begyndelse en dag, Tintin er ude at gå en tur med Terry. Et fly nødlander på en mark lige som Tintin passerer, og han går hen for at tilbyde sin hjælp. Det skal piloterne tydeligvis ikke nyde noget af, for de åbner ild mod ham, og Tintin ender på hospitalet, hvor han næste dag besøges af de to tumper, Dupond og Dupont.
Mens de to mesterdetektiver er hos Tintin, finder de ud af, at et fly, som svarer til det, Tintin så, natten før er nødlandet i England. Tintin udskriver sig selv fra hospitalet, og sætter sig for at undersøge sagen nærmere.
Undervejs forsøger skurkene at sætte ham ud af spillet ved at sætte en fælde for ham, så Dupont og Dupond tror, at han selv er kriminel, men Tintin undslipper uden nævneværdige problemer fra de to klodsede politimænd.
Det lykkes for Tintin at komme til England, hvor han opdager, at det er en international falskmøntnerbande, der er på spil, under ledelse af den skurkagtige Dr. Müller. Tintin forfølger Müller og hans håndlangere hele vejen til Skotland, hvor han opdager, at de holder til i en gammel borg på Den Sorte Ø, der af de lokale anses for at være hjemsøgt. Præcis hvad det er, der hjemsøger øen skal ikke afsløres her, men lad det være sagt med det samme, at det ikke er nær så overnaturligt som skotterne tror.
Den Sorte Ø er udformet som en klassisk forfølgelseshistorie. Stort set hele albummet handler om, hvordan Tintin finder skurkene, der slipper væk, hvorefter Tintin på ny opsporer dem. Klimaks finder naturligvis sted på Den Sorte Ø, hvorfra der ikke er noget sted for skurkene at undslippe til.
Undervejs i den hæsblæsende historie stykker Tintin langsomt sagen sammen, i takt med at han finder flere og flere spor. Det bagvedliggende plot handler som nævnt om falskmøntnere, og Den Sorte Ø er altså en helt regulær krimi. Kun elementet med den “hjemsøgte” Sorte Ø bryder lidt med krimi-konventionerne, men man opdager hurtigt, at der kun er tale om en smule røgslør fra Hergés side.
Historien er krydret med en del af den ret naive humor, der prægede mange af de tidlige Tintin-albums. Dels er der en god del slapstickhumor med Dupond og Dupont, der som altid kommer galt af sted, og dels er der også en del morsomme episoder med både Tintin selv og Terry.
Det har sin charme, men er ikke så langtidsholdbart som den noget mere kulørte humor, der senere introduceres med både kaptajn Haddock og professor Tournesol.
Slapstick har dog altid været en del af Tintin-seriens komik, og også i de senere albums eksisterer den i rigt mål. I Den Sorte Ø er humoren bare en ret central del af historiens fyld, for hvis den ikke var der, ville albummet være overstået langt hurtigere. Den Sorte Ø er nemlig en meget hurtigt-pacet historie, og her må man faktisk tage hatten af for Hergé, der har formået at formidle forfølgelseshistoriens nødvendige hektiske fart godt i tegneseriemediet.
Den noget mere naive fornemmelse, der hænger over albummet skyldes til dels også, at det er 1943-version der ligger til grund for nyudgivelsen. Her har de engelske brandmænd f.eks. ikke en brandbil, men en simpel brandsprøjte på en vogn, og baggrundene er langt mindre detaljerede end i udgaven fra 1966.
Også personernes påklædning er naturligvis anderledes i de to versioner: i 1966-udgaven er uniformer og tøj opdateret til tidens mode, mens det i 1943-versionen naturligvis svarede til datidens snit.
Historien er identisk i de to udgivelser, og om man foretrækker den ene eller den anden er således udelukkende en smagssag, baseret på tegningerne. Den Sorte Ø har under alle omstændigheder aldrig været ét af mine favorit-albums i Tintin-serien. Derfor betyder det ikke det helt store for mig, om jeg læser den oprindelige version eller den opdaterede udgave fra 1960’erne.
Den Sorte Ø er på ingen måder et dårligt album, men kombinationen af en meget ordinær historie og de meget prosaiske lokaliteter gør, at historien aldrig rigtigt fænger. Den ret naive humor, der præger albummets komiske dele, har ej heller rigtigt appelleret til mig, og er formodentlig også medvirkende til, at Den Sorte Ø ikke er én af mine favoritter.
Carlsens nye udgave er på alle måder flot. I den nye serie udkommer albums i hardcover med ryg af imiteret rødt læder, med en god papirkvalitet og i et rigtigt smukt tryk. Farverne er klare, og knap så skrappe i kontrasterne, som de af og til var det i den gamle serie. Papiret har en akvarelpapirsagtig kvalitet over sig, som yderligere medvirker til at give de nye udgivelser et mere luksuøst anstrøg. Man mærker tydeligt, at Tintin i dag ikke blot er en “almindelig” tegneserie, men én af mediets store klassikere.
Hele den nye serie af Tintin-albums fra Carlsen er oversat på ny af Niels Søndergaard, mens Jørgen Sonnergaard stod for de gamle. Sammenligner man med Sonnergaards oversættelse af 1966-versionen, så er der væsentlige forskelle, men med mindre man ligefrem sidder med de to albums ved siden af hinanden, er det ikke noget, der på nogen måde virker iøjnefaldende. Begge oversættelser fungerer nemlig efter hensigten, og der er ikke noget ved Den Sorte Ø i øvrigt, der vil virke underligt på en gammel Tintin-læser.
Den Sorte Ø er alt i alt et udmærket album, ikke ligefrem er banebrydende for serien, men som i sin nye udgave på dansk giver læseren en enestående chance for at sammenligne de to versioner. Alene af den grund er det en aldeles glimrende ting, at Carlsen valgte at udgive 1943-versionen.
Tintins Oplevelser: Den Sorte Ø er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…