Timecop

Jean-Claude Van Damme i en tidsrejsefilm. Og i en ganske intelligent én af slagsen. Du tænker sikkert, at det ikke er muligt. Men ikke desto mindre er Timecop fra 1994 en ganske fremragende film, måske Van Dammes bedste, der på fornem vis kombinerer “actionhelten” (et begreb, der for alvor gav mening i 1980’erne og starten af 1990’erne) med en intelligent science fiction-fortælling.

Max og nakkegarnet

Van Damme spiller strømeren Max Walker, der flekser musklerne i TEC-agenturet. TEC står for “Time Enforcement Commision”, og de stopper tidsforbrydelse.

Men før vi er kommet så langt, starter filmen i 1863, hvor en gruppe soldater, der passer på en masse guld, bliver berøvet af en fyr med meget moderne våben – ja, en tyv der udnytter tidsteknologien til at stjæle guld i fortiden.

Lige da Max er kommet med i TEC, vi er 1994, myrdes hans kone Melissa, og så springer handlingen 10 år frem i tiden til 2004, hvor Max er blevet en erfaren TEC-agent med langt nakkegarn og det hele.

Han savner stadig konen og lever kun for jobbet. Max sendes tilbage til 1929, hvor han på Wall Street skal stoppe en tidskriminel. Den kriminelle er Max’ tidligere partner, og Max finder ud af, at der er korruption på spil.

Og så begynder handlingen ellers at tage fart. Max må komme til bunds i sagen, da de forskellige virkeligheder, eller tidsstrenge, begynder at ændre sig. Men hvem er skurken, beholder Max sit nakkegarn og hvad skete der i virkeligheden med konen?

Meget solidt værk fra en solid håndværker

Manuskriptet af Mark Verheiden er skarpt. Og han formår at dosere tiden mellem klassisk action og science fiction på en fornem måde.

Timecop er baseret på en tegneserie, skrevet af netop Verheiden, der udkom på Dark Horse Comics i tre numre i 1992 som Time Cop: A Man Out of Time. Tegneserieudgaven af filmen udkom sammen med filmen i efteråret 1994.

Instruktøren Peter Hyams er heller ikke en hr. Hvem-Som-Helst med fine film som Capricorn One (1978), Outland (1981) og Narrow Margin (1990) på sit CV før sit møde med Van Damme og tidsrejser.

Hyams er en habil thrillerhåndværker, der kommer med en baggrund som filmfotograf, og det giver ham en tydelige visionær styrke som instruktør. Hyams og Van Damme arbejdede senere sammen i den fine Die Hard-klon Sudden Death (1995).

Desuden har Hyams instrueret den undervurderede monsterfilm The Relic (1997) og Arnold-halvsvipseren End of Days (1999) samt de lettere jammerlige The Musketeer (2001) og A Sound of Thunder (2005).

Men tilbage i 1994 var Hyams, sammen med Van Damme, på toppen af deres kunnen, og det mærker man tydeligt i Timecop.

Klassiske actiondyder

Her er der klassisk Van Damme-action, klassiske actionfilm-one liners, de obligatoriske thugs og alt det andet gode, vi kender fra den tids actionfilm. Og dertil er der tilsat et spændende plot og en masse fine tidsrejseidéer og paradokser, der fremstår troværdige inden for filmens kontekst.

Effekterne er fremragende, fra CGI’s spæde og sprøde ungdom, og selve tidsrejsedelen er udmærket forklaret.

Der er også overskud til at joke med Van Dammes tykke accent. Max har netop stoppet en tyv, uden vold, hvorefter han siger til konen “He must have read my mind.” Hvortil konen tørt svarer: “The way you speak English, he’d have to.”

Og mere fin dialog, hvor McComb siger følgende til en yngre og slankere udgave af sig selv: ”Do yourself a favor. Lay off the fucking candy bars.”

Manuskriptet er fyldt med overskud og små fine detaljer, som da Max viser tidsrejsemaskinen frem. Kvinden der kigger på den spørger “What happened to the Volmer twins?”. Max peger på væggen, bag tidsmaskinen, og siger “See those two red spots?”. Fint, fint arbejde.

Fine tidsrejseelementer

Som i mange andre gode tidsrejsefortællinger, hvor det er muligt at ændre på fremtiden, findes meget af filmens styrke i de små dystopier, der skabes, hvor vi ser konsekvenserne af, at visse ting ændres.

På den måde bliver tidsrejsedelene meget mere end en gimmick. Når Max rejser, sidder man i spænding og venter på, hvad der nu har ændret sig. Er folk de samme, hvem er onde og hvem er gode? Tidsrejsen bliver i Timecop en Panadoras æske, hvor de små ændringer hele tiden bare gør det hele værre, og hvordan kommer man så tilbage til det punkt, den tid, den tilstand, hvor æsken ikke var åbnet?

Van Damme gør det fint, hverken mere eller mindre; han er helt på toppen rent fysisk og har det rette glimt i øjet. Han får fin støtte af specielt Ron Silver og Bruce McGill, der spiller to karakterer, der på hver deres måde er meget vigtige for handlingen og for Max som karakter.

Fremragende film

Alt i alt hører Timecop til blandt de bedste action/science fiction-film, der blev produceret i 1990’erne (den er meget bedre end sit ry), og den blev helt fortjent en stor kommerciel succes. Senere fik den en ganske fin opfølger i form af direct-to-DVD-bassen Timecop: The Berlin Decision fra 2003.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Film baseret på tegneserie, Tidsparadokser, Tidsrejser