Time and Again

Indtil for nyligt havde jeg den opfattelse, at Jack Finneys bedst kendte roman var The Body Snatchers (1955). Det skyldes utvivlsomt, at min indgang til Finney har været gennem filmens verden.

Mit første møde med ham var Don Siegels filmatisering af The Body Snatchers (som Invasion of the Body Snatchers, 1956), og først senere så jeg Kaufmans 1978-version og læste romanen, som vi også begge har anmeldt her på Planet Pulp.

Der er ingen tvivl om, at The Body Snatchers er blandt Finneys bedst kendte romaner, men i USA kom hans største succes faktisk i 1970 med romanen Time and Again, der bedst kan beskrives som et romantisk tidsrejsedrama.

Tiden som en flod

At Finney havde stor succes med Time and Again er også fuldt fortjent, for der er tale om en ganske fremragende roman, der både er spændende og med en velfungerende romantisk historie, men hvis største bedrift er den måde, Finney maler et levende og fascinerende billede af New York City anno 1882.

Time and Again tager sin begyndelse i nutiden (dvs. 1970), hvor første persons-fortælleren, Simon Morley (i daglig tale kaldet Si blandt venner) opsøges på sin arbejdsplads. Si er reklametegner med kunstnerdrømme og lever et behageligt, men måske lidt for uinspirerende liv i New York med fast arbejde og sin søde kæreste Kate. Alt det ændrer sig, da han får besøg af den mystiske Ruben Prien.

Det viser sig, at Prien er fra militæret, og i øjeblikket er tilknyttet et projekt i New York under ledelse af fysikeren Dr. Danziger. Inspireret af Albert Einsteins teorier, har Danziger fået den idé, at tidsrejser burde være fysisk mulige, hvis de rette omstændigheder mødes.

Over for Si beskriver Danziger tiden som en flod, hvor vi befinder os i en båd, der føres med strømmen, og således kun kan se den del af floden, vi er på på et givent tidspunkt. Men idet alle tider eksisterer på én gang, burde det være muligt for den rette person at træde ud af båden, og gå tilbage langs med floden.

Danziger og de andre ansvarlige i projektet tror, at Si måske er en sådan person. Undersøgelser har vist, at kun få personer er i besiddelse af de karakteristika, der gør det muligt at foretage tidsrejser, og det er derfor, Si opsøges af Ruben Prien. Indledningsvist kan Prien stort set ikke fortælle Si noget som helst konkret, men det lykkes alligevel for ham at rekruttere Si, der introduceres til projektets formål og metode.

Et 1800-tals mysterium

Forsiden af førsteudgaven af 'Time and Again', Simon & Schuster 1970. — Forsiden af førsteudgaven af ‘Time and Again’, Simon & Schuster 1970.

Idéen er enkel. Fordi Si er i besiddelse af nogle særlige evner – måske relateret til hans kreativitet og virke som kunstner (men Finney er lidt vag på dette punkt) – vil han måske være i stand til at leve sig nok ind i en bestemt tidsperiode til, at han ved hjælp af enkel selvhypnose så at sige kan træde ud af sin egen tid og ind i en anden. Det kræver naturligvis en masse træning, der skal gøre den relevante tidsperiode levende for Si, og det kræver også de rette omgivelser.

Det ender med at tidsperioden bliver 1882, og omgivelserne bliver en lejlighed i Dakotabygningen i New York. At det bliver lige præcis New York anno 1882 er faktisk Sis eget forslag, for det vil give ham mulighed for at løse et personligt mysterium.

Hans kæreste Kate er nemlig i besiddelse af et særdeles mystisk brev, som førte til at hendes adoptivfaders far begik selvmord. Mysteriet havde plaget Kates adoptivfar hele livet, og han har videregivet mysteriet til hende, og hun har delt det med Si.

Si gennemgår sin træning – han er i øvrigt kun én blandt en lille håndfuld potentielle tidsrejsende, som skal sendes til forskellige tidsperioder – og til sidst bliver det tid til at prøve, om det virker.

Projektet lejer en lejlighed i Dakotabygningen, der eksisterede på den tid, Si skal tilbage til, og i en periode skal Si bo i lejligheden som om året var 1882. Han skal klæde sig i autentisk tøj fra perioden, læse replika-aviser, som projektet får fremstillet og helt generelt prøve at løsrive sig så meget fra sin egen tid som muligt. Endelig skal han ved hjælp af en simpel form for selvhypnose prøve at glemme nutiden fuldstændigt og bevæge sig ud af bygningen og – måske – tilbage til 1882.

Umanerligt velskrevet

Siden Time and Again er en tidsrejseroman kommer det næppe som nogen overraskelse, at det lykkes for Si at tage tilbage til 1882. Først er det på en kort tur, der gør projektledelsen ellevild, og siden på nogle længere ture.

Nu kan han begynde at optrævle mysteriet omkring det mærkelige brev, men den slags ting sker naturligvis ikke uden konsekvenser. Bl.a. bliver Si forelsket i den unge kvinde Julia, hvis ubehagelige forlovede spiller en vigtig rolle i mysteriet, og senere bliver Si endog meget involveret i begivenhederne i 1882.

Det fører frem til store spørgsmål: Skal Si føje projektledelsen, da de til sidst beder ham om at gøre noget, der kunne ændre historiens gang væsentligt? Og skal han vende permanent tilbage til 1970 og leve sit liv der, eller blive i 1882 hos den kvinde, han i virkeligheden elsker?

Udfaldet af romanen skal jeg på ingen måde afsløre noget af her; det skal potentielle læsere havde fornøjelsen af at opdage på egen hånd. Og med potentielle læsere mener jeg dig, kære Planet Pulp-læser. For hvis du på nogen måde sværmer lidt for tidsrejsefiktion, er Time and Again en roman, du fluks bør anskaffe dig. Ikke fordi den er synderligt original som sådan, men fordi den er umanerligt velskrevet og med en sympatisk kærlighedshistorie og et interessant mysterium i centrum.

Skrevet med kærlighed

Men endnu vigtigere end de rent plotmæssige detaljer, er Time and Again en utroligt levende roman, hvor Finney med stor kærlighed beskriver et nu tabt New York, og hvor han gennem sin prosa får New York i 1882 til at fremstå utroligt levende og detaljeret.

Det er en kærligt skrevet roman: Man mærker virkelig, hvor fascineret Finney har været af den tidsperiode, han har kastet sig over, og den fascination formår han på fornem vis at videregive til læseren gennem fortællerens beskrivelser.

At læse Time and Again er som at få en beskrivelse af den fornemmelse, man selv kan få, når man ser et gammelt fotografi af et velkendt sted – selv om man genkender stedet, er helhedsindtrykket radikalt anderledes. Det er akkurat denne fornemmelse, Finney formidler så fornemt, og som ikke alene giver læseren lyst til at opleve det moderne New York, men også til at opsøge historiske bøger om New York i slutningen af 1800-tallet.

Denne fornemmelse er bedst formidlet i romanens første halvdel, der er helt fabelagtigt god, men glider lidt i baggrunden i anden halvdel til fordel for den konkrete handling. Her taber romanen en lille smule, men kun lidt, for man er som læser også fascineret af det mysterium, Si har sat sig for at opklare, og man er godt underholdt af historien, som den udfolder sig.

Anderledes tidsrejsemetode

Som tidsrejseroman er Time and Again også en lidt anderledes oplevelse på grund af den specielle måde at rejse gennem tiden på, selv om Finney nu ikke kan gives æren for at have fundet på den helt selv.

Den er nemlig afledt af den irske flykonstruktør og forfatter J.W. Dunnes forfatterskab, særligt bøgerne An Experiment With Time (1927) og The Serial Universe (1934), hvori Dunne bl.a. hævder, at opfattelsen af tid som lineær er forkert, og at al tid eksisterer på ethvert tidspunkt.

I øvrigt var Dunnes idéer også baggrunden for tidsrejsemetoden i Richard Mathesons roman Bid Time Return (1975), om end det bestemt også er muligt, at Matheson skævede mere end en smule til Time and Again.

Det er helt forfriskende med en tidsrejsefortælling, hvor det ikke er en decideret tidsmaskine, der bruges til at rejse i tiden med, så Finney skal bestemt have ros for at have valgt denne lidt anderledes tilgang til stoffet.

Ubetydelige kritikpunkter

Faktisk har jeg næsten kun ros til overs for Time and Again. Romanen er måske en smule for lang, men det er virkelig i småtingsafdelingen, og det eneste reelle ankepunkt jeg har, er faktisk den noget kluntede facon, Finney til sidst afvikler Sis og Kates forhold på. Det virker lidt som om, Finney ikke helt vidste, hvordan han skulle få Si ud af forholdet, og den løsning han valgte, er bestemt ikke elegant.

Når alt kommer til alt er det imidlertid ret ubetydelige kritikpunkter mod en roman, der ellers er fantastisk underholdning, og som især i sin første halvdel er intet mindre end dybt fascinerende og stedvist decideret rørende, fordi forfatteren på så fornem vis formidler sin egen begejstring og fascination af den tid, han har sendt sin hovedperson tilbage til!